376 – Oasis – (What’s the Story) Morning Glory? (1995)

Det britiske rockband Oasis fik i 1994 stor succes med deres debutplade Definitely Maybe, og succesen blev faktisk endnu større med opfølgeren, (What’s the Story) Morning Glory? fra året efter. Albummet åbner med et kort preview af megahittet Wonderwall, før det reelle åbningsnummer, Hello, begynder. Blandt alle numrene på pladen kunne intet nok have åbnet bedre end Hello. Det er måske ikke den mest fængende sang på pladen, men det ville sørme også kræve meget. Sangen har meget force og energi, mens det dog har den sentimentale lyd, der huserer på mange af albummets bedste sange. Roll With It er en fed energibombe med en virkelig fængende melodi. Man bliver helt glad i låget af den, og man kan rigtig let finde på at synge med. Den måtte gerne være en kende kortere, for så meget udvikler sangen sig ikke igen, men sangen er stadig en af pladens mest mindeværdige. Den bliver efterfulgt af den nu klassiske Wonderwall, som jeg, såvel som alle andre, har hørt til døde efterhånden. Det har dog nok noget at gøre med, at vi snakker om en fantastisk melodi.

Oasis er helt enorme Beatles-fans, så det er intet under at Don’t Look Back in Anger på sine første klaverakkorder lyder lidt som John Lennons Imagine – eller at de for den sags skyld refererer til John Lennon med linjen “So I’ll start a revolution from my bed” – men deres inspiration går aldrig over i plagiat, for Don’t Look Back in Anger er ikke blot deres egen melodi, men det er en af de bedste popsange nogensinde. Der er få sange, jeg kan lytte til igen og igen uden at blive træt af den. Hey Now! virker lidt som et fyld-nummer. Melodien er ikke specielt fængende eller rørende, og jeg har svært ved at få meget ud af det. Det er ikke irriterende, men uanset hvor ofte jeg lytter til det, bliver det ikke særlig meget hos mig. Efter dette kommer et unavngivet instrumentalt interludium, der fungerer godt til at lave en dynamisk overgang mellem Hey Now! og det næste nummer, Some Might Say, der er en rigtig sjov, fængende sang. Den har vidunderlig sentimentalitet, men den bliver ved i lidt for lang tid, og gentager sig dermed en del, hvilket er trættende. Cast No Shadow lyder også ret meget af fyld. Melodien siger mig ikke noget, og der er også overraskende lidt spilleglæde herpå. Og koret lyder ret latterligt, mens forsanger Liam Gallagher prøver at være sentimental.

She’s Electric er rigtig sjov og glad. Teksten er noget værre vrøvl, men det gør slet ikke noget, og bandet ser ud til at indse det. Det er ikke den dybeste sang, men den har stadig meget af den sentimentalitet og livsglæde, der kendetegner bandet. Morning Glory er en af pladens mest rockede sange. Den er rigtig sjov og fængende. Den måtte godt være lidt kortere, for det korte omkvæd gentager sig en del. Endnu et unavngivet interludium kommer da, og dette hænger rigtig flot sammen med det 7½ minut lange afslutningsnummer Champagne Supernova. Det er et psykedelisk rocknummer af den allerbedste slags, og der er mere variation i dette nummer end noget andet på pladen. Det er virkelig fængende, og sentimentaliteten, jeg jo roser gruppen så meget for, er helt i top. På samme måde som hvordan Hello åbnede perfekt, afslutter Champagne Supernova bedre end noget andet nummer ville kunne. På Britpop-scenen er (What’s the Story) Morning Glory? et ikonisk album, og hvis du har smag for pop-rock, så lyt både til Oasis, men så sandelig også til Pulp, Suede, Blur og the Verve, bare for at nævne genrens største navne.