42 – The Doors – The Doors (1967)

Intet årti har i min optik transformeret rockmusik så meget, som 1960’erne. Sange fra starten af årtiet med kunstnere som Roy Orbison, Bo Diddley og Elvis Presley lyder i bedste fald kun som en prototype for de kunstnere, der debuterede i 1967: Pink Floyd, The Jimi Hendrix Experience, The Velvet Underground og årets nok mest succesrige rockdebut, The Doors’ selvbetitlede album med den mystiske omend umiskendeligt karismatiske poet og sanger Jim Morrison i front. Den orgeldrevne psych-single ‘Light My Fire’ derfra lød som intet andet på den tid, men den var så øjeblikkeligt fængslende, at den ramte førstepladsen på den amerikanske hitliste. Når man snakker om lyden af det tidlige The Doors, er det svært at komme uden om organist Ray Manzarek. Orgelet var ikke just en sjældenhed i 60’ernes populærmusik, især tidens sydstatssoul var spækket med elorgeler; men Manzarek lagde så meget sjæl og mange interessante teknikker i sit spil, at det formåede at stikke ud. Samtidig er Jim Morrison et brag af en forsanger. Han kan lidt sammenlignes med den storladne selvsikkerhed og bragende kraft, man forbinder med croonere som Frank Sinatra, men Morrison forskruer denne stil til noget mere manisk, sensuelt og desperat.

Der er mange ingredienser i albummets innovativt psykedeliske lyd, men hvis man skal pege på en tredje søjle i debutalbummets soniske udtryk, er det nok Robbie Kriegers præstationer på guitaren. Han er meget klart bluesinspireret i sin lyd, hvilket præger en stor del af albummet. Manzarek, Morrison og Krieger har alle det til fælles, at de ganske tydeligt er rigtig dygtige, men de fylder også musikken med masser af uperfekte øjeblikke. Selv om produktionen ikke er spor skramlet, ender lyden derfor alligevel med at virke både grim og dyster. Det allertydeligste eksempel på dette er det dunkle afslutningsnummer ‘The End’, der i løbet af sine 12 minutter udvikler sig fra en lurende, utryg atmosfære til et ustyrligt, morderisk kaos, blandt andet gennem kløgtig brug af dissonanser. Det nummer var så forud for sin tid, at den nok lettest kan sammenlignes med den postrock, navne som Godspeed You! Black Emperor og Slint udgav i 90’erne. Et andet godt eksempel er intronummeret ‘Break On Through (To the Other Side’, der starter som et dansevenligt rock and roll-nummer, inden det udvikler sig til en spirituel, nærmest punket følelseseksplosion. Mest mærkbar er dog nok deres lumre, forstyrrede fortolkning af Kurt Weills ‘Alabama Song (Whiskey Bar)’. Sangen får en ny, syret aura af død, når bandet ændrer lidt på melodien og Manzareks gakkede orgelspil understøtter Morrisons skræmmende vokalpræstation.

Albummet har absolut sin egen idiosynkratiske lyd, men gruppen formår at lege rundt med den, blandt andet ved at inkorporere elementer af mange forskellige stilarter. ‘Soul Kitchen’ har, som navnet antyder, en markant soulinspiration, ‘Back Door Man’ er et cover af en bluesstandard, og trods sine syv minutters varighed, er ‘Light My Fire’ langt hen ad vejen en rendyrket popsang – omend en ganske spøjs en af slagsen. Tilsætter vi de genrer, som de på visse numre baner vejen for, førnævnte punk og postrock, har vi at gøre med en rigtig sprælsk og varieret udgivelse, der samtidig er rig på selvstændig karakter. Den største kritik, jeg har af albummet, er at højdepunkterne er lidt for åbentlyse, og at de nærmest uundgåeligt tager opmærksomheden fra andre numre. De er ingenlunde forfærdelige, men ‘Twentieth Century Fox’, ‘Take It as It Comes’ og deres cover af ‘Back Door Man’ er ikke så inspirerende at lytte til, når de står side om side med geniale tracks som ‘The End’, ‘Alabama Song (Whiskey Bar)’ og ‘Soul Kitchen’. De er dog gode til at udfylde en rolle i albummets dynamik – albummet er flot varierende i både tempo og intensitet, og det er da også nødvendigt, når de mest intense øjeblikke er så overvældende, som de er. ‘The Doors’ er en imponerende debut. Den vendte op og ned på tidens populærmusik, og den er stadig en stærk, engagerende udgivelse, der tåler mange gennemlytninger.

