246 – Ornette Coleman – The Shape of Jazz to Come (1959)

Den vanvittigt indflydelsesrige jazzsaxofonist Ornette Coleman udgav i 1959 sit helt store mesterværk: The Shape of Jazz to Come. Denne plade ville for alvor diktere, hvad man mener, når man bruger vendingen “free jazz”. Nogle ville endda mene, at genren blev opfundet med denne plade. Jeg vil selv ikke gøre mig klog på noget, men jeg vil sige, at selv i dag føles denne plade frisk, kreativ og innovativ. Jeg har aldrig hørt andet af Coleman, men det har jeg så sandelig tænkt mig nu. Pladens åbningsnummer er Colemans uden tvivl bedst kendte sang, Lonely Woman. Denne sang har nogle træk, der definerer Coleman som optrædende – først og fremmest starter den med en simpel melodi, alle kan forholde sig til, det lyder faktisk ikke særlig atypisk for jazzgenren. Her i starten danner Colemans saxofon virkelig smukke harmonier med kornetten, og trommerne arbejder godt sammen med bassen om at gøre det meget dramatisk. Det helt vilde sker dog under soloen, der optager størstedelen af sangen, hvor sædvanlig akkordstruktur er blevet lagt væk til fordel for den enorme frihed, Coleman da får i sin improvisation.

Det andet nummer hedder Eventually, og det går virkelig hurtigt lige fra starten af, men så kommer man da også hurtigt ud i soloen. Der er virkelig gang i bassen her, den tager sig virkelig aldrig en slapper. Det er et meget interessant bud på hvordan en walking bass kan opføres, for dens rejser frem og tilbage er virkelig uforudsigelige. Og Colemans vilde præstation kan man næsten ikke følge med i. Det bliver mere stille igen på Peace, der lige fra starten, i sangens “normale” sektion begynder at lege virkelig meget med tempo. Ca, 1 minut inde kommer et virkelig smukt, kort stykke, hvor bassen bliver strøget rettere end fingrespillet. Der er større fokus på stemning her end tidligere, og til trods for friheden og improvisationen, så mærker man en stor fokus, og på intet andet nummer er sammenholdet mellem de fire musikere så stærkt, selv hvis kornetten ikke er så fremtrædende under den meget lange solo. På Focus on Sanity optræder saxofon og kornet for fuld udblæsning i starten, og så står den ellers på trommer og bas i 2 minutter, før blæserne vender tilbage, og så går der vild solo i den. Det er en god opbygning, og det gør soloen mere overbevisende. Derudover er bassen også groovy på egen hånd. Der kommer også et mere stille blæserstykke, før trommerne bygger op mod sangens finale.

Congeniality er pladens næstsidste nummer, og dens vekslen i tempo gør den til en af Colemans mest dynamiske værker nogensinde. Den har elementer af både travlhed og sentimentalitet i sin åbning, og det går smukt fra den ene til den anden stemning. Den føles meget lystig under soloen, og man kan næsten se for sig, hvordan Coleman står der med sit store smil oppe mod saxofonens mundstykke. Der kommer endda et “wooh” i baggrunden – og det gør det bare til en virkelig levende sang. Pladen bliver afsluttet af Chronology, og denne siger virkelig flot farvel. Man bliver glad af den, og bassen sidder lige i skabet. Man sidder nu og mindes alt det gode, pladen har fået dig igennem. Både kornet og saxofon har virkelig noget at sige, og det føles som om, de snakker sammen. The Shape of Jazz to Come er en imponerende plade fra hoved til hale. Den er kreativ, den er sjov, den er anderledes, og så er den heller ikke frygtelig lang, og at kunne få alle disse indtryk på så kort tid er virkelig imponerende. Der er ikke mange jazzplader, der kan konkurrere med dette mesterværk.

