474 – Otis Redding – Live In Europe (1967)

Det sidste album, den legendariske soulsanger Otis Redding nåede at udgive før sin alt for tidlige død i september 1967 var et live-album optaget i Paris under hans europaturné det år. Albummet fik navnet Live In Europe, og det er klart, at Otis Redding ikke blev værre med tiden. Jeg tror, jeg vil sige, at næsten alle sange på albummet er bedst i denne udgave. Måske har det bare noget at gøre med, hvor ofte jeg har hørt de oprindelige udgaver af Try a Little Tenderness eller I’ve Been Loving You to Long, hvilket nok bare har gjort mig træt af dem, men også med sange, som jeg ikke har hørt så ofte, foretrækker jeg dem i Live In Europe-udgaven. Sådan en sang som Respect, der jo nok er bedst kendt i Aretha Franklins coverversion, har jeg sjældent lyttet til Reddings studieudgave af, men hans liveoptagelse er helt formidabel, og den sætter virkelig gang i festen, da den er åbningsnummeret, og det skyldes ikke alene hvor meget energi Redding lægger i sin vokal, det skyldes også at han har et fantastisk band med sig, og vi snakker ikke om hvem som helst.

Gennem hele turneen havde han selveste Booker T. & the MG’s med sig. De spillede også til de fleste af hans studiealbums, men de leverer enormt meget her. Man kan høre at hvert eneste medlem spiller med liv og sjæl, og det er meget svært at sidde stille, når de virkelig giver den gas. Den gas bliver spredt tilpas ud, så der ikke kommer for meget energi af gangen, hvilket gør de energiske dele meget mere effektive. Otis giver den lige så meget som sanger, og han sætter tydeligvis sin stemme på spidsen ofte, både teknisk og følelsesmæssigt. Albummets optrædener er stort set fejlfri, men albummet har nogle mindre problemer. For det første har produktionen mangler. Der er vel kun så og så meget, en producer har at gøre med en koncertoptagelse, og det handler vel om lydens styrke og kvalitet. Kvaliteten har ingen problemer, det føles som om, man er der, men lydstyrken måtte gerne være balanceret bedre. Musikken er rigtig rigtig høj, men når Redding en sjælden gang imellem beslutter sig for at tale, skal jeg gøre mig rigtig umage, før jeg kan høre, hvad han siger.

Sangvalget kunne nok også godt have været en smule bedre. Forstå mig ret, det er nogle rigtig gode sange, han synger, men 8 af de 10 sange kommer fra enten Dictionary of Soul eller Otis Blue. Det er to af hans absolut bedste plader, men han har vel andet i sig end de to. Næsten hele hans katalog var jo til rådighed, da koncerten fandt sted. Alt i alt er Live In Europe en meget tilfredsstillende soulplade. Den oser langt væk af entusiasme, sjæl og høj teknisk standard i sang og spil. Hvis du ikke er til Otis Redding ellers, har denne plade dog ikke meget anderledes at byde på. Den lyder fuldkommen sådan, man ville forvente Otis Redding at lyde live. Det kan så både være en god og en dårlig ting, men det er i alle fald svært at sidde stille til.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.