Tag-arkiv: Elektronisk musik

249 – David Bowie – Low (1977)

Udgivet den af
Svar

David Bowie er et af de største musikalske genier nogensinde, og en af de få mennesker, der kan matche hans store kreativitet er Brian Eno, med hvem han bl.a. lavede 3 albums fra 1977 til 1979. Denne trilogi, der i daglig tale kaldes Berlin-trilogien startede med albummet Low, som fik Bowie til at udforske meget uvante sider af sig selv. Hans musik blev her mere eksperimentel end nogensinde før, og over halvdelen af sangene er instrumentale. Hvis man lytter til Low på vinyl, er der en ret klar opdeling af sangene. På A-siden finder man det lidt mere poppede, her har størstedelen vokal på sig, og de er mere energiske. B-siden består af 4 numre, der alle er instrumentale, de fleste er langsomme, og alle sangene ville man nok i dag kalde for ambient – en genre, Eno i stor grad kan takkes for. Jeg kan tit finde på at klage over plader, der deler de hurtige og de langsomme sange så direkte op, for det kan tit ende med at ødelægge albumdynamik fuldstændig. Den store forskel på Low er dog, at de sidste 4 numre til trods for deres tempo er meget begivenhedsrige. Man bliver suget dybt ned i dem.

Jeg sagde tidligere, at de fire ambient-numre alle er instrumentale, men det er de teknisk set ikke. Bowies stemme indgår faktisk på hele tre af dem, men de føles stadig instrumentale, da han bare siger de rene vrøvleord. Hans stemme er heller ikke mixet så højt igen, så han føles mest af alt som en del af instrumentationen. Hans stemme sørger til gengæld for at skabe nogle klare højdepunkter på side to. Der er stort set intet, der gør disse langsomme numre mere intense end bowies skrig, der føles fuldkommen torturerede. Der er ikke blot stærke følelser i hans vokal, der er faktisk stærkest følelser, når hans vokal ikke er der. Der er meget store mellemrum mellem hans vokaloptrædener, og disse er langsomme og stemningsrige. Man sidder spændt og venter, mens nummeret langsomt bygger op, og når det så endelig kommer, så bliver det helt vildt. Der bliver også skabt lidt dynamik med det lidt mere energiske nummer Weeping Wall. Det er ikke hurtigt, når man hører det på egen hånd, men mellem Art Decade og Subterraneans sørger det virkelig for at få lytteren i gang.

De 7 første numre er noget lettere at forholde sig til. De er ikke noget, du nogensinde ville kunne se et stort popnavn lave, men de er stadig virkelig fængende. Denne kvalitet bliver matchet perfekt af den sære instrumentation. Når man hører sange som Breaking Glass og Sound and Vision er der ganske vist en fængende melodi, men synthesizeren, der bevæger sig mellem højtalerne, på Breaking Glass er virkelig sær, og den lange instrumentale opbygning på Sound and Vision, der optager halvdelen af nummeret; de er det definerende på disse numre. Den eneste sang, der bare er i nærheden af at være poppet er Be My Wife, men den er stadig en sindssygt godt gennemarbejdet sang og et klart highlight på pladen. Kontrasten mellem side 1 og side 2 er helt perfekt. De ville hver især have været trættende, hvis de varede et helt albums længde, men måden at sætte dem sammen er helt genial. Jeg tror ikke engang de ville virke uden hinanden – der ville ikke være nogen måde at komme ned på jorden igen efter side 1, og side 2 ville virke kedelig og formålsløs. Sammen skaber de dog en af de bedste plader nogensinde, Low.

