74 – Otis Redding – Otis Blue: Otis Redding Sings Soul (1965)

Jeg har svært ved at pege på en bølge i soulmusikken, der har haft en nær fed lyd som den sydstatssoul, man kunne finde hos pladeselskabet Atlantic i 1960’erne. Mens Motown takket være folk som Smokey Robinson, Marvin Gaye og Stevie Wonder kunne prale af at have genrens bedste sangskrivere, havde Atlantic helt klart det bedste band, nemlig Booker T. & The M.G.’s. De spillede på en lang række af tidens store soul-plader, men bedst husket er nok deres plader med den store soulsanger Otis Redding. Især pladen ‘Otis Blue: Otis Redding Sings Soul’ fra 1965 er populær. Det er nok den mest velansete soulplade, Atlantic nogensinde har udgivet. Den er ofte nær toppen af lister over de bedste soulplader nogensinde, og den gav Redding sit store gennembrud gennem singler som ‘I’ve Been Loving You Too Long’ og hans cover af ‘Satisfaction’. Og det er jo egentlig ret sjovt, at den er blevet så populær, for det er næsten en regulær cover-plade. Der er lige så mange sange her, der oprindeligt er af Sam Cooke som oprindeligt er af Redding. En stor del af sangene var desuden allerede meget populære i forvejen, og de huskes stadig i dag bedst i originaludgaverne. Derfor kan man let spørge sig selv: hvorfor ikke bare høre originalerne?

For at undersøge dette, kunne man nok kigge på det cover, der i min optik fungerer allerbedst, nemlig ‘Satisfaction’, oprindeligt af The Rolling Stones. Det er det eneste cover af en rock-sang, men den fungerer rigtig godt. Der er i forvejen lidt R&B-elementer i originalen, og det er fedt at høre Redding trække dem ud og accentuere dem. Tilføjelsen af blæserne fungerer også rigtig godt, og sangens rockede natur lægger op til godt med impulsiv energi på tværs af Redding og bandet. Et rygte siger, at Redding egentlig ikke teksten udenad, hvilket ledte til en mere improviseret, impulsiv vokaloptræden. Vildskab er en kvalitet, der generelt klæder Redding og bandet rigtig godt, og vi får den også på Reddings egen ‘Respect’, der senere blev endnu mere populær i en cover-udgave af Aretha Franklin, samt på ‘Shake’ af den dengang nyligt afdøde Sam Cooke. Sam Cooke fylder som sagt en del på denne plade, for han har været en afgørende indflydelse på Redding som musiker. Mens jeg føler, at Reddings fortolkning af ‘Wonderful World’ gør den fjollede kærlighedssang lidt for storladen, er hans udgave af ‘Change Gonna Come’ rigtig smuk og respektfuld, selvom man måske med rette kan kritisere den for at læne sig meget op ad originalen.

Generelt er sangene faktisk super lækre. Det er let at forstå, hvorfor Redding har vækket opsigt. Alligevel finder jeg det distraherende, at så mange sange er covers. Det er jo stadig god musik, men pladen føles bare ret usammenhængende. Cover-plader, selv af meget velkendte sange, kan sagtens have sammenhæng, det har bl.a. Xiu Xiu, Willie Nelson og Johnny Cash bevist, for ikke at tale om et utal af juleplader. Jeg tror bare, at det kræver lidt ekstra fokus på struktur. Den fokus har ‘Otis Blue’ ikke rigtig. Til gengæld har vi en formidabel sanger i Otis Redding, et skidedygtigt band i Booker T. and the M.G.’s og en fantastisk producer i Isaac Hayes, og de er alle sammen absolut i højsædet. Det lyder alt sammen rigtig godt, men jeg føler ikke den store sammenhæng i pladen. Hvis man vil høre disse sange i deres ideelle sammenhæng, bør man muligvis rettere opsøge nogle af de live-plader, Redding optog på denne tid, bl.a. ‘Live in Europe’ og ‘Historic Performances Recorded at the Monterey International Pop Festival’. Stadig, hvis man vil udforske Reddings diskografi, er ‘Otis Blue’ en mindeværdig, velskåret samling sange.

