Kategoriarkiv: 1984

46 – Bob Marley and the Wailers – Legend: The Best of Bob Marley and the Wailers (1984)

Udgivet den af
Svar

I 1981 døde reggaelegenden Bob Marley, og i 1984 udkom albummet ‘Legend: The Best of Bob Marley  and the Wailers’, der samlede en række af hans mest afholdte numre på tværs af den store karriere. Denne opsamling er stadig gigantisk den dag i dag – den optræder stadig ofte med en hæderlig position på Billboards ugentlige albumhitliste, og den er uden nærmere konkurrence det bedst sælgende reggaealbum nogensinde. Den er udkommet i mange udgaver gennem tiden, men jeg har valgt at kigge på 2002-udgaven ‘Legend Remastered’, hvor de i modsætning til den oprindelige 1984-udgave har gengivet alle sangene i deres fulde udgave – ja, faktisk var det kun fem af albummets 14 sange på vinyludgaven af 1984, der lyder ligesom de gjorde på albummet, de var taget fra. Det gør derfor. at 2002-albummet er omkring ti minutter længere end den originale udgave. Det er dog generelt ikke noget problem, for skaberne af denne opsamling har været ufatteligt præcise. Jeg har nogle få personlige favoritter, der ikke er kommet med på denne udgave, men på en times tid får vi rundet alle de vigtigste milepæle i Marleys stærke karriere, uden at vi har megen mærkbar slinger i valsen – det skulle lige være de to bonusnumre ‘Easy Skanking’ og ‘Punky Reggae Party’, som jeg vælger at ignorere, da de netop er bonusnumre.

De 14 numre, der ligeledes var på originalen, er dog alle eksemplariske udpluk fra Marleys diskografi. Hans sangskrivning er i alle tilfælde i toppen, og vi hører ham udforske både socialrealisme, kærlighed og spiritualitet med stor oprigtighed og indlevelse. Denne indlevelse skinner også flot igennem i vokalen, hvor det klart føles som om, Marley mener hvert eneste ord, han synger. Bandet, The Wailers, gør også deres del exceptionelt. Uanset om det er de disco-inspirerede grooves fra ‘Could You Be Loved’, den rå, sumpede charme på ‘Satisfy My Soul’ eller den revolutionære bidskhed fra ‘Exodus’, er der et stærkt samspil i bandet, og det står pragtfuldt overfor Marleys sangskrivning. Nu hvor vi netop er ved sangskrivningen, havde Marley et fantastisk øre for melodier. ‘Get Up, Stand Up’ er nok det mest fængende revolutions-anthem, jeg har hørt, og det samme kan siges om hvordan ‘Buffalo Soldier’ behandler historien om en afrikansk mand, der bliver transporteret til USA for at skulle være krigsslave. Han formår også meget flot at sørger for, at disse fængende melodier altid forstærker det tekstunivers, han præsenterer, rettere end at distrahere derfra. Jeg føler vægten af fortællerens angst helt ned i maven, blot jeg nynner ‘I Shot the Sheriff’.

Jeg har vist fokuseret ret meget på opsamlingens mere vrede eller ængstelige dele, men sandheden er, at jeg langt hen af vejen kommer i rigtig godt humør af at høre ‘Legend’. Ikke alene får jeg ofte et smil på læben af bandets stærke instrumentation og Marleys overbevisende levering – jeg bliver også bare glad, fordi mange af sangene på albummet er så fulde af håb, selv dem, der på overfladen er triste eller arrige. Sange som ‘Is This Love’, ‘Three Little Birds’, ‘Stir It Up’ og ‘One Love/People Get Ready’ er dog mere utvetydigt lykkelige, og deres stemning er den, der manifesterer sig over albummet som helhed. Min største anke omkring denne opsamlings kvalitet er nok dens manglende følelse af sammenhæng. Rækkefølgen føles ret gennemtænkt, men der er nogle stunder, hvor albummets flow går godt og grundigt i baglås, mest mærkbart mod slutningen. Hvis ét nummer skulle have været forkortet ligesom på originaludgaven af ‘Legend’, så er det nok ‘Exodus’. Når den næsten otte minutter lange udgave er albummets næstsidste sang, føles det som om, slutningen bare bliver trukket ud, og jeg får svært ved at værdsætte hvor stærkt et nummer, det egentlig er. Og så er ‘Jamming’ ingenlunde et oplagt afslutningsnummer – ‘No Woman, No Cry’ og ‘Get Up, Stand Up’ ville begge klare jobbet bedre i mine øjne. ‘Legend’ er dog stadig en glimrende opsamling. Den er så propfyldt med god musik, at dens succes ikke er svær at forstå.