253 – Kraftwerk – Trans-Europe Express (1977)

Udgivet den af
Svar

Kraftwerk er den uden tvivl den mest populære af de mange tyske krautrock-grupper, der var banebrydende for genrer som electronica, post-punk, post-rock og industriel musik. En af deres mest populære albums er den meget elektronisk prægede Trans-Europe Express fra 1977. Denne åbner med en ganske ensom synthesizer på nummeret Europe Endless, der senere får selskab af en langsom bas-synthesizer og det, der mest af alt lyder som et elektronisk kirkekor. Nummeret får gradvist mere og mere på sig, og andet forsvinder selvfølgelig, så det ikke bliver en rodebutik. Først 2 minutter inde kommer vokal på, men man lægger slet ikke mærke til det, fordi det er komponeret så godt. Der er fine robot-lignende backingvokaler, og meget af sangen bliver også brugt på en solo fra en af de lysere synthesizere. Det er en sjov, glad sang, det til trods for at den er så elektronisk og eksperimentel. Det andet nummer, The Hall of Mirrors starter rigtig simpelt ud med kun en enkel lys synthesizer, der går frem og tilbage. Så kommer der noget synth-bas og percussion på, og et meget dramatisk riff spilles langsomt over dette. Sangen er ret hypnotisk, og et synth-klaver, der begynder ca. 2/3 gennem sangen er fuldkommen manisk.

Så lyder det “eins, zwei, drei, vier”, og en af pladens mere poppede sange begynder. Det er dog kun relativt ment, for til trods for det øjeblikkeligt fængende synth-riff og det sjove beat, så er det en virkelig uhyggelig sang. Som den fortsætter kommer flere og flere lag af synthesizere, og forsanger Ralf Hütter ender med at lyde besat og helt oprigtigt bindegal. Jeg kunne godt have tænkt mig en mere klimaktisk afslutning til nummeret end det simple fade, der er, men det er stadig et meget betagende nummer. Den mest populære sang fra Trans-Europe Express er nok titelnummeret, og dette forstår man godt. Ingen anden sang er nær så god til at lege med tempo og eskaleringer, mens den bare stadig er virkelig creepy. Instrumentation kommer og går, og percussionisterne gør et fantastisk stykke arbejde. Det er et simpelt beat, men det er aparte, og man bliver suget. Sangen fortsætter fuldstændig naturligt over i Metal on Metal, der som sådan bruger samme beat, men her blandet med lyden af industriarbejde. Det er et instrumentalt nummer, og det er med sine 2 minutter ganske kort, men wow, det lyder fedt. Det er et helt nyt synspunkt på, hvad musik er, hvad det kan udrette, og hvordan man kan lave det. I løbet af nummeret bliver trommeslagene højere og højere, og først til sidst kommer en synthesizer, der sætter det hele på plads igen.

Metal on Metal fortsætter lige hvor Trans-Europe Express slap, det er det samme beat og alt muligt, og på samme måde fortsætter Abzug helt naturligt efter Metal on Metal. Det er på mange måder en mere futuristisk udgave af nummeret Trans-Europe Express og disse ord bliver endda sagt på dette nummer, her med robotstemmer. Det bliver meget mere mekanisk end det var før, og det føles nu som om, verden er ved at blive overtaget af ondsindede robotter, der ikke kan sige andet end “Trans-Europe Express” – ikke meget ulig daleks fra Doctor Who eller borgs fra Star Trek. Til sidst hører man på meget dramatisk vis et tog køre forbi, og de tre numre har nu udgjort en virkelig smuk helhed. Det sidste reelle nummer kommer da i form af Franz Schubert, og der er nu endelig skabt fred, hvilket de sjove synthesizere også udtrykker rigtig godt. Der er ingen stemme, der fortæller os, at der er fred, det kan man bare føle dybt inde. Ligeså naturligt som overgangene mellem Trans-Europe Express, Metal on Metal og Abzug kommer en kort outro som meget naturlig fortsættelse af Franz Schubert. Man kan slet ikke høre, hvornår den ene slutter og den anden starter, men outroen, der hedder Europe Endless, har den forskel, at der er vokaler med på Europe Endless. De siger bare det samme ene ord i løbet af et minut: “Endless”. Albummet Trans-Europe Express er et mesterværk, og hvis du ikke kan lide meget elektronisk musik, ville det være et enormt godt springbræt.