249 – David Bowie – Low (1977)

David Bowie er et af de største musikalske genier nogensinde, og en af de få mennesker, der kan matche hans store kreativitet er Brian Eno, med hvem han bl.a. lavede 3 albums fra 1977 til 1979. Denne trilogi, der i daglig tale kaldes Berlin-trilogien startede med albummet Low, som fik Bowie til at udforske meget uvante sider af sig selv. Hans musik blev her mere eksperimentel end nogensinde før, og over halvdelen af sangene er instrumentale. Hvis man lytter til Low på vinyl, er der en ret klar opdeling af sangene. På A-siden finder man det lidt mere poppede, her har størstedelen vokal på sig, og de er mere energiske. B-siden består af 4 numre, der alle er instrumentale, de fleste er langsomme, og alle sangene ville man nok i dag kalde for ambient – en genre, Eno i stor grad kan takkes for. Jeg kan tit finde på at klage over plader, der deler de hurtige og de langsomme sange så direkte op, for det kan tit ende med at ødelægge albumdynamik fuldstændig. Den store forskel på Low er dog, at de sidste 4 numre til trods for deres tempo er meget begivenhedsrige. Man bliver suget dybt ned i dem.

Jeg sagde tidligere, at de fire ambient-numre alle er instrumentale, men det er de teknisk set ikke. Bowies stemme indgår faktisk på hele tre af dem, men de føles stadig instrumentale, da han bare siger de rene vrøvleord. Hans stemme er heller ikke mixet så højt igen, så han føles mest af alt som en del af instrumentationen. Hans stemme sørger til gengæld for at skabe nogle klare højdepunkter på side to. Der er stort set intet, der gør disse langsomme numre mere intense end bowies skrig, der føles fuldkommen torturerede. Der er ikke blot stærke følelser i hans vokal, der er faktisk stærkest følelser, når hans vokal ikke er der. Der er meget store mellemrum mellem hans vokaloptrædener, og disse er langsomme og stemningsrige. Man sidder spændt og venter, mens nummeret langsomt bygger op, og når det så endelig kommer, så bliver det helt vildt. Der bliver også skabt lidt dynamik med det lidt mere energiske nummer Weeping Wall. Det er ikke hurtigt, når man hører det på egen hånd, men mellem Art Decade og Subterraneans sørger det virkelig for at få lytteren i gang.

De 7 første numre er noget lettere at forholde sig til. De er ikke noget, du nogensinde ville kunne se et stort popnavn lave, men de er stadig virkelig fængende. Denne kvalitet bliver matchet perfekt af den sære instrumentation. Når man hører sange som Breaking Glass og Sound and Vision er der ganske vist en fængende melodi, men synthesizeren, der bevæger sig mellem højtalerne, på Breaking Glass er virkelig sær, og den lange instrumentale opbygning på Sound and Vision, der optager halvdelen af nummeret; de er det definerende på disse numre. Den eneste sang, der bare er i nærheden af at være poppet er Be My Wife, men den er stadig en sindssygt godt gennemarbejdet sang og et klart highlight på pladen. Kontrasten mellem side 1 og side 2 er helt perfekt. De ville hver især have været trættende, hvis de varede et helt albums længde, men måden at sætte dem sammen er helt genial. Jeg tror ikke engang de ville virke uden hinanden – der ville ikke være nogen måde at komme ned på jorden igen efter side 1, og side 2 ville virke kedelig og formålsløs. Sammen skaber de dog en af de bedste plader nogensinde, Low.

277 – David Bowie – Aladdin Sane (1973)

Året er 1973. David Bowie havde lige udgivet sit uden tvivl største album, The Rise and Fall of Ziggy Stardust and the Spiders from Mars det foregående år, og det er siden blevet til en af de uundgåelige plader på alle lister over de bedste albums nogensinde. Og det skulle han så følge op på? Hvordan? Han gjorde det nu ganske elegant med Aladdin Sane, hvorpå man finder 10 rigtig stærke sange. Ligesom med Ziggy Stardust-pladen er meget af musikken meget inspireret af klassisk rock and roll fra 50’erne. Der er Chuck Berry-inspireret guitar, Little Richard-inspireret klaver, Bo Diddley-inspirerede beats og The Platters-inspirerede backingvokaler. Selv pladens nok mest kendte sang, The Jean Genie, minder i en helt utrolig grad om Bo Diddleys I’m a Man, der også har inspireret sange som Mannish Boy og Bad to the Bone. Alle 10 sange på pladen har dog et stadigt moderne flair, der passer meget bedre in i nutidens musiklandskab end Elvis og Fats Domino. Ikke et ondt ord om rockens pionerer, men Bowie har gjort meget mere ud af sin musik.

