Ray Charles er en legende indenfor tidlig R&B og rock and roll, men som med så mange kunstnere, valgte han at prøve kræfter med andre genrer. Hans mest populære udfoldelse i andre genrer var med Modern Sounds in Country and Western Music fra 1962, hvor han udforskede (sjovt nok) country og western-musik. Han havde dog gjort dette længe, og meget stor popularitet har også The Genius of Ray Charles fra 1959, hvor han forsøger sig med nogle lidt jazzede fortolkninger af traditionelle popstandarder. Det er ikke meget ulig noget, Frank Sinatra kunne have lavet nogenlunde samtidig, og dette gælder på godt og ondt. For det første består albummet udelukkende af covers, hvilket ikke var noget Sinatra heller var uvant med. Hvis man tager det i betragtning, så er mange af sangene virkelig umindeværdige. Jeg indrømmer, at jeg sjældent lytter til denne genre, men der var forbløffende få af disse sange, der blev hos mig. Som regel var det de mere stille sange, der bare forsvandt fuldkommen fra min hukommelse. Jeg tror dog ikke, at det har noget med sangene at gøre, men rettere virkelig dårlig albumstruktur. Alle de stille sange udgør anden halvdel af pladen, og jeg har faktisk virkelig svært ved at lytte igennem det. Det er bare så ensformigt og kedeligt i længen, til trods for en smuk stemme.

Denne plade varer 38 minutter, men den føles meget, meget længere, bare fordi rækkefølgen er så dårlig. Men hey, anden halvdel er måske vældig kedelig, men hvad med første halvdel? Den er faktisk i næsten den modsatte lejr, men dog ikke i en nær så ekstrem grad. Det er sjovt og festligt, og bigbandet fyrer den virkelig af. Man forstår for alvor deres tilstedeværelse på disse sange. Til trods for, at det på alle numre er højlydt, er der faktisk en vis dynamik. På åbningsnummeret Let the Good Times Roll får man ganske vist blæsere for fuld udblæsning med massere af konstant energi, men det andet nummer, It Had to Be You er faktisk ret langsom i tempoet. Der er dog stadig meget højlydte øjeblikke på nummeret. Track 3, Alexander’s Ragtime Band er ligesom Let the Good Times Roll en virkelig sjov, hurtig sang, der bare aldrig lader sig sløve ned. det er virkelig sjov musik. Dynamisk falder track 4, Two Years of Torture sig et eller andet sted imellem It Had to Be You og Let the Good Times Roll. Det er en af pladens mest legesyge sange, og bigbandets storhedsøjeblik er nok denne sang. Lidt langsomt bliver det igen med When Your Lover Has Gone, men der er store følelser på spil, der storladent bliver udtrykt af blæserne.

Track 6 hedder Deed I Do, og det er en af pladens bedste sange. Den er helt vildt sjov, og instrumentationen går godt over toppen. Det er en fed måde at afslutte A-siden af vinylen. Men har man så reelt lyst til at vende pladen? Hvis man vil have 6 sange i træk, der har samme stemning, samme tempo, stort set samme instrumentation og næsten også samme melodier. Det er helt utroligt. Jeg vil anbefale, at hvis du lytter til denne plade, så bør du altså bare springe helle denne halvdel af pladen over, måske med undtagelse af en enkelt sang. Den eneste sang på den halvdel, jeg rent faktisk har fået et forhold til, er Am I Blue, der formår at puste lidt liv ind i det hele med nogle kreativt brugte blæsere. Ray Charles’ stemme er virkelig med til at sælge denne plade, og hvis du endelig skulle finde på at lytte til anden halvdel, så gør det for hans stemme. Han er en helt formidabel sanger, og selvom første halvdel er mere imponerende i selv dette aspekt, så er han stadig meget dygtig til at give anden halvdel bare en lille smule liv. Jeg kan godt anbefale at lytte til første halvdel af The Genius of Ray Charles, men som en helstøbt oplevelse, så holder den simpelthen ikke længere.