Tag-arkiv: Jake Bugg

Top 15 navne på NorthSide 2016 (5-1)

Udgivet den af
Svar

Så er vi nået til top 5. Jeg er fuldkommen lykkelig over, at jeg skal se disse 5 kunstnere, som jeg alle har været fan af virkelig længe. De repræsenterer vidt forskellige genrer, men fælles for dem alle er, at deres musik er latterligt god.

5: Malk de Koijn
Disse tre langestrandsdrenge har brækket dansk ned i knap 20 år på tværs af mange forskellige vilde projekter. Men Geolo G, Tue Track og Blæs Bukki har nok lavet deres mest spændende værker, når de har arbejdet sammen under navnet  Malk de Koijn. De er måske ikke enormt produktive, men når de endelig udgiver noget, er det konsekvent fyldt med enormt svedige beats, lækre, kreative linjer og en hel del små genialiteter over det hele. De kan være latterlige som på De rigtige McCoys eller Vi Tager Fuglen på dig, og de kan også have noget på hjerte, som på Kosmisk Kaos eller Klap din Hoddok, men uanset hvilken tilgang de har, udforsker de det med takt, kreativitet og masser af god humor.

4: The Chemical Brothers
For et par år siden kunne jeg ikke forestille mig at have hip hop eller især elektronisk musik i min top 5 over koncertnavne, selv hvis jeg ellers var stor fan af deres musik. Det har især NorthSide været med til at ændre på, da jeg har haft fortræffelige oplevelser med navne som Underworld, Rudimental, Parov Stelar og Röyksopp live. Det har været nogle vidunderlige koncerter, hvor stemningen bare har været tip-top! Nogle af dem har været regulær elektronisk optræden, mens andre har haft organisk instrumentation med. Uanset hvad, har det været fedt. Ingen af disse har dog i min optik lavet nær så meget fed, hårdtpumpende, vild electronica som The Chemical Brothers. I løbet af deres lange karriere har de lavet det ene fantastiske nummer efter det andet, og når jeg kigger på deres setlister online, ser de helt fænomenale ud. Det bliver til en utrolig oplevelse med lysshow, dans, bas, beats, skrålen og skrigen. Det går ned.

3: Wilco
Har du hørt Wilcos plade Yankee Hotel Foxtrot? Hvis du ikke har, så gør det nu. Wilcos varme, lettere eksperimenterende countryprægede rockmusik er ikke blot præget af forsanger Jeff Tweedys ufattelige evner som sangskriver, men de har også i fællesskab en musikalsk lyst til at udforske nye territorier. Der er ingen interesse i at lefle for nogen, for musikkens brændstof er og bliver gruppens kærlighed til musikken. Alle musikerne er også på et teknisk plan latterligt dygtige, og de holder sig sjældent tilbage for at prale med deres evner. Alt dette går på Wilcos plader op i en højere enhed, og live kræver det selvfølgelig en vis portion finesse, før disse elementer ikke overdøver hinanden. Det kan muligvis ske, men hvis Wilco får det til at harmonisere på samme måde, som de gør på plader som Yankee Hotel Foxtrot og A Ghost Is Born, bliver det en fortryllende koncert.

2: Iggy Pop
Iggy Pop er en vaskeægte legende, både som live-optrædende, som udøvende musiker og som personlighed i sig selv. Hans plader med The Stooges er punkklassikere med god grund, hans gamle soloudgivelser såsom Lust for Life og The Idiot er fyldt med drøngode rocksange, der stadig tåler at blive hørt igen. Nu er han tilbage med nok sin bedste musik siden da på Post Pop Depression fra i år. Han spillede for ikke så lang tid siden i Falconer Salen i København, og anmeldelserne derfra har rost ham til skyerne. Jeg er stor fan af Iggy Pops vilde udtryk med den bare mave og den totale mangel på tilbageholdenhed. Den har jo i lige så høj grad som hans musik gjort ham til et ikon. Og så længe han stadig har sin vitalitet, og det har han, så er der ingen risiko for, at koncerten bliver andet end fremragende.

