Tag-arkiv: 1977

105 – Ramones – Rocket to Russia (1977)

Udgivet den af
1

Da punkmusikken opstod i slutningen af 70’erne var der et navn, der markerede sig som det allervigtigste på den amerikanske scene, nemlig Ramones. I modsætning til deres britiske kolleger fra The Clash og Sex Pistols var Ramones’ tekster ikke særlig politiske, og de væsentligste musikalske inspirationer kom fra pop-rock fra 60’erne, såsom The Beach Boys og The Ronettes. Det har dog nok netop været noget af det tiltalende ved Ramones at de ikke tog sig selv for seriøst. De lavede korte, sjove, underholdende plader, der bestod af korte, sjove, underholdende sange. Et eksempel på sådan en plade er deres tredje, Rocket to Russia fra 1977, hvor de med 14 sange næsten formår at ramme 32 minutter. Dette var endda dengang både deres længste plade og pladen, hvor sangene i gennemsnit var længst. Sangene er meget simpelt konstrueret, ganske hurtige i tempoet, og kun i de mest ekstreme tilfælde har en sang mere end tre akkorder. Ramones modsætter sig også tidens britiske punkbands ved at bruge en mere henlagt, doven vokal frem for den arrige skrigen, der gjorde Joe Strummer og Johnny Rotten så populære. Rocket to Russia er som sådan stort set så simpel, som rockmusik kan blive, og alligevel har pladen i dag en ikonisk status. Hvordan hænger det sammen?

Man kan jo fremhæve, at den simple lyd er relaterbar. Når man har at gøre med musik, der er så ummidelbar, rammer det lytteren direkte. Teksterne er endvidere også bygget op omkring det relaterbare. De handler om kærlighed, angst, stoffer og familieforhold. Musikken ramte derfor helt naturligt 70’ernes ungdoms-modkultur lige i hjertet. Derudover er Ramones faktisk ret gode til at skabe variation i løbet af et album. Der er sange som den mørke, The Stooges-inspirerede I Don’t Care, den lystige Rockaway Beach, den ængstelige I Wanna Be Well og deres helt og aldeles fjollede, skønne cover af Surfin’ Bird af The Trashmen. Der er også god dynamik mellem det hurtige og det langsomme, det højlydte og det stille, så pladen formår at være underholdende fra start til slut. Til trods for de tunge temaer på visse af sangene, fx Teenage Lobotomy og Why Is It Always This Way, formår det at forblive letfordøjelig underholdning, mens temaerne dog stadig bliver behandlet respektfuldt. Når det forholder sig sådan, er det egentlig en kende ligegyldigt, at vi ikke har at gøre med særligt teknisk dygtige musikere eller komponister.

Og dog. Jeg har efterhånden hørt denne plade over et dusin gange. Det er ikke første gang, jeg hører en plade så mange gange, men det er sjældent, at en plades underholdningsværdi falder så meget for mig efter de gentagne gennemlytninger. Når man først har hørt musikken, er der ikke særlig meget at vende tilbage til. Den musikalske dybde har nok alle dage været det største problem for Ramones. Det mest opfindsomme, de nogensinde gør, er at isolere rytmegruppen under visse sekvenser og at bruge nogle højt-pitchede backingvokaler på I Don’t Care. Samt lige guitarriffet fra denne sang, det skaber en skidefed, mørk lyd. Deres cover af Do You Wanna Dance gør ikke meget forskelligt fra tidligere udgaver udover at spille den hurtigere, med mere distortion og markant mere sløset vokal. Det er dog stadig et fedt cover, og det leder mig hen til det, der nok er det bedste ved Ramones, nemlig deres personlighed. Det er det, der virkelig sælger deres musik, for de er så underligt charmerende i deres sjuskede inkompetence. Det kan lyde som en fornærmelse, men jeg mener det, for de færreste ville kunne lave så simpel musik, der stadig er så karismatisk. Pladen er ikke uden problemer, men Rocket to Russia er et klasseeksempel på Ramones, når de er bedst.