72 – Prince and The Revolution – Purple Rain (1984)

Udgivet den af
Svar

Princes død var et stort musikalsk tab, og til trods for, at at han på overfladen kunne synes blot at være en fjollet popmusiker, var hans ambition og arbejdsmoral ikke noget at kimse af. En af hans store satsninger var hans første spillefilm, ‘Purple Rain’ fra 1984. Filmen var en stor kommerciel succes, men i mine øjne holder den ikke særlig godt. Det er i grunden en rigtig dårlig film fyldt med kluntet dialog, dårligt skuespil og et tyndt plot. Det eneste punkt, hvor filmen brillerer, er i soundtracket. Hvis vi ser bort fra en alt for lang koncertsekvens mod slutningen, så understøtter alle sangene flot de scener, de knytter sig til. ‘Let’s Go Crazy’ er en energisks måde at sætte stemningen for filmen, ‘Purple Rain’ udgør et følelsesmæssigt klimaks og en nyvunden skrøbelighed hos hovedpersonen, ‘The Beautiful Ones’ læner sig flot op ad hovedpersonernes sensuelle flirten, og ‘When Doves Cry’ understøtter den tumult, hovedrollen går igennem i forholdet med sine forældre. Det er jo alt sammen rigtig fint, men jeg har personligt erfaret, at filmen slet ikke er nødvendig at få set, før man bliver forelsket i soundtracket. Jeg elskede pladen før jeg havde noget indblik i filmen, og jeg elsker den stadig efter at have erfaret filmens middelmådighed.

Prince leverer på ‘Purple Rain’ en kreativ, spøjs blanding af synthfunk og poprock, en lyd, der ikke var ham totalt uvant, men som heller ikke tidligere har været så velskåret. Princes lyd er et potpourri af modstridende indflydelser, hvilket sagtens kunne lede til et værre roderi, men i hænderne på Prince ender det med at skabe nogle nye, farverige klangflader. Det klassiske eksempel, folk fremhæver er ‘When Doves Cry’, der bl.a. udmærker sig ved ikke at have en basguitar på hele nummeret. Der skulle oprindeligt have været både en bas og et keyboard, men keyboardet fik på det endelige nummer lov til at overtage hele bassens funktion. Der er nok også andre faktorer – bl.a. den skarpe melodi, den legesyge tekst og hvordan hvert eneste instrument er arrangeret til at gøre lyden rigere og mere levende – men jeg føler stadig, at keyboardets erstatning af bassen på hvad der ellers er et rigtig funky nummer, er en essentiel del af appealet. Dette niveau af finesse bringer Prince i mine øjne til hvert eneste nummer på ‘Purple Rain’. Uanset om det er den søde kærlighedssang ‘I Would Die 4 U’, den oprørte ‘Computer Blue’ eller den sensuelle ‘Darling Nikki’. De fylder mig alle med en umiddelbar glæde, muligvis bare over hvor lækkert det hele er sammenskruet.

Rækkefølgen på soundtracket er stort set ligesom i filmen. Der er nogle få forskelle, men i mine øjne virker de. I filmen, efter hovedrollen har blottet sig ved at spille ‘Purple Rain’, skal der en triumf til i form af nogle gladere sange. På pladen er disse to, ‘I Would Die 4 U’ og ‘Baby I’m a Star’, rykket ind mod midten af pladen, mens den dramatiske ‘Purple Rain’ passende får lov til at afslutte albummet. Det meste af tiden fungerer pladen faktisk så godt, at man let kunne mistænke Prince for at have sammensat pladen først og derefter have sørget for, at filmen nogenlunde logisk fulgte albummets tracklist så tæt som muligt. Det eneste tilfælde, hvor jeg føler, jeg mere er i gang med at høre på et soundtrack end en helstøbt plade, er den instrumentale sektion i slutningen af ‘Computer Blue’, men selvom lyden på det stykke er lettere soundtrack-agtig, går den også virkelig tilfredsstillende over i ‘Darling Nikki’ bagefter. ‘Purple Rain’ er da også mere end et soundtrack. Det er en fænomenal popplade. Albummet er altid en succes i sociale sammenhænge, og jeg er end ikke tæt på at være træt af den efter at have hørt den adskillige gange op til anmeldelsen.

