Det er svært at være helt fair, når det gælder plader af en vis alder. Men når det gælder anmeldelser handler det ikke om at være fair. Man skal naturligvis kunne præsentere en vis forståelse for den musikalske samtid og stilart, men i sidste ende, hvis musik ikke tiltaler mig som lytter kan jeg ikke i mit gode hjerte give en positiv vurdering, uanset hvor meget forståelse og respekt, jeg skulle have for albummets historiske indplacering. Med det sagt, så er Frank Sinatra en vigtig figur i popmusikkens historie. Ikke alene var han en af de første store, vidtspændende popstjerner, der ikke blot var musiker men også entertainer – han var også banebrydende idet han udgav nogle af de første populære konceptalbums nogensinde, nemlig In the Wee Small Hours fra 1955. Okay, det er ikke en storladen fortælling om en dreng, der bliver blind og starter en religion omkring sine pinballfærdigheder, ej heller er det en personlig udlægning af hans barndom eller en 49 minutter lang skildring af delstaten Illinois. Det er noget simplere, nok så simpelt, at man i dag ikke ville anse det som et konceptalbum, men det er 15 sange om, at der er en kvinde, der just har slået op med fortælleren.

Udvalget af sange lever meget godt op til albummets tema, både musikalsk og lyrisk. Man er på intet tidspunkt i tvivl om, hvad det handler om, og man har ret let ved at leve sig ind i stemningen. Det er ret dramatisk ved punkter, men tit mærker man også at Sinatra prøver at berolige sig selv. Nu er jeg helt klar over, at det her ikke er et metalcore-album, men det ville være fedt, hvis man også fik nogle elementer af ufiltreret vrede til at assistere tidspunkterne, hvor Sinatra savner sin udkårne og fortryder, hvad han har gjort, eller når han overvejer hvad der måtte ske herfra. Hvis man ser bort fra manglen på den rå vrede, så støder man faktisk på en ret afrundet præsentation af alle sorgens faser. Jeg har svært ved at udpege enkelte sange, der ikke fint udfører, hvad de prøver, især takket være Sinatras smukke, følelsesrige stemme. In the Wee Small Hours er på alle måder et album med meget finesse, men det gør desværre ikke, at jeg personligt finder oplevelsen særlig engagerende. Jeg vil ikke påstå, at min mening på nogen måde er objektiv, faktisk vil jeg endda sige, at pladen som rent håndværk er ganske veludført, men den siger mig nærmest intet.

Vi kan starte med et emne, jeg nævner tit – dynamik. Dynamikken er ikke i højsædet på dette album. Der er fin variation mellem det højlydte og det afdæmpede, men tempoet er konsekvent i den langsommere ende, hvilket simpelthen bliver for ensformigt og – vover jeg at sige det – kedeligt til en 49 minutter lang plade. Derudover, selvom Frankies stemme egentlig sælger følelserne ret godt, og selvom instrumentationen er yderst velarrangeret, så er hele albummet stadig opført i en stil, der i mine øjne sjældent står særlig godt til det personlige og inderlige. Hele albummet føles som en ret overfladisk og kommerciel skildring af almen melankoli, som derfor ikke rammer særlig dybt, i hvert fald ikke med denne 21-årige musikanmelders øjne. Sinatra har kun været med til at skrive én af disse sange, hvilket ærlig talt er én mere end jeg havde forventet. Jeg kan sagtens høre, hvilke følelser, de går efter, men på intet tidspunkt rammer de mig på samme måde som en Neil Young, Nick Drake eller Sun Kil Moon ville være i stand til. Hvis Sinatras traditionelle popstil kan ramme dybere hos dig end hos mig, eller hvis du blot leder efter noget hyggelig baggrundsmusik til dit cafeteria, så går det dog an, men pladen har ikke ældet med ynde.