Tag-arkiv: Art-punk

44 – Patti Smith – Horses (1975)

Udgivet den af
Svar

»Jesus died for somebody’s sins, but not mine« – med disse provokerende linjer indleder protopunkeren Patti Smith sin nyfortolkning af Them-sangen ‘Gloria’, der fungerer som åbningsnummer på hendes debutalbum ‘Horses’ fra 1975. ‘Horses’ var forud for sin tid. Hvis det var udkommet i dag, var der muligvis klistret et postpunkprædikat over det, eller muligvis den evigt populære paraplyterm alternativ rock. Man kan høre albummets genklang i talrige musikere gennem tiden: PJ Harvey, Nick Cave, The Replacements, Blondie og Nirvana står frem som nogle af de mest tydelige eksempler på kunstnere, der skylder Smith en hel del. På ‘Horses’ viser hun sig ikke blot som en stærk sangskriver og performer, hun står frem som en malerisk, bidende og fandenivoldsk poet. Ganske vist har der været poetiske skikkelser i rockmusikken før hende – Bob Dylan, Jim Morrison og Leonard Cohen kan blandt andre nævnes – men det er svært at komme i tanker om nogen før Smith, der i samme grad formåede på en gang at være så oprørsk og attituderig i det poetiske univers, hun præsenterer. Selv i sin skrevne form brager hendes lyrik frem med punket viljestyrke. Teksterne er nærmest umulige at adskille fra rocken som kulturel institution.

På de to længste numre, ‘Birdland’ og ‘Land’ går hun endda til tider over i noget spoken word, som hun serverer med en på overfladen impulsiv levering. Det betyder dog på ingen måde, at musikken spiller andenviolin. Disse to – især ‘Land’ – er trods deres skramlede lyd nogle af de mest musikalsk komplekse stykker på hele pladen, og bandet sørger virkelig flot for at holde det følelsesmæssige intensitetsniveau ved lige. Disse numre er som store dele af pladen grimme, skramlede og dissonerende. Smith bruger i løbet af albummet tit denne uslebne lyd til at skabe en ægthed, der sjældent var matchet af samtidens kunstnere. I modsætning til punkbølgen, der fulgte i kølvandet på ‘Horses’, er det dog kun små dele af ‘Horses’, der er vred. Hun skildrer lige så ofte, hvis ikke oftere, en stor eksistentiel krise, der er yderst fascinerende at følge. Der er masser af op- og nedture i løbet af albummet, hvilket også sørger for en varierende og altid givende lytteoplevelse. Smith har været god til at ramme et bredt dynamisk spændingsfelt i løbet af albummet, helt fra den tætpakkede afslutning på ‘Free Money’ til den dødbringende langsomme melankoli på størstedelen af ‘Elegie’.

Hvis det lyder lidt som om, at universet på ‘Horses’ er et mørkt, humorforladt landskab, så er det ikke helt korrekt. Albummet starter som sagt med noget så kækt som et Them-cover, og trods sine nye provokerende åbningslinjer, er ‘Gloria’ i sit hjerte stadig en kærlighedssang. Smith har også god sans for at inkludere passager, der får mig til at smile, blandt andet på ‘Land’ og ‘Free Money’. Men mest mærkbart bliver humøret løftet af to poppede sange, jeg ville blive fristet til at kalde for new wave, hvis de ikke var fra et par år før det begreb gav mening at bruge: ‘Redondo Beach’ og ‘Kimberly’ er to numre, der splitter mig lidt. Som popsange er begge virkelig vellykkede, og hvis hverken The Pretenders, Elvis Costello eller Blondie har hørt dem, bliver jeg virkelig overrasket. Men omvendt tog det mig noget tid lige at acceptere dem. Deres udadtil joviale natur var i starten ret distraherende på et ellers så råt og rebelsk album, men med tiden viste deres grumme undertoner sig for mig. Jeg synes dog fortsat, at de stikker lidt for meget ud, og det er synd, men det er også lidt noget flueknepperi fra min side. ‘Horses’ holder stadig rigtig godt i dag. Den fortsætter stadig med at inspirere talrige nye musikere, for den rammer ironisk nok noget tidløst med sin tidsånd.

