Tag-arkiv: Reggae

46 – Bob Marley and the Wailers – Legend: The Best of Bob Marley and the Wailers (1984)

Udgivet den af
Svar

I 1981 døde reggaelegenden Bob Marley, og i 1984 udkom albummet ‘Legend: The Best of Bob Marley  and the Wailers’, der samlede en række af hans mest afholdte numre på tværs af den store karriere. Denne opsamling er stadig gigantisk den dag i dag – den optræder stadig ofte med en hæderlig position på Billboards ugentlige albumhitliste, og den er uden nærmere konkurrence det bedst sælgende reggaealbum nogensinde. Den er udkommet i mange udgaver gennem tiden, men jeg har valgt at kigge på 2002-udgaven ‘Legend Remastered’, hvor de i modsætning til den oprindelige 1984-udgave har gengivet alle sangene i deres fulde udgave – ja, faktisk var det kun fem af albummets 14 sange på vinyludgaven af 1984, der lyder ligesom de gjorde på albummet, de var taget fra. Det gør derfor. at 2002-albummet er omkring ti minutter længere end den originale udgave. Det er dog generelt ikke noget problem, for skaberne af denne opsamling har været ufatteligt præcise. Jeg har nogle få personlige favoritter, der ikke er kommet med på denne udgave, men på en times tid får vi rundet alle de vigtigste milepæle i Marleys stærke karriere, uden at vi har megen mærkbar slinger i valsen – det skulle lige være de to bonusnumre ‘Easy Skanking’ og ‘Punky Reggae Party’, som jeg vælger at ignorere, da de netop er bonusnumre.

De 14 numre, der ligeledes var på originalen, er dog alle eksemplariske udpluk fra Marleys diskografi. Hans sangskrivning er i alle tilfælde i toppen, og vi hører ham udforske både socialrealisme, kærlighed og spiritualitet med stor oprigtighed og indlevelse. Denne indlevelse skinner også flot igennem i vokalen, hvor det klart føles som om, Marley mener hvert eneste ord, han synger. Bandet, The Wailers, gør også deres del exceptionelt. Uanset om det er de disco-inspirerede grooves fra ‘Could You Be Loved’, den rå, sumpede charme på ‘Satisfy My Soul’ eller den revolutionære bidskhed fra ‘Exodus’, er der et stærkt samspil i bandet, og det står pragtfuldt overfor Marleys sangskrivning. Nu hvor vi netop er ved sangskrivningen, havde Marley et fantastisk øre for melodier. ‘Get Up, Stand Up’ er nok det mest fængende revolutions-anthem, jeg har hørt, og det samme kan siges om hvordan ‘Buffalo Soldier’ behandler historien om en afrikansk mand, der bliver transporteret til USA for at skulle være krigsslave. Han formår også meget flot at sørger for, at disse fængende melodier altid forstærker det tekstunivers, han præsenterer, rettere end at distrahere derfra. Jeg føler vægten af fortællerens angst helt ned i maven, blot jeg nynner ‘I Shot the Sheriff’.

Jeg har vist fokuseret ret meget på opsamlingens mere vrede eller ængstelige dele, men sandheden er, at jeg langt hen af vejen kommer i rigtig godt humør af at høre ‘Legend’. Ikke alene får jeg ofte et smil på læben af bandets stærke instrumentation og Marleys overbevisende levering – jeg bliver også bare glad, fordi mange af sangene på albummet er så fulde af håb, selv dem, der på overfladen er triste eller arrige. Sange som ‘Is This Love’, ‘Three Little Birds’, ‘Stir It Up’ og ‘One Love/People Get Ready’ er dog mere utvetydigt lykkelige, og deres stemning er den, der manifesterer sig over albummet som helhed. Min største anke omkring denne opsamlings kvalitet er nok dens manglende følelse af sammenhæng. Rækkefølgen føles ret gennemtænkt, men der er nogle stunder, hvor albummets flow går godt og grundigt i baglås, mest mærkbart mod slutningen. Hvis ét nummer skulle have været forkortet ligesom på originaludgaven af ‘Legend’, så er det nok ‘Exodus’. Når den næsten otte minutter lange udgave er albummets næstsidste sang, føles det som om, slutningen bare bliver trukket ud, og jeg får svært ved at værdsætte hvor stærkt et nummer, det egentlig er. Og så er ‘Jamming’ ingenlunde et oplagt afslutningsnummer – ‘No Woman, No Cry’ og ‘Get Up, Stand Up’ ville begge klare jobbet bedre i mine øjne. ‘Legend’ er dog stadig en glimrende opsamling. Den er så propfyldt med god musik, at dens succes ikke er svær at forstå.