305 – Beck – Odelay (1996)

Udgivet den af
Svar

Jeg elsker virkelig spøjse typer, og dette gælder også i musikkens verden. Udover Frank Zappa og Captain Beefheart, så har jeg svært ved at nævne mere unikke musikere end Beck. Beck er ikke typen, der laver meget uforståelig eller utilgængelig musik, men han laver det virkelig i sin egen stil. Han har også lavet meget forskellig musik, men det han nok er bedst kendt for, er hans meget eksperimentelle, genrefusionerende musik på plader som Mellow Gold og Odelay. Odelay fra 1996 var Becks femte album, og det er nok også blevet hans mest berømte gennem singler som The New Pollution, Devil’s Haircut og Where It’s At. Det er svært lige at sætte fingeren på, hvorfor Odelay virker så godt, for alle afkroge af pladen er virkelig gennemtænkte. Først og fremmest er der jo sangskrivningen. Der er ikke to sange, der har melodier, der på nogen måde kunne forveksles med en anden sang på pladen, og det gør dem mere mindeværdige. I det hele taget er de alle meget specielle oplevelser, som bidrager med noget, som virkelig få andre sange kan.

Lyden på Odelay er der til gengæld en ret rød tråd i, hvilket gør pladen mere struktureret. Det forhindrer den dog ikke i at være varieret, men det bevæger sig meget mellem støjrock, hip hop og folk, hvor de forskellige sange så lægger forskellig vægt på disse tre elementer. High 5 (Rock the Catskills) er et eksempel på en sang, hvor hip hop er den væsentligste genre, mens Minus er næsten rendyrket støjrock, og Ramshackle er Becks egen fortolkning af folk-genren. På Hotwax er det stort set lige dele alle tre genrer. Denne meget konsekvente fokus på disse tre genrer gør, at pladen føles som en helhed rettere end bare en masse forskellige sange i en rodebutik. Rækkefølgen på pladen føles også meget gennemtænkt. Man kan slet ikke mærke, at albummet næsten varer en hel time. En meget folk-præget sang vil ofte blive efterfulgt af en sang, der kun lyder en lille smule af folk, og en sang med meget støjende øjeblikke kommer tit lige før eller efter noget mere poppet.

Becks tekster giver ikke rigtig mening på Odelay. Senere i sin karriere blev Beck til en førsteklasses historiefortæller – kig bare på sange som Girl, Lost Cause eller Golden Age, men på Odelay giver teksterne generelt ingen mening. Det er som sådan også ganske charmerende, og det giver en meget syret effekt, for Becks ordvalg er meget eklektiske. Hvorfor skulle de ikke være det? Det hele handler om at finde ord, der lyder godt til musikken, og hvorfor så ikke vælge nogle, der virkelig springer i ørene på lytteren. Bare at kigge på tracklisten kan give et par gode grin – Devils Haircut, Hotwax, Jack-Ass, Sissyneck, High 5 (Rock the Catskills) og Ramshackle er helt fantastiske sangtitler. Noget, der ofte bliver overset ved Odelay er, at mens den ganske vist er virkelig syret og personlighedsrig, så er den stadig ret tilgængelig. De fleste kan ret hurtigt synge med på Devils Haircut, The New Pollution og Where It’s At, og mange vil nok opleve det samme med meget andet på albummet. Odelay er et af 90’ernes største mesterværker. Det får mig altid til at smile, og mere kan jeg virkelig ikke kræve af et album.

341 – Moby – Play (1999)

Udgivet den af
Svar

I 1990’erne gjorde en elektronisk producer ved navn Richard Melville Hall sig rigtig bemærket under navnet Moby. Han var ret kendt i electronica-kredsene lige fra sit første album i 1992, men i 1999 fik han dog sit helt store gennembrud med albummet Play. I 90’erne var det ikke som i dag, hvor electronica er både til højre og venstre i musikindustrien, nej det var ufatteligt svært at blive en superstjerne, hvis man arbejdede med genren. Moby formåede dog at blive virkelig berømt, og det var ikke fordi sangene passede specielt godt ind på radioen, men til gengæld kunne de let bruges i soundtracks til film, spil, tv-serier eller reklamer, og det blev de også virkelig brugt. Et moderne menneske ville nok i tiden omkring årtusindskiftet have hørt halvdelen af albummet i brudstykker, bare på grund af alle de gange, folk lånte hans musik. Og det er forståeligt, at forskellige firmaer ville udnytte sangene, for de kan rigtig let både skabe stemning, sparke røv eller sælge et produkt. Disse smukke toner griber straks fat i lytteren, og man får lyst til at høre efter, uanset hvorvidt man så kan lide musikken eller ej.