128 – Television – Marquee Moon (1977)

Udgivet den af
Svar

Jeg ved ikke helt hvordan det giver mening, at det kunne ske, men lidt under et år efter Ramones debuterede, og måneder før vi fik debuter fra Sex Pistols og The Clash, udgav det amerikanske band Television Marquee Moon, en plade, der vendte punkmusikken fuldkommen på hovedet. Genren trådte blot sine spæde skridt på dette tidspunkt, og alligevel tog Television det i en radikalt anden retning. Åbningsnummeret, See No Evil, er et godt eksempel på, hvordan de bruger typiske punk-virkemidler i form af energiske guitardrevne sange med masser af angst og vrede. Samtidig er kompositionen dog virkelig kompleks, især i forhold til det harmoniske samspil mellem de to guitarer – det er nærrmest jazzet. Andet nummer er den lidt mere poppede og vemodige Venus, der har et virkelig lækkert hook i form af en guitar, der nærmest er komponeret som en forvrænget walking bass. Noget Television gør rigtig godt i løbet af hele pladen er at gøre deres numre meget begivenhedsrige. Uanset hvilket instrument, man lytter til, sker der noget interessant, om det er simpelt eller kompliceret. Det gør pladen værd at lytte til mange gange.

Friction starter med et funky, stille guitargroove fra rytmeguitaren, der i løbet af nummeret bliver understøttet af geniale små licks fra leadguitaren. Leadguitaristen er en latterligt dygtig guitar-virtuoso ved navn Tom Verlaine. Han er utvivlsomt en af mine yndlingsguitarister, og han er også bandets forsanger. Hans vokalpræstation er ligeledes stilsikker, og den minder mig om vokalister fra moderne bands som Modest Mouse og Clap Your Hands Say Yeah. Hvis der er noget nummer, jeg vil fremhæve som pladens højdepunkt, er det utvivlsomt titelnummeret. Marquee Moon er en 11 minutter lang guitar-odysse. Det er en af mine yndlingssange i hele verden, og ikke alene er instrumenterne vældig kreativt arrangeret, så det hele lyder pisselækkert, men Tom Verlaines guitar udtrykker flere følelser, end jeg på nogen måde er vant til at opleve guitarister gøre. Den paniske Elevation har et mekanisk, ængsteligt hook, og nogle afdæmpede, melankolske vers. Overgangene mellem disse foregår virkelig naturligt, igen her via overlap mellem de top guitarister. Jeg havde måske foretrukket, hvis Verlaines stemme havde været mere nedtonet i versene, så hookets effekt kunne have været større, men uanset hvad er det et nummer, der alt efter tidspunktet efterlader mig enten måbende eller med gåsehud.

På Guiding Light tager Television en ganske forfriskende pause fra det ængstelige. Den lyder til tider endda en kende optimistisk, især takket være et simpelt omend lækkert lille guitarriff, der endda får assistance af klaver. Der er på dette nummer som på så meget af pladen en behagelig dynamisk vekslen, som gør, at nummeret konstant er spændende at lytte til. Lidt over et minut inde tror man fx, at nummeret nærmer sig et klimaks, men så bliver det hele klædt ned til den spinkle lyd fra starten af nummeret. Television er som altid fulde af overraskelser, og Prove It er ingen undtagelse. Her formidles frustrationerne endnu en gang så smukt i form af guitaren som forlængelse af Tom Verlaines udtryk, og strukturelt er den noget af det mest varierede på pladen. Nogle af linjerne lyder lidt barnlige herpå, og deraf skaber nummeret et ret anderledes billede fra de øvrige sange. Torn Curtain er det 7 minutter lange afslutningsnummer, og helt fra introen lyder det både æstetisk og melodramatisk. Den har et ret simpelt omend effektivt omkvæd, der spiller flot på samklangen mellem ordene “years” og “tears”. Meget passende for pladen generelt, afsluttes der med en guitarsolo af store følelsesmæssige proportioner. Det er en smuk afslutning til en smuk plade.