128 – Television – Marquee Moon (1977)

Udgivet den af
Svar

Jeg ved ikke helt hvordan det giver mening, at det kunne ske, men lidt under et år efter Ramones debuterede, og måneder før vi fik debuter fra Sex Pistols og The Clash, udgav det amerikanske band Television Marquee Moon, en plade, der vendte punkmusikken fuldkommen på hovedet. Genren trådte blot sine spæde skridt på dette tidspunkt, og alligevel tog Television det i en radikalt anden retning. Åbningsnummeret, See No Evil, er et godt eksempel på, hvordan de bruger typiske punk-virkemidler i form af energiske guitardrevne sange med masser af angst og vrede. Samtidig er kompositionen dog virkelig kompleks, især i forhold til det harmoniske samspil mellem de to guitarer – det er nærrmest jazzet. Andet nummer er den lidt mere poppede og vemodige Venus, der har et virkelig lækkert hook i form af en guitar, der nærmest er komponeret som en forvrænget walking bass. Noget Television gør rigtig godt i løbet af hele pladen er at gøre deres numre meget begivenhedsrige. Uanset hvilket instrument, man lytter til, sker der noget interessant, om det er simpelt eller kompliceret. Det gør pladen værd at lytte til mange gange.

Friction starter med et funky, stille guitargroove fra rytmeguitaren, der i løbet af nummeret bliver understøttet af geniale små licks fra leadguitaren. Leadguitaristen er en latterligt dygtig guitar-virtuoso ved navn Tom Verlaine. Han er utvivlsomt en af mine yndlingsguitarister, og han er også bandets forsanger. Hans vokalpræstation er ligeledes stilsikker, og den minder mig om vokalister fra moderne bands som Modest Mouse og Clap Your Hands Say Yeah. Hvis der er noget nummer, jeg vil fremhæve som pladens højdepunkt, er det utvivlsomt titelnummeret. Marquee Moon er en 11 minutter lang guitar-odysse. Det er en af mine yndlingssange i hele verden, og ikke alene er instrumenterne vældig kreativt arrangeret, så det hele lyder pisselækkert, men Tom Verlaines guitar udtrykker flere følelser, end jeg på nogen måde er vant til at opleve guitarister gøre. Den paniske Elevation har et mekanisk, ængsteligt hook, og nogle afdæmpede, melankolske vers. Overgangene mellem disse foregår virkelig naturligt, igen her via overlap mellem de top guitarister. Jeg havde måske foretrukket, hvis Verlaines stemme havde været mere nedtonet i versene, så hookets effekt kunne have været større, men uanset hvad er det et nummer, der alt efter tidspunktet efterlader mig enten måbende eller med gåsehud.

På Guiding Light tager Television en ganske forfriskende pause fra det ængstelige. Den lyder til tider endda en kende optimistisk, især takket være et simpelt omend lækkert lille guitarriff, der endda får assistance af klaver. Der er på dette nummer som på så meget af pladen en behagelig dynamisk vekslen, som gør, at nummeret konstant er spændende at lytte til. Lidt over et minut inde tror man fx, at nummeret nærmer sig et klimaks, men så bliver det hele klædt ned til den spinkle lyd fra starten af nummeret. Television er som altid fulde af overraskelser, og Prove It er ingen undtagelse. Her formidles frustrationerne endnu en gang så smukt i form af guitaren som forlængelse af Tom Verlaines udtryk, og strukturelt er den noget af det mest varierede på pladen. Nogle af linjerne lyder lidt barnlige herpå, og deraf skaber nummeret et ret anderledes billede fra de øvrige sange. Torn Curtain er det 7 minutter lange afslutningsnummer, og helt fra introen lyder det både æstetisk og melodramatisk. Den har et ret simpelt omend effektivt omkvæd, der spiller flot på samklangen mellem ordene “years” og “tears”. Meget passende for pladen generelt, afsluttes der med en guitarsolo af store følelsesmæssige proportioner. Det er en smuk afslutning til en smuk plade.

