Jeg elsker Spotify. Jeg elsker, hvordan de underbetaler musikere, ofte blot er en reklamesøjle for de store pladeselskaber, og hvordan de lige har fjernet den ellers geniale MusixMatch-feature, angiveligt fordi folkene bag MusixMatch ikke ville gå med til at gøre deres service spotify-eksklusiv. Mens jeg ville ønske, de førte andre forretningspraktikker, er det trods alt det man kan forvente af større forretninger, og Spotify er stadig en rigtig god streamingtjeneste, der tilbyder mange spændende services. Jeg bruger selv stort set alle facetter af spotify adskillige gange om måneden. Blandt andet har jeg lavet adskillige playlister. Nogle gange vil jeg ramme en bestemt stemning, andre gange vil jeg udforske en genre, af og til vil jeg endda prøve at lave en udførlig liste over mine top 100 sange fra et bestemt årti eller noget i den stil. Sidstnævnte bliver dog ret hurtigt forældet og misvisende.
Men lad mig komme til sagen: jeg vil gerne dele nogle af mine spotify-eventyr med jer. Så hver uge, vil jeg dele en playlist, jeg har lavet. Jeg vil gerne starte med én, jeg er ganske stolt af, nemlig en playlist med barok-pop. Hvad er barok-pop? Mens det kan lyde som en bizar fusion af Justin Timberlake og J.S. Bach, er det en noget mere elegant genre end det. Det er kort sagt popmusik, der vælger at bruge instrumenter, der typisk associeres med klassisk musik samtidig med, at de beholder nogle typiske popkarakteristika i instrumentationen. Horn, strygere og cembalo spiller her side om side med bas, guitar og trommer. Tænk på værker som Pet Sounds af The Beach Boys, Sgt. Pepper’s Lonely Hearts Club Band af The Beatles eller mere moderne kunstnere som Florence + The Machine, Father John Misty og Arcade Fire. Jeg har samlet 200 sange, så min bedste anbefaling er, at slå shuffle til, og spille den, når du har brug for noget behageligt, roligt, men stadig skæv, fængende og iørefaldende musik. Den er god til aftensmaden eller til lige at vågne op til. Man kan selvfølgelig også sagtens opdage ny musik gennem playlisten, så derfor har jeg tilføjet mere obskure navne såsom Love and Rockets, Owen Pallet, Camera Obscura og Mother Lewinsky. God lyttelyst.
Siden jeg skrev første del af denne top 15, har jeg været til en vens konfirmation, og jeg fik selvfølgelig spredt rygtet om min blog, hver gang en eneste person ved selskabet gav sig til at snakke musik, og jeg fik blandt andet snakket meget om Roskilde Festival og især denne liste. Mange var meget overraskede over, at jeg kunne finde hele 15 interessante navne, og jeg kan selvfølgelig ikke på nogen måde garantere, at alle vil kunne lide, et eneste navn, jeg har at byde på – jeg kan ikke engang garantere at der er nogen, der læser dette, der vil kunne lide det hele. Men jeg kan garantere for min helt ærlige mening, så den får I skam. Videre med listen:
10. The National The National er et band, som jeg pinligt nok må indrømme, at jeg ikke har lyttet til specielt meget før, jeg så at de var på Roskilde Festival i år. Så jeg har fået kigget lidt på noget af deres diskografi, især Alligator fra 2005, og jeg forstår nu klart, hvorfor de er så store i indie-kredse. De fænger mig med fantastiske melodier og en formidabel baryton som forsanger. Men hele bandet arbejder fantastisk sammen om alle disse fantastiske sange. Hvis du har noget til overs for noget forholdsvist punk-inspireret indie-rock, så er The National virkelig værd at anbefale. Jeg har hørt dem beskrevet som “hvad Franz Ferdinand kunne have været”, og det rammer virkelig hovedet på sømmet. Franz Ferdinand er uden tvivl et godt band, men The National er en langt mere gribende oplevelse, som i modsætning til Franz Ferdinand er lige så gode, når de skruer ned for tempoet og er mere dybsindige.
