100 – Frank Sinatra – In the Wee Small Hours (1955)

Det er svært at være helt fair, når det gælder plader af en vis alder. Men når det gælder anmeldelser handler det ikke om at være fair. Man skal naturligvis kunne præsentere en vis forståelse for den musikalske samtid og stilart, men i sidste ende, hvis musik ikke tiltaler mig som lytter kan jeg ikke i mit gode hjerte give en positiv vurdering, uanset hvor meget forståelse og respekt, jeg skulle have for albummets historiske indplacering. Med det sagt, så er Frank Sinatra en vigtig figur i popmusikkens historie. Ikke alene var han en af de første store, vidtspændende popstjerner, der ikke blot var musiker men også entertainer – han var også banebrydende idet han udgav nogle af de første populære konceptalbums nogensinde, nemlig In the Wee Small Hours fra 1955. Okay, det er ikke en storladen fortælling om en dreng, der bliver blind og starter en religion omkring sine pinballfærdigheder, ej heller er det en personlig udlægning af hans barndom eller en 49 minutter lang skildring af delstaten Illinois. Det er noget simplere, nok så simpelt, at man i dag ikke ville anse det som et konceptalbum, men det er 15 sange om, at der er en kvinde, der just har slået op med fortælleren.

Udvalget af sange lever meget godt op til albummets tema, både musikalsk og lyrisk. Man er på intet tidspunkt i tvivl om, hvad det handler om, og man har ret let ved at leve sig ind i stemningen. Det er ret dramatisk ved punkter, men tit mærker man også at Sinatra prøver at berolige sig selv. Nu er jeg helt klar over, at det her ikke er et metalcore-album, men det ville være fedt, hvis man også fik nogle elementer af ufiltreret vrede til at assistere tidspunkterne, hvor Sinatra savner sin udkårne og fortryder, hvad han har gjort, eller når han overvejer hvad der måtte ske herfra. Hvis man ser bort fra manglen på den rå vrede, så støder man faktisk på en ret afrundet præsentation af alle sorgens faser. Jeg har svært ved at udpege enkelte sange, der ikke fint udfører, hvad de prøver, især takket være Sinatras smukke, følelsesrige stemme. In the Wee Small Hours er på alle måder et album med meget finesse, men det gør desværre ikke, at jeg personligt finder oplevelsen særlig engagerende. Jeg vil ikke påstå, at min mening på nogen måde er objektiv, faktisk vil jeg endda sige, at pladen som rent håndværk er ganske veludført, men den siger mig nærmest intet.

Vi kan starte med et emne, jeg nævner tit – dynamik. Dynamikken er ikke i højsædet på dette album. Der er fin variation mellem det højlydte og det afdæmpede, men tempoet er konsekvent i den langsommere ende, hvilket simpelthen bliver for ensformigt og – vover jeg at sige det – kedeligt til en 49 minutter lang plade. Derudover, selvom Frankies stemme egentlig sælger følelserne ret godt, og selvom instrumentationen er yderst velarrangeret, så er hele albummet stadig opført i en stil, der i mine øjne sjældent står særlig godt til det personlige og inderlige. Hele albummet føles som en ret overfladisk og kommerciel skildring af almen melankoli, som derfor ikke rammer særlig dybt, i hvert fald ikke med denne 21-årige musikanmelders øjne. Sinatra har kun været med til at skrive én af disse sange, hvilket ærlig talt er én mere end jeg havde forventet. Jeg kan sagtens høre, hvilke følelser, de går efter, men på intet tidspunkt rammer de mig på samme måde som en Neil Young, Nick Drake eller Sun Kil Moon ville være i stand til. Hvis Sinatras traditionelle popstil kan ramme dybere hos dig end hos mig, eller hvis du blot leder efter noget hyggelig baggrundsmusik til dit cafeteria, så går det dog an, men pladen har ikke ældet med ynde.

116 – Etta James – At Last! (1960)

Etta James havde en af de største soul-stemmer nogensinde. Den var virkelig blød for det meste, men hun havde så flot kontrol over den, at hun sagtens kan trække den i mere hårdføre retninger. Hendes første album, der fik titlen At Last!, udkom i 1960, men siden 1955 havde hun udgivet stribevis af populære singler. Indholdet på At Last! var dog spritnyt, og mange af hendes bedste numre er på tracklisten. Naturligvis kan titelnummeret nævnes, men også Trust in Me og A Sunday Kind of Love er store, sjælfulde ballader, som absolut er værd at lytte til, og den bluesede I Just Want to Make Love To You er skøn. Det er som med de fleste albums fra den tid ikke et særlig stilren eller konsekvent helhedsoplevelse. Det er mest af alt en samling sange, som Etta James tilfældigvis indspillede i 1960. Det er dog heldigvis ikke en lang plade, den er kun 29 minutter lang, så pladens manglende dynamik gør stort set aldrig, at man bliver træt af Etta James. Til gengæld kan det ændre på indtrykket, man får af visse numre. Jeg ville fx muligvis have syntes bedre om den rock and roll-prægede Tough Mary, hvis resten af pladen på nogen måde havde lagt op til den stil. Som den står nu, virker den lettere fjollet.

