35 – David Bowie – The Rise and Fall of Ziggy Stardust and the Spiders From Mars (1972)

Det er sjovt, at David Bowies anmelderroste 1972-album ‘The Rise and Fall of Ziggy Stardust and the Spiders From Mars’ så ofte bliver anset som det definitive album i glamrockgenren. For det er også en dekonstruktion af den glamrock, der kun få år forinden var begyndt at etablere sig som en markant musikalsk bevægelse. Albummet omhandler en figur ved navn Ziggy Stardust, en selvcentreret, berømmelseshungrende rockstjerne fra Mars, der i følge nummeret ‘Ziggy Stardust’ »took it all too far«. Albummet er på visse punkter en hyldest til rockstjernefænomenet – den overdrevne cockyness er noget af det, der gør ‘Moonage Daydream’ til et af albummets bedste sange, og på ‘Starman’ bliver den nærmest religiøse idolisering af Ziggy præsenteret som en euforisk oplevelse, hvilket de elegante strygerarrangementer flot udtrykker. Sangene kører meget flot frem og tilbage i en vekselvirkning mellem en hyldest til rockstjernekulturen og en kritik af den personlighedskult, der følger med. Det er gribende, og man ender med at forstå hvorfor berømmelsen ender med at omsvulme Ziggy Stardust så meget, at albummet på tragisk vis slutter af med et ‘Rock ‘n’ Roll Suicide’.

Der er nogle stærke arrangementer på albummet. Oftest er de i klassisk glamstil, men tit er der mere finesse til stede, end der er på et typisk nummer med T. Rex eller Slade, der gik noget mere efter rå attitude. Bowies sange har ofte en aura af tomhed eller melankoli til stede, hvilket fx får hooket til ‘Star’ til at være meget rammende. Sangen er også så stærkt skruet sammen, at både vokal og instrumentation gradvis lyder mere og mere håbløs for hver gang Bowie synger linjen »as a rock & roll Star«. På mange af sangene står den elektriske guitar meget centralt – symbolsk såvel som sonisk er den fantastisk til at udtrykke den rockstjerneflamboyance, som er en så stor del af Ziggy Stardust-personaen. Instrumentet bliver behersket af Mick Ronson, og han er den helt perfekte guitarist til dette album. Hans stil er cool og selvsikker, men den er også fremtrædende med sin cockyness. Selv når han spiller meget simple, protopunkede riffs, er hans stil veloplagt, og hans soli på ‘Moonage Daydream’ og ‘Star’ er så nogle af albummets følelsesmæssige højdepunkter. På sangen ‘Ziggy Stardust’ bliver hovedpersonen omtalt i tredjeperson af Bowie, og da er det guitaren mere end noget andet, der er selve hr. Stardust.

Mine yndlingssange på albummet er generelt balladerne. Jovist, ‘Moonage Daydream’ og ‘Suffragette City’ er vidunderlige, vilde rocktracks, hvor der er underholdende meget gang i bandet – men på sange som ‘Five Years’, ‘Lady Stardust’ og ‘Rock ‘n’ Roll Suicide’ vendes både musikalske og lyriske glamrockklichéer på hovedet for at skabe medrivende drama. Det er de sange, der er limen i albummet, og ganske symmetrisk er de henholdsvis det første, det midterste og det sidste nummer, hvilket er med til at gøre lytteoplevelsen dynamisk. Der er nogle mindre problemer ved dette album – blandt andet er ‘Hang on to Yourself’ en lidt flad T. Rex-pastiche, der ikke ligefrem spragler med stærke musikalske idéer, og mens ‘It Ain’t Easy’ byder på fed karakterskildring, er dens loud-quiet-loud-dynamik til tider lidt udmattende. Jeg kan dog ikke se bort fra, at jeg elsker teksten, og at hvis den var lidt kortere, ville man have løst en del problemer. Men albummets væld af kreative ideer overstråler klart de få problemer, albummet har. ‘The Rise and Fall of Ziggy Stardust and the Spiders From Mars’ er et konceptalbum af den bedste slags, netop fordi musikken er så fængslende i sig selv, mens konceptet formår at tilføje endnu mere til oplevelsen. Det er et album, der absolut har fortjent sin klassikerstatus, og den er klart en af de bedste glamrockudgivelser nogensinde.