131 – Diverse kunstnere – Saturday Night Fever (1977)

Udgivet den af
Svar

Foruden at være stor musiknørd, har jeg også en vis interesse i film. Når et album hænger tæt sammen med en film, sørger jeg derfor tit for at se filmen, inden jeg anmelder pladen. Det er efterhånden et par måneder siden, jeg fik set Saturday Night Fever, den klassiske ungdomsfilm, der i 1977 gav John Travolta sit gennembrud. Det er absolut en anbefalelsesværdig film, der troværdigt skildrer tidens ungdom, mens der også er masser af interessant drama til stede. Det er ikke nogen stor cinematisk triumf, men filmen er mindeværdig, stilfuld og kompetent. Og så er lydsiden bare vidunderlig. Et centralt emne i filmen er en disko-dansekonkurrence, og derfor er filmen udstyret med nogle af de bedste disko-sange nogensinde. På pladen finder man kunstnere som Walter Murphy, Kool & The Gang, KC and the Sunshine Band, The Trammps og naturligvis Bee Gees, hvor sidstnævnte opfører 6 af pladens 17 numre, og de har skrevet yderligere to. Tit bliver pladen derfor også opfattet som et Bee Gees-album, selvom man ikke bør overse de andre kunstneres bidrag. En stor del af sangene er lavet specifikt til filmen, mens visse andre, herunder Boogie Shoes, Disco Inferno og You Should Be Dancing, var udgivet tidligere i andre sammenhænge.

I filmen optræder så mange sange, at man umuligt kunne få dem alle med, og det er nok godt det samme. I filmen optræder Disco Duck og Dr. Disco af Rick Dees, og de er decideret forfærdelige sange, og de optræder mest af alt i filmen som en joke. Disse er de eneste to sange, der blev frasorteret på albummet, og det er jeg glad for. Ellers optræder alle sangene fra filmen, og der er endda gjort plads til den instrumentale musik. Denne instrumentale musik bliver ligeledes spillet i bedste disko-stil, og er virkelig festlig. Ralph MacDonalds Calypso Breakdown er lidt langtrukken, og David Shires Manhattan Skyline er en kende intetsigende, men til gengæld er numre som David Shires Night on Disco Mountain og Walter Murphys A Fifth of Beethoven meget spændende. De er disko-genfortolkninger af klassiske kompositioner, hhv. Mussorgskijs En nat på Bloksbjerg og Beethovens femte symfoni. Begge fungerer virkelig godt, og de giver noget drama til soundtracket, som de fleste andre sange ikke gør. Af en eller anden årsag finder man på albummet også Jive Talkin’ af Bee Gees, der som den eneste sang på pladen ikke optræder i filmen. Jeg klager dog ikke så højt, for det er uden tvivl en af de bedste Bee Gees-sange nogensinde, og den passer godt ind.

Bee Gees er selvfølgelig en væsentlig del af pladen, men det er faktisk bygget sådan op, at de andre kunstnere får godt med plads til at vise sig frem. Pladen starter med fire Bee Gees-numre i rap, og først på disc 2 får man to yderligere Bee Gees-numre. Overgangen fra Bee Gees til de øvrige kunstnere sker også ret naturligt, da den første sang af en anden kunstner er Yvonne Ellimans If I Can’t Have You, der er skrevet af Bee Gees. Den sidste Bee Gees-sang inden denne er More Than A Woman, en vældig veludført kærlighedssang, ingen klager herom. Jeg synes derimod det er lidt kedeligt, at vi allerede tre numre efter får lov til at høre den igen, denne gang i en cover-version af Tavares. Denne udgave er endda ikke særlig forskellig fra Bee Gees-versionen, så i mine øjne er det meningsløst at inkludere begge, især så tæt på hinanden. Pladens sange er alle sjove og dansevenlige, og de er tilpas varierede i intensitet. Især Bee Gees-numrene er fængende; Stayin’ Alive, Night Fever og How Deep Is Your Love er klassikere af en årsag. Mens filmen er god, tror jeg at soundtracket stadig er endnu bedre. Hvis man har det mindste ømme punkt for lækker popmusik, kan det sagtens anbefales.