Mange af sangene på Play består af ganske få linjer, der er gentaget i uendelighed. Det kunne lyde ganske trivielt, men sange som Honey, Why Does My Heart Feel So Bad og My Weakness udmærker sig hovedsageligt på grund af instrumentationen, der oftest er 100% elektronisk. Lyden udvikler sig virkelig meget, og det er ikke fordi, versene bidrager enormt meget til de sange, der endelig har den slags. Det sørger kun for lidt variation på albummet, og det er også ret godt. Første halvdel af pladen er uden tvivl den del, hvor der er mest fokus på disse numre med store gentagelser i vokalmelodien. Det er i det hele taget den mest poppede side af albummet. 7 af de 8 singler fra pladen findes her, og det er højst sandsynligt disse, du vil ende med at nynne i uendelighed. Jeg vil nok sige, at jeg klart foretrækker første halvdel. Det er trist at anden halvdel ikke imponerer mig nær så meget, for så hober det mindre interessante sig bare op. Anden halvdel er dog slet ikke dårlig. Her finder man mange instrumentale numre, og tit bliver vokalen kraftigt overdøvet af musikken. Moby eksperimenterer også langt mere her, og det resulterer tit i rigtig flotte numre, såsom Inside og The Sky Is Broken.

Man kunne nok trænge til lidt mere punch på anden halvdel. Det er rigtig flot musik, men albummet foretager en enorm u-vending, der mildest talt er en smule distraherende. Det kunne virkelig have været problematisk, hvis Moby ikke havde været så ufatteligt dygtig og kreativ. Mange af sangene sampler nogle virkelig obskure sange. Moby lærte en del af dem at kende gennem opsamlingen Sounds of the South: A Musical Journey from the Georgia Sea Islands to the Mississippi Delta, som blev sammenstøbt af musikhistoriker Alan Lomax. Det er ret imponerende, for selv troede jeg i ufattelig lang tid, at han bare havde fundet nogle gæstesangere. Samtlige stykker passer så godt til Mobys beats, at jeg slet ikke undrede mig over, hvor vokalen stammede fra. Det giver bare så god mening med electronica-produktion. Hvis du kan lide electronica, så er Moby jo en af de helt store i genren, og Play er set af mange som hans hovedværk. Jeg kan dog langt fra garantere, at den vil kunne overbevise dig, hvis du ikke normalt er til genren, men dens skævhed og eksperimenteren gør den let at tilgå.

342 – Depeche Mode – Violator (1990)

Udgivet den af
Svar

Start-80’erne var spækket med new wave-grupper. Når man kigger tilbage på det, virker det helt utroligt, at folk formåede ikke at blive trætte af genren, for hvis du spørger hvem som helst om et kendt 80’er-hit, bliver svaret højst sandsynligt en new wave-sang. Som 90’erne langsomt truede, så blev det svært for de fleste af genrens grupper at holde sig relevante. Mange gik i opløsning, og de eneste, der gjorde noget virkelig markant i det nye årti var Pet Shop Boys, der udgav nogle rigtig gode synthpopplader, Talk Talk, der fandt en niché i post-rock-genren, som de var epokegørende indenfor, og ikke mindst Depeche Mode, hvis mest populære album, Violator, blev udgivet i 1990. Åbningsnummeret World in My Eyes starter ret stille ud. Det er ikke det mest højlydte eller dynamiske på albummet, men der eksperimenteres meget med de syntetiske effekter, og dens tunge beat sørger for, at man bider mærke i musikken fra starten. The Sweetest Perfection bliver mere varieret og dynamisk, og den føles virkelig truende. Melodien er fængende, og synth-strygerne mod midten er virkelig smukke.