119 – Diverse Kunstnere – The Harder They Come (1972)

Udgivet den af
Svar

Filmen The Harder They Come fra 1972 var vigtig for reggaemusikken. Det var den første jamaicanske film til at få markant succes internationalt, især i USA, hvor den hurtigt blev et kulthit. En årsag til dette er det spændende plot om en ung mand fra landet, der flytter til Kingston i håbet om at blive berømt sanger, men ender med at blive berygtet kriminel. Denne mand, Ivanhoe Martin, bliver spillet af Jimmy Cliff, der både før og siden har haft mange reggae-hits, og plottet lægger selvfølgelig op til, at der er masser af disse numre på soundtracket. Man får 4 af Jimmy Cliffs egne numre, samt 6 øvrige reggae-numre på soundtrackpladen. Noget, der også er en af filmens klare forcer er netop brugen af musik. Med anden musik, ville filmen nok være en lidt middelmådig og forglemmelig fornøjelse, men sangene er indsat på de helt rette tidspunkter. Sange som Many Rivers to Cross og Sitting In Limbo bliver brugt smukt, og de øger absolut stemningen. Når man lytter til soundtrack-pladen får man derfor helt klare associationer til bestemte scener i filmen, selvom det eneste nummer, der blev skrevet specifikt til filmen var The Harder They Come af Jimmy Cliff.

Den reggae, der er til stede på pladen er generelt af den mere poppede art, især Cliffs egne numre. På hans numre er der kun meget svag accent, og teksterne er meget brede og uspecifikke, fyldt med universelle metaforer rettere end snak om Jah, Zion og dread, udtryk, der ikke siger den almene amerikaner eller europæer særlig meget. Det var nok en faktor i pladens internationale popularitet, ligesom sangene kun ganske sjældent bliver lige så voldelige, som filmen bliver. Der er dog nogle sange, der afspejler filmens voldelige karakter, såsom Johnny Too Bad af The Slickers og Shanty Town af Desmond Dekker, men de skjuler begge en mørk tekst bag en mere simpel facade, og det gør i mine øjne sangene værd at høre mange gange. Da denne plade tager sange fra mange forskellige kunstnere, er der dog nogle markante problemer i forhold til lyden. De lyder tit som om, de ikke bør høre hjemme på samme pladen, da produktionen på Cliffs numre er meget ren, mens den er mere rå på numrene fra Scotty og Toots and the Maytals. Der er også problemer i forhold til stereo-mixingen på Johnny Too Bad, og det bliver i længden meget tydeligt, at de fleste af disse sange aldrig var tiltænkt den samme plade.

Pladen slutter af med at spille to marginalt anderledes udgaver af to sange, der optrådte tidligere på pladen. You Can Get It If You Really Want og The Harder They Come, begge af Jimmy Cliff. Det er i mine øjne et lidt billigt move, og personligt ville jeg have foretrukket, hvis vi ikke fik dem igen. Sitting In Limbo, der ellers ville have afsluttet pladen, ville også have været et glimrende afslutningsnummer. Jeg kan godt se, hvis skaberne af pladen ønskede noget mere fokus på Jimmy Cliff, da han jo også spiller hovedrollen i filmen, men så ville jeg nærmest have foretrukket, hvis de havde givet os nogle Cliff-numre, der slet ikke optrådte i filmen. Uanset hvad, er alle numrene på soundtracket faktisk ganske solide, mindeværdige sange. Jeg har naturligvis mine favoritter, men det er svært at pege på et lavpunkt. Strukturen er desværre ret ringe, og jeg har nok i sidste ende lettere ved at anbefale de individuelle numre end pladen som helhed. Men hvis du har set filmen, så er pladen en god måde at få genoplevet mange af filmens mindeværdige øjeblikke.

123 – Bob Marley and the Wailers – Catch a Fire (1973)

Udgivet den af
Svar

Jeg vil på ingen måde kalde mig selv en reggae-ekspert på nogen måde, men jeg kan dog godt lide genren som helhed. Især undergenren roots-reggae er jeg begejstret for, hvor vi gennem grupper som The Congos, Burning Spear og Black Uhuru udforsker genrens mere politiske og spirituelle aspekter. Genrens store mester er dog nok utvivlsomt Bob Marley med hans gruppe The Wailers. Deres gennembrudsalbum, Catch a Fire fra 1973 er stadig i dag en milepæl i genren. Åbningsnummeret, Concrete Jungle, sætter også tonen klart: det jamaicanske gadeliv er en vildmark. Dette bliver udtrykt gennem flotte poetiske metaforer i lyrikken, men ligeledes er det formidlet gennem sangens dystre, dystopiske lydbillede og den skærende guitarsolo mod slutningen. For ikke at snakke om Marleys både flotte og passionerede vokal, der også er til stede på andet nummer, Slave Driver. Her drager teksten paralleller mellem livet som slave og livet som fattig jamaicaner. Linjen “Today they say that we are free; only to be chained in poverty” er stærk, og så er sangen også fængende som pokker. 400 Years er ligeledes en politisk sang, der sammenligner nutiden med fortiden. Der er dog masser af forskelle mellem denne og Slave Driver. Dels er den sunget af Peter Tosh i stedet for Marley, og derudover lyder det funky groove bare ekstremt godt.

