Tag-arkiv: Syrerock

42 – The Doors – The Doors (1967)

Udgivet den af
Svar

Intet årti har i min optik transformeret rockmusik så meget, som 1960’erne. Sange fra starten af årtiet med kunstnere som Roy Orbison, Bo Diddley og Elvis Presley lyder i bedste fald kun som en prototype for de kunstnere, der debuterede i 1967: Pink Floyd, The Jimi Hendrix Experience, The Velvet Underground og årets nok mest succesrige rockdebut, The Doors’ selvbetitlede album med den mystiske omend umiskendeligt karismatiske poet og sanger Jim Morrison i front. Den orgeldrevne psych-single ‘Light My Fire’ derfra lød som intet andet på den tid, men den var så øjeblikkeligt fængslende, at den ramte førstepladsen på den amerikanske hitliste. Når man snakker om lyden af det tidlige The Doors, er det svært at komme uden om organist Ray Manzarek. Orgelet var ikke just en sjældenhed i 60’ernes populærmusik, især tidens sydstatssoul var spækket med elorgeler; men Manzarek lagde så meget sjæl og mange interessante teknikker i sit spil, at det formåede at stikke ud. Samtidig er Jim Morrison et brag af en forsanger. Han kan lidt sammenlignes med den storladne selvsikkerhed og bragende kraft, man forbinder med croonere som Frank Sinatra, men Morrison forskruer denne stil til noget mere manisk, sensuelt og desperat.

Der er mange ingredienser i albummets innovativt psykedeliske lyd, men hvis man skal pege på en tredje søjle i debutalbummets soniske udtryk, er det nok Robbie Kriegers præstationer på guitaren. Han er meget klart bluesinspireret i sin lyd, hvilket præger en stor del af albummet. Manzarek, Morrison og Krieger har alle det til fælles, at de ganske tydeligt er rigtig dygtige, men de fylder også musikken med masser af uperfekte øjeblikke. Selv om produktionen ikke er spor skramlet, ender lyden derfor alligevel med at virke både grim og dyster. Det allertydeligste eksempel på dette er det dunkle afslutningsnummer ‘The End’, der i løbet af sine 12 minutter udvikler sig fra en lurende, utryg atmosfære til et ustyrligt, morderisk kaos, blandt andet gennem kløgtig brug af dissonanser. Det nummer var så forud for sin tid, at den nok lettest kan sammenlignes med den postrock, navne som Godspeed You! Black Emperor og Slint udgav i 90’erne. Et andet godt eksempel er intronummeret ‘Break On Through (To the Other Side’, der starter som et dansevenligt rock and roll-nummer, inden det udvikler sig til en spirituel, nærmest punket følelseseksplosion. Mest mærkbar er dog nok deres lumre, forstyrrede fortolkning af Kurt Weills ‘Alabama Song (Whiskey Bar)’. Sangen får en ny, syret aura af død, når bandet ændrer lidt på melodien og Manzareks gakkede orgelspil understøtter Morrisons skræmmende vokalpræstation.

Albummet har absolut sin egen idiosynkratiske lyd, men gruppen formår at lege rundt med den, blandt andet ved at inkorporere elementer af mange forskellige stilarter. ‘Soul Kitchen’ har, som navnet antyder, en markant soulinspiration, ‘Back Door Man’ er et cover af en bluesstandard, og trods sine syv minutters varighed, er ‘Light My Fire’ langt hen ad vejen en rendyrket popsang – omend en ganske spøjs en af slagsen. Tilsætter vi de genrer, som de på visse numre baner vejen for, førnævnte punk og postrock, har vi at gøre med en rigtig sprælsk og varieret udgivelse, der samtidig er rig på selvstændig karakter. Den største kritik, jeg har af albummet, er at højdepunkterne er lidt for åbentlyse, og at de nærmest uundgåeligt tager opmærksomheden fra andre numre. De er ingenlunde forfærdelige, men ‘Twentieth Century Fox’, ‘Take It as It Comes’ og deres cover af ‘Back Door Man’ er ikke så inspirerende at lytte til, når de står side om side med geniale tracks som ‘The End’, ‘Alabama Song (Whiskey Bar)’ og ‘Soul Kitchen’. De er dog gode til at udfylde en rolle i albummets dynamik – albummet er flot varierende i både tempo og intensitet, og det er da også nødvendigt, når de mest intense øjeblikke er så overvældende, som de er. ‘The Doors’ er en imponerende debut. Den vendte op og ned på tidens populærmusik, og den er stadig en stærk, engagerende udgivelse, der tåler mange gennemlytninger.

