248 – Jay-Z – Reasonable Doubt (1996)

Der var engang en ung, lovende rapper ved navn Jay-Z. Han havde nogle gode kontakter, heriblandt Mary J. Blige og The Notorious B.I.G., der begge allerede var meget succesfulde, da Jay-Z fik udgivet sit første album, Reasonable Doubt, i 1996. Når man lytter til det, er det ret svært at fatte. Jay-Z er stadig et af de største navne i hip hop, og alle hans gæster på denne plade er enten døde eller irrelevante i dag. Hvornår hørte du sidst noget nyt fra Foxy Brown eller Memphis Bleek? Det er også helt utroligt, hvor god han var dengang. Jeg synes stadig meget godt om ham på albums som Watch the Throne, men her er han på et helt andet niveau. Han er her ridset op som en mafioso a la film som The Godfather, der bliver refereret så tidligt som på første track, Can’t Knock the Hustle. På omkvædet til dette nummer synger Mary J. Blige, og de går fuldkommen naturligt sammen. Blige fjerner slet ikke fokus fra Jay-Z, og til trods for de mange gæster og samples, så er det gennemgående vores kære rapper, der er i fokus. Og på intet album er han så lyrisk imponerende som på dette album, end ikke min favorit, The Blueprint.

Men nu er lyrisk kunnen jo ikke alt, vigtigt er det også at have noget at snakke om. Og mange af sangene handler ikke rigtig om andet end hvor sej en mafioso og rapper, Jay-Z er, og det er han meget dygtig til at gøre med sjov legen med sproget. Der er dog ca. 5 undtagelser blandt de 14 sange, men de begynder at komme ret sent inde. Jeg forstår, at man lige skal introducere Jay-Z, før man undersøger ham dybere, men de første 5 sange handler ikke rigtig om andet end det sædvanlige. Der er dog nogle virkelig fede numre derimellem. Åbningsnummeret er som sagt fantastisk, og Brooklyn’s Finest, som er opført sammen med selveste The Notorious B.I.G., er bare en af de fedeste energibomber på pladen, selvom Biggie nok kommer med en af sine værste linjer nogensinde. Og Dead Presidents, Pt. 2 er muligvis pladens bedste sang, den har et dramatisk beat, den har et godt oldschool Nas-sample i omkvædet, og Jay-Z er rå og direkte i sin levering. Han siger ganske vist, at han er en sej gangster, men han får ikke mafia-lydet til at lyde glamourøst. Det er dog først med track 6, D’Evils, hvor man får ordentlig indsigt i Jay-Z’s problemer som gangster – og det ender med at være en af pladens allerbedste sange.

Andre afvigelser inkluderer Ain’t No Nigga, der nok er den sang på pladen, der sætter mig i den mest usikre situation. På den ene side er den rigtig funky og fængende, og Jay-Z spytter virkelig stærkt – samtidig er den frygtelig sexistisk. Og den er ikke sexistisk på sådan et niveau, at han bruger ord som “bitch”, det er fordi sangen maler ham op som noget kvinder bør sigte efter, selvom han kun er sammen med dem på grund af sex, og han er dårlig til ikke at være utro. Der er også den meget korte Friend or Foe, hvorpå Jay-Z er stillet overfor et dilemma, hvor en af hans nære partnere er ved at udvikle sig til en konkurrent. Det er kort, og det er godt fortalt. Coming of Age er det stort set modsatte. Her introducerer vores mafioso en ung mand, Memphis Bleek, til mafia-livets gode og dårlige sider. Man føler et nærvær mellem dem, og Memphis Bleek er faktisk også ret skarp. Afslutningsnummeret, Regrets, handler om lige det, titlen antyder. Det er en god måde at afslutte en plade, der ellers har fokuseret på at vise hvor sej, Jay-Z er, for så virker han stadig meget menneskelig. Der er nogle ret tidstypiske problemer på Reasonable Doubt: For mange skits, pladen er for lang, og for mange tracks er for ens i tema. Men selv med alle disse problemer, så er Reasonable Doubt en virkelig imponerende hip hop-plade.

305 – Beck – Odelay (1996)

Jeg elsker virkelig spøjse typer, og dette gælder også i musikkens verden. Udover Frank Zappa og Captain Beefheart, så har jeg svært ved at nævne mere unikke musikere end Beck. Beck er ikke typen, der laver meget uforståelig eller utilgængelig musik, men han laver det virkelig i sin egen stil. Han har også lavet meget forskellig musik, men det han nok er bedst kendt for, er hans meget eksperimentelle, genrefusionerende musik på plader som Mellow Gold og OdelayOdelay fra 1996 var Becks femte album, og det er nok også blevet hans mest berømte gennem singler som The New Pollution, Devil’s Haircut og Where It’s At. Det er svært lige at sætte fingeren på, hvorfor Odelay virker så godt, for alle afkroge af pladen er virkelig gennemtænkte. Først og fremmest er der jo sangskrivningen. Der er ikke to sange, der har melodier, der på nogen måde kunne forveksles med en anden sang på pladen, og det gør dem mere mindeværdige. I det hele taget er de alle meget specielle oplevelser, som bidrager med noget, som virkelig få andre sange kan.