Pladens største hit er nok mesterværket Personal Jesus, og den fortjener al sin popularitet. Den er mere rocket end resten af pladen, og den føles mystisk og intens. Dens guitarriff – der i øvrigt kommer fra en “rigtig” guitar, ikke en synthesizer – er et af de bedste nogensinde, og der bliver eksperimenteret rigtig meget med forskellige effekter. Sangen Halo er en af pladens mest dansevenlige numre, navnlig på grund af en meget funky synth-bas. Den har også mange lag af atmosfærisk lyd, der opstår til tider, og det giver sangen mere fylde. Det er ikke deres bedste melodi eller noget, men instrumentationen er virkelig gennemarbejdet. Waiting for the Night har en meget minimalistisk lyd. Den er mere stille end resten, og de få elementer, man kan finde i tracket, er virkelig gennemtænkte. Det bliver måske lidt langtrukkent mod slutningen, men det er stadig et virkelig, virkelig flot nummer. Mere poppet bliver det med megahittet Enjoy the Silence. Dens fængende melodi suppleres af en helt fantastisk tekst, der er meget opgivende, og en instrumentation i mange lag, der gør sangen meget mættet. Det slutter med at forsanger Dave Gahan synger linjen “Enjoy the Silence“, og så er de resterende 2 minutter af nummeret stille, atmosfærisk lyd med en stille guitar som supplement.

Policy of Truth er endnu en af de mest fængende sange på pladen, og her er en guitar igen et fremtrædende instrument. Denne gang er den dog syntetisk. Det gør det dog ikke værre, og bandets lyd er jo også kendt for synthesizerne, der dominerer lydlandskabet. Der kommer klare indflydelser fra industriel musik med nummeret Blue Dress, der med sin hypnotiserende synth-basgang virkelig drager lytteren ind. Violator er uden tvivl et album, hvor Depeche Mode fokuserede mere på lyden end på melodierne, men det er ikke nødvendigvis en dårlig ting. Dette nummer har ganske vist en af pladens svageste melodier, men dens lyd er paranoid og utryg. Lyden er også uden tvivl fokus på afslutningsnummeret Clean, der i store passager kører fuldkommen instrumentalt. Det er et meget flot nummer, og det runder rigtig godt Violator af. Depeche Mode har nogle af deres bedste melodier på denne plade, men mest af alt, så lyder den bare fantastisk. Hvis lyd nogensinde har kunnet opveje knap så formidable melodier, så er det her, for man bemærker slet ikke, at melodierne som sådan ikke er så skarpe igen.

363 – Madonna – Ray of Light (1998)

Udgivet den af
Svar

Madonna er et 80’er-ikon. Der er ingen vej udenom det faktum. Selvom ikke alt hun lavede i 90’erne var decideret dårligt, kan næsten intet af det måle sig med noget, hun lavede i 80’erne. Det vil sige undtagen ét album, som jeg nok ville kalde hendes mesterværk, nemlig Ray of Light fra 1998. I forhold til ikke blot Madonnas tidligere albums men også i forhold til samtidens poplandskab var dette et meget elektronisk album, og det var dette på en meget anden måde end 80’ernes synthpop. Der er naturligvis meget inspiration fra denne epoke, men som den første forskel er lydlandskabet ofte meget mere mættet. Sig hvad du vil om Duran Duran, the Human League og Pet Shop Boys – alle i øvrigt navne, jeg ikke har noget imod – men det er altid virkelig let at få styr på alt, der foregår i deres sange. Alle sange på Ray of Light er til gengæld fulde af interessante musikalske finurligheder, man kan dykke ned i, og disse overfalder hinanden på kraftigste vis. Der er naturligvis nogle knap så intense øjeblikke på de fleste af sangene, men alle numre har også tidspunkter, hvor musikken bare går amok med lag på lag af elektroniske lyde.

Madonna har som sanger næppe nogensinde gjort det bedre end på dette album. Hun er ikke verdens mest teknisk imponerende sangerinde, men hun kan ramme tonerne. Dog får hun virkelig imponeret med sit følelsesregister. Hendes enorme lykke på titelnummeret, hendes tilklyngende nervøsitet på Power of Good-Bye og hendes ensomme bedrøvelse på Drowned World/Substitute for Love er blot nogle af de mest mindeværdige øjeblikke rent vokalmæssigt, men hun giver den altid hele armen. Alle sange er produceret af Madonna, de fleste i samarbejde med William Orbit, og disse har sammen med de to øvrige producere, Patrick Leonard og Marius de Vries, skabt nogle instrumentationer, der passer virkelig godt til melodierne. Produktionen er meget varierende, men man kan sagtens mærke en rød tråd. F.eks. har nummeret Skin, så vidt jeg kan høre, ingen ikke-elektronisk instrumentation med undtagelse af måske trommerne. Derimod er det nogle skønne guitarakkorder, der sammen med en svag elektronisk atmosfære får lov til at åbne titelnummeret.