Stop That Train har også Tosh som forsanger, og mens det er en fin sang, blegner den lidt i sammenligning med de andre. Dens lyriske motiver er ikke særlig klare, i hvert fald ikke for mig, og omkvædet bliver lidt trættende i længden, selvom det ville være glimrende i mindre doser. Versmelodien er ikke noget at skrive hjem om, men Tosh giver den hele armen på vokal, så det kan sagtens tilgives. Baby We’ve Got a Date (Rock It Baby) er heller ikke en af mine yndlingssange, især da vi allerede på denne plade har set, at Marley og co. kan præstere meget vigtigere værker end simple kærlighedssange. Det er dog ret befriende med noget lidt mere lystig musik end før, og det er en oprigtigt sød og lykkelig sang, hvor man kan mærke al glæden tydeligt. Derudover er følelserne bare større på næste sang, Stir it Up, der ligeledes handler om kærlighed. Det er et cover af en Johnny Nash-sang, men den er fyldt med meget mere sjæl end Nashs original. Derudover lægger scenariet bare også op til større følelser end Baby We’ve Got a Date (Rock It Baby). Hvor sangen før handlede om at se frem til en date, handler Stir It Up om selve mødet og kærligheden, og sangen føles bare varmere.

Et andet godt eksempel på en mere positiv sang er Kinky Reggae. Her synger Bob om nogle af livets små glæder, som han oplever rundt omkring i byen. Musikken rammer den lidt lumre men alligevel lokkende downtown-stemning helt eminent. Dette gør også, at man får en helt anden lyd end på de to foregående numre, selvom teksten i alle tre tilfælde har været positivt ladet. No More Trouble er ikke rigtig et nummer, hvor teksten er i fokus. Den går an, og dens meddelelse er ganske klar, men den er ikke særlig omfangsrig. Detaljerigdommen er dog muligvis større her end på noget andet nummer, og jeg elsker hver eneste lille tone her. De impulsive guitar-fills, de skægge call-response-sekvenser, de små omend kraftige breakdowns før omkvædene – det hele er pivlækkert. Min favorit på hele pladen er dog nok afslutningsnummeret, Midnight Ravers, hvor koret ytrer de dramatiske ord “You can’t tell the woman from the man, cause they’re dressed in the same pollution”. Hele nummerets stemning er bittersød, og det føles meget flydende idet de tre bestanddele af nummeret ikke rigtig kan inddeles i vers eller omkvæd, selvom de dog har helt unikke identiteter. Det er en solid afslutning, der musikalsk udtrykker en evigt undertrykt skæbne. Catch a Fire er et stjernegodt album, enhver reggaefan bør høre.

169 – Bob Marley & the Wailers – Exodus (1977)

Udgivet den af
1

Jeg tror, alle, der har udforsket Bob Marleys katalog uden for de store hits, har stødt på nogle nye sange, de virkelig er blevet glade for. Og mange af hans albums er også meget gode i deres helhed. Alle har vist deres egne favoritter, men min er Exodus fra 1977, udgivet lige mellem hans gennembrud og hans alt for tidlige død. Bob Marley kan skrive musik i et væld af stemninger, og han leverer guld i alle mulige former på Exodus. De mest kendte numre fra pladen er de mest positivistiske: Three Little Birds og One Love/People Get Ready. Og de føles virkelig oprigtigt optimistiske og fremadrettet lykkelige. De føles ikke som tyggegummipop, der skal få os til at have det bedre ved at ignorere alt det negative i vores liv. Det føles som Bob Marley, der giver os det kram, vi alle har brug for af og til. Og dette til trods for at omkvædet i Three Little Birds ganske naivt går “Don’t worry about a thing, ‘caue every little thing gonna be alright”. Og jeg indrømmer da gerne, at Three Little Birds ikke just var min yndlingssang af Marley, før jeg lyttede til Exodus, men det er her, god albumstruktur kommer i spil.

Disse to numre er nemlig til sidst i pladen, lige efter den romantiske Turn Your Lights Down Low. Ellers følger disse tre ret lystige numre lige efter en lang stribe af knap så glade numre. De er mørke, funky og tit ret truende, især når Marley synger vendinger som “Many more will have to suffer, many more will have to die”. De har tit en meget flot religiøs vinkel, der virkelig gør dem gribende, selv hvis man ikke skulle kende til forholdene på Jamaica dengang, hvilket jeg i øvrigt slet ikke gør. Men han bruger også mange meget vage omend stadig stærke eksempler, der giver sangene en vis holdbarhed. Linjer som “These are the big fish who always try to eat out the small fish”. Hans sprog er så simpelt, at alle kan forstå det, men det er samtidig så stærkt, at alle kan føle det. Det er langt de færreste lyrikere, der på den måde bare kan ramme plet så ofte. Og musikken understøtter ham fuldkommen perfekt. Denne plade er mørkere end nogen anden Marley- eller Wailers-plade, jeg nogensinde har hørt, og det er uanset om man snakker lyd eller lyrik.