263 – Ray Charles – The Genius of Ray Charles (1959)

Ray Charles er en legende indenfor tidlig R&B og rock and roll, men som med så mange kunstnere, valgte han at prøve kræfter med andre genrer. Hans mest populære udfoldelse i andre genrer var med Modern Sounds in Country and Western Music fra 1962, hvor han udforskede (sjovt nok) country og western-musik. Han havde dog gjort dette længe, og meget stor popularitet har også The Genius of Ray Charles fra 1959, hvor han forsøger sig med nogle lidt jazzede fortolkninger af traditionelle popstandarder. Det er ikke meget ulig noget, Frank Sinatra kunne have lavet nogenlunde samtidig, og dette gælder på godt og ondt. For det første består albummet udelukkende af covers, hvilket ikke var noget Sinatra heller var uvant med. Hvis man tager det i betragtning, så er mange af sangene virkelig umindeværdige. Jeg indrømmer, at jeg sjældent lytter til denne genre, men der var forbløffende få af disse sange, der blev hos mig. Som regel var det de mere stille sange, der bare forsvandt fuldkommen fra min hukommelse. Jeg tror dog ikke, at det har noget med sangene at gøre, men rettere virkelig dårlig albumstruktur. Alle de stille sange udgør anden halvdel af pladen, og jeg har faktisk virkelig svært ved at lytte igennem det. Det er bare så ensformigt og kedeligt i længen, til trods for en smuk stemme.

Denne plade varer 38 minutter, men den føles meget, meget længere, bare fordi rækkefølgen er så dårlig. Men hey, anden halvdel er måske vældig kedelig, men hvad med første halvdel? Den er faktisk i næsten den modsatte lejr, men dog ikke i en nær så ekstrem grad. Det er sjovt og festligt, og bigbandet fyrer den virkelig af. Man forstår for alvor deres tilstedeværelse på disse sange. Til trods for, at det på alle numre er højlydt, er der faktisk en vis dynamik. På åbningsnummeret Let the Good Times Roll får man ganske vist blæsere for fuld udblæsning med massere af konstant energi, men det andet nummer, It Had to Be You er faktisk ret langsom i tempoet. Der er dog stadig meget højlydte øjeblikke på nummeret. Track 3, Alexander’s Ragtime Band er ligesom Let the Good Times Roll en virkelig sjov, hurtig sang, der bare aldrig lader sig sløve ned. det er virkelig sjov musik. Dynamisk falder track 4, Two Years of Torture sig et eller andet sted imellem It Had to Be You og Let the Good Times Roll. Det er en af pladens mest legesyge sange, og bigbandets storhedsøjeblik er nok denne sang. Lidt langsomt bliver det igen med When Your Lover Has Gone, men der er store følelser på spil, der storladent bliver udtrykt af blæserne.

Track 6 hedder Deed I Do, og det er en af pladens bedste sange. Den er helt vildt sjov, og instrumentationen går godt over toppen. Det er en fed måde at afslutte A-siden af vinylen. Men har man så reelt lyst til at vende pladen? Hvis man vil have 6 sange i træk, der har samme stemning, samme tempo, stort set samme instrumentation og næsten også samme melodier. Det er helt utroligt. Jeg vil anbefale, at hvis du lytter til denne plade, så bør du altså bare springe helle denne halvdel af pladen over, måske med undtagelse af en enkelt sang. Den eneste sang på den halvdel, jeg rent faktisk har fået et forhold til, er Am I Blue, der formår at puste lidt liv ind i det hele med nogle kreativt brugte blæsere. Ray Charles’ stemme er virkelig med til at sælge denne plade, og hvis du endelig skulle finde på at lytte til anden halvdel, så gør det for hans stemme. Han er en helt formidabel sanger, og selvom første halvdel er mere imponerende i selv dette aspekt, så er han stadig meget dygtig til at give anden halvdel bare en lille smule liv. Jeg kan godt anbefale at lytte til første halvdel af The Genius of Ray Charles, men som en helstøbt oplevelse, så holder den simpelthen ikke længere.