1: Beck
Jeg købte min NorthSide-billet stort set så hurtigt, jeg kunne, for oven på to så stærke år, var jeg sikker på, at de nok skulle komme med et lækkert program igen. Da de annoncerede den første omgang navne, var Beck iblandt dem, og jeg vidste allerede da, at jeg havde truffet det rigtige valg. Beck er et regulært geni, og han er muligvis også lettere vanvittig. Han mestrer det latterlige og bizarre, men hvis han vil tage musikken en tak ned og levere noget dybt og følelsesrigt, kan han også det. Hans ideer er altid nytænkende og vilde, selv hvis det som på Morning Phase, Mutations og Sea Change kan virke roligt og simpelt. Der er så mange lag til al hans musik, at man vitterligt kunne analysere stort set ethvert af hans musikstykker i timevis. Fra jeg hørte Loser første gang var jeg dybt forelsket, og mødet med plader som Sea Change og Odelay! fik ham nær toppen af musikere, jeg drømte om at se live. Og mens jeg ikke orkede Smukfests middelmådige program sidste år og ikke var hurtig nok til at få billet til hans intimkoncert i glassalen, så sker det endelig for mig – jeg får set en af mine musikalske helte live. Han skal afslutte festivalen, og det bliver den mest magiske afslutning nogensinde.

Det var så min top 15. Jeg glæder mig, og skrivningen af denne liste har kun fået mig til at glæde mig endnu mere. Både til navnene her på listen, men også til Alex Vargas, Samm Henshaw, Jake Bugg, Twin Atlantic, Lukas Graham, Blossoms, The Minds of 99, Caribou og Yeasayer. Og nu er jeg ikke just fan af Yelawolf eller Damien Rice, men jeg vælger at give dem en chance alligevel, for der er ikke rigtig noget samtidig. Og gør gerne det samme, giv gerne noget ny musik en chance, selv hvis det ikke fanger dig på plade, kan det være fede koncerter. Jeg er lidt ærgerlig over, at mit program forhindrer mig i at se Puscifer, Flume og Den Sorte Skole, men det går nok. Vi ses på NorthSide!

Nyheder: November 2013

Udgivet den af
Svar

Nu er det så blevet november, og ting går, som de nu engang gør. Jeg er PT en fjerdedel gennem Rolling Stones oprindelige liste over de 500 bedste albums nogensinde, så jeg er kommet ret langt. Forhåbentlig kommer bloggens forside til at have noget mere end blot månedlig aktivitet i en af de kommende måneder, for selve bloggen er jo end ikke nået halvvejs. Planen er, at de på et tidspunkt kommer til at følges ad. Mit radioprogram skifter i øvrigt snart sendetid. Fra uge 46 sendes det i stedet om onsdagen, og dermed sendes den første onsdagsudsendelse kl. 17 den 13. november.

Desuden udkommer der selvfølgelig nye albums denne måned. Men da julen også nærmer sig, sker det naturligvis at en musikalsk agurketid snart opstår, og den er vist allerede begyndt. Hvis det udkom enhver anden måned, ville jeg i hvert fald ikke have det nye M.I.A.-album på. Og faktisk nok heller ikke den nye Black Flag eller for den sags skyld Nick Caves liveplade.

  1. Eminem – The Marshall Mathers LP 2
  2. Jake Bugg – Shangri La
  3. Melvins – Tres Cabrones
  4. Tennis – Small Sound
  5. Mount Eerie – Pre-Human Ideas
  6. Sore Eros & Kurt Vile – Jamaica Plain (EP)
  7. ††† – †
  8. Nick Cave and the Bad Seeds – Live from KCRW
  9. Black Flag – What The…
  10. M.I.A. – Matangi

Med mindre der sker et mirakel, laver jeg nok ikke en liste i december, for PT er det eneste, jeg rent faktisk er interesseret i, der udkommer den måned, den nye Childish Gambino-plade. Måske den nye Snoopzilla/Dam-Funk-plade, da konceptet lyder interessant, jeg har bare ikke været meget til Snoops seneste par værker. Nå, men derudover står koncertmåneden på både Vampire Weekend den 10. i Falconer Salen, Black Sabbath den 26. i forum og Queens of the Stone Age den 29., ligeledes i Forum.