54 – The Jimi Hendrix Experience – Electric Ladyland (1968)

Udgivet den af
Svar

“It’s better to burn out than to fade away” sang Neil Young engang, og selvom han selv kun nævnte Johnny Rotten i teksten, kan lyrikken let benyttes om mangt en rockstjerne. Få lavede så stort et brag af en exit som guitarguden Jimi Hendrix. Hans tredje og sidste plade var et dobbeltalbum, og mens det på mange måder er en storladen magtdemonstration, der for alvor fik cementeret Jimi Hendrix som en af tidens største og dygtigste musikere, er det også en ret let plade at lytte til. Når man lige er kommet forbi den lidt spacy intro, får man nogenlunde hvad man kunne forvente. Der er en solid blanding af ret vilde blues-numre, lidt mere moderne, skæve hippie-sange og selvfølgelig en god dosis guitarpral. Faktisk er guitarpralen lidt det største problem ved pladen. Jeg ved der er mange, der holder meget af det, men selv finder jeg det ret trivielt at høre numrene “Voodoo Chile” og “1983… (A Merman I Should Turn to Be)” i deres fulde længde. Soloerne går lidt i tomgang for mig, selvom de da har nogle glimrende øjeblikke. De er bare hver især omkring et kvarter lang, så det bliver noget af en mundfuld.

Der er dog rigtig meget fedt at tage fat på. Bl.a. er der den varierede lyd, Hendrix formår at få ud af sin guitar, og hvor flot han får resten af lydbilledet til at understøtte dette. Numrene “Rainy Day, Dream Away” og “Still Raining, Still Dreaming” er næsten jazzede i det regi, og mens mangt en kommentator har fokuseret på hvor lækkert guitaren lyder på Hendrix’ cover af Bob Dylans “All Along the Watchtower”, må man i mine øjne absolut ikke underkende den geniale, animalske rytmesektion, der giver så meget liv til sangen. Når Hendrix bevæger sig ud i noget eksplicit psykedelisk bliver han især fascinerende at lytte til. “House Burning Down” og “Burning of the Midnight Lamp” er især øjenåbnende oplevelser med rige lydbilleder. Nummeret “Little Miss Strange” er også et af de mere psykedeliske på pladen, men da det både er skrevet og sunget af gruppens bassist, Noel Redding, så den passer ikke så godt ind, selvom det er en nydelig lille psych-pop-sang. Selvom sangskrivningen ofte er mindeværdig, er lyden nok det, der for alvor virker bedst i løbet af pladen, og variationen i lyden er en af årsagerne til, at albummet kan klare at vare så længe.

Selvom pladens længde gør, at jeg nok oftest vil foretrække at lytte til de to andre plader med The Jimi Hendrix Experience, er pladen faktisk ret god til at holde fast i lytterens opmærksomhed, og det skal man til dels takke strukturen for. Den er ret genialt skåret så hver af pladens fire sider fungerer som sin egen lille enhed, mens de også følger meget naturligt i halen på hinanden. Første side er to simpelt konstruerede blues-rock-sange, der leder over i den lange guitareskapade “Voodoo Chile”. Anden side er mest af alt en række svedige rocksange, her med gradvist mere og mere psykedelisk lyd og generelt et højt energiniveau. Fjerde side er den mest jazzede, dels grundet “Rainy Day, Dream Away”, men nok mest grundet de mange vilde ideer der udforskes på den 14 minutter lange “1983… (A Merman I Should Turn to Be)”, og endelig kulminerer det hele i den sidste side, hvor de tidligere ideer fusionerer sammen til fire af Hendrix’ mest solide rocksange overhoved. De fire sange er så geniale og så godt understøttet af de foregående ideer, at pladen ender med at være helt vildt tilfredsstillende, selv for mig, der finder de længere numre lidt for langhårede. Ja, Hendrix holdt sgu lige til det sidste.