239 – The Replacements – Let It Be (1984)

Udgivet den af
Svar

Let It Be er titlen på to store albumklassikere. Den mest kendte er selvfølgelig den sidste plade, The Beatles udgav, og den anden er af et lidt mindre kendt band, der dog stadig har opnået enormt imponerende status hos indie-publikummet, nemlig The Replacements. The Replacements lavede i 80’erne en virkelig flot blanding af punk og powerpop. Let It Be var gruppens helt store gennembrud, og det var da også den sidste plade de udgav på et uafhængigt selskab. I løbet af albummet benytter de mange forskellige teknikker til deres sangskrivning. På åbningsnummeret, I Will Dare, arbejder en virkelig lystig guitar og en ganske sjov bas sammen med en sprød, hæs og som sådan ikke særlig køn sangstemme fra forsanger Paul Westerberg om at lave en særdeles oprigtig kærlighedsærklæring. Andre gange går de helt simpelt til værks, f.eks. på den stille Androgynous. Her er instrumentationen blot et klaver og meget svag percussion. Af og til er der en backingvokalist, men det er stadig uden tvivl pladens simpleste sang. Det er også en meget livsbekræftende sang, som man kan føle på et meget nært niveau grundet den simple instrumentation men også bare den gode, varme melodi.

De laver endda et cover, og det er igen et eksempel på, hvorfor de er så fantastiske. Lignende bands ville sikkert fortolke Wire, The Stooges eller The Velvet Underground, for de er jo cool og havde stor indflydelse på undergrunden. Nej, The Replacements fortolker en sang af en af de største, mest latterlige mainstream rockgrupper nogensinde, nemlig Kiss. Men man kan jo ikke bebredje dem, for Black Diamond er en fantastisk sang, og den lyder endnu bedre med The Replacements bag roret, selvom Kiss-essensen stadig er tydelig. Der er dog også mange almindelige, rå, beskidte punkede sange – med titler som Gary’s Got a Boner og Tommy Gets His Tonsils Out ved man godt, hvad man skal forvente, og den væsentligste appel ved disse numre er da også deres grimhed. Hele pladen er meget grim, og det er nok det mest konsekvente. Selv de stille sange er som sådan grimme. Unsatisfied handler jo netop om depression, og Androgynous handler om socialt udstødte individer, der finder tryghed hos hinanden. Og Sixteen Blue handler om at føle sig udenfor.

Man behøver ikke at vide specielt meget om The Replacements for at kunne værdsætte Let It Be. Man skal faktisk blot kigge på det fantastiske cover. Der ser man nogle punkere, der sidder udenfor et hus, og de sidder bare der. De kigger lidt på hinanden, og den ene tørrer en tåre væk. Og samtidig siger en lille tekst under dem “Let It Be”. Og man kan stort set høre Paul Westerberg bede dig om at lade det være, når man læser det. The Replacements gav punkmusikken følelser. Dybe, store og oprigtige følelser. Og det er nok derfor, at beskrivelser som punk, post-punk, new wave, indie og alternativ aldrig helt har virket for mig. Let It Be har mange forskellige former for sange på sig, og de er spredt, så det føles som om, man hele tiden får noget nyt at tygge i. Det er god albumopbygning, og det sørger ikke blot for, at albummet føles meget varieret, men man lægger også i sidste ende mere mærke til de individuelle sange, for de stikker meget ud blandt det, der er omkring dem. Let It Be er et mesterværk, og jeg vil oven i det vove at påstå, at den er bedre end Beatles-pladen af samme navn.