249 – David Bowie – Low (1977)

David Bowie er et af de største musikalske genier nogensinde, og en af de få mennesker, der kan matche hans store kreativitet er Brian Eno, med hvem han bl.a. lavede 3 albums fra 1977 til 1979. Denne trilogi, der i daglig tale kaldes Berlin-trilogien startede med albummet Low, som fik Bowie til at udforske meget uvante sider af sig selv. Hans musik blev her mere eksperimentel end nogensinde før, og over halvdelen af sangene er instrumentale. Hvis man lytter til Low på vinyl, er der en ret klar opdeling af sangene. På A-siden finder man det lidt mere poppede, her har størstedelen vokal på sig, og de er mere energiske. B-siden består af 4 numre, der alle er instrumentale, de fleste er langsomme, og alle sangene ville man nok i dag kalde for ambient – en genre, Eno i stor grad kan takkes for. Jeg kan tit finde på at klage over plader, der deler de hurtige og de langsomme sange så direkte op, for det kan tit ende med at ødelægge albumdynamik fuldstændig. Den store forskel på Low er dog, at de sidste 4 numre til trods for deres tempo er meget begivenhedsrige. Man bliver suget dybt ned i dem.

Jeg sagde tidligere, at de fire ambient-numre alle er instrumentale, men det er de teknisk set ikke. Bowies stemme indgår faktisk på hele tre af dem, men de føles stadig instrumentale, da han bare siger de rene vrøvleord. Hans stemme er heller ikke mixet så højt igen, så han føles mest af alt som en del af instrumentationen. Hans stemme sørger til gengæld for at skabe nogle klare højdepunkter på side to. Der er stort set intet, der gør disse langsomme numre mere intense end bowies skrig, der føles fuldkommen torturerede. Der er ikke blot stærke følelser i hans vokal, der er faktisk stærkest følelser, når hans vokal ikke er der. Der er meget store mellemrum mellem hans vokaloptrædener, og disse er langsomme og stemningsrige. Man sidder spændt og venter, mens nummeret langsomt bygger op, og når det så endelig kommer, så bliver det helt vildt. Der bliver også skabt lidt dynamik med det lidt mere energiske nummer Weeping Wall. Det er ikke hurtigt, når man hører det på egen hånd, men mellem Art Decade og Subterraneans sørger det virkelig for at få lytteren i gang.

De 7 første numre er noget lettere at forholde sig til. De er ikke noget, du nogensinde ville kunne se et stort popnavn lave, men de er stadig virkelig fængende. Denne kvalitet bliver matchet perfekt af den sære instrumentation. Når man hører sange som Breaking Glass og Sound and Vision er der ganske vist en fængende melodi, men synthesizeren, der bevæger sig mellem højtalerne, på Breaking Glass er virkelig sær, og den lange instrumentale opbygning på Sound and Vision, der optager halvdelen af nummeret; de er det definerende på disse numre. Den eneste sang, der bare er i nærheden af at være poppet er Be My Wife, men den er stadig en sindssygt godt gennemarbejdet sang og et klart highlight på pladen. Kontrasten mellem side 1 og side 2 er helt perfekt. De ville hver især have været trættende, hvis de varede et helt albums længde, men måden at sætte dem sammen er helt genial. Jeg tror ikke engang de ville virke uden hinanden – der ville ikke være nogen måde at komme ned på jorden igen efter side 1, og side 2 ville virke kedelig og formålsløs. Sammen skaber de dog en af de bedste plader nogensinde, Low.

277 – David Bowie – Aladdin Sane (1973)

Året er 1973. David Bowie havde lige udgivet sit uden tvivl største album, The Rise and Fall of Ziggy Stardust and the Spiders from Mars det foregående år, og det er siden blevet til en af de uundgåelige plader på alle lister over de bedste albums nogensinde. Og det skulle han så følge op på? Hvordan? Han gjorde det nu ganske elegant med Aladdin Sane, hvorpå man finder 10 rigtig stærke sange. Ligesom med Ziggy Stardust-pladen er meget af musikken meget inspireret af klassisk rock and roll fra 50’erne. Der er Chuck Berry-inspireret guitar, Little Richard-inspireret klaver, Bo Diddley-inspirerede beats og The Platters-inspirerede backingvokaler. Selv pladens nok mest kendte sang, The Jean Genie, minder i en helt utrolig grad om Bo Diddleys I’m a Man, der også har inspireret sange som Mannish Boy og Bad to the Bone. Alle 10 sange på pladen har dog et stadigt moderne flair, der passer meget bedre in i nutidens musiklandskab end Elvis og Fats Domino. Ikke et ondt ord om rockens pionerer, men Bowie har gjort meget mere ud af sin musik.