Der er desværre også et generelt kvalitetssving på pladen. De storladne, lykkelige eller længselsfulde kærlighedssange er uden tvivl det, der klæder Etta James bedst. Det er heldigvis også dem, der er flest af, men når hun begynder at være sørgmodig på All I Could Do Was Cry, bliver det en kende vammelt, og det lyder på ingen måde oprigtigt. Jeg føler mig faktisk en smule talt ned til, hvis det er meningen, jeg skal tro på det scenarie, der bliver fremstillet i teksten. Det kunne måske være en smule trættende, hvis det storladne soul-skrålen skulle være basis for alle sange på pladen, men så ville jeg absolut foretrække nogle mere blues-prægede sange i stedet, og pladen er som sagt ikke så lang, så det er begrænset, hvor meget den kan udmatte dig. Med det sagt, så virker dynamikken faktisk ret fint. Den er absolut ikke ideel, men pladen er stadig relativt varieret i forhold til både stil, hastighed og lydniveau. Den er absolut acceptabel til en plade på 29 minutter. Andre former for albumstruktur er dog slet ikke til stede. Intet nummer bygger op til et andet eller er med til at skabe et større tematisk helhedsindtryk.

Lyden på pladen er generelt meget klassisk soul. Der er elementer af standard-vokaljazz, hvilket blot udnytter James’ stemme endnu bedre. I det hele taget er hvert eneste nummer meget imponerende, hvis man har fokus på Etta James’ vokalpræstation. Hendes stemme lyder fuldkommen fantastisk på hvert eneste nummer, ingen undtagelse. Den slags situationer kommer tit med en tilgang, hvor det er vigtigere at sangeren skal kunne imponere med sin stemme, end at musikken rent faktisk forsøger at have noget at byde på i sig selv. Dette er ikke generelt tilfældet på At Last!. Det er ikke alle numre, jeg holder lige meget af, så på visse er James’ flotte stemme den væsentligste “saving grace”. Men på alle numrene kan jeg se, hvad de har prøvet at opnå, og ganske tit lykkes det da også. At Last! er en ganske fin plade. Den underholder acceptabelt nok i den korte tid den varer, og sangene er varierede nok, til at man aldrig keder sig, mens der stadig er nok af balladerne, som jo er guffet. Der er ikke de store overraskelser eller den helt store holdbarhed på pladen, men den har stadig absolut noget at byde på.

263 – Ray Charles – The Genius of Ray Charles (1959)

Ray Charles er en legende indenfor tidlig R&B og rock and roll, men som med så mange kunstnere, valgte han at prøve kræfter med andre genrer. Hans mest populære udfoldelse i andre genrer var med Modern Sounds in Country and Western Music fra 1962, hvor han udforskede (sjovt nok) country og western-musik. Han havde dog gjort dette længe, og meget stor popularitet har også The Genius of Ray Charles fra 1959, hvor han forsøger sig med nogle lidt jazzede fortolkninger af traditionelle popstandarder. Det er ikke meget ulig noget, Frank Sinatra kunne have lavet nogenlunde samtidig, og dette gælder på godt og ondt. For det første består albummet udelukkende af covers, hvilket ikke var noget Sinatra heller var uvant med. Hvis man tager det i betragtning, så er mange af sangene virkelig umindeværdige. Jeg indrømmer, at jeg sjældent lytter til denne genre, men der var forbløffende få af disse sange, der blev hos mig. Som regel var det de mere stille sange, der bare forsvandt fuldkommen fra min hukommelse. Jeg tror dog ikke, at det har noget med sangene at gøre, men rettere virkelig dårlig albumstruktur. Alle de stille sange udgør anden halvdel af pladen, og jeg har faktisk virkelig svært ved at lytte igennem det. Det er bare så ensformigt og kedeligt i længen, til trods for en smuk stemme.

Denne plade varer 38 minutter, men den føles meget, meget længere, bare fordi rækkefølgen er så dårlig. Men hey, anden halvdel er måske vældig kedelig, men hvad med første halvdel? Den er faktisk i næsten den modsatte lejr, men dog ikke i en nær så ekstrem grad. Det er sjovt og festligt, og bigbandet fyrer den virkelig af. Man forstår for alvor deres tilstedeværelse på disse sange. Til trods for, at det på alle numre er højlydt, er der faktisk en vis dynamik. På åbningsnummeret Let the Good Times Roll får man ganske vist blæsere for fuld udblæsning med massere af konstant energi, men det andet nummer, It Had to Be You er faktisk ret langsom i tempoet. Der er dog stadig meget højlydte øjeblikke på nummeret. Track 3, Alexander’s Ragtime Band er ligesom Let the Good Times Roll en virkelig sjov, hurtig sang, der bare aldrig lader sig sløve ned. det er virkelig sjov musik. Dynamisk falder track 4, Two Years of Torture sig et eller andet sted imellem It Had to Be You og Let the Good Times Roll. Det er en af pladens mest legesyge sange, og bigbandets storhedsøjeblik er nok denne sang. Lidt langsomt bliver det igen med When Your Lover Has Gone, men der er store følelser på spil, der storladent bliver udtrykt af blæserne.