290 – Talking Heads – Talking Heads: 77 (1977)

Udgivet den af
Svar

Talking Heads udmærkede sig i slutningen af 70’erne og starten af 80’erne virkelig med deres legesyge pop-rock, der formåede at finde en perfekt middelvej mellem syrede Brian Eno og mere folkellige navne som 10cc og Steve Miller. De rammer allerede plet med deres første plade, Talking Heads: 77 fra, du gættede det, 1977. Herpå får man først og fremmest deres klassiske single Psycho Killer, men der er skam mere end blot det at komme efter. F.eks. er der det sjove åbningsnummer, Uh-Oh, Love Comes to Town, der danner et godt grundlag for at kunne forstå gruppen. De er sjove, de er på overfladen ikke specielt seriøse, men de er virkelig dygtige sangskrivere, og der er faktisk meget at dykke ned i. Og som albummet fortsætter, bliver det sidste, jeg sagde, virkelig tydeligt. Sangskrivningen er rigtig unik, og dette kan man takke forsanger og guitarist David Byrne for. Han har skrevet næsten hele pladen på egen hånd, lige med undtagelse af Psycho Killer, som han skrev sammen med trommeslager Chris Frantz og bassist Tina Weymouth.

Nogle gange kritiserer jeg albums for, at de ikke hænger særlig godt sammen eller udnytter albumformatet særlig godt. Det gør Talking Heads: 77 dog, og det gør den med stil. Det starter uskyldigt nok med Uh-Oh, Love Comes to Town, og som albummet bevæger sig fremad, bliver hele lyduniverset mere og mere sindssygt. Det betyder dog slet ikke, at alle højdepunkterne findes til sidst. Sagen er nemlig, at Talking Heads bevæger sig meget vidt omend balanceret rundt i hele følelsesspektret i løbet af albummet. Som pladen går fremad bliver følelserne bare mere komplicerede og enorme. Det store klimaks kommer da med de fuldkommen maniske sange Psycho Killer og Pulled Up. Det er en interessant dynamik, og albummet føles derfor meget levende. Det er nærmest som at se en virkelig god dramatisk film, så nærværende er det. Udover sangskrivningen er David Byrnes indlevning også helt fantastisk, og det gør det hele meget reelt.

Men noget af det bedste ved gruppen er, at det ikke er så artsy-fartsy igen. Det minder faktisk i grunden ret meget om punk-musik, selv på de lystigere numre. Der er masser af punket attitude i instrumentationen. Det er noget mere kompliceret at spille, men man kan let mærke deres rødder i punkgenren. De er vilde og uregerlige, og man ved aldrig rigtig, hvor man har dem. Der er dog også meget pop over deres sange. De er alle utroligt fængende. Jeg kan stort set ikke tælle hvor mange gange, jeg har sunget med på sange som Happy Day, Don’t Worry About the Government eller selvfølgelig Psycho Killer. Tekstuniverset på Talking Heads: 77 er også noget for sig. De kaldte deres næste plade for More Songs About Buildings and Food, og det er faktisk ikke helt upassende, for sådanne ting er ikke meget ulig det, du rent faktisk ville kunne finde på Talking Heads: 77. Der bliver gået godt op i banaliteter og ligegyldigheder, og det skaber et smukt, levende univers. At være i selskab med David Byrne, Tina Weymouth, Chris Frantz og Jerry Harrison er altid dejligt, og Talking Heads: 77 er et af deres bedste albums.

345 – Talking Heads – Stop Making Sense (1984)

Udgivet den af
Svar

I 1983 holdt Talking Heads tre koncerter i Pantages Theatre i Hollywood, og disse koncerter blev i 1984 sat sammen til filmmesterværket Stop Making Sense, som var instrueret af Jonathan Dmme, der i dag er bedst kendt som instruktøren bag Ondskabens Øjne. Det er en af de bedste musikfilm nogensinde, og hvis du vil se hvordan en helt perfekt koncert skal skæres, så bør du se den. Den er klippet så godt, at det bare ser ud som om, at det er en enkelt koncert, og der sker hele tiden et eller andet på scenen. Gruppen spiller nogle af deres bedste og mest kendte numre, navnligt mange sange fra den dengang helt nye plade Speaking in Tongues, og ingen af numrene har nogensinde lydt bedre. Det er en skøn oplevelse, som jeg på det varmeste kan anbefale enhver. Bandet er desværre gået fra hinanden i dag, men forsanger David Byrne giver stadig fremragende koncerter. Det giver sig selv, at sådan en film også måtte få sig et soundtrackalbum, og sådan et blev udgivet et par måneder efter filmens premiere.