Hvad angår den generelle lyd på pladen, så er der ikke noget nummer, der skildrer den bedre end Exodus. Det er et næsten 8 minutter langt nummer, der kalder op til et “Movement of the People”, som sangen selv kalder det. Det bliver vildere og vildere, som sangen skrider fremad, og vendingen “Exodus; Movement of the People” bliver til sidst bare gentaget så mange gange, at det ender med at være virkelig effektivt og nærmest kommanderende. Det giver god mening, at pladen hedder Exodus, for det er på mange måder sangen, pladen drejer sig om. Oven på en så grum plade, så er de tre sidste numre virkelig forløsende. Men ikke alene er pladen enormt følelsesrig, den er faktisk også sjov og dansevenlig. Jeg elsker at hoppe og danse og synge med på de simple omkvæd, det er bare virkelig skægt. Især sidste halvdel af pladen, der også er lidt mere poppet end første halvdel. Og det er som sådan også fint, for så føles det virkelig som om, at der bliver bygget op til det, der er mest fængende og lettest at huske. Jeg kan virkelig ikke finde på en årsag til, at man ikke burde lytte til Exodus, med mindre man virkelig ikke kan udholde Bob Marley. Og hvem kan helt oprigtigt ikke lide Bob Marley?

182 – Bob Marley & The Wailers – Natty Dread (1974)

Udgivet den af
Svar

Efter Eric Claptons cover af reggae-gruppen The Wailers’ I Shot the Sheriff fik de en vis uventet berømmelse, og sanger Bob Marley blev i høj grad til stjernen, da de to andre sangere, Peter Tosh og Bunny Wailer, forlod bandet. Efter dette skiftede de navn til Bob Marley & The Wailers, og de udgav deres første album under dette nye navn i 1974. Pladen hed Natty Dread, og den starter med nummeret Lively Up Yourself. Denne sang er virkelig sjov og løs, og Marley er dejligt charmerende herpå. Der er en interessant bluesguitar, der giver nummeret noget kant, og ellers er det bare et af de bedste eksempler på, hvor godt Marleys positivistisme kan fungere. Andet nummer er No Woman, No Cry, der især blev berømt af live-udgaven fra året efter. Live-udgaven er nok også min favorit, især grundet Marleys meget stærkere vokal derpå og guitarsoloens vigtighed. Ikke at originalen ikke er glimrende, den er et af Marleys hovedværker som lyriker og sangskriver. Melodien er fængende og rørende på en og samme tid, og spirituelt er den opløftende. Them Belly Full (But We Hungry) viser derimod den vrede rebel-Marley på sit højeste. Denne sang er nok min favorit på hele pladen. Han er så vred, så hævngerrig, og musikken bagved støtter dette flot.

Pladen fortsætter i rebel-retningen med Rebel Music (3 O’Clock Roadblock). Denne er også aggressiv på en enormt cool måde. Hvert ord er leveret med enorm spydighed. Når man hører den første gang minder den nok lidt om I Shot The Sheriff, men den udvikler sig virkelig til at være en sang, der står helt for sig selv. Hvis man skulle pege på et væsentligt problem ved Natty Dread, ville det være, at de bedste numre findes i starten. Dette skal ikke forstås som, at numrene bliver dårligere derefter, men det er helt klart de første par stykker, man husker bedst. So Jah Seh er f.eks. også en flot, mørk, rebelsk sang, og den er faktisk meget kreativt arrangeret. Den skiller sig også meget ud ved ikke at følge en formel, der ellers desværre ender med at være ret gennemgående for pladen. Først omkvæd, så vers, så omkvæd, så vers, og til sidst en masse svedig reggae-jam. Denne formel følger titelnummeret, Natty Dread, i så høj grad, at jeg aldrig kan huske meget andet end omkvædet, der er lidt ensformigt. Det er ellers en ret god sang, mens den er der, den efterlader bare ikke et mærke på niveau med resten.