240 – Run-D.M.C. – Run-D.M.C. (1984)

Udgivet den af
Svar

I starten af 80’erne var hip hop noget ret simpelt, der ikke rigtig handlede om noget vigtigt. Gode tekster var der altid, men de fleste sange handlede om kun om fest. Der var nogle få afstikkere om mere alvorlige emner, heriblandt numre af Kurtis Blow og Grandmaster Flash and the Furious Five, men mere alvorlig hip hop begyndte først at blive til en trend efter udgivelsen af Run-D.M.C.’s eponyme debut i 1984. Denne starter med Hard Times, der ret godt præsenterer alle tre medlemmer. For det første er det et af de bedste og mest varierede beats, Jam Master Jay lavede til denne plade. Der er dog også to rappere, og det er trods alt dem, gruppen såvel som pladen er navngivet efter. Det er et cover af en af de få tidlige hip hop-sange med en meddelelse, oprindeligt af Kurtis Blow, men teksten er skrevet bemærkelsesværdigt om. Deres lyd er også mere truende end hans, og deres vekslen mellem de to rappere gør sangen ret levende. Til gengæld er deres flow ret kluntet. Det er den også hos Kurtis Blow, men efter nutidens standarder holder det bare ikke nær så godt når Run og D.M.C. råber højlydt over et simplistisk beat.

Deres mekaniske, nærmest staccato flow og de simplistiske beats er nok det største problem ved pladen, men så er det heldigt at andet track, Rock Box virkelig er et instrumentalt mesterværk. Den har nemlig en svedig rock-guitar spillet af Eddie Martinez, og den gør sangen mere moderne lydende. Deres flow er også mere levende, det selvom sangen bare er et praletrack. På den tredje sang, Jam-Master Jay, praler de om deres DJ, der her scratcher mere end tidligere, hvilket gør sangen ret levende, men beatet er nu lige lovlig simpelt, og det er ikke særlig ulig det, vi allerede har set. Hollis Crew tager simpliciteten i beatet til et helt nyt niveau. Det er kun trommer og af og til scratch. Det sætter selvfølgelig fokus på lyrikken. Men lyrikken er bare standard pralerap, og deres flow er meget forældet. Lydbilledet er desværre præcis det samme på Sucker-M.C.’s, der dog er en klassiker på et lyrisk niveau, for selvom det er pral, så er det ret godt skrevet. Og jeg forstår hvorfor denne sang er så afholdt, men Jam Master Jay har bare virket doven her. Ikke alene er det simpelt, det lyder heller ikke så godt, og det mekaniske flow hjælper ikke.

Der sker mere i beatet på It’s Like That, der har skrevet sig ind i historiebøgerne ved at være Run-D.M.C.’s første single, og det er en god introduktion på mange punkter. Beatet er simpelt, men det er funky og varieret. Teksten handler om materialisme, hvilket var noget helt nyt, og for en gangs skyld passer den stive levering, for det føles som udtalelser, der bliver sat stort punktum ved. På albummet minder den dog lidt meget om Hard Times, men It’s Like That overgår den på alle måder. Wake Up er endnu et forsøg på noget politisk, men det er et ret tamt forsøg. Det handler om en drøm, vores hovedperson havde om verdensfred. Snorkelydene i beatet er ret kreative, men basgangen passer meget dårligt ind, og det føles slet ikke naturligt, når Run og D.M.C. går frem og tilbage. Den ene siger f.eks. bare få små ord i en sætning, såsom “of the”, og så overtager den anden igen. Det lyder bare dumt. 30 Days er en scoresang, men som tidens andre kærlighedstematiserede raps, så er den virkelig kluntet skrevet, og beatet er for hårdtslående. Afslutningsnummeret hedder Jay’s Game, og det er bare et DJ-nummer, hvor tidligere numre bliver samplet. Det er god DJ’ing, men det føles lidt som fyld. I sidste ende  er Run-D.M.C. selvfølgelig en epokegørende plade, men den er godt nok forældet.