Som album, så er det en fin plade. Som noget, der skal komplimentere filmen, så er den ekstremt skuffende. Næsten halvdelen af numrene, man kunne opleve i filmen mangler, og de, man endelig kan finde på pladen, har de fuldstændig forbyttet rækkefølgen på. Det burde ikke være så svært. Al lyden var jo optaget, og selvom det nok er filmens bedste numre, som pladen har beholdt, så er der intet, der forhindrede dem i i det mindste at sætte dem i rigtig rækkefølge. Den første liveplade, de udgav, var The Name of This Band is Talking Heads, og den var et dobbelt-album. Hvorfor de ikke kunne udgive denne som to LP’er giver slet ingen mening. Musikken er dog intet mindre end fænomenal. Alle Talking Heads’ dengang fem studiealbums bliver repræsenteret med mindst ét nummer, så man får lidt af hvert. Som med filmen er det også vidunderligt opført. Man kan mærke helt enorm spilleglæde fra bandet, og man bliver selv helt glad i låget. Det er bare synd, at det er så komprimeret en udgave af mesterværket.

Heldigvis blev alting gjort godt igen i 1999, hvor en ny udgave af pladen kom. Denne havde undertitlen Special New Edition. Denne udgave er et mesterværk. Det eneste negative, man eventuelt kunne sige om denne plade, er at der end ikke er udgivet en udgave, hvor man får både filmen og dvd’en. Med 1999-udgaven får man alle de flotte numre fra filmen, og selvom visse af dem er redigeret en smule, så gør det ikke rigtig noget. Selv lægger jeg ikke rigtig mærke til det. Til gengæld lægger jeg mærke til, at hele bandet lægger enormt meget kærlighed i musikken. Jeg lægger også mærke til, hvor perfekt numrene komplimenterer hinanden, når de kommer i denne “rigtige” rækkefølge. Pladen lægger stille ud med simplistiske udgaver af Psycho Killer og Heaven, og så begynder det hele straks at eskalere med Thank You For Sending Me an Angel, der altid gør lytteren opmærksom, og som man altid kan bruge til at piske en stemning op. Så i sidste ende må jeg sige, at filmen er et mesterværk, 1984-udgaven af albummet er en fin plade, der dog ikke repræsenterer filmen så godt, og 1999-udgaven af albummet er en af de bedste liveplader nogensinde, hvis ikke den bedste.

382 – Talking Heads – More Songs About Buildings and Food (1978)

Udgivet den af
Svar

I 1978 udgav Talking Heads deres andet album, der i øvrigt har det, jeg ville kalde den bedste albumtitel nogensinde: More Songs About Buildings and Food. På denne arbejdede de for første gang sammen med den geniale producer Brian Eno, som fik gjort albummet mere helstøbt og mættet end ellers. De lavede et af den slags albums, hvor sangene hver især sjældent er noget, man ville kalde for gruppens bedste, men hvor albummet som helhed hænger virkelig godt sammen. For eksempel er åbningsnummeret, Thank You For Sending Me An Angel, ikke så fængende eller mindeværdigt igen, når man hører det på egen hånd. Ja, jeg ville måske endda kalde det en smule ufuldendt. Men det bygger rigtig flot op mod noget større. Det bliver rigtig intenst, og til trods for sin korte længde ender det med at være meget mindeværdigt. Lyden på albummet er mere punket end Talking Heads hidtil havde været. Gruppen havde altid haft deres rødder i punk, men her er mere vrede og følelsesmæssig tumult end nogensinde før.