Aladdin Sane føles ikke som et levn fra fortiden. Det føles som en kreativ sjæl, der hylder giganterne, mens han sørger for at give det hele et frisk pust. Panic in Detroit er mere end bare en ny udgave af Bo Diddley. Bowie fortæller en levende historie, han er excentrisk som bare pokker, hans skrig er så overdrevne, at man bare må skrige med, det er helt fantastisk. Og Drive-In Saturday er mere end bare gammeldags doo-wop, en genre, jeg ofte slet ikke kan udstå. Bowie skaber i stedet en meget rørende sang, hvis corny doo-wop-kor bare gør det hele skønnere og mere sentimentalt. Selv på meget direkte rock and roll-sange, f.eks. hans meget vilde cover af The Rolling Stones-klassikeren Let’s Spend the Night Together, gør han meget kreativt og innovativt. Omkvædet er komponeret fuldkommen om, og klaveret bliver ikke bare spillet vildt, det bliver banket synder og sammen. Synthesizere bliver også tilføjet. De er ikke meget fremtrædende, men de gør sangen meget anderledes. Originalen føles faktisk ret tam, hvis man lytter til de to udgaver lige efter hinanden.

Der er ikke én sang, der ikke bidrager med noget ret unikt til denne plade, og de er alle meget gode på egen hånd. De er faktisk nærmest bedre på egen hånd end sammen. Der er ikke ét nummer på pladen, jeg ikke elsker rigtig højt, men som helhed er det en ret trådløs plade. Jeg lytter til den, og jeg har fået 10 forskellige, meget gode indtryk, og jeg har lyst til mere. Men jeg har ikke rigtig fået noget sammenhængende. Der er en gennemgående stil, ja, men du kunne bytte om på rækkefølgen på alt andet end de to første og den sidste sang, og jeg ville nok reelt ikke lægge mærke til at noget nummer var placeret på et andet sted end normalt. Det er et ret uvæsentligt problem, men det er ikke et, der forsvinder, selv når jeg lytter til denne plade gentagne gange. Det bliver faktisk kun tydeligere. Der er dog 10 virkelig fænomenale sange på denne plade. Du kender måske allerede The Jean Genie og Drive-In Saturday, men lyt gerne til hver eneste sang på denne plade. Så er jeg lidt ligeglad med om du lytter til det i albumform, bare lyt til numrene, for de er alle virkelig gode.

323 – David Bowie – Station to Station (1976)

David Bowie er en af de musikere, der har lavet allerflest kvalitetsalbums. Selv navne som The Beatles, The Rolling Stones eller Bruce Springsteen har svært ved at matche antallet af imponerende plader i mandens diskografi. Efter den mere end ellers artistiske Diamond Dogs og den meget soul-prægede Young Americans gik Bowie i en retning, der kombinerede lidt af begge albums. Hans tiende studiealbum endte da med at hedde Station to Station, og det lægger ud med et hele ti minutter langt titelnummer. Det starter rigtig stille ud med noget sonisk eksperimenterende atmosfærisk lyd. Som nummeret bevæger sig fremad bliver det mere og mere intenst, og flere instrumenter kommer på. Det er faktisk ikke meget ulig progressiv rock som man kan se det hos en gruppe som Jethro Tull. Det er en meget usædvanlig opbygning, og mens den måske ikke er den mest fængende sang nogensinde, føles den altid frisk, og den varmer rigtig godt op mod albummet, også selvom det tager sin tid.

Bowie bliver meget funky på nummeret Golden Years, der nok er den mest kendte sang på Station to Station. Den minder i sin lyd meget om noget, man kunne finde på Young Americans, og melodien er virkelig sjov og dansevenlig, men mest af alt er den varieret som bare pokker. Den blev med god grund et hit, og den er også dejlig varieret fra åbningsnummeret. Word on a Wing virker måske ikke i starten som den bedst skrevne sang på pladen, men den udvikler sig enormt meget, og den har masser af sjæl. Dens hook er virkelig fængende, og det til trods for, at vi faktisk ikke hører den specielt ofte på nummeret. Dens instrumentation er også en stor del af dens charme. Især klaveret er rigtig lækkert. Det er generelt en meget langsom sang, så at få den hurtige, sjove TVC15 bagefter er rigtig dejligt. Det er en ret genial lille sang, og jeg elsker virkelig alting ved den. Den er bygget op af rigtig sjove portioner, og intet kan reelt kaldes vers eller omkvæd herpå, men alle delene er bare skønne og sjove at lytte på.