Bibzoom har selvfølgelig også delt en del af mine anmeldelser i løbet af oktober:
Public Image Ltd. – Metal Box
Elton John – Elton John
Bob Dylan – Love and Theft
Hole – Live Through This
Jay-Z – The Blueprint
Elton John – Tumbleweed Connection
Marvin Gaye – Here, My Dear
Los Lobos – How Will the Wolf Survive?
Alice Cooper – Love It to Death

Den forgangne måned døde to af mine personlige helte: Rune T. Kidde og Lou Reed. Rune T. Kidde har ikke så meget med musik at gøre – selvom jeg dog sagtens kan anbefale hans forsøg i musikkens retning. Jeg har til gengæld sammensat en liste med nogle af mine yndlings-Lou Reed sange, så folk kan lære ham bedre at kende:

De 15 mest interessante navne på Roskilde Festival 2013 (5-1)

Udgivet den af
Svar

Klik her for at læse del 1
Klik her for at læse del 2

Uuuh… så er det tid til den endelige top 5. Og som sagt før, så er det ikke de største navne, vi har at gøre med her. Så tag jeres hipster-briller på og spænd skægget, for nu skal vi hen, hvor Radio 100 FM ikke ville vove sig, om de så skulle lukke, hvis de undlod. Lad os begynde:

5. Iceage
Iceage er det højest placerede danske band på denne liste, og de er formidable. Det er hård, vred punk med kraftige elementer af post-punk og noise-rock. De er et af landets stærkeste navne for tiden, og hvis du har det mindste til overs for eksperimentel musik af den hårdere skuffe, så er Iceage nok noget for dig, men noget dejligt ved dem er, at de aldrig eksperimenterer for meget, til at det tager fra den aggressive punk-natur, som netop er så oplagt til live-musik. Der sker rigtig meget, og det sker med saft og kraft, så man kommer uden tvivl aldrig til at kede sig. Hvor de andre nordiske lande altid har haft betydning inden for metal, er vi her i Danmark rettere stolte over vores evner inden for punk, og for tiden kan vi stoltest vise denne nationale kunstart frem med Iceage.

4. Kvelertak
Jeg elsker metal. Jeg har nok været til flere metal-koncerter end koncerter inden for nogen anden genre, og det har nok delvist noget at gøre med, at metal bare har en lyd, der egner sig helt perfekt til live-lyden. Det har nok også noget at gøre med at min far er et enormt metalhead, der slæber mig fra den ene koncert til den anden sammen med et andet metalhead, der bor i området. Det er mægtigt hyggeligt, og jeg mister altid stemmen og bliver pissefuld. Og Kvelertak er et af de bedste metal-bands, jeg har hørt i lang, lang tid. De er norske, og har næsten selvfølgeligt nok visse inspirationer fra Black Metal i deres musik, men det er kun et enkelt element i en hob af mange melodiske lyde i de fantastiske symfonier, de laver. Når jeg lytter til et album som Meir forestiller jeg mig bare konstant at være til koncert med dem. De har nærmest en live-lyd på deres studiealbums, så at se dem live ville være fantastisk. Metal er godt på en plade og fantastisk til en koncert. Jeg kan f.eks. ikke engang rigtig lide så mange af de andre metalbands, der er på programmet, når vi snakker studiemateriale, men min lyst til at høre dem live er så meget større end min lyst til nogensinde at høre et nyt album fra dem igen. Og at Kvelertak så samtidig har to fantastiske albums i bagkataloget gør, at de klart fortjener denne fjerdeplads.