Noget af det mest fantastiske ved Ray Of Light er, at den slet ikke minder om noget af Madonnas klassiske 80’er-pop. Forstå mig ret, jeg elsker Like a Prayer, Borderline og Material Girl højt, men Ray of Light er meget mere ambitiøst og artistisk. Det er svært at se ned på hendes præstationer, for det er meget tydeligere, at hun har præsteret meget her, selvom hun naturligvis også har arbejdet hårdt med de store 80’er-hits. Det er svært at finde et dårligt punkt ved Ray of Light. Sangene hænger så godt sammen, at man ikke bemærker at pladen er over en time lang, der er masser af variation, og ikke et nummer har en dårlig melodi. Det eneste problem er at et par få sange, navnlig To Have and not to Hold og Little Star godt kunne tåle at være en smule kortere. De er ikke ekstremt lange, de gentager bare sig selv mere end nødvendigt mod slutningen, og de er ellers glimrende melodier. Hvis du er til Madonna, kan jeg på det varmeste anbefale dette album. Hvis du ikke kan udstå madonna, kan jeg stadig på det varmeste anbefale dette album. Kun hvis du virkelig ikke kan udstå elektronisk musik, bør du holde dig væk.

373 – Björk – Post (1995)

Udgivet den af
Svar

Island er et land, der er meget berømt for deres musik. Sigur Rós, Ásgeir Trausti, Of Monsters and Men, Mezzoforte og Emilíana Torrini er nogle af de mest berømte, men ingen af dem overgår Björk, hverken hvad angår popularitet eller kvalitet. Björk har udgivet rigtig mange gode albums, og et af de bedste er hendes tredje album, Post fra 1995. Det åbner med et af Björks mest kendte numre, Army of Me, der med sit aggressive, trip hop-inspirerede beat sparker albummet virkelig godt i gang. Melodien er virkelig fængende, og Björks vekslen mellem stille og højlydt er rigtig smukt og dramatisk. Hyperballad har mere af et dance-beat, og jeg erkender, at jeg ikke er verdens største dance-fan, men Hyperballad er et virkelig interessant, følelsesrigt nummer. Det er betydeligt lystigere end Army of Me, men det føles lige så intenst. The Modern Things, opført delvist på islandsk, starter lidt skidt for mig med et meget sært introvers, som bygger på en metafor, som jeg slet ikke forstår et pluk af. Når det går over i islandsk, kan jeg dog lettere værdsætte den vidunderlige sang, der ikke falmer, selv efter en så god start.

Det meste af Post er et ret elektronisk album, men sangens største hit er et forholdsvis rendyrket bigband-nummer. Det er et cover af Betty Hudsons It’s Oh So Quiet, og det er en virkelig fed udgave. Den benytter flot dynamik, og man kan slet ikke mærke, at det var skrevet over 40 år før resten af albummet. Og på en eller anden måde, så passer det faktisk ind mellem de andre numre. Den efterfølgende Enjoy er mere af et beskidt trip hop-nummer, som gør rigtig meget med sit simple beat. Og trompeten derpå tilføjer meget flavour. You’ve Been Flirting Again er et ambient-nummer, og et ret flot et af slagsen. Der var også brug for noget mere stille efter Enjoy, og især da den efterfølgende sang, Isobel også er trip hop-inspireret, er You’ve Been Flirting Again et ekstra tiltrængt nummer. Isobel er i øvrigt et virkelig flot nummer, og især strygerne på det er imponerende. Det er pladens længste sang, men der sker så meget, at dens længde knap nok bemærkes. Og så kan jeg slet ikke få nok af førnævnte strygere.

