Tag-arkiv: 1991

154 – A Tribe Called Quest – The Low End Theory (1991)

Udgivet den af
Svar

I slutningen af 80’erne og starten af 90’erne var rap-grupper det helt store. Og man forstår da også godt hvorfor. Én rapper i løbet af en hel plade kan godt blive lidt trivielt, og denne idé lever i bedste velgående i dag, for selvom rapgrupper ikke er så almindelige igen længere, laver rappere jo konstant gæstevers på hinandens plader. En af de bedste og mest innovative grupper under årtiskiftet var A Tribe Called Quest, der bestod af Q-Tip, Phife Dawg, Ali Shaheed Muhammad og Jarobi White. Jarobi White valgte at forlade gruppen efter det første album, så på klassikeren The Low End Theory fra 1991 finder man kun de tre første. Især Q-Tip er fremtrædende, og det er efter min mening retfærdigt. Han har den sprødeste stemme, det mest ubesværede flow og de mest interessante tekster. Han er også stemmen, der får lov til at åbne pladen med sangen Excursions. Her fortæller han om gruppens rødder, og hvorfor deres lyd er som den er. De sampler nemlig meget jazzmusik, hvilket gør lyden meget spændende og stadig i dag ret unik. Der er få hip hop-plader, hvor man kan få så mange svedige rim så hurtigt og stadig slappe vældig godt af.

Det er dog ikke kun deres lyd, der er progressiv, det er deres emner også. De er politiske og samfundsbevidste, men ikke på samme måde som Public Enemy, der jo var vrede og rebelske. Det minder faktisk mere om rappere som Nas eller Common. De er reflekterende og dybsindige, når de laver sange som The Infamous Date Rape eller Show Business, sange med titler, der meget tydeligt afslører, hvad de handler om. Man skal dog ikke lytte til The Low End Theory og forvente at få serveret Illmatic eller To Pimp a Butterfly. De fleste af sangene er “bare” sjove hip hop-sange, hvor de praler beskriver og sammenligner aktualiteter og især nostalgi. Nostalgi er et vigtigt emne, og det er jo tydeligt i lyden. Gruppens medlemmer er vokset op med jazz og tidlig hip hop side om side, så det gør sig til udtryk i lyd såvel som tekst, hvor de godt kan finde på at snakke om barndom. Det interessante er jo, at lyden stadig er så langt fra noget, der nogensinde var udgivet før, mens de som sådan hæftede sig meget ved fortiden. Men det er fordi A Tribe Called Quest altså forstod at blande deres egen kreativitet med fortidens genier, så det blev en særegen oplevelse.

De to rappere, Phife Dawg og Q-Tip er sammen med DJ Ali Shaheed Muhammad en meget tiltalende trio, men nogle af pladens bedste øjeblikke kommer med gæsterappere. Sådan nogle finder man på to numre; på Show Business møder man foruden Q-Tip og Phife Dawg også  Diamond D, Lord Jamar og Sadat X. Du kender næppe nogen af dem, og de springer ikke vildt meget ud, men deres vers er solide, og det skaber variation. Det er dog på afslutningsnummeret, Scenario, hvor gæsterapperne virkelig stjæler showet. Pladen aflsluttes i samarbejde med hele gruppen Leaders of the Old School, som jo bestod af Charlie Brown, Dinco D og ingen ringere end Busta Rhymes. Busta Rhymes er naturligvis højdepunktet med sit vilde flow og uforudsigelige udtalelser. De andre, som jeg ikke kendte i forvejen, overraskede mig meget positivt. Der er ikke noget decideret dårligt nummer på The Low End Theory, men jeg har lyttet til den ret meget, og det er begrænset, hvor længe den holder. Man kunne godt ønske lidt flere klimakser, som f.eks. Scenario, der giver pladen noget mere dynamik. Men generelt er The Low End Theory en rigtig lækker hip hop-plade, som lige så godt kunne være fra i går som fra for 25 år siden.

207 – Pearl Jam – Ten (1991)

Udgivet den af
Svar

To enorme grunge-bands fik i 1991 deres store gennembrud med deres stadig i dag mest populære plade. Den ene er selvfølgelig Nirvana, som brød igennem med Nevermind, og den anden var deres byfæller i Pearl Jam, der debuterede med megasællerten Ten. På denne plade finder man nogle af Pearl Jams største klassikere, f.eks. Even Flow, Alive, Black og Jeremy. Disse fire er alle urørlige klassikere, der alene bør være nok til at sælge albummet. Men der er skam meget mere end det. F.eks. starter albummet virkelig smukt med en intro til nummeret Once, hvor percussion og bas sammen med en svævende vokal varmer lytteren op i lidt over et halvt minut. Så kommer en hårdtslående guitar ud af det blå, og den stille intro får bare det hele til at føles så meget vildere. Once er en perfekt sang at starte med, og den har den specielle blanding af funk og heavy metal, som deres venner fra Soundgarden blev så kendte for senere. Efter den får man Even Flow og Alive, og ikke alene fortsætter de det hele rigtig godt, de er også virkelig gode i forlængelse af hinanden. Især fungerer den lidt mere langsomme Alive godt som afveksling fra de to vilde numre, der kom før.

En meget vigtig del af Pearl Jams lyd er deres guitarist Stone Gossard. Han er latterligt dygtig, og han kommer tit med guitarsoloer. Disse guitarsoloer har en tendens til at være mod slutningen af sangen, og de fungerer tit som et nummers følelsesmæssige klimaks såvel som det lydmæssige. F.eks. kan nævnes guitarsoloen på Alive. Sangen ville sikkert være lettere at sælge, hvis omkvædet blev gentaget en gang efter soloen, men det fungerer perfekt til at afslutte nummeret. Men noget vigtigt at understrege er, at Pearl Jam såvel som de bedste af samtidens grunge-bands var mere end bare bas, guitar og trommer. Black fokuserer bl.a. på et klaver, og på Oceans bliver peberbøsser og ildslukkere brugt som percussion. Man kan ikke høre det, men man kan høre, at det er anderledes. Og de fleste numre har noget særpræget, noget specielt, der gør, at de stikker ud. Det kan være i teksten, i kompositionen eller instrumentationen. Det sørger for, at man lægger mærke til sangen som helhed og alle dens finurligheder.

Forsanger Eddie Vedder er naturligvis også et vigtigt element i bandets identitet. Dels fordi han skriver teksterne, der kan være fuldkommen hjemsøgende, kig blot på Jeremy. Men det er også fordi han har en ret speciel, tit ret mumlende stemme. Det er ikke en, man ville forvente, ville passe til hårdtslående rockmusik, især ikke sammenlignet med folk som Chris Cornell fra Soundgarden. Den dybe klang hans stemme har burde nærmest forhindre ham i at udtrykke sig stort nok, men det virker faktisk rigtig godt. På de stille punkter føles han meget enlig og forladt, mens han sørger for at springe meget væk fra denne lyd og over i noget mere hæst og skrigende, når det er tiltrængt. Og når man hører hans stemme udfolde sig så vidt som på denne plade, så føles de højlydte punkter vigtige. Sangene på Ten er af enormt høj kvalitet alle sammen, bandet er virkelig talentfulde, og deres stil passer godt til sangskrivningen. Den sidste sang på pladen hedder Release, og den sætter et stort punktum på det hele. Det er en vidunderlig afslutning til en af de bedste grunge-plader nogensinde.