Bend Down Low er stort set bare reggae-jam fra start til slut, men det er ret fedt, og teksten er spirituel og sensuel. Ca. halvvejs inde interpolerer de på ganske kreativ vis Keep-A-Knockin’ af Little Richard. Det er en ganske sjov sang, og der er mange skægge detaljer, der gør nummeret værd at spille flere gange. Talkin’ Blues er ironisk nok ikke en talking blues-sang. Men den fortsætter pænt det spirituelle – eller her nærmest religiøse – tema. Talkin’ Blues har en ret mærkbar tekst med linjer som “‘Cause I feel like bombin’ a church, now that you know that the preacher is lyin'”. Afslutningsnummeret hedder Revolution, og det sætter flot punktum til pladen. Det opsamler pointerne, der er blevet lavet i løbet af pladen, og guitaren derpå er ret så latin-præget. Hvert eneste instrument på dette nummer er flot arrangeret. Det afslutter med at fade, det er jeg ikke verdens største fan af, når afslutningsnumre gør, men det er derudover en yderst tilfredsstillende afslutning. Hvis du er stor fan af reggae, så har du nok allerede lyttet til en hel del Bob Marley, sikkert også denne plade, men du behøver blot at have det mindste til overs for genren, så er denne plade værd at lytte til.

319 – The Wailers – Burnin’ (1973)

Udgivet den af
Svar

Bob Marley er uden tvivl det største navn reggae-musik nogensinde har haft, og det vil højst sandsynligt blive ved på den måde i mange år endnu. Han var dog en del af et band, og dette faktum bliver ofte overset. På de tidlige plader var Marley end ikke den eneste forsanger, og i stedet for at hedde Bob Marley & the Wailers dengang, så hed de blot the Wailers. Det sidste album de udgav under dette navn hed Burnin’, og på det finder man to af gruppens mest kendte numre, nemlig Get Up, Stand Up og I Shot the Sheriff. Get Up, Stand Up starter pladen med, så det er en formidabel start, og I Shot the Sheriff er det tredje nummer. Det er ret tidligt at spille de høje kort, selvom de selvfølgelig ikke dengang kunne vide, hvor store disse sange ville blive. Men på resten af pladen er der også masser af andre rigtig gode sange. En anden rigtig god sang er Hallelujah Time. Rent tematisk følger den emnerne om spirituel frihed fra Get Up, Stand Up, men den er mere stille, så derfor fungerer den godt mellem det højlydte åbningsnummer og den proklamerende I Shot the Sheriff.

Mange af sangene er genoptagelser af sange, the Wailers tidligere havde lavet. Originalerne er på ingen måde nær så kendte, men det forklarer at sange som Small Axe og især Duppy Conqueror kan virke lidt gammeldags i dag i forhold til resten, men stilistisk passer de stadig fint ind. Melodierne holder også stadig, navnlig på Small Axe. Dynamikken på Duppy Conqueror er også meget flot, men jeg bliver altid ret irriteret på en bestemt lyd derpå; der er en af sangerne, der laver en meget irriterende helikopter-lignende lyd med læberne i baggrunden, og det er meget distraherende. Da Bob Marley ikke står fuldstændig i front, så må man også døje med de to andre sangere. De optræder ikke særlig ofte som andet end backingvokalister, men når de står forrest, så gør de ikke noget, Marley ikke kunne have gjort bedre. Marley er en fantastisk sanger, og lyden ville både have været bedre og mere konsekvent hvis Marley var forrest på et nummer som One Foundation.

Når jeg lytter til et album, så værdsætter jeg virkelig en god afslutning på albummet, der virkelig runder det hele af. Det gør den traditionelle jamaicanske sang Rasta Man Chant ikke for mig. Den giver mig ikke rigtig noget rent musikalsk. Den er meget ensartet, og selvom rytmen derpå er rigtig fed og vokalharmonierne er imponerende, så bygger den ikke op mod noget, den er ikke fængende, den kører bare i 4 minutter hvor start og slut lyder præcis som hinanden. Med det sagt, så er alle andre sange på Burnin’ rigtig godt skrevet. De kører fedt over genrens let genkendelige rytmer, og man mærker masser af følelser strømme ud gennem dem. De kører ganske gnidningsfrit, og man kan mærke at kærlighed blev lagt i dem, da de blev lavet. Jeg mangler dog selv et personligt forhold til mange af dem. Jeg tror dette har noget at gøre med, at jeg ikke lytter til specielt meget reggae, hvis jeg ikke skal anmelde det, så derfor er mine forventninger og parametre nok lidt forskruede. Jeg vil dog sige, at hvis du er en stor Reggae-fan, så er Burnin’ bundsolidt håndværk, som stadig holder i dag.

