207 – Pearl Jam – Ten (1991)

To enorme grunge-bands fik i 1991 deres store gennembrud med deres stadig i dag mest populære plade. Den ene er selvfølgelig Nirvana, som brød igennem med Nevermind, og den anden var deres byfæller i Pearl Jam, der debuterede med megasællerten Ten. På denne plade finder man nogle af Pearl Jams største klassikere, f.eks. Even FlowAlive, Black og Jeremy. Disse fire er alle urørlige klassikere, der alene bør være nok til at sælge albummet. Men der er skam meget mere end det. F.eks. starter albummet virkelig smukt med en intro til nummeret Once, hvor percussion og bas sammen med en svævende vokal varmer lytteren op i lidt over et halvt minut. Så kommer en hårdtslående guitar ud af det blå, og den stille intro får bare det hele til at føles så meget vildere. Once er en perfekt sang at starte med, og den har den specielle blanding af funk og heavy metal, som deres venner fra Soundgarden blev så kendte for senere. Efter den får man Even Flow og Alive, og ikke alene fortsætter de det hele rigtig godt, de er også virkelig gode i forlængelse af hinanden. Især fungerer den lidt mere langsomme Alive godt som afveksling fra de to vilde numre, der kom før.

En meget vigtig del af Pearl Jams lyd er deres guitarist Stone Gossard. Han er latterligt dygtig, og han kommer tit med guitarsoloer. Disse guitarsoloer har en tendens til at være mod slutningen af sangen, og de fungerer tit som et nummers følelsesmæssige klimaks såvel som det lydmæssige. F.eks. kan nævnes guitarsoloen på Alive. Sangen ville sikkert være lettere at sælge, hvis omkvædet blev gentaget en gang efter soloen, men det fungerer perfekt til at afslutte nummeret. Men noget vigtigt at understrege er, at Pearl Jam såvel som de bedste af samtidens grunge-bands var mere end bare bas, guitar og trommer. Black fokuserer bl.a. på et klaver, og på Oceans bliver peberbøsser og ildslukkere brugt som percussion. Man kan ikke høre det, men man kan høre, at det er anderledes. Og de fleste numre har noget særpræget, noget specielt, der gør, at de stikker ud. Det kan være i teksten, i kompositionen eller instrumentationen. Det sørger for, at man lægger mærke til sangen som helhed og alle dens finurligheder.

Forsanger Eddie Vedder er naturligvis også et vigtigt element i bandets identitet. Dels fordi han skriver teksterne, der kan være fuldkommen hjemsøgende, kig blot på Jeremy. Men det er også fordi han har en ret speciel, tit ret mumlende stemme. Det er ikke en, man ville forvente, ville passe til hårdtslående rockmusik, især ikke sammenlignet med folk som Chris Cornell fra Soundgarden. Den dybe klang hans stemme har burde nærmest forhindre ham i at udtrykke sig stort nok, men det virker faktisk rigtig godt. På de stille punkter føles han meget enlig og forladt, mens han sørger for at springe meget væk fra denne lyd og over i noget mere hæst og skrigende, når det er tiltrængt. Og når man hører hans stemme udfolde sig så vidt som på denne plade, så føles de højlydte punkter vigtige. Sangene på Ten er af enormt høj kvalitet alle sammen, bandet er virkelig talentfulde, og deres stil passer godt til sangskrivningen. Den sidste sang på pladen hedder Release, og den sætter et stort punktum på det hele. Det er en vidunderlig afslutning til en af de bedste grunge-plader nogensinde.

Nyheder: Oktober 2013

Endnu en måned, endnu en nyhedsopdatering. Den store nyhed denne måned, er at min radiokanal, Rockkanalen, er blevet til netradio. Jeg anmelder 5 albums hver uge, og nye afsnit bliver sendt hver tirsdag kl. 17 og genudsendt hver søndag kl. 15. Du kan få mere indformation på deres hjemmeside. Det er kun den midlertidige hjemmeside, så forvent forbedringer.