82 – The Jimi Hendrix Experience – Axis: Bold as Love (1967)

Udgivet den af
Svar

Her kommer en pinlig tilståelse: min erfaring med guitarguden Jimi Hendrix er dybt begrænset. Jeg har naturligvis hørt alle de mest populære sange – ‘Foxy Lady’, ‘Purple Haze’, ‘Hey Joe’, ‘All Along the Watchtower, osv., men jeg har aldrig dykket ned i hans diskografi i større omfang end at have hørt ‘Are You Experienced?’ en eller to gange i baggrunden. På det sidste har jeg dog efterhånden hørt hans andet album, ‘Axis: Bold as Love’ en hel del gange, og jeg kan let konkludere, at Hendrix fortjener alle de roser, han så vanligt får. En ting er nemlig, at han er en virkelig teknisk dygtig guitarist, det er der nok ingen der vil tage fra ham; andet er, at hans stil er dybt innovativ og holder virkelig godt i dag. Noget, jeg tit synes, bliver forbigået i diskussioner om Hendrix’ musikalske bedrifter, er hans humor. ‘Axis: Bold as Love’ starter med ‘Exp’, en ganske morsom sketch om rumvæsener, og derefter får man ‘Up from the Skies’, en lystig lille R&B-sang om hippiernes glæde for fred og kærlighed. Det er en dybt befriende start på et album, der ellers sagtens kunne have været en prætentiøs stribe guitar-eskapader. Personligt sætter jeg pris på, at Hendrix ikke er så selvhøjtidelig, som han ellers kunne risikere.

Dermed ikke sagt, at det hele er fis og ballade, langt fra. Med tiden kommer man ind i lidt mere seriøse sange. De er lyrisk ofte spækket med farverige metaforer, og af og til kan Jimi måske lege lige lovlig meget med feedback-lyde. Hvis det ikke var for den fjollede introduktion til pladen, kunne man let føle, at der var noget man ikke forstod, men grundet introduktionen føler man sig på bølgelængde på pladen. På den måde er man parat til at blive taget på store, spændende eventyr, som på den drømmende ‘Castles Made of Sand’, den vemodige ‘Little Wing’ eller den sensuelle ‘Little Miss Lover’ – hvor den sidste dog nok heller ikke kunne skabe meget forvirring i første omgang. Her ser man et andet ofte overset træk ved Hendrix’ musik, nemlig hvor funky den kan være. Der er funky grooves rigtig mange steder på ‘Axis: Bold as Love’, nok især de mere sensuelle numre. ‘You Got Me Floatin” og ‘Wait Until Tomorrow’ er andre eksempler på en fed, funky lyd, der viger væk fra det noget ensidige billede af Hendrix’ talent, der tit bliver tegnet. Pladen kommer dog vidt omkring, og på numre som ‘If 6 was 9’, ‘Bold as Love’ og ‘Little Wing’ får man den følsomme omend hårdtslående Hendrix-lyd, man kender så godt.

Variationen på pladen er på den ene side en af pladens største forcer, da det gør det til en meget levende, sprælsk plade, der ofte kan overraske lytteren, selv efter gentagne gennemlytninger. På den anden side gør det også pladen lidt uoverskuelig, og det er til tider svært at føle sammenhæng i numrene. Især nummeret ‘She’s So Fine’ stikker ud. Det er ellers et glimrende nummer, men da det som det eneste nummer på pladen ikke har Hendrix på vokal, lyder det mest af alt som et af The Whos mere psykedeliske numre. Denne afvigelse i vokalen havde måske ikke været nær så malplaceret, hvis lyden ellers var mere konsekvent på pladen. Med det sagt, er det samtidig svært at udpege et dårligt nummer, og hvert nummer har sine egne spændende egenskaber at byde på. Uanset om man føler sig inciteret af pladens psykedeliske aura, funky forførelse, hensagte melankoli eller hårdtslående guitarriffs, så bliver det mesterligt leveret. Det er derfor stadig meget let at anbefale ‘Axis: Bold as Love’, for det er fortrinligt håndværk, og jeg glæder mig derfor nu rigtig meget til at dykke længere ned i Jimi Hendrix’ diskografi.