Lyden på Odelay er der til gengæld en ret rød tråd i, hvilket gør pladen mere struktureret. Det forhindrer den dog ikke i at være varieret, men det bevæger sig meget mellem støjrock, hip hop og folk, hvor de forskellige sange så lægger forskellig vægt på disse tre elementer. High 5 (Rock the Catskills) er et eksempel på en sang, hvor hip hop er den væsentligste genre, mens Minus er næsten rendyrket støjrock, og Ramshackle er Becks egen fortolkning af folk-genren. På Hotwax er det stort set lige dele alle tre genrer. Denne meget konsekvente fokus på disse tre genrer gør, at pladen føles som en helhed rettere end bare en masse forskellige sange i en rodebutik. Rækkefølgen på pladen føles også meget gennemtænkt. Man kan slet ikke mærke, at albummet næsten varer en hel time. En meget folk-præget sang vil ofte blive efterfulgt af en sang, der kun lyder en lille smule af folk, og en sang med meget støjende øjeblikke kommer tit lige før eller efter noget mere poppet.

Becks tekster giver ikke rigtig mening på Odelay. Senere i sin karriere blev Beck til en førsteklasses historiefortæller – kig bare på sange som GirlLost Cause eller Golden Age, men på Odelay giver teksterne generelt ingen mening. Det er som sådan også ganske charmerende, og det giver en meget syret effekt, for Becks ordvalg er meget eklektiske. Hvorfor skulle de ikke være det? Det hele handler om at finde ord, der lyder godt til musikken, og hvorfor så ikke vælge nogle, der virkelig springer i ørene på lytteren. Bare at kigge på tracklisten kan give et par gode grin – Devils HaircutHotwax, Jack-Ass, SissyneckHigh 5 (Rock the Catskills) og Ramshackle er helt fantastiske sangtitler. Noget, der ofte bliver overset ved Odelay er, at mens den ganske vist er virkelig syret og personlighedsrig, så er den stadig ret tilgængelig. De fleste kan ret hurtigt synge med på Devils HaircutThe New Pollution og Where It’s At, og mange vil nok opleve det samme med meget andet på albummet. Odelay er et af 90’ernes største mesterværker. Det får mig altid til at smile, og mere kan jeg virkelig ikke kræve af et album.

477 – Fugees – The Score (1996)

Lauryn Hill, Wyclef Jean og Pras dannede i 1992 Fugees, som i 1996 brød igennem med deres andet og sidste album, The Score. Hvis du vil høre tilsvininger eller pral, så er der masser af god hip hop fra samtiden at kaste sig over, men hvis man derimod vil høre bidende samfundskritik, så er Fugees en gruppe man burde kaste sig over, og The Score er et godt sted at starte, selvom der jo næsten ikke er andre muligheder. Noget, man hurtigt lægger mærke til, er at Wyclef Jean og Lauryn Hill ikke kun kan rappe, men de er også gode sangere – i Lauryn Hills tilfælde endda en fantastisk en, så det er ikke et tilfælde at hun oftest er den, der hives frem, når der skal synges. Når Wyclef Jean dog af og til får lov til at tage de portioner, lyder han heller ikke værst, selvom han måske har en tendens til at overreagere. Deres cover af Bob Marleys No Woman, No Cry, hvor Wyclef synger er på den måde et godt alternativ til Marleys udgave, men den kan ikke konkurrere med originalen på samme måde, som Lauryn Hill gør på deres cover af Roberta Flacks Killing Me Softly with His Song.

Især No Woman, No Cry passer dog godt ind på albummet, da Marley i løbet af hele albummet har sin indflydelse, og de har moderniseret nummeret en smule, så det har mere at gøre med 90’ernes amerikanske storbyliv. Det er små ændringer, men de ændrer meget på sangen. Hele albummet har meget med storbylivet at gøre, og et andet emne er hvordan tidens hip hop-scene så ud. De nævner ingen navne, for der er jo intet problem, hvis bestemte rappere er materialistiske løgnhalse – men det er surt, hvis vi snakker en stor del, uanset hvem, der nu engang er værst. Numre som How Many Mics, Cowboys og The Mask kritiserer på det groveste kulturen, og de vidste, at dem, der gjorde det, vidste, hvem de var. Produktionen er foretaget af et utal af forskellige mennesker, heriblandt Wyclef, Hill og Pras selv, og de var hele vejen igennem meget inspirerede af reggae, der også spiller en væsentlig rolle på deres debutalbum. Det er rimelig interessant, for albummet inkorporerer næsten ingen reggae-rytmer, og de sampler ikke en eneste reggae-sang, med mindre vi medregner No Woman, No Cry. De havde bare reggae i sjælen, og fik på den måde genskabt det på unormal vis.

Både Pras, Wyclef og Hill er fantastiske lyrikere, og deres flow er meget originalt. De kører sjældent på samme måde igennem en hel sang, de kan gå fra at være stive til løse på et splitsekund. De har på alle mulige måder dynamiske stemmer, der ofte skifter tempo, styrke og punch for at tilføje effekt. De er om noget lidenskabelige, og det føles som om, de er i gang med at ændre verden med deres ord. Noget af det bedste ved dem er dog, at de aldrig føles som selvhøjtidelige gangstere – de er bare tre gutter, der har stærk meddelelser. Hvis du er til hip hop af den mere alternative slags, så er The Score et utrolig let album at anbefale. Det er faktisk så alternativt, at der ikke rigtig indeholder noget af det, som mange ikke kan lide hip hop på grund af. Man behøver slet ikke at være en fan af genren for at kunne nyde det – man kunne lige så godt være fan af reggae eller R&B. Det kan dog hjælpe at have lyttet til noget hip hop før, da sproget sikkert kunne være lidt svært at forstå for en, der ikke har lyttet til nok i forvejen.