Track 6 hedder Deed I Do, og det er en af pladens bedste sange. Den er helt vildt sjov, og instrumentationen går godt over toppen. Det er en fed måde at afslutte A-siden af vinylen. Men har man så reelt lyst til at vende pladen? Hvis man vil have 6 sange i træk, der har samme stemning, samme tempo, stort set samme instrumentation og næsten også samme melodier. Det er helt utroligt. Jeg vil anbefale, at hvis du lytter til denne plade, så bør du altså bare springe helle denne halvdel af pladen over, måske med undtagelse af en enkelt sang. Den eneste sang på den halvdel, jeg rent faktisk har fået et forhold til, er Am I Blue, der formår at puste lidt liv ind i det hele med nogle kreativt brugte blæsere. Ray Charles’ stemme er virkelig med til at sælge denne plade, og hvis du endelig skulle finde på at lytte til anden halvdel, så gør det for hans stemme. Han er en helt formidabel sanger, og selvom første halvdel er mere imponerende i selv dette aspekt, så er han stadig meget dygtig til at give anden halvdel bare en lille smule liv. Jeg kan godt anbefale at lytte til første halvdel af The Genius of Ray Charles, men som en helstøbt oplevelse, så holder den simpelthen ikke længere.

306 – Frank Sinatra – Songs for Swingin’ Lovers (1956)

Når de fleste tænker Frank Sinatra, tænker de oftere på bestemte sange end hele albums. Det er ikke helt sært, for i Frank Sinatras storhedstid i 50’erne og de tidlige 60’ere var albummet ikke rigtig en kunstart. Singler solgte stadig bedre end albums dengang, men der var dog én genre, som allerede dengang havde taget albummet meget til sig, nemlig jazz. Her tænker man så især på navne som John Coltrane og Miles Davis, men der også er meget af Sinatras musik, der har et klart jazz-flair over sig, især det fra netop denne periode. Sinatra skrev ganske vist ikke en eneste af sine egne sange, og han havde ikke et fast hold af sangskrivere, men pladeselskabet besluttede sig for at lave en række albums med ham, der generelt opfattes som konceptalbums. På Songs for Swingin’ Lovers fra 1956 var konceptet kærlighed. Ja, det virker måske som et ret løst koncept i dag, men at have en rød tråd på den måde er faktisk til stor hjælp for albummets holdbarhed, og Sinatras status som en ren Charmetrold bliver godt og grundigt fastslået.

Alle sange på Songs For Swingin’ Lovers er covers, og det er ret bemærkelsesværdigt, for Sinatra formår virkelig sammen med arrangør Nelson Riddle og et dygtigt orkester at gøre sangene til helt unikke Sinatra-oplevelser. Når jeg tænker sange som I’ve Got You Under My SkinPennies From Heaven og Too Marvelous for Words, så er det bare Sinatras sange, og dette er på grund af knivskarp instrumentation og en sjælfuld sangstemme med en bred, bred toneskala. Rent teknisk er der ikke et tidspunkt, hvor Sinatras stemme ikke er imponerende, og han er også generelt virkelig god til at leve sig ind i det. Musikken kan godt blive lidt for poleret til min smag til tider, og jeg er ellers ikke en, der har noget imod en ganske almindelig popsang, hvis bare den er skrevet godt. Sange som Makin’ Whoopee er til gengæld lidt irriterende med deres konstante blinken med øjet og overdrevne uskyldighed, men jeg kan ikke sige noget ondt om melodien. I forhold til, at der er 15 sange på pladen, er en overraskende stor del af melodierne formidable. Underligt nok er den mest jazzede, We’ll Be Together Again, den kedeligste, og uheldigvis er den også den længste. Instrumentationen er fed, men melodien forsvinder sørme hurtigt fra hovedet.

Denne plades største force er uden tvivl den røde tråd, men underligt nok er det også det største problem; det ender bare med at være for meget af det samme. Det er jazzet popmusik om kærlighed, og det kan sagtens fungere i løbet af et helt album, men jeg tror, det ville have været bedst, hvis det havde været kortere. Der er næsten intet i vejen med de individuelle sange – de er godt skrevet og charmerende opført og det hele – men der er bare ikke nok variation eller albumdynamik til at retfærdiggøre 44 minutter. 44 minutter er ikke en lang længde, men det er for langt til denne plade. Jeg må indrømme, at der er sørget for at vælge sange, der handler om mange forskellige facetter af kærlighed. Der er rigtig mange ting, der er virkelig godt gennemtænkt og forud for sin tid på dette album, og det må jeg virkelig rose Sinatra og Riddle for, og de fleste sange holder også stadig, men som helhed er albummet en smule ufuldendt med nutidige øjne. Hvis du er meget glad for Frank Sinatras kendte numre, så er Songs for Swingin’ Lovers let at anbefale, men vær forberedt på, at alderen har sat sine spor.