Den britiske rockgruppe Dire Straits udgav deres debutalbum tilbage i 1978, og selvom min personlige favorit blandt deres plader er Making Movies fra 1980, var deres helt store gennembrud for alvor i 1985 med pladen Brothers In Arms, der også var det første større album, hvor cd-udgaven overhalede vinyludgaven i salgstal, sikkert delvist fordi man går glip af over 7 minutters musik klippet fra forskellige sange, hvis man kun lytter til vinylen. Albummet starter rigtig stærkt med sangen So Far Away, der lyder meget inspireret af Creedence Clearwater Revival, bare knap så beskidt, og noget langsommere. Dette kunne lyde som negativ kritik, men disse faktorer gør faktisk plads for at lyden bliver mere oprigtig. Det er en dejlig, komfortabel, blød start til albummet. Det bliver vildere bagefter med klassikeren Money For Nothing, der for alvor gjorde dem verdensstjerner. Det vidunderlige guitarrif, den entusiastiske backingvokal fra Sting, en flot guitarsolo, og så gennemarbejdet sangskrivning gør, at sangen mere end blot holder i de over 8 minutter, den varer.

Det fortsætter med endnu en sjov 80’er-klassiker. Dens største varemærke er et virkelig fængende synth-orgel, men derudover er der faktisk en hel del countryelementer i sangen. Den ender dog ikke med at virke lige så flad eller kedelig som så meget andet countrymusik, og det kan man takke synth-orgelet for. Nu får jeg det måske til at lyde som om, synth-orgelet er det eneste gode ved sangen, men det sørger faktisk mest af alt for at fremhæve, hvor godt resten er. En sexet saxofon åbner nummeret Your Latest Trick, der arbejder meget sammen med denne saxofon om at skabe en meget jazzet sang. Den er blød, og forsanger og leadguitarist Mark Knopfler synger ganske sentimentalt. Det er nok pladens mest rørende sang. Pladens længste sang er endnu en meget rørende, sentimental sang. Den føles i melodi meget som noget af The Everly Brothers eller Simon and Garfunkel. Starten af den er opbygget meget almindeligt, men så opstår en lang instrumental sektion, hvor der som sådan ikke sker så meget, men der bliver opbygget meget stemning. Denne optager halvdelen af sangen, og jeg indrømmer, at det ikke behøvede at være så længe, men det virker stadig ret godt.

Ride Across the River har en meget eksotisk lyd, der gør den mere interessant og dramatisk. Den følger tendensen fra foregående nummer ved at have ret lange sektioner, hvor der som sådan ikke sker noget. Det er en af albummets smukkeste sange, men man bliver hurtigt ret træt af al denne tomgang. Mark Knopfler får dog virkelig mulighed for at blære sig på guitaren her, og han er da også en legende på det instrument. The Man’s Too Strong er en af de mest guitarfokuserede sange på pladen. Igen er der mange store musikalske lufthuller, og mens de ganske vist er flottere her end nogen andre steder på pladen, føles det stadig bare som noget, der sker for ofte. På egen hånd lyder det sikkert fint, men når adskillige numre i træk gør dette, bliver det trættende. Knopfler bruger også virkelig guitaren på One World, der er en af pladens mere energiske sange, og dens meget arrige tone gør den bemærkelsesværdig. Albummet afslutter med endnu et langt nummer, denne gang næsten 7 minutter langt. Det er titelnummeret, og det er virkelig godt. Knopflers guitar er helt eminent, og med sit langsomme tempo virker den både meget reflekterende og konkluderende. Brothers in Arms er en af de helt store 80’er-plader, og der er også nogle fantastiske sange på den. Der er bare for meget ingenting, til at det er fuldkommen perfekt.