246 – Ornette Coleman – The Shape of Jazz to Come (1959)

Den vanvittigt indflydelsesrige jazzsaxofonist Ornette Coleman udgav i 1959 sit helt store mesterværk: The Shape of Jazz to Come. Denne plade ville for alvor diktere, hvad man mener, når man bruger vendingen “free jazz”. Nogle ville endda mene, at genren blev opfundet med denne plade. Jeg vil selv ikke gøre mig klog på noget, men jeg vil sige, at selv i dag føles denne plade frisk, kreativ og innovativ. Jeg har aldrig hørt andet af Coleman, men det har jeg så sandelig tænkt mig nu. Pladens åbningsnummer er Colemans uden tvivl bedst kendte sang, Lonely Woman. Denne sang har nogle træk, der definerer Coleman som optrædende – først og fremmest starter den med en simpel melodi, alle kan forholde sig til, det lyder faktisk ikke særlig atypisk for jazzgenren. Her i starten danner Colemans saxofon virkelig smukke harmonier med kornetten, og trommerne arbejder godt sammen med bassen om at gøre det meget dramatisk. Det helt vilde sker dog under soloen, der optager størstedelen af sangen, hvor sædvanlig akkordstruktur er blevet lagt væk til fordel for den enorme frihed, Coleman da får i sin improvisation.

Det andet nummer hedder Eventually, og det går virkelig hurtigt lige fra starten af, men så kommer man da også hurtigt ud i soloen. Der er virkelig gang i bassen her, den tager sig virkelig aldrig en slapper. Det er et meget interessant bud på hvordan en walking bass kan opføres, for dens rejser frem og tilbage er virkelig uforudsigelige. Og Colemans vilde præstation kan man næsten ikke følge med i. Det bliver mere stille igen på Peace, der lige fra starten, i sangens “normale” sektion begynder at lege virkelig meget med tempo. Ca, 1 minut inde kommer et virkelig smukt, kort stykke, hvor bassen bliver strøget rettere end fingrespillet. Der er større fokus på stemning her end tidligere, og til trods for friheden og improvisationen, så mærker man en stor fokus, og på intet andet nummer er sammenholdet mellem de fire musikere så stærkt, selv hvis kornetten ikke er så fremtrædende under den meget lange solo. På Focus on Sanity optræder saxofon og kornet for fuld udblæsning i starten, og så står den ellers på trommer og bas i 2 minutter, før blæserne vender tilbage, og så går der vild solo i den. Det er en god opbygning, og det gør soloen mere overbevisende. Derudover er bassen også groovy på egen hånd. Der kommer også et mere stille blæserstykke, før trommerne bygger op mod sangens finale.

Congeniality er pladens næstsidste nummer, og dens vekslen i tempo gør den til en af Colemans mest dynamiske værker nogensinde. Den har elementer af både travlhed og sentimentalitet i sin åbning, og det går smukt fra den ene til den anden stemning. Den føles meget lystig under soloen, og man kan næsten se for sig, hvordan Coleman står der med sit store smil oppe mod saxofonens mundstykke. Der kommer endda et “wooh” i baggrunden – og det gør det bare til en virkelig levende sang. Pladen bliver afsluttet af Chronology, og denne siger virkelig flot farvel. Man bliver glad af den, og bassen sidder lige i skabet. Man sidder nu og mindes alt det gode, pladen har fået dig igennem. Både kornet og saxofon har virkelig noget at sige, og det føles som om, de snakker sammen. The Shape of Jazz to Come er en imponerende plade fra hoved til hale. Den er kreativ, den er sjov, den er anderledes, og så er den heller ikke frygtelig lang, og at kunne få alle disse indtryk på så kort tid er virkelig imponerende. Der er ikke mange jazzplader, der kan konkurrere med dette mesterværk.

251 – Otis Redding – Dictionary of Soul (1966)

Den store soul-sanger Otis Redding afsluttede sin karriere med et live-album ved navn Live in Europe, og hans sidste studiealbum før sin alt for tidlige død var King and Queen, der var et duet-album med Carla Thomas. Men hans sidste soloalbum er generelt anset som mere imponerende end disse to. Det havde den forfærdeligt lange titel Complete & Unbelievable: The Otis Redding Dictionary of Soul, og det er ikke helt klart, hvor meget af det, der er selve titlen, så selv kalder jeg altid bare pladen for Dictionary of Soul. Dette album er især kendt for et af Reddings største hits, den klassiske Try a Little Tenderness, men pladen har naturligvis andet og mere at byde på. Som på næsten alle Reddings andre plader spiller Booker T. & the MG’s til, og de er jo et hæderligt orkester med virkelig dygtige musikere. Hvis man lavede soul i 60’erne kunne man ikke ønske mere. og producerstolene sad også 4 navne, Redding havde arbejdet succesrigt med før: Jim Stewart, David Porter, Isaac Hayes og hele Booker T. and the MG’s, hvor jeg dog antager at Booker T. gjorde mere produktionsarbejde end resten af gruppen. Lyden er da også næsten upåklagelig. Det er præcis sådan et godt soul-album skal lyde. På nogle få numre synes jeg, at Reddings stemme er for lavt mixet, men det er det hele.

