362 – The Doors – L.A. Woman (1971)

Den 3. Juli 1971 døde en rocklegende. Jeg snakker naturligvis om Doors-frontmanden Jim Morrison. Det sidste album, han nåede at optage med sit band, hed L.A. Woman, og det blev udgivet sølle tre måneder før hans død. Lige fra pladens første nummer, The Changeling, bemærker man en fokus på blues. Blues-stilen er blandet med bandets velkendte orgellyd, og dette gør sangen meget interessant. Morrison er vild og seksuel, og han fyrer den virkelig af. Teksten er dog ikke rigtig på Morrisons sædvanlige niveau. Forstå mig ret, det er slet ikke en dårlig tekst, men den er på ingen måde nær så syret eller poetisk som noget på de første par plader. Det er et skift i tone, og det må man vænne sig til. Det er også til stede på den vidunderlige Love Her Madly, hvor Morrison er mere forførende end ellers nogensinde. Melodien er varieret og fængende, og den lyder ikke nær så meget af blues som resten af albummet, selvom elementerne er der. Been Down So Long har til gengæld en bluesmelodi af den helt gammeldags. Robby Kriegers guitar er helt sindssyg, og Morrison lyder mod sangens klimaks fuldstændig manisk.

Cars Hiss By My Window har igen et ret gammeldags bluesmelodi, der følger samme mønster som de fleste gamle Robert Johnson-sange – eller for den sags skyld Been Down So Long. Den er dog meget mere stille end denne, og det udgør en god kontrast. Morrisons tekst er desuden virkelig malerisk her. Man kan let se de morderiske billeder, han fortæller om, for sig. En god kandidat til mit yndlingsnummer på pladen er titelnummeret. Det er lidt af en vrøvlehistorie, der hopper rundt mellem emnerne, men den er sjov og energisk, og der sker så meget, at man end ikke lægger mærke til, at den med sine næsten 8 minutter er pladens længste sang. Det bliver rigtig dystert og destruktivt på L’America. Der er rigtig meget stemning på dette nummer, og hvor albummet ellers blot var rigtig godt før, begynder det nu at være mesterlig. Der er næsten ingen elementer af blues på Hyacinth House – med undtagelse af måske den lyriske struktur. Det er også meget dystert, men hvor Morrison selv var det uhyggelige ved L’America, virker han her selv skræmt af sangens stemning.

Crawling King Snake er et cover af en blues-standard af Big Joe Williams. Sangen i sig selv er naturligvis af høj kvalitet, den har trods alt været elsket af bluesfans i årtier. Bandet behandler det også virkelig godt. Noget af det bedste ved deres udgave af nummeret er Robby Kriegers guitar, som er fuldstændig uhæmmet. Selvfølgelig gør Morrison det også sexet som altid. The WASP (Texas Radio and the Big Beat) bruger riffet fra bluesklassikeren I’m A Man af Bo Diddley. Den kører i store portioner i manisk Spoken Word, hvilket Morrison gør vældig interessant. Ray Manzarek har et af pladens fineste orgel-øjeblikke mod slutningen, og i det hele taget er det en skøn sang. Pladen afsluttes helt perfekt med klassikeren Riders on the Storm. Denne er over 7 minutter lang, har flotte torden- og regneffekter, der giver nummeret ekstra liv. Det er en af gruppens mest berømte sange, og det med god grund. Den er rigtig smuk og poetisk, og Ray Manzareks klaver derpå er bare smukt. Hele sangen er smuk. Ja, faktisk er hele albummet L.A. Woman smukt. Hvis du kan lide at lytte til god musik, og det kan de fleste vel, så lyt til det. Det har ikke et eneste væsentligt problem.

407 – The Doors – Strange Days (1967)

I 1967 debuterede the Doors med en eponym plade, og denne er efterhånden legendarisk. Samme år udgav de så opfølgeren, Strange Days, hvorpå man både finder numre, der blev sorteret fra debuten, og dengang helt nye sange. Åbingsnummeret, der som pladen bare hedder Strange Days, er et af de bedste numre på pladen. Forsanger Jim Morrison er som sædvanlig meget poetisk i sine beskrivelser af sine psykedeliske syner. Sproget er som altid meget livligt og interessant, og instrumentationen er ligeledes sublim. Især orgelet er ofte et vigtigt instrument hos the Doors. På dette finder vi den ganske virtuose Ray Manzarek, der virkelig sørger for at puste liv i musikken. Det efterfølgende nummer, You’re Lost Little Girl, er et ret truende nummer. Morrison virker ikke i sig selv truende, men han maler en rimelig fortabt situation i det musikalske landskab, og sangens dynamiske bevægelse mellem portionerne med og uden orgel er rigtig gribende. Jim Morrison er jo selvfølgelig også lidt af et sexikon, så nogle sexede sange har vi naturligvis også på Strange Days, og den frækkeste er uden tvivl Love Me Two Times. Hans charme er helt uimodståelig, og han er ualmindeligt langt nede på jorden lyrisk, selvom han stadig er ret eklektisk.

Unhappy Girl er endnu længere nede på jorden. Det er en simpel trøstesang, men den er fortalt som kun Morrison kan gøre det. Og så er den faktisk også rigtig sjov at lytte til, selvom man stadig let kan mærke tumulten, denne kvinde går igennem. Horse Latitudes er nok pladens mest syrede sang. Det er Spoken Word, og instrumentationen virker improviseret en del af tiden, især fordi der ikke er nogen reel rytme. Det er ret smukt, når det kommer til stykket, selvom jeg ikke fatter en bønne. Lidt simplere er så den stadig ret spektakulære Moonlight Drive, hvorpå guitarist Robby Krieger spiller guitar med bottle-neck-teknikken, hvilket skaber en ret unik lyd. Og så er Morrison også virkelig syret i sin lyrik, så sangen bliver på den måde til en af pladens mest interessante. Pladens største hit er nok People Are Strange, der på fuldkommen smuk vis fortæller om Morrisons opfattelse af omverdenens reaktion til ham. Det er uden tvivl en af Morissons allerbedste tekster, og den fortæller rigtig meget på blot 2 minutter, og den er også ganske fængende.

Og hvis vi bliver ved de fængende numre, gør få dette så godt som My Eyes Have Seen You. Det er en ret simpel sang, men dets evne til at udvikle sig er ret godt. Nogle gange er de simpleste ideer bare de mest effektive. Og her er Morrison i øvrigt også virkelig sexet, især mod slutningen, hvor musikken går helt amok. En lidt langsommere sang, I Can’t See Your Face In My Mind, udvikler sig ikke så meget, men det, at denne ene sang forbliver på et forholdsvist fladt plan, er virkelig albummets største svaghed. Udover sangens stilstand, er det en rigtig god, fængende, trist sang, der nok ville kunne have rundet albummet godt af, hvis det ikke blev trumfet gevaldigt af det rigtige afslutningsnummer, When The Music’s Over. Det er 11 minutter langt, og der sker ufatteligt meget i det. Det bliver rigtig intenst. Det eneste problem, er at den med den længde og den placering lægger op til sammenligning med The End, der afsluttede det foregående album, og der er den dog nok underdanig. Men Strange Days er i alle fald et både lyrisk og musikalsk ufatteligt interessant album. Man kan slet ikke mærke, at meget af dette materiale ikke var godt nok til det første album, eller at de ikke var lavet til at passe sammen med de andre. Det kan anbefales til alle, der kan så meget som tolerere psykedelisk musik.