Jeg elsker Spotify. Jeg elsker, hvordan de underbetaler musikere, ofte blot er en reklamesøjle for de store pladeselskaber, og hvordan de lige har fjernet den ellers geniale MusixMatch-feature, angiveligt fordi folkene bag MusixMatch ikke ville gå med til at gøre deres service spotify-eksklusiv. Mens jeg ville ønske, de førte andre forretningspraktikker, er det trods alt det man kan forvente af større forretninger, og Spotify er stadig en rigtig god streamingtjeneste, der tilbyder mange spændende services. Jeg bruger selv stort set alle facetter af spotify adskillige gange om måneden. Blandt andet har jeg lavet adskillige playlister. Nogle gange vil jeg ramme en bestemt stemning, andre gange vil jeg udforske en genre, af og til vil jeg endda prøve at lave en udførlig liste over mine top 100 sange fra et bestemt årti eller noget i den stil. Sidstnævnte bliver dog ret hurtigt forældet og misvisende.
Men lad mig komme til sagen: jeg vil gerne dele nogle af mine spotify-eventyr med jer. Så hver uge, vil jeg dele en playlist, jeg har lavet. Jeg vil gerne starte med én, jeg er ganske stolt af, nemlig en playlist med barok-pop. Hvad er barok-pop? Mens det kan lyde som en bizar fusion af Justin Timberlake og J.S. Bach, er det en noget mere elegant genre end det. Det er kort sagt popmusik, der vælger at bruge instrumenter, der typisk associeres med klassisk musik samtidig med, at de beholder nogle typiske popkarakteristika i instrumentationen. Horn, strygere og cembalo spiller her side om side med bas, guitar og trommer. Tænk på værker som Pet Sounds af The Beach Boys, Sgt. Pepper’s Lonely Hearts Club Band af The Beatles eller mere moderne kunstnere som Florence + The Machine, Father John Misty og Arcade Fire. Jeg har samlet 200 sange, så min bedste anbefaling er, at slå shuffle til, og spille den, når du har brug for noget behageligt, roligt, men stadig skæv, fængende og iørefaldende musik. Den er god til aftensmaden eller til lige at vågne op til. Man kan selvfølgelig også sagtens opdage ny musik gennem playlisten, så derfor har jeg tilføjet mere obskure navne såsom Love and Rockets, Owen Pallet, Camera Obscura og Mother Lewinsky. God lyttelyst.
Ja, så er vi ved den endelige top 5. Jeg har snakket så meget med så mange om, hvor meget jeg glæder mig til disse fem navne. Det her er creme de la creme. Det er her, det virkelig gælder.
5 – Florence + the Machine Florence Welch er en latterligt dygtig sanger, og hun lader heldigvis sin stemme optræde på nogle virkelig gode sange i Florence + the Machine. Det er barok progressiv popmusik af den slags, Kate Bush i sin tid var med til at definere. Og Florence + the Machine har uden tvivl lyttet en del til Kate Bush. Om deres sceneshows er nær så storslåede, vil jeg ikke begynde at gøre mig forventninger om, men uanset hvad er musikken rigtig smuk. De maler nogle flotte lydbilleder, mens de også bare forstår at lave fængende popmelodier. Det hele er et virkelig lækkert band, der har formået at skrive og opføre stribevis af fantastiske sange i en variation af stilarter. Man kan ikke rigtig vide sig sikker med hvad man kan forvente, fordi de har lavet så forskellig musik i løbet af deres karriere, men jeg forventer i hvert fald, at det bliver rigtig godt.
4 – St. Vincent Jeg har set St. Vincent to gange allerede, og jeg skal skam se hende igen, lige før ovenstående Florence + the Machine. Hun spiller oven i spændende navne, jeg aldrig har set, og som jeg havde håbet på at komme til at opleve, Ryan Adams, Father John Misty, Foxygen, men jeg skal ikke gå glip af et sekund af hendes optræden, som med garanti bliver lige så utrolig som sædvanligt. Hun er et utrolig dejligt menneske på scenen, og hun præsenterer sin musik på en så personlig måde, at man ikke kan andet end at holde af hende. Hun er som den mest menneskelige, venligste robot, vi dødelige nogensinde har set. Hun er en dygtig sanskriver, en dygtig guitarist, en dygtig scenepersonlighed. Den eneste årsag til, at hun ikke er højere på listen, er at jeg allerede har set hende to gange. Ellers kunne hun være endt så højt som nummer 2.