Sangskrivningen er generelt rigtig god i løbet af Dictionary of Soul, og Redding har helt eller delvist skrevet 7 af pladens 12 sange. Dette overraskede mig meget, for Redding plejer ikke at være særlig involveret i sangskrivning, og der er da heller intet andet album, hvor han har været nær så involveret. Første halvdel, hvor han ikke har skrevet nær så meget, er dog nok den stærkeste halvdel. Den starter med den virkelig fængende Fa-Fa-Fa-Fa-Fa (Sad Song), som er let at synge med på, den går over i den funky I’m Sick Y’all, som er virkelig sjov og velkomponeret, men desværre er Reddings stemme ikke super-tydelig her. Til gengæld er den virkelig smuk på hans cover af country-sangen Temnessee Waltz. Det er ikke albummets bedst kendte sang, men det er noget af det inderligste og flotteste, jeg har hørt Redding synge. Selv er jeg dog større fan af det energiske, og her leverer Sweet Loreene stærkt med sin stærke instrumentation. Her er Reddings stemme igen ret utydelig, men det er bedre end på I’m Sick Y’all. Første halvdel af pladen har også meget god fokus på dynamik – man får først et meget sjælfuldt, mere trist eller sentimentalt nummer, efter det kommer en, man virkelig kan feste løs til. Efter Sweet Loreene kommer da albummets store klassiker, hans cover af Ray Noble Orchestras Try a Little Tenderness, og der var en overgang, hvor jeg troede, jeg havde hørt den for meget, men niks: magien virker stadig, og det er et af de bedste soulnumre nogensinde.

Side et afsluttes med et meget alternativt cover af Beatles-sangen Day Tripper, og det er langt fra nær så fængende som med Beatles, men det klæder faktisk stadig sangen med orgel og trompeter. Anden side falder i lidt af en fælde. Der er stadig 6 ret fede sange, men de er med undtagelse af She Put the Hurt on Me slet ikke nær så energiske som de festligste på første halvdel. Denne er dog nok det bedste af de energiske numre, og den er ret svær at sidde stille til. Både My Lover’s Prayer og You’re Still My Baby er meget lig Tennessee Waltz i lyd og stemning, og tempoet er ikke helt ved siden af. De er stadig ret gode, og især My Lover’s Prayer er imponerende, men jeg har ligesom hørt det før. Jeg er meget glad for den Smokey Robinson-inspirerede Ton of Joy, og den er nok en af de bedste sange på side 2. Den har en meget fin progression, og af andre sange på denne side imponerer den blues-inspirerede Hawg for You, der med sin animalske seksualitet virkelig viser en uvant side for Redding, og noget der er meget forfriskende i albummets kontekst. Afslutningsnummeret, Love Have Mercy starter som en ret gennemsnitlig middeltempo-soulsang, men her imponerer Booker T. & the MG’s for alvor, og det ender i en stor fest, som alle er inviteret til. Dictionary of Soul er en imponerende plade. Det er noget, alle soulfans bør lytte til, og det er i det hele taget bare drøngodt.

318 – The O’Jays – Back Stabbers (1972)

Disko var ikke en specielt vellidt genre blandt rockfans i sin tid, men jeg tror, vi har nået et punkt, hvor vi alle sagtens kan se tilbage mod det, og vi kan nyde velskrevet popmusik for det, det er. Og vi kan også se på, hvor disko stammer fra, og rødderne findes hos Philadelphias soulscene i starten af 70’erne. Vi snakker om navne som the Delfonics, Harold Melvin and the Blue Notes, LaBelle og naturligvis the O’Jays. De tre dygtige sangere i the O’Jays udgav i 1972 et af de mest populære albums i genren, Back Stabbers. På den finder man en dejlig blanding af funk og soul, og det er en ganske konsekvent oplevelse, også selvom ingen af medlemmerne havde været med til at skrive nogen af sangene. De fleste af sangene er skrevet af sangskriverparret Kenneth Gamble og Leon Huff. Kun to af de ti sange, Who Am I og Sunshine, er ikke skrevet af nogen af dem, men de er nu også ret gode. Who Am I er måske lidt langtrukken, men Sunshine er bare en vidunderlig kærlighedsærklæring.