Det bliver mere stille med Possibly Maybe, der har en dejlig vinyl-lignende knasen, og Björks excentriske sangstil er virkelig smukt udnyttet her. Det er en ret simpel melodi, men den danner et flot lyd. I Miss You er en storladen, funky lydeksplosion, hvorpå der kan findes nogle pragtfulde blæsersektioner og et vidunderligt klimaks. Det er en af mine yndlingssange fra pladen. Efter dette sjove nummer kommer pladens korteste nummer, Cover Me, der har en rigtig flot, knap så elektronisk lyd. Den er dog virkelig stemningsrig, og det er en ret så interessant oplevelse. Afslutningsnummeret hedder Headphones, og det kører lige fra der hvor Cover Me slap. Lyden starter rigtig stille, men efterhånden bygges der op til et helt enormt klimaks, der faktisk ikke er så højlydt igen, da det bare er Björks stemme, der føles som et helt orkester. Efter klimakset falder lydniveauet, og der bliver langsomt sagt farvel til lytteren. Post er et fantastisk album. Der er utrolig lidt ved albummet, der kunne være bedre, og disse ting er ganske banale. Hvis du kan lide excentrisk musik, så er det nok noget for dig, for det bliver sjældent mere excentrisk end Björk.

428 – Radiohead – Kid A (2000)

Udgivet den af
Svar

Radiohead gjorde sig med albummet OK Computer fra 1997 til et af verdens uden tvivl største rockbands, og tre år efter udgav de et album, som ingen nok havde forventet, at de ville følge op på deres kommercielle succes med. Pladen hed Kid A, og det er nok min absolutte yndlingsplade. Den åbner med den helt fantastiske Everything In Its Right Place, som virkelig tager mig til en anden verden som lytter. Teksten er fuldstændig vanvittig, Thom Yorkes vokal er intens, og sangen er som helhed ganske mareridtsagtig. Der er meget fylde i musikken, og der er også mange elektroniske effekter, der får lyduniverset til at lyde, som om det falder fra hinanden. Titelnummeret er endnu et elektronisk mesterværk. Der sker hele tiden noget nyt et eller andet sted i lyden, og hver gang man lytter til det, finder man nye ting i lyden. Thom Yorkes stemme har et filter på sig, der gør hans ord utydelige, men det formår aldrig at blive irriterende, da det øger stemningen. Da kommer The National Anthem, der med sin utrolige basgang, Thom Yorkes utrolige stemme og nogle fantastiske, jazzede horn, er noget af en oplevelse. Sangen lyder stresset og paranoid, og den er nok en af de bedste sange, nogen nogensinde har lavet.

Da The National Anthem bliver rigtig vild mod slutningen, er det dejligt at få noget lidt mere stille, og How To Disappear Completely har stadig visse ganske højlydte lyde på sig, men disse gør kun den stille sang mere dynamisk. Sangen handler om Thom Yorkes reaktion på at være blevet til en af jordens største rockstjerner, og han er ikke ligefrem for glad for det. Albummet er generelt ikke meget lykkeligt, og det gør sig stadig gældende på det instrumentale nummer Treefingers. Det er et ambient-nummer, og det udnytter helt perfekt rumklang og dynamik. Det er som så meget andet ambient rigtig langsomt, men nummeret udvikler sig stadig til at være utrolig højlydt, og man kan mærke megen tumult i lyden. Efter denne kommer Optimistic, der ironisk nok har en meget dyster lyd. Det er endnu et af de mange utrolige numre, man kan finde på denne plade, og sangen bliver nærmest hypnotiserende, når den når det helt enorme klimaks. Da kommer den lettere forvirrede In Limbo, der føles både ret psykotisk og psykedelisk – og det med stor effekt.