145 – Steely Dan – Aja (1977)

Udgivet den af
Svar

Jeg elsker Steely Dan. De er et af 70’ernes mest innovative og levende rockbands til trods for forsanger Donald Fagens lettere anonyme stemme. De har dog virkelig meget personlighed og detalje i deres særegne blanding af jazz og rock, som er gennemgående på alle deres plader. Den mest berømte af disse klassiske albums er nok Aja fra 1977, hvor jazzen virkelig er i højsædet. Pladen starter med en tung, langsom basgang på nummeret Black Cow, der fungerer rigtig godt som intronummer. Det er sådan et nummer, der forstår at begrænse sig, for meget langsomt at tilføje dertil, så lytteren har mulighed for at sluge hvordan Ajas karakteristiske lydunivers er. Der er meget dynamik i lydniveauet og arrangementet, der drastisk kan gå fra at være ganske nøgent til fuldstændig tætpakket, for så at gå tilbage igen, netop med denne fokus på at afgrænse sig. Det andet nummer er titelnummeret, pladens længste sang. Herpå fokuserer de meget på at bygge op mod noget stort, men med masser af detalje. Som sangen skrider fremad bliver lyden større, og der ender med at være noget spændende at lytte efter i alle lag af produktionen, medens det også opleves virkelig sammenhængende. En stor del af nummeret er instrumentalt, og det virker fremragende.

Deacon Blues er endnu et længere nummer, denne gang med mere fokus på vokalen. Der er her et egentligt omkvæd, og en ret let forståelig tekst. Den handler om at spille jazzmusik, og da det er noget, Steely Dan har ret godt forstand på, virker det ret godt. Nummeret er smagfuldt og gennemført, som kun Steely Dan kan gøre det. Der er en blanding af vemodighed og ambition herpå, perfekt understøttet af Pete Christliebs smukke saxofonsolo. Det er et af pladens allerbedste numre, ingen tvivl om det, og det bliver efterfulgt af det, der, hvis man spørger mig, er den bedste sang, Steely Dan nogensinde har lavet. Det er den energiske, funky Peg, som er mere poppet end noget andet på pladen. Den føles til gengæld også meget kontrolleret. Hver eneste tone sidder bare i skabet, og kærligheden strømmer ud af nummeret. Vokalharmonierne er storladne og smukke, og guitarsoloen er spektakulær og vidunderligt original i sin lyd. Man bliver bare glad i låget af at høre de flotte blæsere sammen med finurlige vendinger som “It’s your favourite foreign movie”, der er fede at synge med på, men også får lytteren til at tænke over, hvad sangen egentlig handler om.

Home at Last har endnu en meget tung slibende bas, dog nok her mere funkpræget end på Black Cow. Det jazzede klaver giver sangen meget liv, og der bliver virkelig sat en øde, ensom, fortvivlet stemning, hvilket kun gør teksten om at finde sig et hjem mere engagerende. Jeg er også ellevild med trommerne mod slutningen, hvor de fuldkommen skifter karakter og bliver mere markante. I Got the News er måske ikke den mest fængende sang i verden, men den udmærker sig til gængæld ved at være ret eksperimentel. Dette gælder helt ned til klaveret, der lyder virkelig sjovt, og som nok kunne kaldes sangens grundlag. Som sangen skrider fremad, skifter den dog meget struktur. Det er en ganske spøjs sang, som sagtens kan tåle mange gennemlytninger. Afslutningsnummeret hedder Josie, og der vendes tilbage til det lidt mere poppede og funky her. Der er en meget flot dynamik mellem et blødt, roligt omkvæd og nogle skarpe, bas-drevne vers. Det er seksuelt og vildt, ord man måske ikke typisk forbinder med Steely Dan, men ikke desto mindre virker det. Hele Aja er faktisk en fænomenal plade. Den kan introducere jazz-fans til rockverdenen og rock-fans til jazz-verdenen. Og så lyder den også bare skidegodt.

