134 – Pavement – Slanted and Enchanted (1992)

Sidst, jeg snakkede om indie-rockerne fra Pavement var det om deres album Crooked Rain, Crooked Rain fra 1994. Jeg nævnte i denne sammenhæng, at bandet tit havde problemer med rytmen, ikke nødvendigvis ramte alle toner og i det hele taget ikke lyder særlig forberedte. Dog var jeg fuldkommen vild med alt dette, og jeg syntes, at forsanger Stephen Malkmus har så meget karakter, at hans teknisk svage stemme end ikke bliver noget, man må overse – den øger faktisk stemningen. Disse kvaliteter er alle sammen også til stede på deres debutplade Slanted and Enchanted fra 1992. Her er de mere rockede end ellers, og de hårde trommeslag og distorterede guitarriffs er over det hele på pladen. Dog fremvises de tit med en fornemmelse for dynamik. Conduit for Sale! er et godt eksempel på det, hvor det højlydte omkvæd, der gentager vendingen “I’m trying” blæser afsted med fuld kraft, mens versene har noget hurtig spoken word-sludder fortalt over en mere stille basgang. Dynamikken udtrykkes også i løbet af albummet i form af de tit meget korte sange. Halvdelen af sangene på pladen er under 3 minutter lange, og den korteste er kun lidt over et minut langt. I løbet af de korte sange, når Pavement dog at præsentere enormt mindeværdige musikalske ideer, som efterlader et markant aftryk på albummet.

Når man hører Slanted and Enchanted er det påfaldende, hvor uambitiøst det hele lyder. Det er på ingen måde dårligt, det er faktisk ganske mesterligt, men hver eneste sang føles som om, de bare rammer nogle genialiteter ved et uheld. Det hele har et element af spontanitet til sig. De ideer, der bliver præsenteret, virker nærmest for gode til, at de kan planlægges. Det giver dog ingen mening, at man kan være så heldig med 14 sange i træk, der rammer noget så smukt og selvdestruktivt. Det kan simpelthen kun forklares ved, at Malkmus og bandet er fantastiske sangskrivere og producere, der tænker sig grundigt om, når de laver et album. Ligesom med Tim af The Replacements, som jeg anmeldte for nylig, er ungdommelige følelser i højsædet, på Slanted and Enchanted. Man hører dem udfolde sig i mange retninger, fra det nedtrykte på Here, det forvirrede på Fame Throwa, det vrede på Chesley’s Little Wrists og det lettere optimistiske på Summer Babe (Winter Version). Men i det hele taget udtrykker pladen, hvordan det er at være ung, være overvældet af følelser og gå fra den ene til den anden på et splitsekund, uden at man kan se nogen større sammenhæng i livet.

Jeg elsker især, hvordan pladen afslutter. De fleste plader slutter med et stort klimaks a la Free Bird af Lynyrd Skynyrd, A Day in the Life af The Beatles eller en introspektiv afrunding a la Something in the Way af Nirvana. Måske et ironisk modstykke til resten af pladens stil, som After Hours af The Velvet Underground. Slanted and Enchanted slutter derimod af med en sang ved navn Our Singer. Sidste tone i denne sang, bliver skåret af under efterklangen således at hele pladen ender med at føles uafsluttet. Pladen slutter ikke af på trist vis, ikke på glad vis, ikke med nogen rigtig stemning. For hvordan konkluderer man også de ungdommelige følelser, pladen udtrykker? Nummeret handler om at drømme om noget større, og herunder ligger en erkendelse om ubrugeligheden og meningsløsheden ved ungdommen. Det er en nihilistisk sang, som dog end ikke får et musikalsk punktum til sidst. Selv meningsløsheden er meningsløs. Det er i hvert fald den meddelelse, jeg ser fra afslutningen af Slanted and EnchantedSlanted and Enchanted tog mig et stykke tid at anmelde, ikke fordi jeg var i tvivl om, hvad jeg ville sige, men rettere fordi, jeg ville høre den igen og igen. Og det kan jeg absolut anbefale dig også at gøre.

Husk i øvrigt, at stemme på mig til Blogprisen 2016 under kategorien “Bedste blog om musik”.

305 – Beck – Odelay (1996)

Jeg elsker virkelig spøjse typer, og dette gælder også i musikkens verden. Udover Frank Zappa og Captain Beefheart, så har jeg svært ved at nævne mere unikke musikere end Beck. Beck er ikke typen, der laver meget uforståelig eller utilgængelig musik, men han laver det virkelig i sin egen stil. Han har også lavet meget forskellig musik, men det han nok er bedst kendt for, er hans meget eksperimentelle, genrefusionerende musik på plader som Mellow Gold og OdelayOdelay fra 1996 var Becks femte album, og det er nok også blevet hans mest berømte gennem singler som The New Pollution, Devil’s Haircut og Where It’s At. Det er svært lige at sætte fingeren på, hvorfor Odelay virker så godt, for alle afkroge af pladen er virkelig gennemtænkte. Først og fremmest er der jo sangskrivningen. Der er ikke to sange, der har melodier, der på nogen måde kunne forveksles med en anden sang på pladen, og det gør dem mere mindeværdige. I det hele taget er de alle meget specielle oplevelser, som bidrager med noget, som virkelig få andre sange kan.

