473 – Coldplay – A Rush of Blood to the Head (2002)

I 90’erne var en af de helt store undergenrer indenfor alternativ rock britpoppen, der var af en meget skæv, spøjs karakter med elementer af både pop og rock, der opstod i Storbritannien med navne som Blur, Oasis, Pulp, Suede, Supergrass og the Verve. Da 00’erme så begyndte at træde i kraft, var det meste af verden af en eller anden grund træt af bølgen. Selv forstår jeg det ikke rigtig, jeg ville selv rigtig gerne have at disse skæve personligheder kunne hærge det ellers ret flade, intetsigende, amerikansk dominerede poplandskab. Selvfølgelig har noget af manglen på britpop i radioen noget at gøre med, at de fleste af de store bands gik fra hinanden nogenlunde samtidig, men nye bands kunne være kommet til. I stedet begyndte mange britiske rockbands efter britpoppens forfald at lave det, vi kalder post-britpop. Jeg ville gerne nævne nogle eksempler, men de fleste er alt for kedelige og kønsløse til, at jeg ved hvem, der er værd at nævne. Med undtagelse af selvfølgelig Coldplay

Coldplay tog i 2002 verden med storm med deres andet album, A Rush of Blood to the Head, der med singler som In My Place, The Scientist og Clocks blev enormt succesfuldt i radioen, men disse hits var kun overfladen af albummets storhed. Det åbner faktisk med en rigtig hård, tung, nærmest post-punk-inspireret lyd på introen til Politik, og så meget som jeg nu engang elsker The Scientist eller Clocks er det perfekt at åbne med den hårde lyd. Det gør, at du som lytter er meget opmærksom. Man er klar på at tage på en ordentlig rejse gennem forsanger Chris Martins sind, og det gør man også. Sangene er ofte meget triste, og når de er glade i tonerne, lyder det mest af alt som en opmuntring, f.eks. på God Put a Smile Upon Your Face. Coldplay er som sangskrivere rigtig gode til at udtrykke disse triste følelser overbevisende uden at kede dig. Han kan faktisk let få en melodi til at sidde fast, og selvom han tuder og vræler gennem det meste af pladen, er der faktisk ret meget gang i lyden. Det er ikke Def Leppard eller noget, men han keder sjældent lytteren

Hvis vi prøver at sammenligne Coldplay med netop Def Leppard, så er Coldplays melankoli meget lettere at tage seriøst, så det er nok heldigt at de oftere er melankolske end Def Leppard er. Men hvor Def Leppard gik ud på at overreagere så meget som muligt, havde Coldplay en stadigt mere reel lyd. De tog måske af og til sig selv for seriøst. Jo mere man tænker over det, des mere lyder Chris Martins jamren ubegrundet. Selvfølgelig, han har haft det skidt, det har vi alle. Det kan sagtens have noget med produktionen at gøre, men på en eller anden måde lyder Martin bare ikke som en, der har haft det så slemt igen. Det er ikke på et plan, hvor det virkelig ødelægger min musikalske oplevelse, men uanset, hvilket humør, jeg er i, så glemmer jeg nærmest, at musikken er så trist igen, og det kommer en smule til at svæve ind i den kedelige suppedas, som næsten alt andet post-britpop havner i. A Rush of Blood To the Head er en af Coldplays allerbedste plader, og hvis du trænger til trist klaverrock, så leverer Chris Martin & Co. en af de mest anbefalelsesværdige løsninger med den.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.