De bedste sange er uden tvivl de tre singler. Den mindst kendte af disse er nok 992 Arguments, men det er en sang af virkelig høj kvalitet. Der er virkelig smuk instrumentation, og musikerne lader til at have rigtig kontrol over deres instrumenter. Den er en virkelig varieret sang, som udvikler sig rigtig meget. De kendte numre fra pladen er Back Stabbers og Love Train. Back Stabbers er ligeledes meget varieret, og den er også fandens funky. Den er virkelig fængende, og den veksler tit sporadisk mellem kærlig og vrissende. Der er dog virkelig få R&B-sange, der kan overgå afslutningsnummeret Love Train. Hvis Love Train ikke kan gøre dig glad, så aner jeg virkelig ikke hvad kunne. Den er måske lidt corny, men man føler sig altid velkommen på dette kærlighedstog, og man har derfor ofte lyst til at spille hele pladen igen, når nummeret er slut. Jeg bliver end ikke irriteret på, at den ender med et fade, hvilket jeg ikke plejer at være glad for, når afslutningsnumre gør, men Love Train kan sgu tillade sig det.

Det store spørgsmål er så hvorvidt resten af pladen også holder. Det vil jeg faktisk sige, at den generelt gør. Ikke alle sange er enormt stærke, men den vilde James Brown-inspirerede When the World is at Peace, den virkelig sexede Time to Get Down, der charmerer sig lige ind i lytterens øren, den dystre Listen to the Clock on the Wall, der genialt nok har et beat, der siger tik-tak, som var det et ur, og den virkelig festlige Shiftless, Shady, Jealous Kind of People er bare fede numre, som man har det godt med. Det eneste nummer, der ikke rigtig er så godt igen er (They Call Me) Mr. Lucky, der ikke gør specielt meget, som en middelmådig kærlighedssang af the Temptations. Jeg må dog sige, at kun ganske få af numrene virkelig blæser mig omkuld, faktisk reelt kun de tre singler og Listen to the Clock on the Wall. Resten af numrene er dog rigtig velskrevne, velopførte R&B-sange, og Back Stabbers ville også senere vise sig at være en meget indflydelsesrig plade for diskogenren. Hvis du kan lide de gode gamle soul- funk- eller diskogrupper, så er Back Stabbers sikkert en plade for dig.

359 – OutKast – Stankonia (2000)

I 90’erne opbyggede rapduoen OutKast langsomt deres omdømme som nogle af sydstaternes sjoveste, mest funky og i det hele taget bedste rappere, og med intet album slog de bedre deres talenter fast end med Stankonia fra år 2000. Gruppen består af André 3000 og Big Boi, begge meget kreative ordsmede, der også har været med til at producere det meste af albummet. I starten af albummet bliver man som lytter bare blæst omkuld af det hårdtslående, rockede nummer Gasoline Dreams. Efter dette kommer der virkelig mange rigtig gode numre, der er virkelig varierede. Hvor Gasoline Dreams er meget rocket, So Fresh So Clean er meget blød og forførende. Ms. Jackson har til trods for sin ret ironiske tekst en meget sjælfuld melodi, og Snappin’ & Trappin‘ er grovkornet gangsta-rap. På Stankonia beviser OutKast, at de ikke blot kan stort set hvad som helst, de kan også det hele rigtig godt. Det er let at synge med på de fleste af sangene, og det får man også virkelig lyst til.

