359 – OutKast – Stankonia (2000)

I 90’erne opbyggede rapduoen OutKast langsomt deres omdømme som nogle af sydstaternes sjoveste, mest funky og i det hele taget bedste rappere, og med intet album slog de bedre deres talenter fast end med Stankonia fra år 2000. Gruppen består af André 3000 og Big Boi, begge meget kreative ordsmede, der også har været med til at producere det meste af albummet. I starten af albummet bliver man som lytter bare blæst omkuld af det hårdtslående, rockede nummer Gasoline Dreams. Efter dette kommer der virkelig mange rigtig gode numre, der er virkelig varierede. Hvor Gasoline Dreams er meget rocket, So Fresh So Clean er meget blød og forførende. Ms. Jackson har til trods for sin ret ironiske tekst en meget sjælfuld melodi, og Snappin’ & Trappin‘ er grovkornet gangsta-rap. På Stankonia beviser OutKast, at de ikke blot kan stort set hvad som helst, de kan også det hele rigtig godt. Det er let at synge med på de fleste af sangene, og det får man også virkelig lyst til.

I løbet af albummet er der også nogle skits mellem numrene. Jeg synes generelt at skits er dårlige for albumoplevelsen, uanset hvor morsomme de nu engang er, hvis de ikke arbejder godt sammen med sangene. Det gør de 8 forskellige skits faktisk generelt. F.eks. sørger den latterligt teatralske skit Kim & Cookie godt for at lede op til den ligeledes fjollede sang I’ll Come Before I Come, og dermed lyder sangen ikke nær så tumpet. Faktisk er det en af mine absolutte favoritter på albummet, da den bare er virkelig sjov, og så er den umulig at få ud af hovedet. Der er også mange gæsteoptrædende i løbet af albummet. Navnlig elsker jeg Killer Mikes vers på Snappin’ & Trappin’, men Khujo fra Goodie Mob på Gasoline Dreams, Gangsta Boo fra Three 6 Mafia på I’ll Call Before I Come og Erykah Badu op Humble Mumble gør det også fremragende. De øvrige gæsteoptrædende er også ganske dygtige. De mange gæster sørger for at gøre albummet sjovere og mere farverigt, men på alle sange sørger André 3000 og Big Boi stadig for at fastslå, at de er hovedpersonerne

Albummet består af 24 numre, hvis man medregner de otte skits, og de første 17 numre er alle virkelig gode. Fra det attende nummer, Red Velvet, begynder det dog at sakke lidt ned. Red Velvet starter egentlig ret fint, beatet er funky, og Big Boi kommer med nogle fede rim. Som sangen fortsætter dukker André 300 dog op, og derfra er sangen domineret af distraherende stemmeeffekter, der gør det svært at fokusere på musikken. Med undtagelse af Gangsta Shit, så er det meste derefter ikke noget specielt. Det er ganske fint, men det er ikke nær så unikt, nytænkende eller sjovt. Kvaliteten på Stankonia er generelt virkelig, virkelig høj. Den begynder at falde lidt i kvalitet mod slutningen, men hver eneste sang på de første to tredjedele af pladen er nogle af 00’ernes bedste rapnumre. Hvis du er til rapmusik har du højst sandsynligt lyttet til Stankonia tonsvis af gange allerede, men hvis du ikke har, så kan den rigtig let anbefales. Hvis du ikke nødvendigvis er specielt glad for genren generelt, er der dog så meget genrefusion, eksperimentation og tilgængelighed på Stankonia, at den kan anbefales alligevel.