3. James Blake
James Blake er et af tidens hotteste navne indenfor elektronisk musik udenfor dance-scenen. Han har en fantastisk stemme fuld af sjæl og sorg, og hans produktion sørger for, at der altid er meget at lytte til, selvom de fleste af hans sange er af et ret lavt tempo. Han er noget af en oplevelse at lytte til, og hans stemme arbejder perfekt sammen med den elektroniske lyd, meget på samme måde som Thom Yorke fra Radiohead gør på mit absolutte yndlingsalbum nogensinde, Kid A. James Blake minder mig meget om det album, men med flere elementer af dubstep, soul, og endda en smule post-rock, uden dog nogensinde at bruge de stilarter som mere end blot et simpelt krydderi i et sonisk indblik i Blakes sind. Alle fans af mere abstrakt elektronisk musik bør give ham en chance, for han er helt sublim

2. Jake Bugg
Jake Bugg er en rigtig talentfuld ung mand, der spiller folk-rock i stil med Bob Dylan, Donovan og Johnny Cash – dog moderniseret, så det ikke kører for meget på nostalgi – og at høre hans debutalbum er en af årets hidtil mest forfriskende oplevelser for mig. Det er skævt, farverigt, upoleret og måske en smule grimt på overfladen, men samtidig er det stemningsrigt i både positive og negative stemninger, men især glæde bliver leveret med en helt utrolig overbevisning. Hans debutalbum er rigtig godt, men det bedste ved det er, at man tydeligt kan høre, at det her kun er starten på en karriere, der virkelig kan blive til noget banebrydende, hvis han fortsætter på rette spor. Han er en fantastisk sanger og sangskriver, af den slags, som vi godt kunne bruge flere af i verden. At se ham live ville være stort, og du må hellere gøre det snart, for før vi ved af det, er han en superstjerne inden for folk-rock.

1. Animal Collective
Animal Collective er et helt formidabelt band. Deres psykedeliske indie-rock falder perfekt i min smag. Der sker hele tiden noget nyt, sært, spektakulært, overraskende, der lyder helt perfekt. At opnå de betagende, utrolige lyde, som de leverer er virkelig en stor præstation. Deres sange er så fyldt med fantastisk lyd, at jeg altid venter med spænding på, hvordan de vil fortsætte sangen, og sangene overfalder hinanden en efter en med så meget finesse, at jeg på samme måde elsker hvert minut af et album som Merriweather Post Pavilion. At lytte til sådan en fantastisk, forbløffende, ja decideret utrolig gruppe live ville være noget af et drømmescenarie. Selv hvis jeg ikke beslutter mig for at tage til Roskilde – selvom jeg rent faktisk er interesseret i at se flere bands, end de fleste, der allerede har besluttet sig for at tage af sted – så vil jeg sørge for at se dem før eller siden i løbet af ikke alt for mange år. De er helt fantastiske, og selvom årets program måske ikke har så meget fantastisk musik fra mainstream-scenen, så er den musikalske undergrund fyldt med fantastiske bands som dette.

Det var så det i denne omgang. Jeg vil gerne sige, at der dog er andre gode bands end dem, jeg selv har nævnt. Også at anbefale er Action Bronson, El-P, Ensiferum, Flatbush Zombies, Holy Other, Indians, Joey Bada$$, Lower, The Lumineers, Henry Rollins, Bobby Womack, Savages og Unknown Mortal Orchestra. I det sære tilfælde, at du skulle være i deres målgruppe uden at have hørt Volbeat, så er de også ganske gode. Navne som Baauer (fyren, der lavede Harlem Shake), Kreator og Crystal Castles har jeg fået kraftigt anbefalet, men jeg måtte konstatere, at de ikke helt var min stil, men de kan jo sagtens være noget for jer læsere. Så er der til sidst Foxygen, et band, der nok ville kunne være havnet rigtig højt på denne liste, hvis det ikke var fordi, de desværre anullerede hele deres europaturné.