Hvis man kigger på gruppens debut, Talking Heads: 77, er det mest tiltalende ved pladen uden tvivl de fantastiske vokalmelodier og følelserne, forsanger David Byrne udtrykker. Disse er absolut ikke ringe på More Songs About Buildings and Food, men et væsentligere element på den plade er nok instrumentationen. Især bassist Tina Weymouth og trommeslager Chris Frantz er væsentlige figurer i løbet af hele pladen. David Byrne selv gør også en hel del sjove ting på guitaren. Det er ikke de mest teknisk imponerende ting i verden, men de passer virkelig godt til de skøre følelser, man kan mærke på mange af numrene. Albummet er i øvrigt virkelig godt, når vi snakker dynamik. Dynamik er måske i højere grad end instrumentation den helt store fokus. Man kan gang på gang på gang lytte til dette album, og man bliver ikke spor træt af det. Numrene følger hinanden virkelig naturligt, og de varierer alle flot mellem langsomt og hurtigt, højlydt og stille.

Albummet er meget godt, men det er ikke helt perfekt. Jeg kunne især godt tænke mig lidt mere fokus på melodierne. Der er så utrolig få af dem, som bliver hos dig, når du er færdig med albummet. Ja, først efter adskillige gennemlytninger, kunne jeg selv huske melodien til andet end Take Me To the River, og det er endda et cover. Det er desuden et rigtig godt cover. Sangen er oprindeligt af Al Green, og mens hans vidunderlige soulsang virkelig er værd at skrive hjem om, har det lidt mere af en psykotisk charme, når man får den gennem Talking Heads. I løbet af sangen prøver Byrne at efterligne Greens ømme vokal på bestemte punkter, og det virker virkelig godt som kontrast til de store råb, han kommer med på andre steder i sangen, og det står nok i endnu skarpere kontrast til vildskaben og vreden, der lægges i musikken mod slutningen. More Songs About Buildings and Food handler ikke specielt meget om bygninger eller mad, men det er rigtig godt alligevel. Det er en virkelig sjov, dynamisk plade, som er mange gennemlytninger værd.

410 – Wire – Pink Flag (1977)

Udgivet den af
Svar

I 70’erne var der rigtig mange punk- og post-punk-bands, og et af de mest indflydelsesrige er Wire, der i 1977 debuterede med den helt fantastiske plade Pink Flag. Pladen består af 21 forskellige sange af varierede længder – fra et halvt minut til fire minutter, og alt muligt derimellem. Og hver eneste sang på pladen er helt utrolig, og de arbejder alle rigtig godt sammen om at skabe et fantastisk album. Det er på overfladen ret grim musik, det kan man sige om så meget punk, men Pink Flag er virkelig et kunstværk. Bandmedlemmerne har tydeligvis lagt rigtig meget tanke i albummet, for man kan virkelig lytte til det igen og igen uden at blive den mindste smule træt af det. De fortsætter numrene i lige så lang tid, som er nødvendigt. Man bliver aldrig træt af for mange gentagelser, men man føler heller ikke – end ikke på de korteste numre – at man ikke får noget ud af musikken. Og så er de faktisk også forholdsvist let tilgængelige. Det kræver selvfølgelig lige at du er til punk, men du behøver slet ikke at slå hjernen til for at kunne lide deres musik.

Det forholder sig på ingen måde sådan, at noget nummer på Pink Flag slipper, hvor det foregående slap, men numrene arbejder stadig fantastisk sammen. Numrenes placering har rigtig meget at gøre med dette albums holdbarhed. Hver gang, man som lytter har brug for noget, så får man det – uanset om man egentlig ved, at det er tiltrængt. Men af denne årsag føles hele albummet rigtig rigt og mættet til trods for spinkel bemanding og direkte produktion. Jeg vil gerne indrømme, at hvis albummet skulle have en enkelt fejl, er det, at mange af sangene ikke er så bemærkelsesværdige på egen hånd. Men på den anden side ender de med et absolut mesterværk af et album. Pink Flag har dog også masser af numre, man kan nyde på egen hånd: Især bemærkelsesværdige er Reuters, Ex Lion Tamer, Lowdown, titelnummeret, Strange, Mannequin og 12XU. Det er nok intet tilfælde at jeg samtidig lige har nævnt alle sange på over 2 minutter. Men at de sange er mine favoritter, betyder absolut ikke, at resten burde være længere. Nej, jeg ville aldrig turde at ændre på noget som helst ved dette album. Pink Flag er som et korthus, der kan vælte med et enkelt pust. Men det er verdens smukkeste korthus.