369 – The Police – Reggatta de Blanc (1979)

Udgivet den af
Svar

I 1979 udgav det britiske rockband the Police deres andet album, Reggatta de Blanc, og som navnet antyder, var en stor inspirationskilde for dem reggae, da de lavede dette album. Selvom man kan høre inflydelse derfra, er åbningsnummeret, Message in a Bottle, mere et rendyrket pop-rock-nummer. Og det er endda et rigtig godt et, nok en af gruppens allerbedste sange. Det er sjovt og fængende, men samtidig kan man mærke rigtig forvirrede og oprørte følelser i musikken. Det andet nummer er et titelnummer, hvor alle vokale præstationer er vrøvle-udråb. Det er et vældig sjovt nummer, og bassen tilføjer nogle ganske dramatiske undertoner, der giver musikken mere dybde. Der kommer virkelig gang i den med den punkede It’s Alright for You, der er sunget af trommeslager Stewart Copeland. Nummeret angriber hurtigt lytteren med en virkelig sjov melodi. Hvis du er til bandets mere rå debutplade, er denne sang sikkert noget for dig, for den minder meget om denne lyd. Det er desuden vældig dynamisk, og det er jo rigtig godt.

Bring on the Night er til gengæld meget langt fra debutens lyd. Det er til gengæld vældig eksotisk i sin lyd. Alle tre medlemmer arbejder virkelig godt sammen om at skabe dette, og det simple omkvæd virker rigtig godt. Man kan mærke stærke følelser derpå, men det måtte nu godt være en smule kortere. Sangen Deathwish er lige så lang, men her fungerer længden meget bedre. Et dramatisk Bo Diddley-beat og en virkelig forpint forsanger, Sting, der råber og skriger om død. Lange instrumentale portioner sørger virkelig for at skabe stemning, og sangen føles vældig dødbringende. Ud over Message In A Bottle er denne plades store hit jo Walking on the Moon. Da jeg første gang hørte det, forstod jeg ikke, hvorfor nummeret i det hele taget blev valgt som single, men efter en stund forstod jeg, at den havde rigtig stærke kvaliteter. Det er et næsten hypnotiserende nummer, og jeg bliver gladere for den simple melodi med hver gennemlytning. On Any Other Day er endnu et nummer sunget af trommeslager Stewart Copeland, og det er en bindegal fortælling om en mand, for hvem alt bare går galt. Musikken er ligeledes vældig skør.

The Bed’s Too Big Without You var også udgivet som single, og det er skam et ganske fint nummer, men jeg forstår ikke rigtig hvorfor netop denne sang blev udgivet. Det er en ret monotom post-punk-sang, der virkelig leger med, hvor monotom, den er. Den ender med at lyde bindegal, men samtidig bliver lyden ret irriterende. Contact er et meget lettere nummer at forholde sig til. Den er pladens korteste, men en kort, fængende melodi kan skam også fungere. Does Everyone Stare starter med et kort stykke, hvor Sting bliver overdøvet af et klaver, men efterhånden udvikler det sig til et mere typisk reggae-rock-nummer. Og det er endda et virkelig godt et. Det har mange finurligheder, og efterhånden virker Sting så tilknyttet til at spille vanvittig, at man kan blive lidt bekymret for ham. Dette bliver ikke bedre af den stressede No Time This Time, hvor Sting også har en sær vokaleffekt. Dette nummer afslutter albummet, og det gøres virkelig godt. The Police har aldrig lavet et dårligt album, men Reggatta de Blanc er nu alligevel virkelig let at anbefale til enhver. Det kan dog også siges om alle deres andre plader.

378 – Toots and the Maytals – Funky Kingston (1972)

Udgivet den af
Svar

Den jamaicanske vokalgruppe Toots and the Maytals er et af de største navne indenfor reggae-musik, og selvom de havde udgivet mange albums før det, er deres mest populære album nok alligevel Funky Kingston fra 1972. Det album er også spækket med gode sange. Ingen af melodierne er noget videre banebrydende eller oplysende, men de giver et vædlig godt indblik i jamaicansk musikkultur. Og så er det også oftest virkelig sjovt. De fleste af pladens sange er virkelig skægge at lytte til, og man bliver også virkelig let i dansehumør. Sangerne, især forsanger Toots Hibbert er i så oprigtigt godt humør, at det virkelig let smitter af. Hvis man ikke er i alt for trist humør, så kan nogle af disse sange klart gøre din dag bedre. De fire første numre, Sit Right Down, Pomp and Pride, deres cover af Richard Berrys Louie Louie (bedst kendt med the Kingsmen), og deres cover af Ike og Tina Turners I Can’t Believe er så gode som de nok kunne blive i forhold til ambitionsniveauet, som lader til bare at være at lave noget sjov musik. Men nogle gange har man ikke brug for noget videre ambitiøst, nogle gange skal det bare være sjovt, og det kan Toots and the Maytals finde ud af!

