54 – The Jimi Hendrix Experience – Electric Ladyland (1968)

“It’s better to burn out than to fade away” sang Neil Young engang, og selvom han selv kun nævnte Johnny Rotten i teksten, kan lyrikken let benyttes om mangt en rockstjerne. Få lavede så stort et brag af en exit som guitarguden Jimi Hendrix. Hans tredje og sidste plade var et dobbeltalbum, og mens det på mange måder er en storladen magtdemonstration, der for alvor fik cementeret Jimi Hendrix som en af tidens største og dygtigste musikere, er det også en ret let plade at lytte til. Når man lige er kommet forbi den lidt spacy intro, får man nogenlunde hvad man kunne forvente. Der er en solid blanding af ret vilde blues-numre, lidt mere moderne, skæve hippie-sange og selvfølgelig en god dosis guitarpral. Faktisk er guitarpralen lidt det største problem ved pladen. Jeg ved der er mange, der holder meget af det, men selv finder jeg det ret trivielt at høre numrene “Voodoo Chile” og “1983… (A Merman I Should Turn to Be)” i deres fulde længde. Soloerne går lidt i tomgang for mig, selvom de da har nogle glimrende øjeblikke. De er bare hver især omkring et kvarter lang, så det bliver noget af en mundfuld.

Der er dog rigtig meget fedt at tage fat på. Bl.a. er der den varierede lyd, Hendrix formår at få ud af sin guitar, og hvor flot han får resten af lydbilledet til at understøtte dette. Numrene “Rainy Day, Dream Away” og “Still Raining, Still Dreaming” er næsten jazzede i det regi, og mens mangt en kommentator har fokuseret på hvor lækkert guitaren lyder på Hendrix’ cover af Bob Dylans “All Along the Watchtower”, må man i mine øjne absolut ikke underkende den geniale, animalske rytmesektion, der giver så meget liv til sangen. Når Hendrix bevæger sig ud i noget eksplicit psykedelisk bliver han især fascinerende at lytte til. “House Burning Down” og “Burning of the Midnight Lamp” er især øjenåbnende oplevelser med rige lydbilleder. Nummeret “Little Miss Strange” er også et af de mere psykedeliske på pladen, men da det både er skrevet og sunget af gruppens bassist, Noel Redding, så den passer ikke så godt ind, selvom det er en nydelig lille psych-pop-sang. Selvom sangskrivningen ofte er mindeværdig, er lyden nok det, der for alvor virker bedst i løbet af pladen, og variationen i lyden er en af årsagerne til, at albummet kan klare at vare så længe.

Selvom pladens længde gør, at jeg nok oftest vil foretrække at lytte til de to andre plader med The Jimi Hendrix Experience, er pladen faktisk ret god til at holde fast i lytterens opmærksomhed, og det skal man til dels takke strukturen for. Den er ret genialt skåret så hver af pladens fire sider fungerer som sin egen lille enhed, mens de også følger meget naturligt i halen på hinanden. Første side er to simpelt konstruerede blues-rock-sange, der leder over i den lange guitareskapade “Voodoo Chile”. Anden side er mest af alt en række svedige rocksange, her med gradvist mere og mere psykedelisk lyd og generelt et højt energiniveau. Fjerde side er den mest jazzede, dels grundet “Rainy Day, Dream Away”, men nok mest grundet de mange vilde ideer der udforskes på den 14 minutter lange “1983… (A Merman I Should Turn to Be)”, og endelig kulminerer det hele i den sidste side, hvor de tidligere ideer fusionerer sammen til fire af Hendrix’ mest solide rocksange overhoved. De fire sange er så geniale og så godt understøttet af de foregående ideer, at pladen ender med at være helt vildt tilfredsstillende, selv for mig, der finder de længere numre lidt for langhårede. Ja, Hendrix holdt sgu lige til det sidste.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.