Aladdin Sane føles ikke som et levn fra fortiden. Det føles som en kreativ sjæl, der hylder giganterne, mens han sørger for at give det hele et frisk pust. Panic in Detroit er mere end bare en ny udgave af Bo Diddley. Bowie fortæller en levende historie, han er excentrisk som bare pokker, hans skrig er så overdrevne, at man bare må skrige med, det er helt fantastisk. Og Drive-In Saturday er mere end bare gammeldags doo-wop, en genre, jeg ofte slet ikke kan udstå. Bowie skaber i stedet en meget rørende sang, hvis corny doo-wop-kor bare gør det hele skønnere og mere sentimentalt. Selv på meget direkte rock and roll-sange, f.eks. hans meget vilde cover af The Rolling Stones-klassikeren Let’s Spend the Night Together, gør han meget kreativt og innovativt. Omkvædet er komponeret fuldkommen om, og klaveret bliver ikke bare spillet vildt, det bliver banket synder og sammen. Synthesizere bliver også tilføjet. De er ikke meget fremtrædende, men de gør sangen meget anderledes. Originalen føles faktisk ret tam, hvis man lytter til de to udgaver lige efter hinanden.

Der er ikke én sang, der ikke bidrager med noget ret unikt til denne plade, og de er alle meget gode på egen hånd. De er faktisk nærmest bedre på egen hånd end sammen. Der er ikke ét nummer på pladen, jeg ikke elsker rigtig højt, men som helhed er det en ret trådløs plade. Jeg lytter til den, og jeg har fået 10 forskellige, meget gode indtryk, og jeg har lyst til mere. Men jeg har ikke rigtig fået noget sammenhængende. Der er en gennemgående stil, ja, men du kunne bytte om på rækkefølgen på alt andet end de to første og den sidste sang, og jeg ville nok reelt ikke lægge mærke til at noget nummer var placeret på et andet sted end normalt. Det er et ret uvæsentligt problem, men det er ikke et, der forsvinder, selv når jeg lytter til denne plade gentagne gange. Det bliver faktisk kun tydeligere. Der er dog 10 virkelig fænomenale sange på denne plade. Du kender måske allerede The Jean Genie og Drive-In Saturday, men lyt gerne til hver eneste sang på denne plade. Så er jeg lidt ligeglad med om du lytter til det i albumform, bare lyt til numrene, for de er alle virkelig gode.

299 – Dolly Parton – Coat of Many Colors (1971)

Jeg indrømmer, at jeg ikke er en stor fan af country, men Dolly Partons største singler, Jolene og 9 to 5, har fundet plads i mit iskolde hjerte, så jeg håbede virkelig, at den første hele plade, jeg hørte med hende, ville gøre det samme. Coat of Many Colors er set af mange som hendes allerbedste plade, så jeg forventede noget, der gik lidt udover det sædvanlige country-musik. Jeg måtte dog i sidste ende erklære, at den ikke rigtig var noget for mig. Det er meget almindelig country-musik, og det er der som sådan ikke noget i vejen med, men det er ikke nær så spændende eller udfordrende, som jeg havde håbet på. Sangene er af meget forskellig kvalitet, men blandt de 10 numre på pladen er kun ganske få af dem noget, jeg føler, jeg fik noget ud af. En af de bedre sange er If I Lose My Mind, der handler om en mand, der er vor fortæller utro. Det er en ret trist sang, og den er godt fortalt, men melodien er så lig al mulig andet country-musik, og det er ikke en melodi, jeg er stor fan af. Den minder f.eks. meget om Merle Haggards sang I Threw Away the Rose, men jeg sværger, at den samme melodi bruges i mange andre country-sange.

Sådan en sang overlever udelukkende gennem teksten, og teksterne varierer fra at være rigtig gode til at være meget trivielle. Titelnummeret handler om en fattig pige, der bliver mobbet i skolen for at gå i noget grimt kluns, hendes mor har syet – men hun syede det med kærlighed, og det er det, der betyder noget. Sådan en holdning deler jeg også, men Parton fortæller det på en meget partisk måde. Ikke fordi hun også burde have fortalt fra klassekammeraternes synspunkt, men hun fortæller med enorme neonskilte, at vi burde have ondt af pigen. Traveling Man er faktisk en ret sjov historie, og jeg vil helst ikke afsløre dens morsomme slutning, men hun synger på en meget irriterende måde, hvor hun griner over stort set alt, hun siger. Melodien er meget kedelig og ensformig, og hver eneste linje afslutter desværre med en alt for lang tone. Den er bare ikke specielt tiltalende. Pladen er også alt for kort. Man når på de 27 minutter slet ikke at få et godt indtryk af hende som musiker, og albummet føles meget tomt. Jeg føler ikke, at jeg har fået et helt album.

