246 – Ornette Coleman – The Shape of Jazz to Come (1959)

Den vanvittigt indflydelsesrige jazzsaxofonist Ornette Coleman udgav i 1959 sit helt store mesterværk: The Shape of Jazz to Come. Denne plade ville for alvor diktere, hvad man mener, når man bruger vendingen “free jazz”. Nogle ville endda mene, at genren blev opfundet med denne plade. Jeg vil selv ikke gøre mig klog på noget, men jeg vil sige, at selv i dag føles denne plade frisk, kreativ og innovativ. Jeg har aldrig hørt andet af Coleman, men det har jeg så sandelig tænkt mig nu. Pladens åbningsnummer er Colemans uden tvivl bedst kendte sang, Lonely Woman. Denne sang har nogle træk, der definerer Coleman som optrædende – først og fremmest starter den med en simpel melodi, alle kan forholde sig til, det lyder faktisk ikke særlig atypisk for jazzgenren. Her i starten danner Colemans saxofon virkelig smukke harmonier med kornetten, og trommerne arbejder godt sammen med bassen om at gøre det meget dramatisk. Det helt vilde sker dog under soloen, der optager størstedelen af sangen, hvor sædvanlig akkordstruktur er blevet lagt væk til fordel for den enorme frihed, Coleman da får i sin improvisation.

Det andet nummer hedder Eventually, og det går virkelig hurtigt lige fra starten af, men så kommer man da også hurtigt ud i soloen. Der er virkelig gang i bassen her, den tager sig virkelig aldrig en slapper. Det er et meget interessant bud på hvordan en walking bass kan opføres, for dens rejser frem og tilbage er virkelig uforudsigelige. Og Colemans vilde præstation kan man næsten ikke følge med i. Det bliver mere stille igen på Peace, der lige fra starten, i sangens “normale” sektion begynder at lege virkelig meget med tempo. Ca, 1 minut inde kommer et virkelig smukt, kort stykke, hvor bassen bliver strøget rettere end fingrespillet. Der er større fokus på stemning her end tidligere, og til trods for friheden og improvisationen, så mærker man en stor fokus, og på intet andet nummer er sammenholdet mellem de fire musikere så stærkt, selv hvis kornetten ikke er så fremtrædende under den meget lange solo. På Focus on Sanity optræder saxofon og kornet for fuld udblæsning i starten, og så står den ellers på trommer og bas i 2 minutter, før blæserne vender tilbage, og så går der vild solo i den. Det er en god opbygning, og det gør soloen mere overbevisende. Derudover er bassen også groovy på egen hånd. Der kommer også et mere stille blæserstykke, før trommerne bygger op mod sangens finale.

Congeniality er pladens næstsidste nummer, og dens vekslen i tempo gør den til en af Colemans mest dynamiske værker nogensinde. Den har elementer af både travlhed og sentimentalitet i sin åbning, og det går smukt fra den ene til den anden stemning. Den føles meget lystig under soloen, og man kan næsten se for sig, hvordan Coleman står der med sit store smil oppe mod saxofonens mundstykke. Der kommer endda et “wooh” i baggrunden – og det gør det bare til en virkelig levende sang. Pladen bliver afsluttet af Chronology, og denne siger virkelig flot farvel. Man bliver glad af den, og bassen sidder lige i skabet. Man sidder nu og mindes alt det gode, pladen har fået dig igennem. Både kornet og saxofon har virkelig noget at sige, og det føles som om, de snakker sammen. The Shape of Jazz to Come er en imponerende plade fra hoved til hale. Den er kreativ, den er sjov, den er anderledes, og så er den heller ikke frygtelig lang, og at kunne få alle disse indtryk på så kort tid er virkelig imponerende. Der er ikke mange jazzplader, der kan konkurrere med dette mesterværk.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.