Lyden på Odelay er der til gengæld en ret rød tråd i, hvilket gør pladen mere struktureret. Det forhindrer den dog ikke i at være varieret, men det bevæger sig meget mellem støjrock, hip hop og folk, hvor de forskellige sange så lægger forskellig vægt på disse tre elementer. High 5 (Rock the Catskills) er et eksempel på en sang, hvor hip hop er den væsentligste genre, mens Minus er næsten rendyrket støjrock, og Ramshackle er Becks egen fortolkning af folk-genren. På Hotwax er det stort set lige dele alle tre genrer. Denne meget konsekvente fokus på disse tre genrer gør, at pladen føles som en helhed rettere end bare en masse forskellige sange i en rodebutik. Rækkefølgen på pladen føles også meget gennemtænkt. Man kan slet ikke mærke, at albummet næsten varer en hel time. En meget folk-præget sang vil ofte blive efterfulgt af en sang, der kun lyder en lille smule af folk, og en sang med meget støjende øjeblikke kommer tit lige før eller efter noget mere poppet.

Becks tekster giver ikke rigtig mening på Odelay. Senere i sin karriere blev Beck til en førsteklasses historiefortæller – kig bare på sange som GirlLost Cause eller Golden Age, men på Odelay giver teksterne generelt ingen mening. Det er som sådan også ganske charmerende, og det giver en meget syret effekt, for Becks ordvalg er meget eklektiske. Hvorfor skulle de ikke være det? Det hele handler om at finde ord, der lyder godt til musikken, og hvorfor så ikke vælge nogle, der virkelig springer i ørene på lytteren. Bare at kigge på tracklisten kan give et par gode grin – Devils HaircutHotwax, Jack-Ass, SissyneckHigh 5 (Rock the Catskills) og Ramshackle er helt fantastiske sangtitler. Noget, der ofte bliver overset ved Odelay er, at mens den ganske vist er virkelig syret og personlighedsrig, så er den stadig ret tilgængelig. De fleste kan ret hurtigt synge med på Devils HaircutThe New Pollution og Where It’s At, og mange vil nok opleve det samme med meget andet på albummet. Odelay er et af 90’ernes største mesterværker. Det får mig altid til at smile, og mere kan jeg virkelig ikke kræve af et album.

328 – Liz Phair – Exile in Guyville (1993)

Hvad i alverden er der sket med Liz Phair? En kunstners udvikling kan betyde mange ting, men for hvert album, hun har udgivet, er hun begyndt at lyde mere og mere som alle andre. Og det er sært, for ingen lød som Liz Phair, da hun udgav sin debutplade Exile in Guyville i 1993. Det var et friskt pust i den store alternative rockscene. Det var musikalsk helt nede på jorden, ingen vilde instrumenter, og intet blær på disse. Og det havde fandeme personlighed. Liz Phair var en stærk personlighed. Hun havde i sine tekster noget at sige om sex, kønsroller og diverse andre samfundsmæssige problemer. Hendes stemme var her så ærlig, så upoleret, til tider decideret falsk, det er smukt. Hun lægger tonsvis af følelser i det hele. Til tider kan hun godt virke lidt monotom i vokalen, men det understøtter ofte stemningen, hun prøver på at skabe. Navnet Exile in Guyville spiller selvfølgelig på den legendariske Rolling Stones-plade Exile on Main St., og præcis som med denne, kan man finde 18 sange på Exile in Guyville. Phair siger endda, at hver sang på hendes plade lyrisk er bygget over sangen med samme plads på Stones-pladen. Det er fandeme ambitiøst.

Phair har måske været rigtig simpel i sin fremgangsmåde, men nogle gange bliver lydlandskabet alligevel virkelig smukt. CanaryGirls! Girls Girls!ShatterFlower og Johnny Sunshine er eksempler på sange, der har en meget æterisk, nærmest shoegaze-lignende lyd, der elegant overtager selve melodiens plads som sangens vigtigste element. I øvrigt, så har hun skrevet nogle vidunderlige, frie, seksuelt stærke tekster, men hun fører sig ikke bare frem som en stærk rollemodel. Nej, hun er faktisk ofte en fuldkommen forfærdelig rollemodel, og det anderkender hun. Med linjer som “Fuck and run, fuck and run, even when I was twelve” får man oprigtigt ondt af hende, især som hun senere i sangen, der i øvrigt hedder Fuck and Run, synger “And whatever happened to a boyfriend – the kind of guy who makes love ’cause he’s in it?”. Hendes ordvalg kan være rigtig skarpe, og hendes brug af bandeord i flæng kan virke meget effektivt, nok fordi musikken ofte er ret blød i det.

Liz Phair forstod virkelig at konstruere et album. Der er godt med hurtige sange, godt med langsomme sange, godt med simple sange, godt med avancerede sange, sange med lavt mixet vokal, sange med højt mixet vokal. Produktionen blev foretaget af Phair selv i samarbejde med den dengang ekstremt ukendte producer Brad Wood. At disse to sammen fik skabt en så helstøbt oplevelse er virkelig flot, men især Phair, der skrev alle 18 sange, skal få ros. Hun har skrevet nogle meget fængende melodier, og nogle melodier, der virkelig stikker ud mellem hinanden, mens de arbejder fænomenalt sammen. Særlig godt er samspillet mellem Flower og Johnny Sunshine. De to sange fungerer så godt i forlængelse af hinanden, at meget af oplevelsen går tabt, hvis man lytter til dem uden hinanden. Jeg har virkelig svært ved at kalde mig Liz Phair-fan, for jeg kan ikke lide noget andet, hun har lavet, men Exile in Guyville er en af 90’ernes bedst sammensatte plader. Jeg ville virkelig ønske, at hun gik tilbage til denne stil, eller i det mindste til noget mere interessant end middelmådig adult contemporary-popmusik.