Top 15 navne på NorthSide 2016 (5-1)

Så er vi nået til top 5. Jeg er fuldkommen lykkelig over, at jeg skal se disse 5 kunstnere, som jeg alle har været fan af virkelig længe. De repræsenterer vidt forskellige genrer, men fælles for dem alle er, at deres musik er latterligt god.

5: Malk de Koijn
Disse tre langestrandsdrenge har brækket dansk ned i knap 20 år på tværs af mange forskellige vilde projekter. Men Geolo G, Tue Track og Blæs Bukki har nok lavet deres mest spændende værker, når de har arbejdet sammen under navnet  Malk de Koijn. De er måske ikke enormt produktive, men når de endelig udgiver noget, er det konsekvent fyldt med enormt svedige beats, lækre, kreative linjer og en hel del små genialiteter over det hele. De kan være latterlige som på De rigtige McCoys eller Vi Tager Fuglen på dig, og de kan også have noget på hjerte, som på Kosmisk Kaos eller Klap din Hoddok, men uanset hvilken tilgang de har, udforsker de det med takt, kreativitet og masser af god humor.

4: The Chemical Brothers
For et par år siden kunne jeg ikke forestille mig at have hip hop eller især elektronisk musik i min top 5 over koncertnavne, selv hvis jeg ellers var stor fan af deres musik. Det har især NorthSide været med til at ændre på, da jeg har haft fortræffelige oplevelser med navne som Underworld, Rudimental, Parov Stelar og Röyksopp live. Det har været nogle vidunderlige koncerter, hvor stemningen bare har været tip-top! Nogle af dem har været regulær elektronisk optræden, mens andre har haft organisk instrumentation med. Uanset hvad, har det været fedt. Ingen af disse har dog i min optik lavet nær så meget fed, hårdtpumpende, vild electronica som The Chemical Brothers. I løbet af deres lange karriere har de lavet det ene fantastiske nummer efter det andet, og når jeg kigger på deres setlister online, ser de helt fænomenale ud. Det bliver til en utrolig oplevelse med lysshow, dans, bas, beats, skrålen og skrigen. Det går ned.

3: Wilco
Har du hørt Wilcos plade Yankee Hotel Foxtrot? Hvis du ikke har, så gør det nu. Wilcos varme, lettere eksperimenterende countryprægede rockmusik er ikke blot præget af forsanger Jeff Tweedys ufattelige evner som sangskriver, men de har også i fællesskab en musikalsk lyst til at udforske nye territorier. Der er ingen interesse i at lefle for nogen, for musikkens brændstof er og bliver gruppens kærlighed til musikken. Alle musikerne er også på et teknisk plan latterligt dygtige, og de holder sig sjældent tilbage for at prale med deres evner. Alt dette går på Wilcos plader op i en højere enhed, og live kræver det selvfølgelig en vis portion finesse, før disse elementer ikke overdøver hinanden. Det kan muligvis ske, men hvis Wilco får det til at harmonisere på samme måde, som de gør på plader som Yankee Hotel Foxtrot og A Ghost Is Born, bliver det en fortryllende koncert.

2: Iggy Pop
Iggy Pop er en vaskeægte legende, både som live-optrædende, som udøvende musiker og som personlighed i sig selv. Hans plader med The Stooges er punkklassikere med god grund, hans gamle soloudgivelser såsom Lust for Life og The Idiot er fyldt med drøngode rocksange, der stadig tåler at blive hørt igen. Nu er han tilbage med nok sin bedste musik siden da på Post Pop Depression fra i år. Han spillede for ikke så lang tid siden i Falconer Salen i København, og anmeldelserne derfra har rost ham til skyerne. Jeg er stor fan af Iggy Pops vilde udtryk med den bare mave og den totale mangel på tilbageholdenhed. Den har jo i lige så høj grad som hans musik gjort ham til et ikon. Og så længe han stadig har sin vitalitet, og det har han, så er der ingen risiko for, at koncerten bliver andet end fremragende.

1: Beck
Jeg købte min NorthSide-billet stort set så hurtigt, jeg kunne, for oven på to så stærke år, var jeg sikker på, at de nok skulle komme med et lækkert program igen. Da de annoncerede den første omgang navne, var Beck iblandt dem, og jeg vidste allerede da, at jeg havde truffet det rigtige valg. Beck er et regulært geni, og han er muligvis også lettere vanvittig. Han mestrer det latterlige og bizarre, men hvis han vil tage musikken en tak ned og levere noget dybt og følelsesrigt, kan han også det. Hans ideer er altid nytænkende og vilde, selv hvis det som på Morning PhaseMutations og Sea Change kan virke roligt og simpelt. Der er så mange lag til al hans musik, at man vitterligt kunne analysere stort set ethvert af hans musikstykker i timevis. Fra jeg hørte Loser første gang var jeg dybt forelsket, og mødet med plader som Sea Change og Odelay! fik ham nær toppen af musikere, jeg drømte om at se live. Og mens jeg ikke orkede Smukfests middelmådige program sidste år og ikke var hurtig nok til at få billet til hans intimkoncert i glassalen, så sker det endelig for mig – jeg får set en af mine musikalske helte live. Han skal afslutte festivalen, og det bliver den mest magiske afslutning nogensinde.

Det var så min top 15. Jeg glæder mig, og skrivningen af denne liste har kun fået mig til at glæde mig endnu mere. Både til navnene her på listen, men også til Alex Vargas, Samm Henshaw, Jake Bugg, Twin Atlantic, Lukas Graham, Blossoms, The Minds of 99, Caribou og Yeasayer. Og nu er jeg ikke just fan af Yelawolf eller Damien Rice, men jeg vælger at give dem en chance alligevel, for der er ikke rigtig noget samtidig. Og gør gerne det samme, giv gerne noget ny musik en chance, selv hvis det ikke fanger dig på plade, kan det være fede koncerter. Jeg er lidt ærgerlig over, at mit program forhindrer mig i at se Puscifer, Flume og Den Sorte Skole, men det går nok. Vi ses på NorthSide!