244 – Grateful Dead – Live/Dead (1969)

Udgivet den af
1

Grateful Dead anno de sene 60’ere frustrerer mig. Jeg kan selvfølgelig se, at der er tale om nogle virkelig dygtige musikere, og normalt er jeg virkelig stor fan af psykedelisk rock, og selv mange soloer irriterer mig sjældent, men jeg har tit svært ved at elske pladerne fra denne æra så højt, som andre gør. Jeg siger dog gerne, at f.eks. Anthem of the Sun er en god plade, den er bare slet ikke et mesterværk. Deres første live-plade, Live/Dead fra 1969 er noget lettere at tage og føle på. Det er dog ment i relativ forstand. Første nummer, Dark Star, er trods alt 23 minutter langt, og først efter 6 minutters guitarsolo kommer en vokal. Og det underligste er, at denne vokal gør det langt sværere at forholde sig til sangen. Under soloen var der meget at forholde sig til, orgeler, akustiske såvel som elektriske guitarer, og store crescendoer. Heldigvis er det hurtigt tilbage til mere solo, og det virker ganske vist improviseret, men det er stadig stramt og professionelt lydende. Først 20 minutter inde kommer der igen sang, ellers er det bare soloer. Og jo, det lyder godt, jo, det er imponerende, men det er godt nok langtrukkent.

Andet nummer, St. Stephen, er meget mere noget, jeg kan forholde mig til. Man kan her høre, at de er på vej over mod noget folk-rock, og sangens simple melodi er ikke til at stå for. Det er fængende, det er dynamisk, og samtidig er det vildt, psykedelisk og ren prale-musik for guitaristerne. Det overgår studieudgaven med mange mil. Der går dog virkelig solo i den på The Eleven, der bygger over et jam, de lavede nogle måneder forinden. Den kører i 11/8, og det er meget alternativt, og det giver også sangen noget kant. De få sektioner med sang på fungerer også vældig godt, de er bare virkelig glade og lystige, og de hjælper sangen med at eskalere mod nye højder. Den går over i den simpleste komposition på hele pladen, et 15 minutter langt cover af Bobby Blands Turn on Your Love Light. Selvom kompositionen er simpel, så formår de at gøre rigtig meget med den, og man lægger faktisk slet ikke mærke til, at deres udgave er over 5 gange så lang som originalen. Der er nemlig masser at komme til, og den simple melodi fungerer som god grobund for noget virkelig svedig improvisation, både hos instrumenterne og i vokalen. Og sangens klimaks er desuden bare enormt.

De fortolker også en god gammeldags bluesstandard, Death Don’t Have No Mercy af Gary Davis. Dette cover er ret langsomt, og de første 4 minutter er ret stille og begivenhedsløse. Heldigvis er de næste 3 minutter en førsteklasses bluessolo, og efter det, så vender det tilbage til sangen, der nu føles større og vigtigere. Det sidste reelle nummer hedder Feedback. Aldrig i mit liv har jeg hørt et nummer, der lever så meget op til sit navn. Det er stort set bare en masse feedback. Der er en guitar, der bliver spillet, og der er sikkert også noget andet, men mest af alt er det bare legen med feedback. I næsten 8 minutter. Det er en sjov idé, og det er da også interessant at lytte på i starten, men det skal ikke være en hemmelighed, at man bliver træt af det hurtigt. Der er en ret interessant, hurtig sektion ca. 2 minutter inde i sangen, men det meste er ret kedeligt. Det er end ikke fordi det er støjende, det er bare kedeligt. Sangen afsluttes af en 30 sekunder lang a capella-udgave af folkesangen And We Bid You Goodnight, og det er en flot afslutning. Der er dele af Live/Dead, jeg elsker rigtig højt, og der er dele, jeg ikke får noget ud af. I sidste ende må det dog være en tommel i den rigtige retning.

287 – Grateful Dead – Anthem of the Sun (1968)

Udgivet den af
Svar

Grateful Dead er en ret sær gruppe. De er bedre kendt som livenavn end for deres sange eller albums, og de har udgivet så mange live-albums, at det muligvis slet ikke kan tælles. Deres studiealbums er dog det, de i første omgang lavede musik gennem. Deres anden plade hedder Anthem of the Sun, og den består af kun 5 numre, men disse er meget syrede og generelt også ret lange. Åbningsnummeret, That’s It for the Other One, starter meget stille med en sød melodi, og den virker som sådan ikke som noget særligt. Efter 40 sekunder skifter den fuldkommen form, men den er stadig bare stille og sjov, og den vender tilbage til udgangspunktet igen. Halvandet minut inde i nummeret går gruppen en smule amok, især trommeslageren og guitaristen. Det virker som ren jam, og da vokalen endelig vender tilbage, så er den også meget vildere end før. 4 minutter inde når sangen det, der kunne være dens klimaks, men den er kun halvvejs gennem galskaben, der nu begynder forfra, men denne gang eskalerer det endnu hurtigere. Sangens sidste tre minutter er vild improvisation, der ender med at have syrede lydeffekter på. Det er ret interessant at lytte på.