Der er dog nogle gode ting ved denne plade. Dolly Parton er ofte en meget charmerende sanger, og instrumentationen passer generelt rigtig godt til melodierne. Pladen føles meget sammenhængende, og nogle af sangene, såsom My Blue Tears og The Way I See You er faktisk ikke så dårlige. I sidstnævntes tilfælde har det især noget med klaveret at gøre. Det er et ret brugt klaverriff, hun bruger, men det virker godt her, bedre end det plejer at gøre i sædvanlig grammymadding, som jeg ellers forbinder det med. Jeg synes dog slet ikke, at disse ting opvejer alle de talløse country-klichéer, pladen ellers bare går igennem på stribe. Nej, det er ikke bare country-klichéer, det er klichéer i alle mulige afskygninger. Musikken minder om så meget andet, uanset om det så skulle være country eller ej. Der er ikke et originalt twist på særlig meget af det, og som anmelder føler jeg sjældent, at jeg i så høj grad, at det bare er endnu en dag på kontoret, og det er ikke engang fordi dette er den værste plade, jeg nogensinde har anmeldt. Jeg kan ærlig talt sige, at det ikke er en plade, jeg kan anbefale. Måske er den noget for dig, hvis du er til country, det tyder andre anmelderes mening i hvert fald på, men jeg anbefaler den slet ikke.

323 – David Bowie – Station to Station (1976)

David Bowie er en af de musikere, der har lavet allerflest kvalitetsalbums. Selv navne som The Beatles, The Rolling Stones eller Bruce Springsteen har svært ved at matche antallet af imponerende plader i mandens diskografi. Efter den mere end ellers artistiske Diamond Dogs og den meget soul-prægede Young Americans gik Bowie i en retning, der kombinerede lidt af begge albums. Hans tiende studiealbum endte da med at hedde Station to Station, og det lægger ud med et hele ti minutter langt titelnummer. Det starter rigtig stille ud med noget sonisk eksperimenterende atmosfærisk lyd. Som nummeret bevæger sig fremad bliver det mere og mere intenst, og flere instrumenter kommer på. Det er faktisk ikke meget ulig progressiv rock som man kan se det hos en gruppe som Jethro Tull. Det er en meget usædvanlig opbygning, og mens den måske ikke er den mest fængende sang nogensinde, føles den altid frisk, og den varmer rigtig godt op mod albummet, også selvom det tager sin tid.

Bowie bliver meget funky på nummeret Golden Years, der nok er den mest kendte sang på Station to Station. Den minder i sin lyd meget om noget, man kunne finde på Young Americans, og melodien er virkelig sjov og dansevenlig, men mest af alt er den varieret som bare pokker. Den blev med god grund et hit, og den er også dejlig varieret fra åbningsnummeret. Word on a Wing virker måske ikke i starten som den bedst skrevne sang på pladen, men den udvikler sig enormt meget, og den har masser af sjæl. Dens hook er virkelig fængende, og det til trods for, at vi faktisk ikke hører den specielt ofte på nummeret. Dens instrumentation er også en stor del af dens charme. Især klaveret er rigtig lækkert. Det er generelt en meget langsom sang, så at få den hurtige, sjove TVC15 bagefter er rigtig dejligt. Det er en ret genial lille sang, og jeg elsker virkelig alting ved den. Den er bygget op af rigtig sjove portioner, og intet kan reelt kaldes vers eller omkvæd herpå, men alle delene er bare skønne og sjove at lytte på.

Bowie vender tilbage til disko-funken med Stay, der virkelig får gang i danseskoene. Den har nogle vidunderlig guitarsoloer, og den afrikansk inspirerede rytme er bare ikke til at stå for. Den minder måske ret meget om John I’m Only Dancing i sin melodi, men det her er en mere funky drejning på sangen, og den passer alligevel godt ind på albummet. Det er ret sjovt, for samtidig med Young Americans optog han en mere direkte disko-fortolkning af nummeret, nemlig John I’m Only Dancing (Again), som han dog først udgav i 1979. Det er meget interessant, at de to sange minder så lidt om hinanden, også selvom de tager udgangspunkt i samme nummer. Selve strukturen er blevet til den samme på begge numre, men ellers er de vidt forskellige. Afslutningsnummeret hedder Wild is the Wind, og det er et cover af titelsangen fra filmen af samme navn, der på dansk fik navnet Vild er Vinden. Det er en langsom, sentimental og følelsesrig sang, som Bowie måske overdramatiserer en smule, men hey, han er Bowie. Det er det, Bowie gør bedst. Bowies liste over fantastiske albums er lang, og Station to Station er i hvert fald at finde derpå.