 

345 – Talking Heads – Stop Making Sense (1984)

Udgivet den af
Svar

I 1983 holdt Talking Heads tre koncerter i Pantages Theatre i Hollywood, og disse koncerter blev i 1984 sat sammen til filmmesterværket Stop Making Sense, som var instrueret af Jonathan Dmme, der i dag er bedst kendt som instruktøren bag Ondskabens Øjne. Det er en af de bedste musikfilm nogensinde, og hvis du vil se hvordan en helt perfekt koncert skal skæres, så bør du se den. Den er klippet så godt, at det bare ser ud som om, at det er en enkelt koncert, og der sker hele tiden et eller andet på scenen. Gruppen spiller nogle af deres bedste og mest kendte numre, navnligt mange sange fra den dengang helt nye plade Speaking in Tongues, og ingen af numrene har nogensinde lydt bedre. Det er en skøn oplevelse, som jeg på det varmeste kan anbefale enhver. Bandet er desværre gået fra hinanden i dag, men forsanger David Byrne giver stadig fremragende koncerter. Det giver sig selv, at sådan en film også måtte få sig et soundtrackalbum, og sådan et blev udgivet et par måneder efter filmens premiere.

Som album, så er det en fin plade. Som noget, der skal komplimentere filmen, så er den ekstremt skuffende. Næsten halvdelen af numrene, man kunne opleve i filmen mangler, og de, man endelig kan finde på pladen, har de fuldstændig forbyttet rækkefølgen på. Det burde ikke være så svært. Al lyden var jo optaget, og selvom det nok er filmens bedste numre, som pladen har beholdt, så er der intet, der forhindrede dem i i det mindste at sætte dem i rigtig rækkefølge. Den første liveplade, de udgav, var The Name of This Band is Talking Heads, og den var et dobbelt-album. Hvorfor de ikke kunne udgive denne som to LP’er giver slet ingen mening. Musikken er dog intet mindre end fænomenal. Alle Talking Heads’ dengang fem studiealbums bliver repræsenteret med mindst ét nummer, så man får lidt af hvert. Som med filmen er det også vidunderligt opført. Man kan mærke helt enorm spilleglæde fra bandet, og man bliver selv helt glad i låget. Det er bare synd, at det er så komprimeret en udgave af mesterværket.

Heldigvis blev alting gjort godt igen i 1999, hvor en ny udgave af pladen kom. Denne havde undertitlen Special New Edition. Denne udgave er et mesterværk. Det eneste negative, man eventuelt kunne sige om denne plade, er at der end ikke er udgivet en udgave, hvor man får både filmen og dvd’en. Med 1999-udgaven får man alle de flotte numre fra filmen, og selvom visse af dem er redigeret en smule, så gør det ikke rigtig noget. Selv lægger jeg ikke rigtig mærke til det. Til gengæld lægger jeg mærke til, at hele bandet lægger enormt meget kærlighed i musikken. Jeg lægger også mærke til, hvor perfekt numrene komplimenterer hinanden, når de kommer i denne “rigtige” rækkefølge. Pladen lægger stille ud med simplistiske udgaver af Psycho Killer og Heaven, og så begynder det hele straks at eskalere med Thank You For Sending Me an Angel, der altid gør lytteren opmærksom, og som man altid kan bruge til at piske en stemning op. Så i sidste ende må jeg sige, at filmen er et mesterværk, 1984-udgaven af albummet er en fin plade, der dog ikke repræsenterer filmen så godt, og 1999-udgaven af albummet er en af de bedste liveplader nogensinde, hvis ikke den bedste.

411 – Minutemen – Double Nickels on the Dime (1984)

Udgivet den af
Svar

Det amerikanske post-punk band Minutemen udgav i 1984 deres tredje studiealbum, Double Nickels on the Dime, og det består af 43-45 sange alt efter udgaven. Jeg selv har kun lyttet til udgaven fra 1989, hvorpå man finder 43 forskellige sange. De er alle ganske korte, hvilket har både fordele og ulemper. En klar fordel ved albummet er, at man altid får et eller andet nyt i ørerne. Det er hele tiden forfriskende at lytte til, og man føler, at det her tydeligvis ikke gik ud på at få radiohits. Derudover er alle sangene så forskellige. Nogle er meget rolige spoken word-fortællinger, såsom Do You Want New Wave or Do You Want the Truth, Take 5, D. og History Lesson Part 2, hvor sange som West Germany, This Ain’t No Picnic og The World According to Nouns som sådan er decideret hardcore punk. Der er også mange ting indimellem, heriblandt billyde, instrumentale numre og så fantastiske sangtitler som Political Song For Michael Jackson to Sing, The Roar of the Masses Could Be Farts og Untitled Song for Latin America.

