Kategoriarkiv: Beck

305 – Beck – Odelay (1996)

Udgivet den af
Svar

Jeg elsker virkelig spøjse typer, og dette gælder også i musikkens verden. Udover Frank Zappa og Captain Beefheart, så har jeg svært ved at nævne mere unikke musikere end Beck. Beck er ikke typen, der laver meget uforståelig eller utilgængelig musik, men han laver det virkelig i sin egen stil. Han har også lavet meget forskellig musik, men det han nok er bedst kendt for, er hans meget eksperimentelle, genrefusionerende musik på plader som Mellow Gold og Odelay. Odelay fra 1996 var Becks femte album, og det er nok også blevet hans mest berømte gennem singler som The New Pollution, Devil’s Haircut og Where It’s At. Det er svært lige at sætte fingeren på, hvorfor Odelay virker så godt, for alle afkroge af pladen er virkelig gennemtænkte. Først og fremmest er der jo sangskrivningen. Der er ikke to sange, der har melodier, der på nogen måde kunne forveksles med en anden sang på pladen, og det gør dem mere mindeværdige. I det hele taget er de alle meget specielle oplevelser, som bidrager med noget, som virkelig få andre sange kan.

Lyden på Odelay er der til gengæld en ret rød tråd i, hvilket gør pladen mere struktureret. Det forhindrer den dog ikke i at være varieret, men det bevæger sig meget mellem støjrock, hip hop og folk, hvor de forskellige sange så lægger forskellig vægt på disse tre elementer. High 5 (Rock the Catskills) er et eksempel på en sang, hvor hip hop er den væsentligste genre, mens Minus er næsten rendyrket støjrock, og Ramshackle er Becks egen fortolkning af folk-genren. På Hotwax er det stort set lige dele alle tre genrer. Denne meget konsekvente fokus på disse tre genrer gør, at pladen føles som en helhed rettere end bare en masse forskellige sange i en rodebutik. Rækkefølgen på pladen føles også meget gennemtænkt. Man kan slet ikke mærke, at albummet næsten varer en hel time. En meget folk-præget sang vil ofte blive efterfulgt af en sang, der kun lyder en lille smule af folk, og en sang med meget støjende øjeblikke kommer tit lige før eller efter noget mere poppet.

Becks tekster giver ikke rigtig mening på Odelay. Senere i sin karriere blev Beck til en førsteklasses historiefortæller – kig bare på sange som Girl, Lost Cause eller Golden Age, men på Odelay giver teksterne generelt ingen mening. Det er som sådan også ganske charmerende, og det giver en meget syret effekt, for Becks ordvalg er meget eklektiske. Hvorfor skulle de ikke være det? Det hele handler om at finde ord, der lyder godt til musikken, og hvorfor så ikke vælge nogle, der virkelig springer i ørene på lytteren. Bare at kigge på tracklisten kan give et par gode grin – Devils Haircut, Hotwax, Jack-Ass, Sissyneck, High 5 (Rock the Catskills) og Ramshackle er helt fantastiske sangtitler. Noget, der ofte bliver overset ved Odelay er, at mens den ganske vist er virkelig syret og personlighedsrig, så er den stadig ret tilgængelig. De fleste kan ret hurtigt synge med på Devils Haircut, The New Pollution og Where It’s At, og mange vil nok opleve det samme med meget andet på albummet. Odelay er et af 90’ernes største mesterværker. Det får mig altid til at smile, og mere kan jeg virkelig ikke kræve af et album.

440 – Beck – Sea Change (2002)

Udgivet den af
Svar

Beck gjorde sig i 1993 berømt med sangen Loser, der er en meget abstrakt, fængende, alternativ sang, der på blot fire minutter blander så meget rock, folk, country, hip hop, psykedelisk musik og blues, at man ikke rigtig kan kalde det for nogen bestemt genre. I 1996 udgav han så albummet Odelay, der blev rost til skyerne til højre og venstre for bl.a. ekstrem høj kreativitet og variation. Beck var nu blevet en stjerne indenfor den mere barokke, sære, eksperimentelle afdeling af musikverdenen. Derfor chokerede det mange, da han i 2002 udgav Sea Change. Beck havde altid været meget uforudsigelig, men Sea Change overraskede nok især mange, fordi det var et forholdsvist traditionelt lydende album. Det er lidt af en blanding af folk og Radiohead. Det har nok meget at gøre med at albummet er produceret af selveste Nigel Godrich, der har produceret alle Radiohead-albums siden OK Computer fra 1997. Han gør lyden rigtig fyldig og interessant. Mens Sea Change kunne være endt som blot et ganske simpelt akustisk folk-rock-album, gjorde Godrich det til et rigtig rigt lydunivers, uden dog på nogen måde at distrahere fra Becks rørende fortællinger.

Becks tekster er utrolig kraftige på dette album. De er egentlig ganske vage, men det gør dem kun lettere at forholde sig til, selvom det selvfølgelig gør det sværere at forstå den store helhed. Det handler dog ikke rigtig om at forstå denne helhed, da det er et meget følelsesdrevet album. Og følelserne kommer rigtig tydeligt igennem, og man kan rigtig let følge med i dem. Hele albummet, med undtagelse af It’s All in Your Mind, blev skrevet på 2 uger, efter Beck og hans kæreste slog op med hinanden. Der er derfor rigtig stor fokus på hjertesorg og følelsesmæssig tumult. Hvis jeg skulle sige noget negativt om Becks anden musik, ville det være, at der sjældent er specielt mange følelser afspejlet i musikken, selvom det på sin vis også har sin charme. For at citere en anden anmelder, som jeg desværre ikke har kunnet finde ud af navnet på, repræsenterer Becks tidligere albums kunstneren Beck. Sea Change repræsenterer mennesket Beck Hansen. Beck er rigtig godt nede på jorden, og han føles utrolig oprigtig og reel. Man kan slet ikke høre, at dette er en form for musik, han ikke var vant til at lave.

Nigel Godrich sørger også for at tilføje masser af elementer, der virkelig sørger for at drive musikken i den rigtige retning. Især de mange strygere, som man i øvrigt knap nok lægger mærke til, gør musikken til en mere hel oplevelse. Der er i de sidste mange år blevet lavet rigtig mange kedelige sange med en fyr, der bare sidder med sin akustiske guitar og driver den af, fordi det er den absolut simpleste form for musik at lave. Kend nogen akkorder, sammensæt et par stykker af dem, og begynd at nynne lidt til dem, og før du ved af det, har du din melodi. Så skal du bare finde på en eller anden tekst, og så er du færdig. Der er utrolig mange, der ikke går meget længere end det, men Beck og Nigel Godrich har sørget for at polere albummet, så det er lige det, det skal ende med at være. Og Godrichs produktion giver også større dynamik, da bl.a. strygere sørger for at tilføje stor variation i lyden, da der ofte opstår helt enorme klimakser, hvor alle mulige lyde når sammen om at skape noget spektakulært. Sea Change er et formidabelt album. Hvis du ikke decideret har noget imod folk-rock, så lyt til det. Det er helt utroligt.