342 – Depeche Mode – Violator (1990)

Start-80’erne var spækket med new wave-grupper. Når man kigger tilbage på det, virker det helt utroligt, at folk formåede ikke at blive trætte af genren, for hvis du spørger hvem som helst om et kendt 80’er-hit, bliver svaret højst sandsynligt en new wave-sang. Som 90’erne langsomt truede, så blev det svært for de fleste af genrens grupper at holde sig relevante. Mange gik i opløsning, og de eneste, der gjorde noget virkelig markant i det nye årti var Pet Shop Boys, der udgav nogle rigtig gode synthpopplader, Talk Talk, der fandt en niché i post-rock-genren, som de var epokegørende indenfor, og ikke mindst Depeche Mode, hvis mest populære album, Violator, blev udgivet i 1990. Åbningsnummeret World in My Eyes starter ret stille ud. Det er ikke det mest højlydte eller dynamiske på albummet, men der eksperimenteres meget med de syntetiske effekter, og dens tunge beat sørger for, at man bider mærke i musikken fra starten. The Sweetest Perfection bliver mere varieret og dynamisk, og den føles virkelig truende. Melodien er fængende, og synth-strygerne mod midten er virkelig smukke.

Pladens største hit er nok mesterværket Personal Jesus, og den fortjener al sin popularitet. Den er mere rocket end resten af pladen, og den føles mystisk og intens. Dens guitarriff – der i øvrigt kommer fra en “rigtig” guitar, ikke en synthesizer – er et af de bedste nogensinde, og der bliver eksperimenteret rigtig meget med forskellige effekter. Sangen Halo er en af pladens mest dansevenlige numre, navnlig på grund af en meget funky synth-bas. Den har også mange lag af atmosfærisk lyd, der opstår til tider, og det giver sangen mere fylde. Det er ikke deres bedste melodi eller noget, men instrumentationen er virkelig gennemarbejdet. Waiting for the Night har en meget minimalistisk lyd. Den er mere stille end resten, og de få elementer, man kan finde i tracket, er virkelig gennemtænkte. Det bliver måske lidt langtrukkent mod slutningen, men det er stadig et virkelig, virkelig flot nummer. Mere poppet bliver det med megahittet Enjoy the Silence. Dens fængende melodi suppleres af en helt fantastisk tekst, der er meget opgivende, og en instrumentation i mange lag, der gør sangen meget mættet. Det slutter med at forsanger Dave Gahan synger linjen “Enjoy the Silence, og så er de resterende 2 minutter af nummeret stille, atmosfærisk lyd med en stille guitar som supplement.

Policy of Truth er endnu en af de mest fængende sange på pladen, og her er en guitar igen et fremtrædende instrument. Denne gang er den dog syntetisk. Det gør det dog ikke værre, og bandets lyd er jo også kendt for synthesizerne, der dominerer lydlandskabet. Der kommer klare indflydelser fra industriel musik med nummeret Blue Dress, der med sin hypnotiserende synth-basgang virkelig drager lytteren ind. Violator er uden tvivl et album, hvor Depeche Mode fokuserede mere på lyden end på melodierne, men det er ikke nødvendigvis en dårlig ting. Dette nummer har ganske vist en af pladens svageste melodier, men dens lyd er paranoid og utryg. Lyden er også uden tvivl fokus på afslutningsnummeret Clean, der i store passager kører fuldkommen instrumentalt. Det er et meget flot nummer, og det runder rigtig godt Violator af. Depeche Mode har nogle af deres bedste melodier på denne plade, men mest af alt, så lyder den bare fantastisk. Hvis lyd nogensinde har kunnet opveje knap så formidable melodier, så er det her, for man bemærker slet ikke, at melodierne som sådan ikke er så skarpe igen.

346 – De La Soul – 3 Feet High and Rising (1989)

Når folk snakker om hip hops guldalder, så snakker de oftest om sidste halvdel af 80’erne og de første par år af 90’erne, selvom jeg nok ville sige, at genren faktisk er bedst lige for tiden. Nutidens hip hop er dog selvfølgelig meget påvirket af 80’er-klassikerne, og få albums har været nær så indflydelsesrige som 3 Feet High and Rising af De La Soul. For folk, der ikke interesserer sig videre meget for genren, så er De La Soul nok bare et one hit wonder, der ikke har lavet noget mere bemærkelsesværdigt end sangen Me, Myself and I. Denne sang er at finde på 3 Feet High and Rising, og med sit sjove funkadelic-sample og sin stærke tekst om identitet er det nok en af pladens allerbedste sange. Og dem er der ellers ikke så få af. Faktisk er der hele 23 individuelle numre, men jeg ville nok ikke kalde dem alle sange. 3 Feet High and Rising var det første hip hop-album, der brugte skits, altså små, komiske sketches mellem numrene, noget som rigtig mange albums har gjort siden. Nogle af disse er ganske sjove, f.eks. Intro, men en skit som De La Orgee er bare lyden af et orgie, og det er over 1 minut af pladen, der bare er fuldstændig spildt med det.