3 – Run the Jewels Run the Jewels består af El-P og Killer Mike. De er to af vor tids dygtigste, mest kreative rappere, og de har hver deres meget særegne stil, som er fyldt med lyriske godter. Det er selvfølgelig svært at nyde al lyrikkens integritet til en koncert, men så er det heldigt, at El-P også er en helt vild producer, der laver hårdtslående, vilde beats, der helt sikkert kan sætte gang i Arena. Nu kan man ikke altid vide sig sikker med hip hop-koncerter, rapperne skal tit virkelig give den hele armen i forhold til levering, for at koncerten ikke bliver langtrukken. Men Run the Jewels har generelt fået gode live-anmeldelser, og når jeg ser video fra deres koncerter, ser det lige så vildt ud, som jeg har håbet på. Og de er ikke engang det hip hop-navn, jeg glæder mig mest til
2 – Kendrick Lamar
Dårlig hip hop er noget af det sværeste musik at holde ud i længden. Og der er nogle – efter min mening – ret dårlige hip hop-navne på Roskilde. Dem skal jeg så ikke se, der er heldigvis altid et eller andet interessant i gang på en af scenerne. Men jeg skal til gengæld se kongen af hip hop. Manden, der har lavet årets uden sammenligning mest roste album, som uden tvivl kommer til at vinde masser af priser. To Pimp a Butterfly er det, alle siger, det er: et mesterværk. Der er ingen vej omkring det. Han er ikke bare en af verdens bedste rappere, han er verdens bedste hip hop-musiker lige nu. Han angriber hip hop, nej, han angriber musik på en måde, som ingen anden musiker har gjort hidtil. Hans musik er fantastisk, og live kommer det sikkert også til at bevæge mig.
1 – Paul McCartney Jeg vil gerne starte med at snakke om et lille band, der hedder Deafheaven. Dem kommer jeg desværre ikke til at se i år, men de laver en ufatteligt kreativ, fuldkommen vanvittig blanding af shoegaze og black metal. Det er smukt, det er helt utroligt. Og det ligger lige oven i en mand, jeg ikke i mine vildeste drømme troede jeg skulle komme til at se. Paul er min yndlingsbeatle. Ikke alene har han sunget nogle fantastiske sange, men han har den efter min mening mest solide solokarierre af dem alle. Jeg har anmeldt Band on the Run, Help! og A Hard Day’s Night med glødende ros, og efter at have læst interviews med ham, anmeldelser af nyere koncerter og set hans seneste par setlists, er jeg blevet overbevist om, at han nok skal levere en fantastisk koncert. Jeg lyttede også til hans nyeste plade, New, her forleden, og den lyder ikke den mindste smule af oldtidsfund. Han er stadig ung i sindet. Og han er stadig dygtig og fuld af spilleglæde.
Jeg glæder mig som et lille barn. Ikke kun til Paul, men til hele festivalen. Til Kendrick, til Run the Jewels, til St. Vincent, til Florence, til Mew, Muse, Disclosure, WhoMadeWho, Hot Chip, Chelsea Wolfe, Jungle, Benjamin Booker, Ought og Jamie xx. Og til masser af navne, der ikke er endt på listen, men som jeg skal se alligevel. Jeg skal også se Off!, Bob Hund, Young Fathers, Electric Eye, The War on Drugs, Every Time I Die, Ezra Furman, Dreamers’ Circus, Kronos Quartet, Pede B & DJ Noize, Kate Tempest og Goat! Roskilde Festival bliver sindssygt!
Endnu en måned, endnu en nyhedsopdatering. Den store nyhed denne måned, er at min radiokanal, Rockkanalen, er blevet til netradio. Jeg anmelder 5 albums hver uge, og nye afsnit bliver sendt hver tirsdag kl. 17 og genudsendt hver søndag kl. 15. Du kan få mere indformation på deres hjemmeside. Det er kun den midlertidige hjemmeside, så forvent forbedringer.