168 – Elvis Costello – My Aim Is True (1977)

Udgivet den af
Svar

Elvis Costello var i sin guldalder en af de dygtigste sangskrivere i verden. Han havde en ret særegen lyd, der måske på overfladen minder lidt om Graham Parker, men Costello var især i de tidlige år meget mere påvirket af punk-rock. Men noget af det smukke ved Costellos musik er, at det er svært at sætte en smallere mærkat på, end at det er “rock”. Og dette gør sig gældende lige fra debutpladen My Aim Is True, hvis titel selvfølgelig kommer fra en af Costellos største sange Alison, der også står frem som et af de bedste numre på hele pladen. Ligeledes er denne langsomme, bitre ballade meget ulig noget andet på albummet. Generelt er det lidt punket powerpop med lidt præg af gammeldags rock ‘n roll, og dette gør virkelig Alison bemærkelsesværdig. Uanset om man har hørt det udødelige nummer før eller ej, så vil man uden tvivl huske denne bedst, da den virkelig skiller sig ud. Costello er dog rigtig god til at få de individuelle sange til at udmærke sig. Selv de allerkorteste sange, der altså går under 2 minutter, er ligeså mindeværdige som de allerlængste – ikke at det dog nogensinde bliver særlig langt, da han forstår at begrænse sig.

Costello er en virkelig skarp lyriker med en flot, meget diskret sarkastisk tone. Selv med så grove linjer som “Sometimes I wish that I could stop you from talking when I hear the silly things that you say” synes mange faktisk, at Alison er en meget romantisk sang, og jeg er ellevild med omkvædet til Blame it on Cain, der går “It’s nobody’s fault, but we need somebody to burn”. Det er jo som sådan virkelig barnligt sagt, men det er virkelig modent fortalt. Costello er virkelig fuld af sådanne små finurligheder i sin lyrik, og det er især smukt, når det leger med musikken på smukkeste vis. Der er mange dobbeltheder, f.eks. i Alison, men også i I’m Not Angry, der ironisk nok lyder vredere end nogen anden sang på pladen. Han leger tit med lytterens forventninger, bl.a. på åbningsnummeret, Welcome to the Working Week, der har en storladen intro, som så blot leder til en kort, poppet punksang med et flot rock and roll-flair. På modsat vis leder Mystery Dance op til, at vi bare får en simpel rock and roll-sang, men overgangene fra omkvæd og tilbage til vers er ikke som man ville forvente. For at lave et dobbelt-twist starter denne rock and roll-sang oven i købet med en Shakespeare-reference.

Man kan se mange vink til 50’ernes og 60’ernes amerikanske rock and roll-scene, som Costello nok har været mere inspireret af end de britiske musikere fra hans samtid. Mystery Dance er i melodi ikke ulig Jailhouse Rock, Welcome to the Working Week indeholder mange af Buddy Hollys kendetræk, No Dancing inkorporerer trommerne fra Be My Baby, og Blame It on Cain starter med bluesguitar. Altså manden vælger at iføre sig Buddy Holly-briller og kalde sig Elvis, det er jo klart, at de har haft noget indflydelse. Den er ikke svær at få øje på, men det interessante er, at hans musik stadig lyder så moderne sammenlignet med hans inspirationskilder. Og de var tidsmæssigt tættere på ham dengang, end My Aim Is True‘s udgivelse er på os i dag. Og det er fordi Costello ikke blot kigger på hans elskede klassikere – han ser også på, om han kan tilføje noget. Noget, der gør det til hans eget, noget, der gør det mere nutidigt, men mest af alt om han kan tilføje noget, han selv føler, gør musikken bedre. Han er nostalgisk, men han er ikke forgabt. My Aim Is True er en formidabel plade fra start til slut, og den favner så bredt, at den kan anbefales til stort set alle.