Bowie vender tilbage til disko-funken med Stay, der virkelig får gang i danseskoene. Den har nogle vidunderlig guitarsoloer, og den afrikansk inspirerede rytme er bare ikke til at stå for. Den minder måske ret meget om John I’m Only Dancing i sin melodi, men det her er en mere funky drejning på sangen, og den passer alligevel godt ind på albummet. Det er ret sjovt, for samtidig med Young Americans optog han en mere direkte disko-fortolkning af nummeret, nemlig John I’m Only Dancing (Again), som han dog først udgav i 1979. Det er meget interessant, at de to sange minder så lidt om hinanden, også selvom de tager udgangspunkt i samme nummer. Selve strukturen er blevet til den samme på begge numre, men ellers er de vidt forskellige. Afslutningsnummeret hedder Wild is the Wind, og det er et cover af titelsangen fra filmen af samme navn, der på dansk fik navnet Vild er Vinden. Det er en langsom, sentimental og følelsesrig sang, som Bowie måske overdramatiserer en smule, men hey, han er Bowie. Det er det, Bowie gør bedst. Bowies liste over fantastiske albums er lang, og Station to Station er i hvert fald at finde derpå.

425 – David Bowie – ChangesOneBowie (1976)

David Bowie var et af de allerstørste musikalske ikoner i 70’erne. Hans præstationer i musikverdenen er intet mindre end mageløse, og han har lavet så mange fantastiske sange, at en David Bowie-opsamling virker som noget fuldkommen umuligt at sammensætte. Ikke desto mindre er det blevet gjort masser af gange, bl.a. i 1976 med ChangesOneBowie. Denne opsamling er opstillet kronologisk, og sådan noget har jeg udtrykt mine problemer med tidligere, men jeg synes, at det er helt fint, når vi snakker Bowie i 1976. Man kommer til at høre hans musikalske udvikling rigtig tydeligt. Det eneste fra før 1971 er desværre Space Oddity, men det er jo begrænset, hvor meget man kunne have på en enkelt vinylplade, og Bowie lavede så mange store numre i 70’erne, at folkene bag pladen virkelig blev nødt til at begrænse sig. Der er i alt 11 numre på pladen, og hver og et er en sand klassiker.

David Bowie var mester i at lave sange, der både kunne blive smilet af og danset til, mens man kunne lave meget dybe analyser af disse. Og i det mere intellektuelt udfordrende felt er der en del af mine absolutte favoritter blandt Bowies mange mesterværker, der desværre ikke er på ChangesOneBowie, enten fordi de var som 1984Panic In Detroit og The Man Who Sold the World desværre ikke er blandt Bowies største hits, eller fordi de som Be My Wife, Sound and Vision, Breaking Glass“Heroes” og Ashes to Ashes bare decideret ikke var udgivet endnu, da denne plade kom. Det kan man selvfølgelig ikke rigtig bebrejde den for, men i dag har vi mange andre Bowie-opsamlinger, der giver et mere tilfredsstillende billede af hans karriere – her kan nævnes bl.a. The Best of Bowie fra 1980, Best of Bowie fra 2002 og The Platinum Collection fra 2005. Der er dog stadig et ret godt udvalg på ChangesOneBowie, man skal bare være klar på, at man ikke får alle klassikerne.

Som hver gang, man kritiserer en greatest hits-plade, kan man lidt komme til at lyde som om, man bare er mopset over, at der er nogle, der foretrækker nogle andre numre, end man selv gør. Jeg vil dog stadig sige, at der er noget meget vigtigt, der mangler, hvis man efter sangens udgivelse lavede en greatest hits-plade med Bowie uden Life On Mars?ChangesOneBowie var – som titlen antyder – oprindeligt anset som begyndelsen til en serie af opsamlinger, som der skulle udkomme nye af med et par års mellemrum. Der udkom dog kun denne og den ret sære ChangesTwoBowie fra 1981 der både indeholdt store hits fra efter etterens udgivelse og mindre kendte sange fra før dette – og underligt nok stadig ingen Life on Mars?ChangesOneBowie er ikke en dårlig opsamling – på ingen måde. Der er bare mange bedre Bowie-opsamlinger derude, så hvis du vil høre Bowie-hits på stribe, er ChangesOneBowie ikke den optimale løsning, og det er heller ikke en, der er specielt let at anskaffe sig. I forhold til sin tid er den dog slet ikke ringe.