Noget interessant ved Wires musik er, at den i modsætning til så meget andet punkmusik ikke oser af vrede specielt ofte. Det afhænger selvfølgelig af din forståelse af vrede, men selv ser jeg kun Mr Suit og 12XU som traditionelle vredesudbrud. Ellers er følelserne mest paranoia, sarkasme, angst, nervøsitet og fortvivlelse. Uanset hvilken af de mange følelser, man finder hos Wire, leverer Pink Flag dem alle mesterligt. Det er heller ikke et specielt langt album. Det er ikke latterligt kort, det varer 35 minutter, men man kan altså rigtig ofte bare sætte pladen på og nyde det til vejs ende. Hvis du er glad for punkmusik og kunne tænke dig noget mere kompliceret, så er Pink Flag rigtig let at anbefale. Du behøver dog ikke at være verdens største punkfan, men hvis du har noget imod punk, så er det næppe noget for dig. Og husk at lade være med at dømme ud fra enkelte numre, for man kan få utrolig meget mere ud af den, hvis man lytter til den fra start til slut.

447 – Devo – Q: Are We Not Men? A: We Are Devo! (1978)

Udgivet den af
Svar

Devo blev dannet i 1972, og i 1978 udgav de deres debutalbum, Q: Are We Not Men? A: We Are Devo!, og selvom den udkom så mange år efter, gruppen blev dannet, havde de tydeligvis arbejdet hårdt på at blive så gode. For at gøre hele pladen endnu bedre, var produceren ingen ringere end Brian Eno! Albummet skabte mange af de lyde, man kan genkende fra 80’ernes new wave-musik, mens den også har masser af punk-inspireret attitude og post-punk-inspireret galskab. De forskellige numre har mere eller mindre fokus på de forskellige elementer, hvilket gør, at man aldrig bliver træt af at lytte til albummet. Det åbner med at fastslå klart, hvor bindegale Devo kan lyde med Uncontrollable Urge. I starten virker det bare som nogle tosserier, men med tiden opdager man let, hvor fængende riffet er, og at disse “tosserier” bare er eksempler på, hvor unikke de bare er. De bliver måske endnu mere underlige på deres cover af (I Can’t Get No) Satisfaction af the Rolling Stones, og lidt af denne sangs sære natur ligger nok lidt i, hvor kendt originalen er, og hvor forskellig denne udgave er, men den er som sådan også skrupskør på egen hånd.

Starten af pladen har rigtig tydelige punk-inspirerede riffs, og bassen er et af de mest dominerende instrumenter hele vejen igennem. Derudover er der også rigtig mange temposkift, hvilket især er markant på det tredje nummer, Praying Hands. Teksterne er ofte lige så sindssyge som vokalerne, og det gælder især på dette nummer. Forsanger Mark Mothersbaugh bliver ved med at fable løs om din højre hånd og din venstre hånd. Brian Enos vanlige synthesizere er ikke specielt markante her i starten af pladen, men det bliver de skam – især på Space Junk, men i særdeleshed også på Mongoloid. Sidstnævnte er faktisk en forholdsvis rendyrket punk-sang, der dog afviger fra genrens typiske træk ved hjælp af en synthesizer. Men det er ikke det, der driver sangen. Det er så sandelig den fængende melodi og den vanvittige historie om en mand, der skjuler sit downs-syndrom ved at have et job, gå med hat og købe bacon til familien. Og denne kugleskøre sang bliver faktisk overgået bagefter af Jocko Homo. Den sang er nærmest udformet som en protesttale, dog i vanlig Devo-stil.