169 – Bob Marley & the Wailers – Exodus (1977)

Udgivet den af
1

Jeg tror, alle, der har udforsket Bob Marleys katalog uden for de store hits, har stødt på nogle nye sange, de virkelig er blevet glade for. Og mange af hans albums er også meget gode i deres helhed. Alle har vist deres egne favoritter, men min er Exodus fra 1977, udgivet lige mellem hans gennembrud og hans alt for tidlige død. Bob Marley kan skrive musik i et væld af stemninger, og han leverer guld i alle mulige former på Exodus. De mest kendte numre fra pladen er de mest positivistiske: Three Little Birds og One Love/People Get Ready. Og de føles virkelig oprigtigt optimistiske og fremadrettet lykkelige. De føles ikke som tyggegummipop, der skal få os til at have det bedre ved at ignorere alt det negative i vores liv. Det føles som Bob Marley, der giver os det kram, vi alle har brug for af og til. Og dette til trods for at omkvædet i Three Little Birds ganske naivt går “Don’t worry about a thing, ‘caue every little thing gonna be alright”. Og jeg indrømmer da gerne, at Three Little Birds ikke just var min yndlingssang af Marley, før jeg lyttede til Exodus, men det er her, god albumstruktur kommer i spil.

Disse to numre er nemlig til sidst i pladen, lige efter den romantiske Turn Your Lights Down Low. Ellers følger disse tre ret lystige numre lige efter en lang stribe af knap så glade numre. De er mørke, funky og tit ret truende, især når Marley synger vendinger som “Many more will have to suffer, many more will have to die”. De har tit en meget flot religiøs vinkel, der virkelig gør dem gribende, selv hvis man ikke skulle kende til forholdene på Jamaica dengang, hvilket jeg i øvrigt slet ikke gør. Men han bruger også mange meget vage omend stadig stærke eksempler, der giver sangene en vis holdbarhed. Linjer som “These are the big fish who always try to eat out the small fish”. Hans sprog er så simpelt, at alle kan forstå det, men det er samtidig så stærkt, at alle kan føle det. Det er langt de færreste lyrikere, der på den måde bare kan ramme plet så ofte. Og musikken understøtter ham fuldkommen perfekt. Denne plade er mørkere end nogen anden Marley- eller Wailers-plade, jeg nogensinde har hørt, og det er uanset om man snakker lyd eller lyrik.

Hvad angår den generelle lyd på pladen, så er der ikke noget nummer, der skildrer den bedre end Exodus. Det er et næsten 8 minutter langt nummer, der kalder op til et “Movement of the People”, som sangen selv kalder det. Det bliver vildere og vildere, som sangen skrider fremad, og vendingen “Exodus; Movement of the People” bliver til sidst bare gentaget så mange gange, at det ender med at være virkelig effektivt og nærmest kommanderende. Det giver god mening, at pladen hedder Exodus, for det er på mange måder sangen, pladen drejer sig om. Oven på en så grum plade, så er de tre sidste numre virkelig forløsende. Men ikke alene er pladen enormt følelsesrig, den er faktisk også sjov og dansevenlig. Jeg elsker at hoppe og danse og synge med på de simple omkvæd, det er bare virkelig skægt. Især sidste halvdel af pladen, der også er lidt mere poppet end første halvdel. Og det er som sådan også fint, for så føles det virkelig som om, at der bliver bygget op til det, der er mest fængende og lettest at huske. Jeg kan virkelig ikke finde på en årsag til, at man ikke burde lytte til Exodus, med mindre man virkelig ikke kan udholde Bob Marley. Og hvem kan helt oprigtigt ikke lide Bob Marley?