Ja, jeg er ikke typisk fan af blogindlæg om hvorfor der er få blogindlæg. Jeg tror, jeg engang fulgte en gut på YouTube, hvor hver femte video var en undskyldning for ikke at uploade ofte nok. Jeg tror dog alligevel, jeg skylder en forklaring. Jeg ved, at mange af jer, der følger min blog, følger min private facebookprofil, og derfor ved størstedelen af jer det nok – men jeg ved også, at der er nogle få, der har opdaget min blog på anden vis, og de fortjener da også at vide, hvad der foregår.
Jeg er i gang med et lidt sindssygt projekt – og jeg snakker altså ikke om det der med de 500 album, det føles mindre sindssygt for hvert år der er gået. Jeg er universitetsstuderende, og det er jo typisk sådan noget man er på fuld tid, og så har man nogle gange et job ved siden af. En dag så jeg, at Soundvenue søgte en praktikant i deres musikredaktion, og siden jeg i mange år har haft stor respekt for dem, tænkte jeg, at jeg da lige så godt kunne søge. Det er trods alt lidt af en drøm for mig at beskæftige mig med musikjournalistik på et professionelt niveau. De søgte ganske vist en fuldtidspraktikant, men whatever, det kan jo ikke skade at søge.
Nå, men de endte altså med at vælge mig alligevel. Jeg er derfor studerende og musikpraktikant, hver især i så godt som fuld tid. Det kan da næppe overraske, at jeg ikke har særlig meget tid til at opdatere bloggen. Praktikforløbet startede i januar, og det varer til sommer, og i denne periode bliver det nok lidt smalt med indhold på bloggen. Jeg håber dog at få skrevet mine årlige Roskilde- og NorthSide-lister efter deres respektive tidsplaner offentliggøres.
Hvis jeg ikke finder en endnu skørere idé at bruge min tid på – hvilket jeg ikke planlægger – håber jeg at få færdiggjort den oprindelige 2003-udgave af Rolling Stone-listen inden 2019. Så er der lige nogle få 2010-tilføjelser at tage sig af, og derefter har jeg nogle rigtig interessante planer, som jeg glæder mig til at føre ud i praksis.