Hele Kid A er bare fantastisk sang efter fantastisk sang, men hvis jeg skulle vælge et klart højdepunkt, ville det nok være den intense, paranoide, sindsforvirrede, stressede Idioteque. Følelserne strømmer bare ud på det nummer, og man kan mærke hver og en virkelig tydeligt. Morning Bell er et mere stille nummer. Yorke lyder meget opgivende på det, og han går i spåner mod slutningen. Det er et ret trist nummer, og det samme kan man let sige om afslutningsnummeret Motion Picture Soundtrack. Hvor hele Kid A er meget mareridtsagtig, er Motion Picture Soundtrack mest af alt lyden af at vågne; at vågne fra noget helt forfærdeligt. ca. et minut efter, Motion Picture Soundtrack slutter, kommer et skjult nummer i form af en ganske kort ambient-outro, der afslutter dette fantastiske album. Kid A er mit absolutte yndlingsalbum, fordi der er så meget stemning, så stærk sangskrivning, så god dynamik, så effektiv struktur og så perfekt helhed. Intet album, jeg nogensinde har hørt, er bedre, og jeg kommer nok aldrig til at høre noget, jeg kommer til at holde af i nær så høj grad.

433 – Brian Eno – Another Green World (1975)

Udgivet den af
Svar

Brian Enos tredje soloalbum, Another Green World, var det første, hvorpå han berørte en genre, som han i dag hænger uløseligt sammen med: Ambient. Mange af sangene på pladen er meget stille, kører ofte på en meget langsom synthesizer uden nogen vokal overhovedet. Der er faktisk kun vokal på 5 af de 14 sange på pladen. Disse sange er dog generelt en smule længere end de instrumentale numre, der kan vare ned til halvandet minut. Og for at være ærlig, så synes jeg, at ambient-numrene ikke er nær så mindeværdige som resten. Forstå mig ret, de lyder fuldkommen fantastisk. Jeg har lyttet til dette album adskillige gange, og det eneste nummer, jeg nogensinde formåede at blive træt af, var St. Elmo’s Fire, og det er kun fordi, den i det hele taget er så god, at jeg har spillet den så ofte uden resten af albummet – dermed er jeg blevet en smule for vant til at høre den. Men min pointe er altså, at de stille, instrumentale sange er rigtig manifesterede i albummet, mens sange som Sky Saw, St. Elmo’s Fire og I’ll Come Running bliver til mere helstøbte, uafhængige oplevelser.

Alle sange med vokal på sig er dog spredt med gode mellemrum. Man kan virkelig nå at blive opslugt af ambient-universet, selvom sangene tit er ret korte. Samtidig er Enos vokal altid et frisk pust, når den endelig kommer. Det er meget dynamisk, og hvert sekund kan man mærke, hvor godt han han har planlagt hele albummet. Der er intet, der føles tilfældigt. Foruden de utrolige optrædener fra Eno selv, møder man også mange store musikanter i løbet af Another Green World: Phil Collins, der dengang var bedst kendt som trommeslager i Genesis, bratschisten John Cale fra The Velvet Underground, guitaristen Robert Fripp fra King Crimson er de absolut største navne, man foruden Eno kan opleve, men alle musikanterne gør det rigtig godt. Og til trods for den tilsyneladende langsomme lyd på visse numre, vil den opmærksomme lytter nok hurtigt opdage, at der altid sker noget nyt nede i de dybe lag. Alene min brug af vendingen “den opmærksomme lytter” kan dog nok afskrække nogle, og det bør de nok også være. Another Green World er lidt af en mundfuld. Man kan ikke nødvendigvis lide den, blot hvis man kan lide andre Eno-producerede albums.

Når Eno arbejder med Ambient, bliver oplevelsen meget mere visuel foran mig. Hver eneste gang, jeg lytter til numre som Becalmed eller Zawinul/Lava, danner en ny musikvideo sig oppe i mit hoved. De er rigtig smukke, men jeg vil helst ikke fortælle for meget om dem, for det kunne ødelægge andres chance for at danne egne billeder. Sangene er også tit meget afslappende, især mod sidste halvdel af pladen. Starten kan godt være lidt vild, men generelt er det et godt album at sætte på, hvis man bare har brug for at slappe af, hvilket man tit får, når man skriver anmeldelser næsten hver dag. Another Green World er et ufatteligt godt album. Man skal være til eksperimentel musik og være klar på, at sangene sjældent er noget specielt uden albummets kontekst. Det er et perfekt eksempel på, at nogle på egen hånd ganske vist ganske gode sange kan skabe noget helt specielt, når det bliver sat i en ordentlig rækkefølge og arbejder godt sammen. Jeg nød det i hvert fald selv rigtig meget.