I løbet af albummet er der også nogle skits mellem numrene. Jeg synes generelt at skits er dårlige for albumoplevelsen, uanset hvor morsomme de nu engang er, hvis de ikke arbejder godt sammen med sangene. Det gør de 8 forskellige skits faktisk generelt. F.eks. sørger den latterligt teatralske skit Kim & Cookie godt for at lede op til den ligeledes fjollede sang I’ll Come Before I Come, og dermed lyder sangen ikke nær så tumpet. Faktisk er det en af mine absolutte favoritter på albummet, da den bare er virkelig sjov, og så er den umulig at få ud af hovedet. Der er også mange gæsteoptrædende i løbet af albummet. Navnlig elsker jeg Killer Mikes vers på Snappin’ & Trappin’, men Khujo fra Goodie Mob på Gasoline Dreams, Gangsta Boo fra Three 6 Mafia på I’ll Call Before I Come og Erykah Badu op Humble Mumble gør det også fremragende. De øvrige gæsteoptrædende er også ganske dygtige. De mange gæster sørger for at gøre albummet sjovere og mere farverigt, men på alle sange sørger André 3000 og Big Boi stadig for at fastslå, at de er hovedpersonerne

Albummet består af 24 numre, hvis man medregner de otte skits, og de første 17 numre er alle virkelig gode. Fra det attende nummer, Red Velvet, begynder det dog at sakke lidt ned. Red Velvet starter egentlig ret fint, beatet er funky, og Big Boi kommer med nogle fede rim. Som sangen fortsætter dukker André 300 dog op, og derfra er sangen domineret af distraherende stemmeeffekter, der gør det svært at fokusere på musikken. Med undtagelse af Gangsta Shit, så er det meste derefter ikke noget specielt. Det er ganske fint, men det er ikke nær så unikt, nytænkende eller sjovt. Kvaliteten på Stankonia er generelt virkelig, virkelig høj. Den begynder at falde lidt i kvalitet mod slutningen, men hver eneste sang på de første to tredjedele af pladen er nogle af 00’ernes bedste rapnumre. Hvis du er til rapmusik har du højst sandsynligt lyttet til Stankonia tonsvis af gange allerede, men hvis du ikke har, så kan den rigtig let anbefales. Hvis du ikke nødvendigvis er specielt glad for genren generelt, er der dog så meget genrefusion, eksperimentation og tilgængelighed på Stankonia, at den kan anbefales alligevel.

376 – Oasis – (What’s the Story) Morning Glory? (1995)

Det britiske rockband Oasis fik i 1994 stor succes med deres debutplade Definitely Maybe, og succesen blev faktisk endnu større med opfølgeren, (What’s the Story) Morning Glory? fra året efter. Albummet åbner med et kort preview af megahittet Wonderwall, før det reelle åbningsnummer, Hello, begynder. Blandt alle numrene på pladen kunne intet nok have åbnet bedre end Hello. Det er måske ikke den mest fængende sang på pladen, men det ville sørme også kræve meget. Sangen har meget force og energi, mens det dog har den sentimentale lyd, der huserer på mange af albummets bedste sange. Roll With It er en fed energibombe med en virkelig fængende melodi. Man bliver helt glad i låget af den, og man kan rigtig let finde på at synge med. Den måtte gerne være en kende kortere, for så meget udvikler sangen sig ikke igen, men sangen er stadig en af pladens mest mindeværdige. Den bliver efterfulgt af den nu klassiske Wonderwall, som jeg, såvel som alle andre, har hørt til døde efterhånden. Det har dog nok noget at gøre med, at vi snakker om en fantastisk melodi.

Oasis er helt enorme Beatles-fans, så det er intet under at Don’t Look Back in Anger på sine første klaverakkorder lyder lidt som John Lennons Imagine – eller at de for den sags skyld refererer til John Lennon med linjen “So I’ll start a revolution from my bed” – men deres inspiration går aldrig over i plagiat, for Don’t Look Back in Anger er ikke blot deres egen melodi, men det er en af de bedste popsange nogensinde. Der er få sange, jeg kan lytte til igen og igen uden at blive træt af den. Hey Now! virker lidt som et fyld-nummer. Melodien er ikke specielt fængende eller rørende, og jeg har svært ved at få meget ud af det. Det er ikke irriterende, men uanset hvor ofte jeg lytter til det, bliver det ikke særlig meget hos mig. Efter dette kommer et unavngivet instrumentalt interludium, der fungerer godt til at lave en dynamisk overgang mellem Hey Now! og det næste nummer, Some Might Say, der er en rigtig sjov, fængende sang. Den har vidunderlig sentimentalitet, men den bliver ved i lidt for lang tid, og gentager sig dermed en del, hvilket er trættende. Cast No Shadow lyder også ret meget af fyld. Melodien siger mig ikke noget, og der er også overraskende lidt spilleglæde herpå. Og koret lyder ret latterligt, mens forsanger Liam Gallagher prøver at være sentimental.

