306 – Frank Sinatra – Songs for Swingin’ Lovers (1956)

Når de fleste tænker Frank Sinatra, tænker de oftere på bestemte sange end hele albums. Det er ikke helt sært, for i Frank Sinatras storhedstid i 50’erne og de tidlige 60’ere var albummet ikke rigtig en kunstart. Singler solgte stadig bedre end albums dengang, men der var dog én genre, som allerede dengang havde taget albummet meget til sig, nemlig jazz. Her tænker man så især på navne som John Coltrane og Miles Davis, men der også er meget af Sinatras musik, der har et klart jazz-flair over sig, især det fra netop denne periode. Sinatra skrev ganske vist ikke en eneste af sine egne sange, og han havde ikke et fast hold af sangskrivere, men pladeselskabet besluttede sig for at lave en række albums med ham, der generelt opfattes som konceptalbums. På Songs for Swingin’ Lovers fra 1956 var konceptet kærlighed. Ja, det virker måske som et ret løst koncept i dag, men at have en rød tråd på den måde er faktisk til stor hjælp for albummets holdbarhed, og Sinatras status som en ren Charmetrold bliver godt og grundigt fastslået.

Alle sange på Songs For Swingin’ Lovers er covers, og det er ret bemærkelsesværdigt, for Sinatra formår virkelig sammen med arrangør Nelson Riddle og et dygtigt orkester at gøre sangene til helt unikke Sinatra-oplevelser. Når jeg tænker sange som I’ve Got You Under My SkinPennies From Heaven og Too Marvelous for Words, så er det bare Sinatras sange, og dette er på grund af knivskarp instrumentation og en sjælfuld sangstemme med en bred, bred toneskala. Rent teknisk er der ikke et tidspunkt, hvor Sinatras stemme ikke er imponerende, og han er også generelt virkelig god til at leve sig ind i det. Musikken kan godt blive lidt for poleret til min smag til tider, og jeg er ellers ikke en, der har noget imod en ganske almindelig popsang, hvis bare den er skrevet godt. Sange som Makin’ Whoopee er til gengæld lidt irriterende med deres konstante blinken med øjet og overdrevne uskyldighed, men jeg kan ikke sige noget ondt om melodien. I forhold til, at der er 15 sange på pladen, er en overraskende stor del af melodierne formidable. Underligt nok er den mest jazzede, We’ll Be Together Again, den kedeligste, og uheldigvis er den også den længste. Instrumentationen er fed, men melodien forsvinder sørme hurtigt fra hovedet.

Denne plades største force er uden tvivl den røde tråd, men underligt nok er det også det største problem; det ender bare med at være for meget af det samme. Det er jazzet popmusik om kærlighed, og det kan sagtens fungere i løbet af et helt album, men jeg tror, det ville have været bedst, hvis det havde været kortere. Der er næsten intet i vejen med de individuelle sange – de er godt skrevet og charmerende opført og det hele – men der er bare ikke nok variation eller albumdynamik til at retfærdiggøre 44 minutter. 44 minutter er ikke en lang længde, men det er for langt til denne plade. Jeg må indrømme, at der er sørget for at vælge sange, der handler om mange forskellige facetter af kærlighed. Der er rigtig mange ting, der er virkelig godt gennemtænkt og forud for sin tid på dette album, og det må jeg virkelig rose Sinatra og Riddle for, og de fleste sange holder også stadig, men som helhed er albummet en smule ufuldendt med nutidige øjne. Hvis du er meget glad for Frank Sinatras kendte numre, så er Songs for Swingin’ Lovers let at anbefale, men vær forberedt på, at alderen har sat sine spor.