Pladens andet nummer hedder New Potato Caboose, og igen har vi at gøre med en meget stille start. Det er faktisk næsten kedsommeligt stille, men efter en 40 sekunder kommer noget lyd på nummeret. Der bliver sunget om psykedeliske billeder, og nogle flotte vokalharmonier opstår. Nummeret består mest af alt af en ret lang guitarsolo, og den er ganske imponerende, men jeg føler selv, at pladen går lidt i tomgang. Det er ellers synd, for de vokale portioner er virkelig kreativt opført og skrevet. Jeg kunne sagtens have overlevet, hvis de var lidt længere, og at guitarsoloen, der til slut fremføres samtidig med en orgelsolo, havde været skåret lidt ned. Der kommer dog virkelig gang i den med den maniske Born Cross-Eyed, der kun er 2 minutter lang. Det er her, gruppen virkelig begynder at fange mig. Al denne jam kulminerer her i en virkelig stærk sang, der ganske vist ikke varer lang tid, men den blander virkelig smukt mariachi-horn, vilde orgeler, syge guitarer og smukke vokalharmonier.

En anden virkelig god kandidat til pladens bedste sang er sjovt nok den længste, Alligator. Denne starter ret simpelt, og man kunne let blive narret til at tro, at det ville være en af pladens korteste numre. Præcis som Born Cross-Eyed har Alligator bindegal instrumentation, og sangerne synger forskudt af hinanden, så det lyder virkelig skævt og psykedelisk. Guitaren er virkelig fængende, og brugen af kazoo i starten gør det til en meget alternativ sang. I løbet af de 15 minutter får vi både en trommesolo, et par guitarsoloer, en orgelsolo, og nogle omkvæd, der får det hele til at hænge sammen. 12 minutter inde forvandler det sig meget naturligt til en ret fed bluessang, og sådan fortsætter den i noget tid. Den ender på en virkelig sær måde, som jeg ikke vil afsløre, men det er alligevel også næsten umuligt at beskrive. Bluesstilen fortsætter på afslutningsnummeret, Caution (Do Not Stop on Tracks), der måske er lidt for syret, til at jeg ærlig talt forstår den. Det er dog en god fortsættelse til Alligator, og den afslutter også godt albummet med dejlig meget støj og efterklang. Anthem of the Sun er en meget syret plade, og selv efter adskillige gennemlytninger, ved jeg ikke helt, hvad jeg synes om den. Men interessant, det er den.

338 – Big Brother & The Holding Company – Cheap Thrills (1968)

Udgivet den af
Svar

Den legendariske sangerinde Janis Joplin fik sit store gennembrud som forsanger i bandet Big Brother and the Holding Company, som hun lavede to plader med. Den anden af disse to er uden tvivl den mest berømte, bandet nogensinde har lavet, og den hedder Cheap Thrills. I løbet af hele albummet er der tilføjet atmosfære, applaus og samtaler med publikum, så det føles mere som en koncert, men reelt er næsten hele albummet optaget på den gammeldags facon. Åbningsnummeret Combination of the Two sparker rigtig hårdt albummet i gang med en syret guitarintro. Efter det går Sam Andrew i gang med at synge, og han synger fint nok. I baggrunden hører man dog en kvinde, der i den grad stjæler rampelyset fra ham. Det er Janis Joplin, og så snart hun træder længere frem i lydbilledet viser det sig tydeligt, at hun er pladens stjerne. Hendes vidunderlige stemme er virkelig energisk, og den forlanger bare, at lytteren hører efter. Det bliver mere langsomt og blueset på I Need a Man to Love som Joplin var med til at skrive. Der er meget dynamik på det nummer, og Joplin er med undtagelse af sporadiske korsangere alene foran mikrofonen, og det klæder dem virkelig. Den er også god kontrast til Combination of the Two.