She’s Electric er rigtig sjov og glad. Teksten er noget værre vrøvl, men det gør slet ikke noget, og bandet ser ud til at indse det. Det er ikke den dybeste sang, men den har stadig meget af den sentimentalitet og livsglæde, der kendetegner bandet. Morning Glory er en af pladens mest rockede sange. Den er rigtig sjov og fængende. Den måtte godt være lidt kortere, for det korte omkvæd gentager sig en del. Endnu et unavngivet interludium kommer da, og dette hænger rigtig flot sammen med det 7½ minut lange afslutningsnummer Champagne Supernova. Det er et psykedelisk rocknummer af den allerbedste slags, og der er mere variation i dette nummer end noget andet på pladen. Det er virkelig fængende, og sentimentaliteten, jeg jo roser gruppen så meget for, er helt i top. På samme måde som hvordan Hello åbnede perfekt, afslutter Champagne Supernova bedre end noget andet nummer ville kunne. På Britpop-scenen er (What’s the Story) Morning Glory? et ikonisk album, og hvis du har smag for pop-rock, så lyt både til Oasis, men så sandelig også til Pulp, Suede, Blur og the Verve, bare for at nævne genrens største navne.

474 – Otis Redding – Live In Europe (1967)

Det sidste album, den legendariske soulsanger Otis Redding nåede at udgive før sin alt for tidlige død i september 1967 var et live-album optaget i Paris under hans europaturné det år. Albummet fik navnet Live In Europe, og det er klart, at Otis Redding ikke blev værre med tiden. Jeg tror, jeg vil sige, at næsten alle sange på albummet er bedst i denne udgave. Måske har det bare noget at gøre med, hvor ofte jeg har hørt de oprindelige udgaver af Try a Little Tenderness eller I’ve Been Loving You to Long, hvilket nok bare har gjort mig træt af dem, men også med sange, som jeg ikke har hørt så ofte, foretrækker jeg dem i Live In Europe-udgaven. Sådan en sang som Respect, der jo nok er bedst kendt i Aretha Franklins coverversion, har jeg sjældent lyttet til Reddings studieudgave af, men hans liveoptagelse er helt formidabel, og den sætter virkelig gang i festen, da den er åbningsnummeret, og det skyldes ikke alene hvor meget energi Redding lægger i sin vokal, det skyldes også at han har et fantastisk band med sig, og vi snakker ikke om hvem som helst.

Gennem hele turneen havde han selveste Booker T. & the MG’s med sig. De spillede også til de fleste af hans studiealbums, men de leverer enormt meget her. Man kan høre at hvert eneste medlem spiller med liv og sjæl, og det er meget svært at sidde stille, når de virkelig giver den gas. Den gas bliver spredt tilpas ud, så der ikke kommer for meget energi af gangen, hvilket gør de energiske dele meget mere effektive. Otis giver den lige så meget som sanger, og han sætter tydeligvis sin stemme på spidsen ofte, både teknisk og følelsesmæssigt. Albummets optrædener er stort set fejlfri, men albummet har nogle mindre problemer. For det første har produktionen mangler. Der er vel kun så og så meget, en producer har at gøre med en koncertoptagelse, og det handler vel om lydens styrke og kvalitet. Kvaliteten har ingen problemer, det føles som om, man er der, men lydstyrken måtte gerne være balanceret bedre. Musikken er rigtig rigtig høj, men når Redding en sjælden gang imellem beslutter sig for at tale, skal jeg gøre mig rigtig umage, før jeg kan høre, hvad han siger.

Sangvalget kunne nok også godt have været en smule bedre. Forstå mig ret, det er nogle rigtig gode sange, han synger, men 8 af de 10 sange kommer fra enten Dictionary of Soul eller Otis Blue. Det er to af hans absolut bedste plader, men han har vel andet i sig end de to. Næsten hele hans katalog var jo til rådighed, da koncerten fandt sted. Alt i alt er Live In Europe en meget tilfredsstillende soulplade. Den oser langt væk af entusiasme, sjæl og høj teknisk standard i sang og spil. Hvis du ikke er til Otis Redding ellers, har denne plade dog ikke meget anderledes at byde på. Den lyder fuldkommen sådan, man ville forvente Otis Redding at lyde live. Det kan så både være en god og en dårlig ting, men det er i alle fald svært at sidde stille til.