Der er også mange egentlige sange, der bare er rigtig korte. Men det gør slet ikke noget, at hverken Can U Keep a Secret?A Little Bit Of SoapDescription eller I Can Do Anything (Delacratic) end kommer op på hele to minutter. Det får faktisk albummet til at være mere dynamisk, og man behøver jo heller ikke at udvande alle ideer, man får. Nogle gange kan man bare nå at sige alt det nødvendige på meget kort tid, og så er der ingen grund til at vade rundt i det hele i så lang tid. Lad os lige kigge på samtidens store rappere. Vi har LL Cool J, N.W.A., Public Enemy, EPMD, Beastie Boys, Boogie Down Productions – alle meget hårdtslående navne, og de fleste var ikke bange for at være ret grovmundede. Ikke at der er noget i vejen med det, men hvis man ville have blødere, mere radiovenlig hip hop i 80’erne, blev man nødt til at ty til Will Smith eller MC Hammer. Med andre ord: musik, der måske kan være ganske sjov, men som ikke har specielt meget dybde. De fleste af sangene på 3 Feet High and Rising har hitpotentiale, så det er sært at kun en enkelt blev til et hit, og de udgav da også adskillige singler fra pladen.

De La Soul bruger meget kreative samples på 3 Feet High and Rising. Der er selvfølgelig de typiske samples af James Brown, Parliament/Funkadelic og Sly and the Family Stone. Der bliver dog også samplet meget mere bemærkelsesværdige sange og lyde: Mary Had a Little Lamb, Three Is a Magic Number og noget stand-up af Eddie Murphy. Det gør albummet meget levende, og hvis man kan genkende et sample, så føler man sej lidt sej, for de fleste af dem er ret svære at finde, for ikke at snakke om at mange af dem i første omgang er ret obskure. Der er mange ord, der går igen i løbet af albummet, og disse idiosynkrasier giver dem noget ekstra charme. De mest fremtrædende er “Jenny”, “daisy”, “plug” og “de la”, og albummet føles meget gennemarbejdet og helstøbt, fordi disse ganske få ord danner en rød tråd. Hvis du kan lide klassisk hip hop, så er dette et album, man bare skal lytte til. Hvis du bare kan lide sjov 80’er-pop, så er dette nok heller ikke alt for svært at tilgå, og det kan i alle fald let anbefales, for det meste er rigtig godt.

351 – Dire Straits – Brothers in Arms (1985)

Den britiske rockgruppe Dire Straits udgav deres debutalbum tilbage i 1978, og selvom min personlige favorit blandt deres plader er Making Movies fra 1980, var deres helt store gennembrud for alvor i 1985 med pladen Brothers In Arms, der også var det første større album, hvor cd-udgaven overhalede vinyludgaven i salgstal, sikkert delvist fordi man går glip af over 7 minutters musik klippet fra forskellige sange, hvis man kun lytter til vinylen. Albummet starter rigtig stærkt med sangen So Far Away, der lyder meget inspireret af Creedence Clearwater Revival, bare knap så beskidt, og noget langsommere. Dette kunne lyde som negativ kritik, men disse faktorer gør faktisk plads for at lyden bliver mere oprigtig. Det er en dejlig, komfortabel, blød start til albummet. Det bliver vildere bagefter med klassikeren Money For Nothing, der for alvor gjorde dem verdensstjerner. Det vidunderlige guitarrif, den entusiastiske backingvokal fra Sting, en flot guitarsolo, og så gennemarbejdet sangskrivning gør, at sangen mere end blot holder i de over 8 minutter, den varer.