Hvis Space Junk er pladens reneste new wave og Mongoloid er pladens reneste punk, er Too Much Paranoias nok den reneste post-punk. Den lyder mere sindsforvirret end nogen anden sang, især hvad gælder melodien. Det lyder næsten som noget, Public Image Ltd. kunne have lavet. Gut Feeling/(Slap Your Mammy) er et nummer, der virkelig udvikler sig. Det starter som et ganske roligt, melodisk new wave-agtigt nummer, men så åbner Mothersbaugh munden, og det udvikler sig til at være en af de mest bindegale sange på albummet. Der vendes da tilbage til nogle numre, der er lettere tilgængelige – i hvert fald i sammenligning, for Come Back Jonee og Sloppy (I Saw My Baby Gettin’) er stadig ret så sære, men de er som sådan sære på måder, vi lidt har set før i starten af pladen. Ikke at sangene i sig selv minder for meget om resten af deres musik, nej melodierne er i sig selv lige så sjove og fængende som ellers. I løbet af hele pladen bliver der råbt og skreget, så det er ret sært, som man når til afslutningsnummeret, Shrivel-Up, der næsten hviske-rapper sig igennem beatet. Q: Are We Not Men? A: We Are Devo! er en dejlig spøjs plade, og Devo er et rigtig unikt band. Der er rigtig få, der kan matche deres vanvittige humor, og det er nok også bedst. Pladen kan anbefales til alle!

469 – Public Image Ltd. – Metal Box (1979)

Udgivet den af
Svar

Det mest ikoniske punk-album nogensinde er nok Never Mind the Bollocks, we’re the Sex Pistols, som var den eneste plade, Sex Pistols udgav, før de gik hvert til sit i 1978. Kort efter dette, dannede forsanger Johnny Rotten et nyt band, Public Image Ltd., og han begyndte at gå under sit borgerlige navn, John Lydon. Musikken, han da begyndte at lave, var mildest talt meget forskelligt fra den, han lavede med Sex Pistols. Sex Pistols lavede meget korte, simple sange om hvor vrede de var på magthavere, skrevet så groft, at ingen kunne være i tvivl om, hvad de handlede om. Public Image Ltd. derimod er en helt anden boldgade. De har lige det til fælles, at de lavede ret groft produceret, grimt lydende, aggressiv musik, men der ender lighederne. Især tilgængeligheden er vidt forskellig. Det er næppe alle, der er til Sex Pistols, men det kræver ikke nogen utrolig analytiker at forstå, hvorfor folk kan lide det. Public Image Ltd. er en meget anden oplevelse. De kan ofte køre i en tilsyneladende ensartet smøre i lang tid, bare så de kan etablere en stemning, og det leder sjældent op til et egentligt klimaks.

Ikke at et album som Metal Box dog blot er baggrundsmusik. Nej, hvis man ikke hører ganske godt efter, misser man fuldstændig alt, der gør det godt. Angsten i Lydons skingre stemme, de forvrængede, uregelmæssige guitarlyde, som Kevin Levene leverer. På mange numre sørger kun bassen og trommerne for at holde rytmen, mens Lydon og Levene i bedste Captain Beefheart-stil leger løs med alle de muligheder, der kommer af ikke at følge rytmen. Jeg ville lyve, hvis jeg sagde, at jeg selv konstant er fuldstændig tilfreds med det, de ender med at spille, men de formår at gøre det til en interessant oplevelse hele vejen igennem. De kan hive et stykke af Svanesøen ind på Swan Lake – eller Death Disco, som den også kaldes – de råber løs som et heppekor på Chant, mens Lydon synger, skriger og hulker sig igennem det, ja albummet vover oven i købet at afslutte med et instrumentalt nummer, der hovedsageligt kører på en stille synthesizer, som Levene spiller, og han står ligeledes bag alle andre instrumenter på nummeret. Det er en atypisk afslutning på et atypisk album.

