Intet årti har i min optik transformeret rockmusik så meget, som 1960’erne. Sange fra starten af årtiet med kunstnere som Roy Orbison, Bo Diddley og Elvis Presley lyder i bedste fald kun som en prototype for de kunstnere, der debuterede i 1967: Pink Floyd, The Jimi Hendrix Experience, The Velvet Underground og årets nok mest succesrige rockdebut, The Doors’ selvbetitlede album med den mystiske omend umiskendeligt karismatiske poet og sanger Jim Morrison i front. Den orgeldrevne psych-single ‘Light My Fire’ derfra lød som intet andet på den tid, men den var så øjeblikkeligt fængslende, at den ramte førstepladsen på den amerikanske hitliste. Når man snakker om lyden af det tidlige The Doors, er det svært at komme uden om organist Ray Manzarek. Orgelet var ikke just en sjældenhed i 60’ernes populærmusik, især tidens sydstatssoul var spækket med elorgeler; men Manzarek lagde så meget sjæl og mange interessante teknikker i sit spil, at det formåede at stikke ud. Samtidig er Jim Morrison et brag af en forsanger. Han kan lidt sammenlignes med den storladne selvsikkerhed og bragende kraft, man forbinder med croonere som Frank Sinatra, men Morrison forskruer denne stil til noget mere manisk, sensuelt og desperat.
Der er mange ingredienser i albummets innovativt psykedeliske lyd, men hvis man skal pege på en tredje søjle i debutalbummets soniske udtryk, er det nok Robbie Kriegers præstationer på guitaren. Han er meget klart bluesinspireret i sin lyd, hvilket præger en stor del af albummet. Manzarek, Morrison og Krieger har alle det til fælles, at de ganske tydeligt er rigtig dygtige, men de fylder også musikken med masser af uperfekte øjeblikke. Selv om produktionen ikke er spor skramlet, ender lyden derfor alligevel med at virke både grim og dyster. Det allertydeligste eksempel på dette er det dunkle afslutningsnummer ‘The End’, der i løbet af sine 12 minutter udvikler sig fra en lurende, utryg atmosfære til et ustyrligt, morderisk kaos, blandt andet gennem kløgtig brug af dissonanser. Det nummer var så forud for sin tid, at den nok lettest kan sammenlignes med den postrock, navne som Godspeed You! Black Emperor og Slint udgav i 90’erne. Et andet godt eksempel er intronummeret ‘Break On Through (To the Other Side’, der starter som et dansevenligt rock and roll-nummer, inden det udvikler sig til en spirituel, nærmest punket følelseseksplosion. Mest mærkbar er dog nok deres lumre, forstyrrede fortolkning af Kurt Weills ‘Alabama Song (Whiskey Bar)’. Sangen får en ny, syret aura af død, når bandet ændrer lidt på melodien og Manzareks gakkede orgelspil understøtter Morrisons skræmmende vokalpræstation.
Albummet har absolut sin egen idiosynkratiske lyd, men gruppen formår at lege rundt med den, blandt andet ved at inkorporere elementer af mange forskellige stilarter. ‘Soul Kitchen’ har, som navnet antyder, en markant soulinspiration, ‘Back Door Man’ er et cover af en bluesstandard, og trods sine syv minutters varighed, er ‘Light My Fire’ langt hen ad vejen en rendyrket popsang – omend en ganske spøjs en af slagsen. Tilsætter vi de genrer, som de på visse numre baner vejen for, førnævnte punk og postrock, har vi at gøre med en rigtig sprælsk og varieret udgivelse, der samtidig er rig på selvstændig karakter. Den største kritik, jeg har af albummet, er at højdepunkterne er lidt for åbentlyse, og at de nærmest uundgåeligt tager opmærksomheden fra andre numre. De er ingenlunde forfærdelige, men ‘Twentieth Century Fox’, ‘Take It as It Comes’ og deres cover af ‘Back Door Man’ er ikke så inspirerende at lytte til, når de står side om side med geniale tracks som ‘The End’, ‘Alabama Song (Whiskey Bar)’ og ‘Soul Kitchen’. De er dog gode til at udfylde en rolle i albummets dynamik – albummet er flot varierende i både tempo og intensitet, og det er da også nødvendigt, når de mest intense øjeblikke er så overvældende, som de er. ‘The Doors’ er en imponerende debut. Den vendte op og ned på tidens populærmusik, og den er stadig en stærk, engagerende udgivelse, der tåler mange gennemlytninger.