Det fortsætter med endnu en sjov 80’er-klassiker. Dens største varemærke er et virkelig fængende synth-orgel, men derudover er der faktisk en hel del countryelementer i sangen. Den ender dog ikke med at virke lige så flad eller kedelig som så meget andet countrymusik, og det kan man takke synth-orgelet for. Nu får jeg det måske til at lyde som om, synth-orgelet er det eneste gode ved sangen, men det sørger faktisk mest af alt for at fremhæve, hvor godt resten er. En sexet saxofon åbner nummeret Your Latest Trick, der arbejder meget sammen med denne saxofon om at skabe en meget jazzet sang. Den er blød, og forsanger og leadguitarist Mark Knopfler synger ganske sentimentalt. Det er nok pladens mest rørende sang. Pladens længste sang er endnu en meget rørende, sentimental sang. Den føles i melodi meget som noget af The Everly Brothers eller Simon and Garfunkel. Starten af den er opbygget meget almindeligt, men så opstår en lang instrumental sektion, hvor der som sådan ikke sker så meget, men der bliver opbygget meget stemning. Denne optager halvdelen af sangen, og jeg indrømmer, at det ikke behøvede at være så længe, men det virker stadig ret godt.

Ride Across the River har en meget eksotisk lyd, der gør den mere interessant og dramatisk. Den følger tendensen fra foregående nummer ved at have ret lange sektioner, hvor der som sådan ikke sker noget. Det er en af albummets smukkeste sange, men man bliver hurtigt ret træt af al denne tomgang. Mark Knopfler får dog virkelig mulighed for at blære sig på guitaren her, og han er da også en legende på det instrument. The Man’s Too Strong er en af de mest guitarfokuserede sange på pladen. Igen er der mange store musikalske lufthuller, og mens de ganske vist er flottere her end nogen andre steder på pladen, føles det stadig bare som noget, der sker for ofte. På egen hånd lyder det sikkert fint, men når adskillige numre i træk gør dette, bliver det trættende. Knopfler bruger også virkelig guitaren på One World, der er en af pladens mere energiske sange, og dens meget arrige tone gør den bemærkelsesværdig. Albummet afslutter med endnu et langt nummer, denne gang næsten 7 minutter langt. Det er titelnummeret, og det er virkelig godt. Knopflers guitar er helt eminent, og med sit langsomme tempo virker den både meget reflekterende og konkluderende. Brothers in Arms er en af de helt store 80’er-plader, og der er også nogle fantastiske sange på den. Der er bare for meget ingenting, til at det er fuldkommen perfekt.

362 – The Doors – L.A. Woman (1971)

Den 3. Juli 1971 døde en rocklegende. Jeg snakker naturligvis om Doors-frontmanden Jim Morrison. Det sidste album, han nåede at optage med sit band, hed L.A. Woman, og det blev udgivet sølle tre måneder før hans død. Lige fra pladens første nummer, The Changeling, bemærker man en fokus på blues. Blues-stilen er blandet med bandets velkendte orgellyd, og dette gør sangen meget interessant. Morrison er vild og seksuel, og han fyrer den virkelig af. Teksten er dog ikke rigtig på Morrisons sædvanlige niveau. Forstå mig ret, det er slet ikke en dårlig tekst, men den er på ingen måde nær så syret eller poetisk som noget på de første par plader. Det er et skift i tone, og det må man vænne sig til. Det er også til stede på den vidunderlige Love Her Madly, hvor Morrison er mere forførende end ellers nogensinde. Melodien er varieret og fængende, og den lyder ikke nær så meget af blues som resten af albummet, selvom elementerne er der. Been Down So Long har til gengæld en bluesmelodi af den helt gammeldags. Robby Kriegers guitar er helt sindssyg, og Morrison lyder mod sangens klimaks fuldstændig manisk.

Cars Hiss By My Window har igen et ret gammeldags bluesmelodi, der følger samme mønster som de fleste gamle Robert Johnson-sange – eller for den sags skyld Been Down So Long. Den er dog meget mere stille end denne, og det udgør en god kontrast. Morrisons tekst er desuden virkelig malerisk her. Man kan let se de morderiske billeder, han fortæller om, for sig. En god kandidat til mit yndlingsnummer på pladen er titelnummeret. Det er lidt af en vrøvlehistorie, der hopper rundt mellem emnerne, men den er sjov og energisk, og der sker så meget, at man end ikke lægger mærke til, at den med sine næsten 8 minutter er pladens længste sang. Det bliver rigtig dystert og destruktivt på L’America. Der er rigtig meget stemning på dette nummer, og hvor albummet ellers blot var rigtig godt før, begynder det nu at være mesterlig. Der er næsten ingen elementer af blues på Hyacinth House – med undtagelse af måske den lyriske struktur. Det er også meget dystert, men hvor Morrison selv var det uhyggelige ved L’America, virker han her selv skræmt af sangens stemning.