Resten af den time, der udgør albummet er dog også i sin helhed sublim, selvom der er nogle svage punkter. Jeg vil ikke sige, at et eneste nummer er decideret dårligt, end ikke et, der kunne kvalificere som middelmådigt, men mange af dem har det med at fortsætte med den samme idé i lige en kende for lang tid. Det bedste eksempel på dette er nok åbningsnummeret Albatross, der ganske vist gør utrolig mange gode ting, men den behøvede næppe at være hele 10 minutter lang. Og den rammer dig ikke rigtig med nok kraft til heller at fungere perfekt som et åbningsnummer, hvilket det efterfølgende nummer, Memories, nok ville have gjort meget bedre. Men alle disse ting er meget minimale fejltrin på et mesterligt album. Det er nok ikke et, der er specielt godt for nogen, der lige begynder på at lytte til post-punk- dertil vil jeg rettere anbefale Joy Division, Devo Gang of Four og tidlig U2 og The Cure – men hvis du allerede har sat dig en smule ind i genren, kan det klart anbefales også at lytte til Metal Box af Public Image Ltd., for det er en af de største plader i genren!

490 – Gang of Four – Entertainment! (1979)

Udgivet den af
Svar

Gang of Four udgav i 1979 deres højst nytænkende debutplade, Entertainment!, og den er noget ganske særligt. Det er post-punk, så mange inspirationer kommer selvfølgelig fra punkrocken, der hærgede verden tidligere i 70’erne. Punk var generelt rigtig simpelt, så mange bands begyndte mod slutningen af 70’erne og et godt stykke oppe i 80’erne at komme med diverse kreative idéer om hvordan man kunne puste nyt liv i genren. Gang of Four pustede ikke blot nyt liv i punk, de pustede nærmest nyt liv i rockmusikken som helhed. De har meget af punkens aggression og funkens festlighed, samtidig med at de inkorporerer store, turbulente følelser. Hvis du ikke kender til Gang of Four, minder denne beskrivelse dig sikkert om de tidlige år i Red Hot Chili Peppers’ karriere, og de er sjovt nok også store fans af Gang of Four. Deres musik er voldsom, men den bliver aldrig til noget, som nogen ville kvalificere som støj. De slår hårdt med tunge guitarer og basser, der hamrer igennem en eller anden abstrakt mur.

Samtidig er de rigtig underholdende. At de formår at være så sjove at lytte til, selvom man stadig kan mærke de følelsesmæssige nervesammenbrud er nærmest magisk. Man kan blot vælge at fokusere en smule mere på det ene end det andet, og vupti: så har det lige så stor effekt. Det ene distraherer aldrig fra det andet, de arbejder rettere sammen om at skabe et multifunktionelt lydunivers. At det netop er så multifunktionelt gør, at man kan lytte til Entertainment! stort set uanset hvilket humør man er i. Sangene er meget skæve; de bliver ofte sunget på en meget mekanisk måde, hvor hver stavelse bliver adskilt fra den næste, og de lyder fuldstændig gale i bøtten meget af tiden. På nummeret Anthrax synger forsanger Jon King f.eks. om hvordan han skulle have hørt at kærlighed er som en miltbrand, hvilket medfører at han helst vil undgå sådan noget. Samtidig snakker en eller anden i baggrunden om noget, som nok alligevel næppe har nogen relevans. Det bliver dog til en interessant musikalsk oplevelse, især da han af og til beslutter sig for at afbryde sine egne sætninger for at synge enkelte sætninger sammen med King.

Gang of Fours lyd er noget, jeg aldrig har hørt fra andre end dem. Jo, som sagt kan man tydeligt høre deres ekko i de første ca. 5 Red Hot Chili Peppers-plader, men det er mest i instrumentationen. Sangene er skrevet meget forskelligt, og Gang of Fours desperation, angst og diverse andre særheder giver dem så ufatteligt meget personlighed, og samtidig er sangene fængende som bare pokker. Jeg har selv tit og ofte gået rundt og nynnet dem, og det er nok ikke noget, som kun jeg gør. De sidder dog ikke fast på grund af gentagelser – for selvom det bliver gentaget, er man lige fra første gang, man hører en bestemt lyd betaget nok af den, til at man har lyst til at høre den igen. Hvis du kan lide punk, post-punk, alternativ rock, funk, funk-rock eller bare enhver form for eksperimentel musik, har Gang of Four noget for dig. Ikke et af disse elementer bliver tilsidesat, og ikke et af dem tager opmærksomheden fra resten; de arbejder blot sammen om at skabe et af tidens absolut bedste albums – og et der stadig holder.