Et af albummets højdepunkter er bandets cover af Summertime. Det er en meget smuk sang, som er blevet fortolket af utallige musikere i årenes løb. Big Brother and the Holding Companys udgave er dog min favorit, og det har især noget at gøre med al den sjæl og kærlighed, Janis Joplin lægger i sin vokal. Den er også mere stille end de tidligere sange, og guitaren derpå er virkelig smuk. Efter Summertime kommer endnu et cover, nemlig af Erma Franklins Piece of My Heart. Det er en meget hårdtslående udgave, der går fra ret hård, syreguitar til meget stille portioner, der minder om den oprindelige souludgave. Janis Joplin gør virkelig gruppens fortolkning mere oprigtig og sårbar end originalen, hvilket gør sangen bedre og mere troværdig. Det er uden tvivl pladens bedste sang, og resten er ellers ikke skidt. Efter denne kommer Turtle Blues, der i opbygning er meget lig klassiske bluessange som Robert Johnson og Elmore James ville skrive dem. Det, der virkelig gør Turtle Blues til noget særligt er det smukke arrangement. Man kunne let beskylde Turtle Blues for at være meget gammeldags i forhold til resten af pladen, og det er som sådan også sandt, men den lyder rigtig godt alligevel.

Oh Sweet Mary er nok den mindst populære af pladens syv sange. Det er en fin melodi, der er god dynamik der på, og der er ret lange, dejligt syrede guitarportioner derpå. Det er endnu et nummer, hvor Sam Andrew synger for for det meste. Guitarportionerne optager måske lidt for meget af sangen, for så interessante er de ikke igen. De lyder ganske godt, men de kommer ikke nogen vegne, og nummeret slutter ret brat. Albummet slutter med en ni minutter lang udgave af Big Mama Thorntons Ball and Chain. Det er en meget interessant udgave af den ellers ret simple bluessang, og hvor Joplin selvfølgelig skal have en del af æren, så må resten af bandet også have meget ros for deres vilde guitarorgier. Denne sang er rent faktisk optaget live, og det kan mærkes. Det føles som om, Joplin synger dig lige i ansigtet. Hvor Oh Sweet Mary nok brugte lidt for lang tid med guitarerne, bruges de helt perfekt på Ball and Chain. Hvis du kan lide Janis Joplin solo, så vil du nok også kunne lide Cheap Thrills, selvom lyden er lidt hårdere. Der er masser af guf på det album, også selvom dets alder viser tydelige tegn til tider.

362 – The Doors – L.A. Woman (1971)

Udgivet den af
Svar

Den 3. Juli 1971 døde en rocklegende. Jeg snakker naturligvis om Doors-frontmanden Jim Morrison. Det sidste album, han nåede at optage med sit band, hed L.A. Woman, og det blev udgivet sølle tre måneder før hans død. Lige fra pladens første nummer, The Changeling, bemærker man en fokus på blues. Blues-stilen er blandet med bandets velkendte orgellyd, og dette gør sangen meget interessant. Morrison er vild og seksuel, og han fyrer den virkelig af. Teksten er dog ikke rigtig på Morrisons sædvanlige niveau. Forstå mig ret, det er slet ikke en dårlig tekst, men den er på ingen måde nær så syret eller poetisk som noget på de første par plader. Det er et skift i tone, og det må man vænne sig til. Det er også til stede på den vidunderlige Love Her Madly, hvor Morrison er mere forførende end ellers nogensinde. Melodien er varieret og fængende, og den lyder ikke nær så meget af blues som resten af albummet, selvom elementerne er der. Been Down So Long har til gengæld en bluesmelodi af den helt gammeldags. Robby Kriegers guitar er helt sindssyg, og Morrison lyder mod sangens klimaks fuldstændig manisk.

Cars Hiss By My Window har igen et ret gammeldags bluesmelodi, der følger samme mønster som de fleste gamle Robert Johnson-sange – eller for den sags skyld Been Down So Long. Den er dog meget mere stille end denne, og det udgør en god kontrast. Morrisons tekst er desuden virkelig malerisk her. Man kan let se de morderiske billeder, han fortæller om, for sig. En god kandidat til mit yndlingsnummer på pladen er titelnummeret. Det er lidt af en vrøvlehistorie, der hopper rundt mellem emnerne, men den er sjov og energisk, og der sker så meget, at man end ikke lægger mærke til, at den med sine næsten 8 minutter er pladens længste sang. Det bliver rigtig dystert og destruktivt på L’America. Der er rigtig meget stemning på dette nummer, og hvor albummet ellers blot var rigtig godt før, begynder det nu at være mesterlig. Der er næsten ingen elementer af blues på Hyacinth House – med undtagelse af måske den lyriske struktur. Det er også meget dystert, men hvor Morrison selv var det uhyggelige ved L’America, virker han her selv skræmt af sangens stemning.