Crawling King Snake er et cover af en blues-standard af Big Joe Williams. Sangen i sig selv er naturligvis af høj kvalitet, den har trods alt været elsket af bluesfans i årtier. Bandet behandler det også virkelig godt. Noget af det bedste ved deres udgave af nummeret er Robby Kriegers guitar, som er fuldstændig uhæmmet. Selvfølgelig gør Morrison det også sexet som altid. The WASP (Texas Radio and the Big Beat) bruger riffet fra bluesklassikeren I’m A Man af Bo Diddley. Den kører i store portioner i manisk Spoken Word, hvilket Morrison gør vældig interessant. Ray Manzarek har et af pladens fineste orgel-øjeblikke mod slutningen, og i det hele taget er det en skøn sang. Pladen afsluttes helt perfekt med klassikeren Riders on the Storm. Denne er over 7 minutter lang, har flotte torden- og regneffekter, der giver nummeret ekstra liv. Det er en af gruppens mest berømte sange, og det med god grund. Den er rigtig smuk og poetisk, og Ray Manzareks klaver derpå er bare smukt. Hele sangen er smuk. Ja, faktisk er hele albummet L.A. Woman smukt. Hvis du kan lide at lytte til god musik, og det kan de fleste vel, så lyt til det. Det har ikke et eneste væsentligt problem.

384 – Def Leppard – Pyromania (1983)

Det britiske rockband Def Leppard havde været kendt i deres hjemland i en årrække før deres store internationale gennembrud, Pyromania fra 1983. Dette album kan meget let ses som starten på hair metal-bølgen. Der var absolut elementer fra genren i tidligere musik, her især Van Halen, Aerosmith, Whitesnake og Kiss – alle disse havde dog i deres tidligere albums haft en smule inspiration fra blues. Du skal virkelig anstrenge dig for at høre blues-rødderne, heavy metal jo nu engang har, herpå. Til gengæld får du hårde, poppede rocknumre for fuld skrue her, og de følgende år prøvede adskillige bands på at gentage præstationerne, der lå på Pyromania. Selv Def Leppard har gjort det adskillige gange, ofte med held, men Pyromania forbliver deres største værk. Hvorfor? Først og fremmest forstår det dynamik. Jeg snakker meget om dynamik, når jeg anmelder plader, for det er meget vigtigt. Og det er især vigtigt, når vi snakker musik, der skal virke sjovt, vildt, overdrevet og hårdtslående i 45 minutter, for hvis musikken ikke har sine stille øjeblikke, virker det i sidste ende trægt og trættende.

De stille øjeblikke på Pyromania får de mere højlydte punkter til at lyde så meget desto mere vilde og overdrevne. Man kan virkelig ofte bare sidde og skråle med for fuld drøn, mens man har skruet alt for højt op for musikken. Det er ikke ligefrem det mest intelligente musik i verden. Som man lytter til en sang igen og igen, kan den godt blive en smule kedelig. Det er nogle fede melodier og alt muligt, men det er ikke så meget mere end det. Det udgiver sig dog ikke for at være så meget mere, så det er ikke så irriterende igen. Man skal bare ikke forvente sig det helt store rent intellektuelt. Lyden er ikke specielt varierende i løbet af albummet. Det er hele tiden en forholdsvis ren, poppet metallyd, man får, og selvom det virker, kunne man godt tænke sig lidt variation, bl.a. som Van Halen gjorde på deres debutplade. Derudover er ikke alle melodier lige vidunderlige. De fleste er, og disse er også af virkelig høj kvalitet. De er rigtig sjove, og man kan slet ikke få dem ud af hovedet.

Albummet slutter virkelig sært. Den sidste sang hedder Billy’s Got A Gun, og den er en af de bedste sange på pladen. Den er seks minutter lang, og efter de første fem minutter afsluttes nummeret på glamourøs og bombastisk vis, og jeg ville være fuldt ud tilfreds, hvis det hele bare sluttede der. Så kommer der dette sidste underlige minut af en sær synth-lyd og trommeslag, og dette slutter fuldkommen brat. Det er en meget sær måde at slutte et album på, og det tilføjer slet ikke noget til oplevelsen. Det gør faktisk, at man som lytter, ikke føler, at det burde stoppe her. Pyromania er et album drevet af dynamik og stærke melodier, og dette har Def Leppard virkelig formået at gøre godt. Selvom produktionen er poppet, har det stadig lidt af den rå kant, som man ellers savner hos mange af genrens andre plader. Er det 80’ernes største kunstværk? Nej. Men det sparker fandeme stadigvæk masser af røv i alle mulige retninger. Def Leppard var ikke videre ambitiøse med Pyromania, men i forhold til ambitionerne fik de  lavet noget større og bedre end man kunne turde håbe på.