Grateful Dead anno de sene 60’ere frustrerer mig. Jeg kan selvfølgelig se, at der er tale om nogle virkelig dygtige musikere, og normalt er jeg virkelig stor fan af psykedelisk rock, og selv mange soloer irriterer mig sjældent, men jeg har tit svært ved at elske pladerne fra denne æra så højt, som andre gør. Jeg siger dog gerne, at f.eks. Anthem of the Sun er en god plade, den er bare slet ikke et mesterværk. Deres første live-plade, Live/Dead fra 1969 er noget lettere at tage og føle på. Det er dog ment i relativ forstand. Første nummer, Dark Star, er trods alt 23 minutter langt, og først efter 6 minutters guitarsolo kommer en vokal. Og det underligste er, at denne vokal gør det langt sværere at forholde sig til sangen. Under soloen var der meget at forholde sig til, orgeler, akustiske såvel som elektriske guitarer, og store crescendoer. Heldigvis er det hurtigt tilbage til mere solo, og det virker ganske vist improviseret, men det er stadig stramt og professionelt lydende. Først 20 minutter inde kommer der igen sang, ellers er det bare soloer. Og jo, det lyder godt, jo, det er imponerende, men det er godt nok langtrukkent.

Andet nummer, St. Stephen, er meget mere noget, jeg kan forholde mig til. Man kan her høre, at de er på vej over mod noget folk-rock, og sangens simple melodi er ikke til at stå for. Det er fængende, det er dynamisk, og samtidig er det vildt, psykedelisk og ren prale-musik for guitaristerne. Det overgår studieudgaven med mange mil. Der går dog virkelig solo i den på The Eleven, der bygger over et jam, de lavede nogle måneder forinden. Den kører i 11/8, og det er meget alternativt, og det giver også sangen noget kant. De få sektioner med sang på fungerer også vældig godt, de er bare virkelig glade og lystige, og de hjælper sangen med at eskalere mod nye højder. Den går over i den simpleste komposition på hele pladen, et 15 minutter langt cover af Bobby Blands Turn on Your Love Light. Selvom kompositionen er simpel, så formår de at gøre rigtig meget med den, og man lægger faktisk slet ikke mærke til, at deres udgave er over 5 gange så lang som originalen. Der er nemlig masser at komme til, og den simple melodi fungerer som god grobund for noget virkelig svedig improvisation, både hos instrumenterne og i vokalen. Og sangens klimaks er desuden bare enormt.

De fortolker også en god gammeldags bluesstandard, Death Don’t Have No Mercy af Gary Davis. Dette cover er ret langsomt, og de første 4 minutter er ret stille og begivenhedsløse. Heldigvis er de næste 3 minutter en førsteklasses bluessolo, og efter det, så vender det tilbage til sangen, der nu føles større og vigtigere. Det sidste reelle nummer hedder Feedback. Aldrig i mit liv har jeg hørt et nummer, der lever så meget op til sit navn. Det er stort set bare en masse feedback. Der er en guitar, der bliver spillet, og der er sikkert også noget andet, men mest af alt er det bare legen med feedback. I næsten 8 minutter. Det er en sjov idé, og det er da også interessant at lytte på i starten, men det skal ikke være en hemmelighed, at man bliver træt af det hurtigt. Der er en ret interessant, hurtig sektion ca. 2 minutter inde i sangen, men det meste er ret kedeligt. Det er end ikke fordi det er støjende, det er bare kedeligt. Sangen afsluttes af en 30 sekunder lang a capella-udgave af folkesangen And We Bid You Goodnight, og det er en flot afslutning. Der er dele af Live/Dead, jeg elsker rigtig højt, og der er dele, jeg ikke får noget ud af. I sidste ende må det dog være en tommel i den rigtige retning.