Da albummet kun har otte numre på sig, fylder disse fire halvdelen af albummet, og denne halvdel er jo virkelig fed. Niveauet falder dog ret meget med anden halvdel. Redemption Song er ikke et cover af Bob Marleys klassiker, den var slet ikke skrevet endnu, det er til gengæld en ret middelmådig sang. Toots and the Maytals er nemlig virkelig gode, når vi snakker glæde og sjov, men på en tristere sang som denne, har de virkelig svært ved at røre mig. Pladens værste sang er et cover af doo-wop-sangen Daddy’s Home af Shep and the Limelites. Originalen er ikke engang noget specielt, men med Toots and the Maytals bliver den langsommere, mere monotom og næsten dobbelt så lang, og den gentager sig også oftere. Det er ikke fuldkommen uudholdeligt, men jeg kan slet ikke se, hvorfor de syntes, at det her var en god idé at udgive. Jeg kan ikke mærke nogen motivation, nogen spilleglæde, nogen følelse. Det er ikke engang rigtigt reggae. Det er bare en doo-wop-sang, der tilfældigvis har en reggae-rytme.

Det bliver heldigvis godt igen med det pragtfulde titelnummer, der også er en af gruppens mest berømte sange. Her bliver det endelig virkelig sjovt og musikalsk interessant. Det er uden tvivl pladens bedste sang, for lyden er virkelig varieret og interessant. Der sker hele tiden noget nyt, og det føles mere ambitiøst end noget andet på pladen. Hvis hele albummet var så godt, ville det være helt perfekt. It Was Written Down er ikke nær så godt som noget på første halvdel, men det har absolut masser af charme. Det afslutter dog albummet på en ikke specielt tilfredsstillende måde. Jeg hader nemlig virkelig, når et album afslutter med at fade. Jeg kan slet ikke holde det ud. Hvis et album slutter af med et fade, føler jeg, der burde komme mere, men det gør der ikke. Det føles ikke komplet. Toots and the Maytals har fortjent deres plads i reggae-historien, men som med de fleste reggaekunstnere, vil jeg nok hellere anbefale en opsamling eller bare at lytte til individuelle singler. Dog er Funky Kingston slet ikke et dårligt album, det har bare nogle ret markante fejl på sig. Hvis du kan lide andet af Toots and the Maytals, så kan pladen godt anbefales, men det er ikke den mest helstøbte eller berigende oplevelse, du kommer til at få.

404 – The Clash – Sandinista! (1980)

Udgivet den af
Svar

The Clash er et af historiens største og bedste punkbands, og efter deres tredje og måske bedste plade, London Calling, der i øvrigt var et dobbeltalbum, var det svært for dem at overgå sig selv. London Calling havde rigtig høj variation mellem musikalske stilarter. Det prøvede de så at overgå et år efter med Sandinista!, der har så mange forskellige genrer på sig, at jeg ikke engang vil nævne eksempler på stående fod. Sandinista! var et trippelalbum, og med over to timers musik, får man mere end nok at bide i. Det giver dog sig selv, at de med så meget musik, ikke mestrede alle stilarter lige godt. Punknumre som Police on My Back fungerer naturligvis rigtig godt, og reggae-inspirerede rocknumre som Washington Bullets er også ret fede, for den slags musik lavede de også meget på London Calling. De prøver også en enkelt gang på gospel med den ganske humoristiske The Sound of the Sinners. Det er en meget sjov historie om en fyr, der har taget så mange stoffer, at han tror, han er Jesus.

Selvom jeg elsker pladens variation, kunne jeg nok have undværet deres mange dub-udgaver af tidligere sange. Dub er ikke just min yndlingsgenre, så det har måske noget at gøre det, men jeg kan stadig ikke se meget i disse sange, uanset hvordan jeg perspektiverer det. De er alt for langsomme, og der sker ikke rigtig noget. Det irriterer mig især, at blandt de sidste 5 sange på pladen, er 4 af dem dub-udgaver af andre Clash-sange. Undtagelsen her er Career Opportunities, der ligeledes er en alternativ udgave af en tidligere Clash-sang, men denne er langt fra dub. Det er derimod to meget unge drenge – højst 12 år, der synger den, og selvom de ikke har en tone i livet, har det en vis effekt, at så unge børn synger sangen, lidt som på Pink Floyds Another Brick in the Wall, Part 2. Det er dog ikke det eneste nummer, der ikke lyder spor af The Clash. Hitsville UK åbner med noget, der minder besynderligt meget om You Can’t Hurry Love af the Supremes, og det føles i det hele taget som en hyldest til Motown, hvilket er sært, for vi snakker om et af historiens største punkbands her. Frontvokalen er endda en kvinde ved navn Ellen Foley.