Crawling King Snake er et cover af en blues-standard af Big Joe Williams. Sangen i sig selv er naturligvis af høj kvalitet, den har trods alt været elsket af bluesfans i årtier. Bandet behandler det også virkelig godt. Noget af det bedste ved deres udgave af nummeret er Robby Kriegers guitar, som er fuldstændig uhæmmet. Selvfølgelig gør Morrison det også sexet som altid. The WASP (Texas Radio and the Big Beat) bruger riffet fra bluesklassikeren I’m A Man af Bo Diddley. Den kører i store portioner i manisk Spoken Word, hvilket Morrison gør vældig interessant. Ray Manzarek har et af pladens fineste orgel-øjeblikke mod slutningen, og i det hele taget er det en skøn sang. Pladen afsluttes helt perfekt med klassikeren Riders on the Storm. Denne er over 7 minutter lang, har flotte torden- og regneffekter, der giver nummeret ekstra liv. Det er en af gruppens mest berømte sange, og det med god grund. Den er rigtig smuk og poetisk, og Ray Manzareks klaver derpå er bare smukt. Hele sangen er smuk. Ja, faktisk er hele albummet L.A. Woman smukt. Hvis du kan lide at lytte til god musik, og det kan de fleste vel, så lyt til det. Det har ikke et eneste væsentligt problem.

407 – The Doors – Strange Days (1967)

Udgivet den af
Svar

I 1967 debuterede the Doors med en eponym plade, og denne er efterhånden legendarisk. Samme år udgav de så opfølgeren, Strange Days, hvorpå man både finder numre, der blev sorteret fra debuten, og dengang helt nye sange. Åbingsnummeret, der som pladen bare hedder Strange Days, er et af de bedste numre på pladen. Forsanger Jim Morrison er som sædvanlig meget poetisk i sine beskrivelser af sine psykedeliske syner. Sproget er som altid meget livligt og interessant, og instrumentationen er ligeledes sublim. Især orgelet er ofte et vigtigt instrument hos the Doors. På dette finder vi den ganske virtuose Ray Manzarek, der virkelig sørger for at puste liv i musikken. Det efterfølgende nummer, You’re Lost Little Girl, er et ret truende nummer. Morrison virker ikke i sig selv truende, men han maler en rimelig fortabt situation i det musikalske landskab, og sangens dynamiske bevægelse mellem portionerne med og uden orgel er rigtig gribende. Jim Morrison er jo selvfølgelig også lidt af et sexikon, så nogle sexede sange har vi naturligvis også på Strange Days, og den frækkeste er uden tvivl Love Me Two Times. Hans charme er helt uimodståelig, og han er ualmindeligt langt nede på jorden lyrisk, selvom han stadig er ret eklektisk.

Unhappy Girl er endnu længere nede på jorden. Det er en simpel trøstesang, men den er fortalt som kun Morrison kan gøre det. Og så er den faktisk også rigtig sjov at lytte til, selvom man stadig let kan mærke tumulten, denne kvinde går igennem. Horse Latitudes er nok pladens mest syrede sang. Det er Spoken Word, og instrumentationen virker improviseret en del af tiden, især fordi der ikke er nogen reel rytme. Det er ret smukt, når det kommer til stykket, selvom jeg ikke fatter en bønne. Lidt simplere er så den stadig ret spektakulære Moonlight Drive, hvorpå guitarist Robby Krieger spiller guitar med bottle-neck-teknikken, hvilket skaber en ret unik lyd. Og så er Morrison også virkelig syret i sin lyrik, så sangen bliver på den måde til en af pladens mest interessante. Pladens største hit er nok People Are Strange, der på fuldkommen smuk vis fortæller om Morrisons opfattelse af omverdenens reaktion til ham. Det er uden tvivl en af Morissons allerbedste tekster, og den fortæller rigtig meget på blot 2 minutter, og den er også ganske fængende.