Bibzoom fortsætter også med at lægge mine anmeldelser op på deres side, og det er jeg naturligvis rigtig glad for. De kan ses her:
LL Cool J – Radio
Fugees – The Score
The Paul Butterfield Blues Band – The Paul Butterfield Blues Band
Bruce Springsteen – Tunnel of Love
Otis Redding – Live in Europe
Coldplay – A Rush of Blood to the Head
Echo & the Bunnymen – Heaven Up Here
R.E.M. – Document

Og så udgives der jo også mange albums i løbet af oktober. Så jeg har som sidste måned samlet en personlig top 10 over månedens mest interessante plader:
1. Arcade Fire – Reflektor
2. Pearl Jam – Lightning Bolt
3. Of Montreal – Lousy With Sylvianbriar
4. Ásgeir Trausti – In the Silence
5. Sleigh Bells – Bitter Rivals
6. Pusha T – My Name Is My Name
7. Avett Brothers – Magpie and the Dandelion
8. Paul McCartney – New
9. Alex Chilton – Electricity By Candlelight
10. Linda Thompson – Won’t Be Long Now

Koncertkalenderen denne måned står på James Blake i Falconersalen, og jeg glæder mig virkelig! Nu kom jeg desværre ikke til at opleve ham på Roskilde, så at høre ham nu bliver vidunderligt! Og det var vist alt for denne gang.

492 – Pearl Jam – Vitalogy (1994)

Det første ord, der springer frem, når jeg tænker på Pearl Jams Vitalogy fra 1994 er “fejlfyldt”. Det har som få andre albums på denne liste fejl, som er næsten indiskutable. Det er generelt ikke et album, som de fleste vil have lyst til at lytte til hele vejen fra ende til anden. Pry, To er et nummer, hvor forsanger Eddie Vedder i højere grad end ellers mumler sig igennem noget nonsens med en ikke specielt vellydende guitar, der fjoller rundt i baggrunden. Aye Davanita kører med et eller andet folkemantra ovenpå en almindelig grunge-instrumentation, og det kommer virkelig ikke nogen vejene. Albummet går nærmest bare i 3 minutters tomgang. Bugs kører på et afskyeligt harmonika-riff, som de fleste nok ville få hovedpine af – lige dette nummer kan jeg selv ret godt lide, da det har en hylemorsom tekst, men det ødelægger virkelig stemningen, albummet havde godt gang i. Det absolut værste nummer er afslutningsnummeret, Hey Foxymophandlemama (Stupid Mop), der kører i næsten 8 minutter med en barnestemme, der på sine knæ beder om brutal sex. Det er svært at holde ud at lytte til.

Når albummet dog bliver godt, er det fantastisk. Sange som Better Man og Nothingman er meget rørende fortællinger om individer, der er deprimerede og i det hele taget har det meget svært. Nothingman er ganske vist ikke nær så stærk som Better Man rent lyrisk, men den bliver spillet og sunget, så det bliver til en ren tåreperser. Begge hovedpersoner er fortvivlede over manglende held i kærlighed: manden fra Nothingman er trist og ensom, og kvinden fra Better Man er endt hos et røvhul, som hun ikke kan komme af med. Spin the Black Circle er et meget aggressivt lydende nummer, der kører på hurtige, kraftige akkorder. Teksten handler i sig selv bare om vinylplader, men melodiens vrede er hårdtslående, og den er en af den slags sange, der om noget sætter blodtrykket i gang. Albummet kan virkelig blive smukt til tider, og med undtagelse af de 4 første sange, jeg snakkede om, er alle melodier skrevet, så de udtrykker et væld af store følelser. Næsten intet føles banalt, og stort set det hele føles vigtigt

Pearl Jam var i højere grad end de fleste af samtidens bands historiefortællere. De fortalte tit historier, som ikke rigtig havde noget med virkeligheden at gøre. Hvor bands som Nirvana og Alice in Chains ville fortælle om forsangerens strabadser, opdigtede Pearl Jam ofte historier om individer, som slet ikke eksisterede som bestemte personer i den virkelige verden, men de gør det stadig så jordnært, at man let kan forstå, hvorfor det er, som det er. Det store problem med albummet er, at der netop er de her få numre, der bare ikke er gode og ikke tilføjer noget som helst til oplevelsen. Det er numre, der nok helst bør springes over, når man lytter til albummet, og sådan noget gør, at næsten ingen ville kunne kalde dette for et perfekt album. Vi snakker ikke om fyld, vi snakker om ragelse, der faktisk blev lavet for at irritere Pearl Jams pladeselskab. Hvis vi dog ser bort fra disse numre, er Vitalogy et af de bedste albums, alternativ rock har at byde på. Sagen er bare, at disse numre kan være svære at se bort fra, så de trækker kraftigt ned.