Problemet ved at have så korte sange er til gengæld, at det er svært at blive særligt tilknyttet til individuelle punkter på albummet. Som helhed er det rigtig godt, men der er bare så mange forskellige sange, hvor kun ganske få gentager sig på noget tidspunkt. Dog er der rigtig mange ting i musikken, der virkelig hiver fat i lytterens opmærksomhed. Dels fordi musikken er så varieret, men også fordi de varierede lyde alle er så ufatteligt interessante. For ikke at forglemme teksterne; teksterne på Double Nickels on the Dime er meget poetiske. De er ikke spor ulig andet moderne poesi, og mange gange kan det være rigtig filosofisk og samfundskritisk, og ordvalgene er helt fantastiske. Hvis du værdsætter tekstforfattere som Jim Morrison og Bob Dylan, så tager Minutemen meget fra begge deres stilarter, hvilket jo er særpræget, da den frankofile Morrison og den folkekære Dylan er så langt fra hinanden.

Der er også rigtig særpræget instrumentation på albummet. Bassen, spillet af Mike Watt, er virkelig er meget funky. Selvfølgelig, post-punk har næsten altid funk-inspiration i bassen, men Mike Watt gør det næsten præcis, som var det her en funkplade. Og det bedste af det hele er, at det stadig passer rigtig godt til musikken. Udover ham er der kun en trommeslager, George Hurley, og guitarsten D. Boon. Et enkelt nummer, Take 5, D. har også tre gæsteguitarister med, men ellers er det kun de tre, og det kan let mærkes. Produktionen prøver slet ikke på at skjule det, og det er også rart. Produktionen er så simpel, at man næsten føler, at man sidder i studiet sammen med dem, og de virker også som nogle rare gutter, så det har jeg intet imod. Hvis du har mod på en helt unik lytteoplevelse, er Double Nickels on the Dime virkelig let at anbefale. Der er hele tiden en eller anden spøjs ting i lyden, og albummet føles aldrig trivielt, mens man stadig kan følge let med i, hvad der sker. Det er noget af det bedste post-punk derude.

461 – Los Lobos – How Will the Wolf Survive? (1984)

Udgivet den af
Svar

How Will the Wolf Survive? var det amerikanske rockband Los Lobos’ tredje album og det første, de lavede på et større pladeselskab. Albummet åbner med et energisk, hårdtslående blues-rock-nummer ved navn Don’t Worry Baby. Det er rigtig godt valgt, at netop dette skulle være åbningen, da det virkelig får albummet igang med 3 minutters voldsom, Cream-inspireret energi. Efter dette går albummet dog ned i lydstyrke og hastighed med den mere country-rock-inspirerede A matter of Time, der handler om mexicanske immigranter i USA, hvliket er et passende emne, da Los Lobos var fra Mexico oprindeligt. Den har samtidig oven i den stille, landlige lyd også en mexicansk lydende klang, især i forsangerens stemme. Den mexicanske lyd bliver dog endnu mere fremtrædende på Corrida #1, der åbner med festlige mariachi-horn, og en melodi, der lige så godt kunne være en gammel folkesang – men den er helt original. De mexicanske traditioner fortsætter, og dermed bliver sange som Our Last Night og The Breakdown til mere end sædvanlige soft-rock-sange.

B-siden starter med en R&B-inspireret sang ved navn I Got Loaded. Den handler bare om at gå på druk, men den er dejlig sjov og letsindig. Da kommer et nummer, der overgår Corrida #1 hvad angår indflydelse fra mexicansk folkemusik, nemlig Serenata Norteña, der oven i købet er på spansk. Dens melodi bliver måske en kende vammel omkring omkvædet, men dynamikken gør den stadig værd at lytte til. Efter dette får man Evangeline, der er en sød lille soft-rock-sag om en ung pige af netop dette navn. Den er ikke rigtig rent melodisk noget specielt, men en smule legen med sproget gør den mere mindeværdig end ellers. I Got to Let You Know, som den næste sang på pladen hedder, er fuld af energi, fest og glade farver, noget som især sker på grund af utrolig hurtige trommer og sporadiske mariachi-horn, der bringer mere liv til sanguniverset.