9. Danny Brown Danny Brown er en af tidens bedste rappere. Hans nyeste album, XXX fra 2011 er et helt fantastisk stykke samfunds- og selvkritisk kunst, som er fantastisk nutidigt og relevant. Han lokker dig ikke med nostalgi for klassiske rappere eller noget, han rammer bare med ærlighed og oprigtighed ladt med vrede, bitterhed og sarkasme. XXX handler ikke om sex, som man nok kunne tro, nej man skal læse det som romertal, der viste at han var 30 år på det tidspunkt. I dag er han 32, og han har næppe mistet talentet endnu. Nej, jeg kan kun drømme om, hvad hans kommende album Old har af skarpe, vittige rim. Det er også godt produceret, men for guds skyld, dyk ned i albummet, før du bare tilsidesætter det. Han siger ikke “bitch”, “swag” eller “hoes” uden årsag, for han er skarpere end en slagterkniv i sin satire eller selvkritik. Det forhindrer ham sevlfølgelig ikke i at have sange, der rent faktisk handler om oralsex, men han gør det altid på en underholdende måde og som en del af et konceptalbum om hans op- og nedture i livet, så når han lyder som et egoistisk røvhul, er der en pointe med det.
8. Queens of the Stone Age Queens of the Stone Age er et af det forgangne årtis bedste bands inden for hård rock. Selvfølgelig, med alle de genrer, vi har nutildags er ingen bands bare “hård rock”, men skal sættes i en eller anden bås som “alternativ metal”, “stoner-rock”, “art-rock”, eller hvad man ellers lige kan trække op af hatten, men jeg ville selv bare sige hård rock, da de andre fancy genrer nok frastøder flere, end det tillokker. For Queens of the Stone Age er virkelig ikke musik, som kræver at man kan lide metal, at man kan lide alternativ musik, eller at man kan lide psykedelisk musik, selvom der er elementer af det hele. Det, der nok tiltrækker dem, der ville kunne lide dem, og frastøder dem, der ikke ville kunne, er at det er hård rock. Deres musik er meget energisk, hårdtslående og meget åben for alle, der skulle have lyst til at lytte til det. Du behøver ikke at være hipster, metalhead eller stoner, du skal bare kunne lide god, hård rock, som nok skal få pumpet energien løs i hele publikummet.
7. Kendrick Lamar Kendrick Lamar er et af det forgangne års største navne, ikke blot inden for hip hop, men i hele verdens mainstream-musik. Han er en helt sublim lyriker med utrolig meget karisma og udstråling. Hans andet studiealbum, Good Kid, m.A.A.D. City har solgt lidt under en million eksemplarer i USA alene, og singlen Swimming Pools Drank har fået platin! Han er toppen af poppen i alle mulige felter i nutidens hip hop-verden. Han laver koncept-albums, som kan blæse alle, der lytter til tekster bagover med storm. Han er provokerende og grov eller skrøbelig og introspektiv, men der er altid noget dybere i hans musik, og det er uden tvivl af den slags, som bedst kan udtrykkes gennem hip hop, for det er den kultur, det handler om. Det er ikke kritisk over for hip hop, men det er kritisk over for kulturen, der er omkring det – kulturen, Kendrick selv kender rigtig godt på første hånd. Good Kid m.A.A.D City er et af de bedste hip hop-albums, jeg nogensinde har hørt, og det siger jeg, selvom det end ikke er et år gammelt endnu.
6. Efterklang Jeg afslutter så denne del med et af Danmarks bedste bands for tiden. Jeg ville ikke sige, at jeg nyder Efterklang mere end Kendrick Lamar, men nu er hip hop jo sjældent meget af en live-genre, men det er post-rock til gengæld i særdeleshed. Der sker utrolig meget i en melodi på en gang. Det er utrolig stort med masser af lyde, som jeg virkelig gerne kunne tænke mig at høre live. De er en rigtig talentfuld gruppe musikere, som kan levere stærk musik på et utal af forskellige instrumenter. Hvis du er til de mere kendte Sigur Rós, er Efterklang nok lige noget for dig, for de spiller ligeledes post-rock, og de er rigtig dygtige til det. Selvfølgelig er det dog ikke så svært igen at komme til at se dem, hvis man ikke skal til Roskilde, da de er her fra landet, men den slags har jeg ikke medregnet. Jeg har kun medregnet hvor meget, der sker i deres lyd, og det er helt spektakulært. Numrene overfalder dig med flot lyd efter flot lyd, og det nærmer sig næsten klassisk musik i sine kompositioner, men med et meget moderne twist, som gør dem friske og underholdende.
Der er kun 5 bands tilbage, og jeg kan godt afsløre, at jeg holder mig fra headline-navnene fra nu af, da de næste 5 bare interesserer mig langt mere end Slipknot, Rihanna og Volbeat. Hvad synes I så om disse navne? Er der nogen, I mener, jeg kunne have overset? Planlægger I selv at tage af sted? Og hvem har I i så fald tænkt jer at se?