Og hvis vi bliver ved de fængende numre, gør få dette så godt som My Eyes Have Seen You. Det er en ret simpel sang, men dets evne til at udvikle sig er ret godt. Nogle gange er de simpleste ideer bare de mest effektive. Og her er Morrison i øvrigt også virkelig sexet, især mod slutningen, hvor musikken går helt amok. En lidt langsommere sang, I Can’t See Your Face In My Mind, udvikler sig ikke så meget, men det, at denne ene sang forbliver på et forholdsvist fladt plan, er virkelig albummets største svaghed. Udover sangens stilstand, er det en rigtig god, fængende, trist sang, der nok ville kunne have rundet albummet godt af, hvis det ikke blev trumfet gevaldigt af det rigtige afslutningsnummer, When The Music’s Over. Det er 11 minutter langt, og der sker ufatteligt meget i det. Det bliver rigtig intenst. Det eneste problem, er at den med den længde og den placering lægger op til sammenligning med The End, der afsluttede det foregående album, og der er den dog nok underdanig. Men Strange Days er i alle fald et både lyrisk og musikalsk ufatteligt interessant album. Man kan slet ikke mærke, at meget af dette materiale ikke var godt nok til det første album, eller at de ikke var lavet til at passe sammen med de andre. Det kan anbefales til alle, der kan så meget som tolerere psykedelisk musik.

460 – Alice Cooper – Love It to Death (1971)

Udgivet den af
Svar

I slutningen af 60’erne og starten af 70’erne var heavy metal ved at opstå, og et af de absolut største og mest provokerende navne i genren var Alice Cooper med sit band af samme navn. De gjorde sig for alvor store med albummet Love It to Death fra 1971. Noget af Alice Coopers succes skyldes ikke kun musikken. På samme måde som mange andre musikere ville gøre det efter ham – inkl. David Bowie, New York Dolls, Kiss og Sex Pistols – fokuserede de i lige så høj grad på imaget som på musikken. Alice Coopers musik nydes uden tvivl bedst, når man kender konteksten om blod, makeup og vilde sceneshows. Mange blev forargede, og når man lytter til musikken alene – især nu til dags – kan det være svært at forstå, men de tog livemusikken til et nyt niveau. Før dem var stort set kun The Stooges nær så berømte for deres image. Men jeg anmelder ikke images, jeg anmelder musik, så jeg må heller tage at komme ind på musikken.

De er generelt ret hårdtslående musik, især efter den tids standarder, og den er ofte ret vred i tonen. Albummet åbner med tre vrede, punkede sange, alle på 3 minutter. De er ungdommelige og rebelske, men mest af alt er de dejlig dynamiske og sjove. Det er svært at være vred, når man hører på Caught in a Dream, Long Way to Go, eller især den klassiske I’m Eighteen. Efter disse kommer noget helt andet: Black Juju er lige så langt som de tre første numre sammenlagt, og det drives i høj grad af orgel og trommer – meget atypisk Cooper, men stadig et rigtig fedt nummer. Der vendes tilbage til den mere typiske tidlige metal-lyd, når B-siden begynder. Numre som Is It My Body og Hallowed be My Name lyder meget som noget de samtidige Black Sabbath ville kunne finde på at lave – de makabre sceneshows og hele Alice Cooper-mytologien virker meget overbevisende på disse demoniske numre. Efter at virke så triumferende og dominerende vender de det på dynamisk vis om: Second Coming og Ballad of Dwight Fry er fortvivlede og desperate, og især sidstnævnte lyder oprigtig til trods for sin enorme overdrivelse.

Love It to Death slutter med noget ganske atypisk for bandet. Alice Cooper laver her et cover af en dengang ti år gammel folk-sang ved navn Sun Arise, oprindeligt af Rolf Harris. Den er virkelig ikke noget specielt, især ikke i albummets kontekst, eller hvis man tænker på det som et cover. Den er alt for lalleglad og fjollet, og melodien udvikler sig utrolig lidt, så de 4 minutter, sangen varer, ender med at være meget af det samme igen og igen. Det fungerer ikke som et klimaks til albummet, og det fungerer ikke til at opsummere resten af det. Det er ret trist, for resten af albummet er spækket med fantastisk tidlig punk og metal, som virkelig holder, selvom det ikke på nogen måde er nær så chokerende i dag. Men selvom Alice Cooper og chok-faktor hænger sammen, så klarer musikken sig for det meste også på egen hånd takket være dynamik, stemning og kraft. Det er et historisk vigtigt album, og det er også rigtig godt, og uden tvivl et, ingen fan af punk eller metal bør undgå.