I 1983 holdt Talking Heads tre koncerter i Pantages Theatre i Hollywood, og disse koncerter blev i 1984 sat sammen til filmmesterværket Stop Making Sense, som var instrueret af Jonathan Dmme, der i dag er bedst kendt som instruktøren bag Ondskabens Øjne. Det er en af de bedste musikfilm nogensinde, og hvis du vil se hvordan en helt perfekt koncert skal skæres, så bør du se den. Den er klippet så godt, at det bare ser ud som om, at det er en enkelt koncert, og der sker hele tiden et eller andet på scenen. Gruppen spiller nogle af deres bedste og mest kendte numre, navnligt mange sange fra den dengang helt nye plade Speaking in Tongues, og ingen af numrene har nogensinde lydt bedre. Det er en skøn oplevelse, som jeg på det varmeste kan anbefale enhver. Bandet er desværre gået fra hinanden i dag, men forsanger David Byrne giver stadig fremragende koncerter. Det giver sig selv, at sådan en film også måtte få sig et soundtrackalbum, og sådan et blev udgivet et par måneder efter filmens premiere.

Som album, så er det en fin plade. Som noget, der skal komplimentere filmen, så er den ekstremt skuffende. Næsten halvdelen af numrene, man kunne opleve i filmen mangler, og de, man endelig kan finde på pladen, har de fuldstændig forbyttet rækkefølgen på. Det burde ikke være så svært. Al lyden var jo optaget, og selvom det nok er filmens bedste numre, som pladen har beholdt, så er der intet, der forhindrede dem i i det mindste at sætte dem i rigtig rækkefølge. Den første liveplade, de udgav, var The Name of This Band is Talking Heads, og den var et dobbelt-album. Hvorfor de ikke kunne udgive denne som to LP’er giver slet ingen mening. Musikken er dog intet mindre end fænomenal. Alle Talking Heads’ dengang fem studiealbums bliver repræsenteret med mindst ét nummer, så man får lidt af hvert. Som med filmen er det også vidunderligt opført. Man kan mærke helt enorm spilleglæde fra bandet, og man bliver selv helt glad i låget. Det er bare synd, at det er så komprimeret en udgave af mesterværket.

Heldigvis blev alting gjort godt igen i 1999, hvor en ny udgave af pladen kom. Denne havde undertitlen Special New Edition. Denne udgave er et mesterværk. Det eneste negative, man eventuelt kunne sige om denne plade, er at der end ikke er udgivet en udgave, hvor man får både filmen og dvd’en. Med 1999-udgaven får man alle de flotte numre fra filmen, og selvom visse af dem er redigeret en smule, så gør det ikke rigtig noget. Selv lægger jeg ikke rigtig mærke til det. Til gengæld lægger jeg mærke til, at hele bandet lægger enormt meget kærlighed i musikken. Jeg lægger også mærke til, hvor perfekt numrene komplimenterer hinanden, når de kommer i denne “rigtige” rækkefølge. Pladen lægger stille ud med simplistiske udgaver af Psycho Killer og Heaven, og så begynder det hele straks at eskalere med Thank You For Sending Me an Angel, der altid gør lytteren opmærksom, og som man altid kan bruge til at piske en stemning op. Så i sidste ende må jeg sige, at filmen er et mesterværk, 1984-udgaven af albummet er en fin plade, der dog ikke repræsenterer filmen så godt, og 1999-udgaven af albummet er en af de bedste liveplader nogensinde, hvis ikke den bedste.