Og så udgives der jo også mange albums i løbet af oktober. Så jeg har som sidste måned samlet en personlig top 10 over månedens mest interessante plader:
1. Arcade Fire – Reflektor
2. Pearl Jam – Lightning Bolt
3. Of Montreal – Lousy With Sylvianbriar
4. Ásgeir Trausti – In the Silence
5. Sleigh Bells – Bitter Rivals
6. Pusha T – My Name Is My Name
7. Avett Brothers – Magpie and the Dandelion
8. Paul McCartney – New
9. Alex Chilton – Electricity By Candlelight
10. Linda Thompson – Won’t Be Long Now
Koncertkalenderen denne måned står på James Blake i Falconersalen, og jeg glæder mig virkelig! Nu kom jeg desværre ikke til at opleve ham på Roskilde, så at høre ham nu bliver vidunderligt! Og det var vist alt for denne gang.
Da the Beatles i 1970 gik hvert til sit, begyndte de alle sammen at lave soloprojekter. Disse var af varierende kvalitet, og i 1973 udkom så min favorit blandt alle disse mange plader. Det var ikke teknisk set en soloplade, da Paul McCartney lavede den sammen med sit nye band, Wings, men det er stadig et næsten perfekt album. Den starter med titelnummeret, der udvikler sig så meget, at man knap nok kan høre at starten og slutningen er samme sang, men det kører stadig ufatteligt flydende. Det er et formidabelt nummer, der på grund af sin variation underholder virkelig meget. Det andet nummer, Jet, bevæger sig inden for nogle lidt smallere rammer, men energien bevæger sig stadig rigtig meget, så de mest energiske punkter føles så meget desto mere friske. Og så er den også virkelig fængende, og det gør den kun sjovere at synge med på. Bluebird er en mere stille sang, der virkelig udmærker sig med sine flotte vokalharmonier og den jazzede saxofonsolo. Faktisk har hele sangens komposition elementer af jazz, hvilket er dejligt forfriskende.
Mrs. Vanderbilt er en af albummets mere poppede sange, men dens dystre toneleje, gør den stadig meget fascinerende. Linjen “What’s the use of worrying” bliver gentaget en del gange i løbet af sangen, og den føles virkelig opgivende og trist. Det er ikke en spor lykkelig sang, og det festlige udråb “Ho! Hey Ho!” får en mere ironisk klang. Let Me Roll It går tilbage mod de mere psykedeliske år i Beatles-historien, mens den på den meget fremtrædende guitar virker meget inspireret af Eric Claptons tid i Cream. Den stille Mamunia er en virkelig glad sang. Dens livsglæde er så oprigtig, at det smitter en del af på lytteren. Den har i øvrigt også rigtig livlig percussion, hvilket er meget dejligt, for ellers er det bare en meget simpel basgang og en enkel akkustisk guitar. No Words er en af de mindst kendte sange fra Band on the Run, og det kan man egentlig godt forstå. Det er den eneste, som ikke har boret sig godt ind i min hukommelse, men det er ikke fordi den er dårlig. Den er faktisk rigtig god, den har bare ikke rigtig noget, der minder om en hook. Det er dog dejlig psykedelisk, og det er jo en genre, hvor Sir Paul McCartney altid har klaret sig godt.
På den amerikanske udgave, samt mange nyere europæiske udgaver, sniger et nyt nummer sig ind efter No Words. Det hedder Helen Wheels, og det virker i versene kraftigt inspireret af Chuck Berry, mens de skrigende omkvæd er et ganske unikt McCartney-varemærke. Det er ikke pladens største kunstværk, men det er ganske sjovt. Man kan ikke lade være med at smile en smule af det. Picasso’s Last Words (Drink to Me) handler sjovt nok om Pablo Picassos sidste ord, der her blev oversat til “Drink to me, drink to my health, you know I can’t drink anymore”. Og det er kraftige ord, vi her snakker om, og det er også en ganske kraftig sang. Midt i sangen går den over i en blødere udgave af Jet, hvorefter den vender tilbage til form, dog stadig i en stille version. Til sidst bliver udråbene fra Mrs. Vanderbilt også inkorporeret, og det føles virkelig komplet og fyldigt. Afslutningsnummeret, Nineteen Hundred and Eighty-Five, er rigtig godt. Det lyder mest af alt af progressiv rock, hvilket der faktisk er en del elementer af i løbet af albummet, bl.a. også på titelnummeret og Picasso’s Last Words (Drink to Me). Jeg kan anbefale Band on the Run til alle og enhver. Selv hvis du ikke kan udstå beatles, så kan dette rigtig let anbefales.