Pladens næstsidste nummer er en instrumental sag ved navn Li’l King of Everything, og dennes store bedrift er uden tvivl stemningen. Den lyder næsten keltisk inspireret, hvilket tydeligvis ikke på overfladen virker som noget, der kunne fungere godt omgivet af alle disse mexicanske lyde og kompositionsteknikker, og jeg ville lyve, hvis jeg sagde, at det ikke virker en smule sært på albummet. Der er dog virkelig brug for noget roligt efter I Got to Let You Know, så den passer som sådan ret godt ind, og hvis denne stille, instrumentale, middeltemposang var som alle de andre, var den nok meget mindre mindeværdig. Afslutningsnummeret er på samme måde som åbningsnummeret perfekt placeret. Det hedder Will the Wolf Survive?, og på samme måde som A Matter of Time omhandler den mexicanske immigranter, men lyden her er mere dramatisk og en kende mere fortvivlet og bombastisk, hvilket gør det til en god afslutning. Alt i alt er How Will the Wolf Survive en ulv, der om noget har overlevet tidens tunge tand takket være en god blanding af eksotisk mexicansk folkemusik og amerikansk rock.

481 – The Smiths – The Smiths (1984)

Udgivet den af
Svar

Før Nirvana gjorde alternativ rock til noget, alle og enhver lyttede til i hele verden, var der et andet band, der 7 år forinden havde fået enorm kommerciel succes med deres debut. Jeg snakker selvfølgelig her om The Smiths med albummet af samme navn. I modsætning til Nirvana fik The Smiths desværre kun større succes i Storbritannien og omegn, og jo længere væk fra Manchester man var i 1984, des sværere ville det være at finde nogen, der kendte til The Smiths. De er dog et af de bedste bands, 80’erne har at byde på, og næsten intet af tidens musik lød som dem. Deres tekster er drevet af angst, sorg og i stor grad også dårlige minder. Forsanger Morrissey har en meget særpræget stemme, og da jeg selv for første gang lyttede til the Smiths, var jeg ikke helt så glad for det. Det er uden tvivl noget man skal vænne sig til, men nu har jeg ingen problemer med den. Den udtrykker følelsesmæssige lavpunkter bedre end de flestes, selvom han synger decideret falsk ofte, og for mange lyder den nok fuldkommen latterlig.

The Smiths er, hvis man lige kan overkomme Morrisseys stemme, et rigtig let tilgængeligt band. Morrissey har sammen med guitarist Johnny Marr skabt meget fængende og ofte rørende melodier, hvis styrke bliver øget utrolig meget af Morrisseys stemme. Johnny Marr spiller aldrig en eneste guitarsolo på denne plade, men selvom han for det meste holder sig i baggrunden, gør han helt fantastiske ting, hvis man lytter efter. Han gør disse langsomme, triste melodier rigtig fyldige, så der virkelig er noget at bide i. Oftere end det, er det dog musikken, der bider i lytteren. Det er følelsesrigt, og det varer altid absolut lige den tid det skal, for at man er mest muligt rørt mod slutningen. Sangene handler oftest om Morrisseys opvækst i Manchester, og der bliver fokuseret meget på historiens mere triste sider. Han bliver på den måde meget samfundskritisk overfor ting som skolegang og sex, og hvad han ellers hader. Når Morrissey taler uden musik virker han mest af alt som et brokkehoved, der hader alt og alle. Når han til gengæld synger, får man utrolig meget sympati for ham.

The Smiths blev senere til en af grundpillerne for den utrolig store britpop-genre, der udbredte sig i 90’erne med bands som Oasis, Blur, Suede, Pulp og The Verve. I modsætning til så meget andet popmusik fra tiden, var The Smiths grimme, groft producerede og lyrisk meget kritiske. Samtidig har de dog den hjertevarme og sødme, som gør, at et poppublikum sagtens kan lytte til dem uden at kalde det for larm. Man kan faktisk knap nok høre, at det er så grimt igen, hvis man ikke lige tænker over det. Det føles bare specielt, hvilket gør, at de stadig lyder friske nu, næsten 30 år efter udgivelsen. The Smiths er et album for alle, der gerne vil have noget skævere, noget spøjsere, noget lidt grimmere i deres popmusik. Men lyt gerne til pladen flere gange, hvis du ikke er vant til Morrisseys stemme, for den tager virkelig noget tid at vænne sig til, men når man først kan acceptere den, ender man med at elske den.