Når Sandinista! er bedst, er det et virvar af alle mulige forskellige stilarter. Når det er værst, er det et værre roderi af usammenhængende middelmådigheder. Sange som Ivan Meets G.I. Joe er ganske vist lige i deres vante territorium, men melodien er decideret svag. Deres forsøg på at inkorporere jazzmusik, If Music Could Talk, er også rimelig svagt skrevet. Vokalmelodien er okay, og saxofonen er faktisk ganske flot, men der er bare intet samspil mellem de to. Jeg ville virkelig ønske, at Joe Strummer bare kunne have holdt sin kæft i løbet af det nummer. Vokalen tilføjer virkelig ikke noget, og det eneste, jeg kan huske den for, er hvor irriterende, den er. Men det hele kommer nok meget an på individuel smag. De sange jeg hader, elsker du måske, og det samme gælder omvendt, men de prøver så meget forskelligt på denne plade, at de virkelig ikke kan tilfredsstille alle hele vejen igennem. Heller ikke jeg, men jeg elsker stadig virkelig dette album. Det er virkelig langt fra perfekt, men der sker så meget, at jeg bare er fascineret af det. Det er så sjovt og legesygt, at jeg ikke kan andet end at anbefale det. Sandinista! er en plade, der vil blive i din hukommelse længe, uanset hvad du så synes om den.

409 – Eric Clapton – 461 Ocean Boulevard (1974)

Udgivet den af
Svar

Eric Clapton havde i 1974 spillet guitar for Bluesbreakers, Blind Faith, Cream, Derek and the Dominos og Yardbirds, og han havde også forladt dem alle. Nå, men så er der jo altid mulighed for en solokarierre. Han havde allerede udgivet en eponym debut i 1970, kort tid efter Derek and the Dominos var blevet dannet, så nu var det vel på tide at følge op på dette, og hans andet soloalbum kom til at hedde 461 Ocean Boulevard, og det endte med at bestå hovedsageligt af covers. Først et af den traditionelle bluessang Motherless Children, og det er en af albummets bedste sange. Clapton er som altid helt ufattelig på guitaren, og hans kendskab til bluesmusik vises også godt frem. Den føles samtidig rigtig nyt og frisk, så man kan sagtens som almindelig rockfan sidde og spille luftguitar for fuld drøn. Da kommer den originale sang Give Me Strength, og lad mig sige det sådan, at Clapton kan gøre meget bedre end det. Det er en ret tam sang, hvor der næsten ikke sker noget. Til gengæld er hans udgave af Johnny Otis-sangen Willie and the Hand Jive rigtig god. Den er stille, men det virker til dens fordel, for den lyder rigtig cool og afslappet.

Cool og afslappet er generelt ord, der beskriver 416 Ocean Boulevard rigtig godt. Get Ready, endnu en original sang, er i hvert fald også sådan. Det er en duet med Yvonne Elliman, som også var med til at skrive sangen, og hun tilføjer meget til sangen. Ellers kunne den nok let have endt med at lyde lidt banal. Pladens største hit er uden tvivl hans cover af den dengang forholdsvis ukendte Bob Marleys I Shot the Sherrif. Og det bedste ved det cover er nok, at det gjorde Bob Marley mere populær. Det afviger ikke specielt meget fra originalen, og hvis Marleys udgave allerede var kendt dengang, var Claptons næppe blevet et hit. Den passer dog godt på albummet som et af de mere højlydte numre, hvilket hjælper på dynamikken. Can’t Hold Out vender tilbage til tendensen med de stille blues-covers, og den er rimelig god, mens den er der, men den ender ikke med at stikke ud mellem andre sange på albummet. Det gør til gengæld hans cover af Duane Allmans Please Be With Me. Det er et af de lystigste numre på pladen, og man bliver helt næstekærlig af at lytte til det.

Pladens sidste originale nummer, Let It Grow, føles meget inspireret af George Harrisons mere stille sange. Der er flotte vokalharmonier og kraftig hippie-mentalitet. Det føles også ganske oprigtigt, hvilket jo aldrig er en dårlig ting. Det er faktisk måske pladens bedste nummer. Det næstsidste nummer er en ret funky udgave af Robert Johnsons Steady Rollin’ Man. Hans fortolkning er rå og fræk, og hans guitarsolo er virkelig god. Man kan rigtig let mærke hans kærlighed for Johnson herpå, og han virker som altid rigtig cool. Som albummet efterhånden når sin ende, bør man efterhånden have opdaget to ting. For det første er Clapton en helt utrolig guitarist, men derudover også at han er en ret så middelmådig sanger. Han er hele tiden så afslappet, fordi han simpelthen ikke kan lægge specielt meget styrke i sin stemme, hvilket hans guitar så mere end blot kompenserer for. Han får heldigvis også et kor til at hjælpe med dette på afslutningsnummeret Mainline Florida. Dette har en rigtig flot guitarsolo, og man føler, at der er en helhed, der bliver rundet af her. Denne helhed, 461 Ocean Boulevard er et rimelig godt album. Det har uden tvivl mange gode øjeblikke på sig, men at det skulle være det mesterværk, folk til tider kalder det, har jeg svært ved at se.