372 – Jackson Browne – Late For the Sky (1974)

Jackson Browne udgav i 1974 sit tredje album, Late For the Sky, og dette er af mange opfattet som hans største værk. Det har da også mange rigtig gode sange på sig. Der er kun otte af slagsen, men kvaliteten er generelt højere end på nogen af hans andre albums. Nu er jeg ikke selv verdens største soft-rock-fan, men jeg kan så sandelig genkende en god melodi, når jeg hører en. Og titelnummeret, der åbner pladen, er en virkelig kraftig melodi. Som altid har Browne her skrevet en virkelig rørende tekst, men den håbløse stemning går virkelig også igennem med melodien. Det andet nummer, Fountain of Sorrow, er med sine næsten 7 minutter pladens længste, men det er muligvis også det bedste. Browne mestrer i højere grad end normalt dynamik på dette nummer, og følelserne strømmer også bare ud. Sjældent føles han så fortabt i intetheden, og sjældent har han fortalt en sang så malerisk. Og mest af alt, så er det imponerende, hvor meget han rent faktisk formår at gøre musikalsk på disse 7 minutter. Sangens lyd er varieret, men ikke på ét tidspunkt bliver stemningen ødelagt.

Father On er absolut ikke en dårlig sang heller. Den har nogle meget mindeværdige øjeblikke på sig, og Browne har stadig godt fat i, hvordan man får tekst, melodi og lyd til at komplimentere hinanden godt. Dog vil jeg sige, at det lyder som noget, man har hørt før. Der er ikke vanvittigt meget kontrast i forhold til de to første sange i lydlandskabet. Dette er konsekvent det største problem, Browne har kæmpet med. Det er dog ikke så slemt igen på The Late Show. Det er stadig soft-rock, men strygere såvel som et meget højlydt kor, gør den interessant nok. Det er dog en af albummets svagere melodier, men tekstniveauet er som sædvanligt ret så højt. Heldigvis kommer der dog noget afveksling med noget energisk rock and roll på The Road and the Sky. Det er rigtig energisk og sjovt, men det passer stadig fint ind blandt resten af numrene. Man lægger ganske vist mindre mærke til teksten på dette nummer, men det gør ikke så meget, for variation er vigtigere i min bog. Og det er nok derfor Browne sjældent siger mig nær så meget, som han gør andre anmeldere.

For A Dancer er en af pladens bedste numre. Den har nogle rigtig smukke strygerportioner, og den har faktisk nogle fine temposkift, der sørger for at gøre den engagerende hele vejen igennem. Det er en ganske sød sang, og hvis Browne nogensinde har været musikalsk interessant, så er det med denne. Walking Slow er ironisk nok en af de mere energiske sange. Den er vældig sjov, og teksten viser, at Browne sagtens kan fortælle en interessant historie uden at være trist. Den er let at gribe fat om, og den er dejligt afslappende. Han måtte sagtens lave numre som dette lidt oftere. Afslutningsnummeret hedder Before the Deluge, og det er et rimelig typisk Browne-nummer. Det er en ok melodi, en vidunderlig tekst, en ret interessant instrumentation og en ikke specielt interessant sangstemme, men det fungerer. Late For the Sky er et rigtig godt album. De svage punkter er der, men de højeste punkter er nogle af de højeste, Browne har nået i løbet af sin karriere. Hvis du kan lide soft-rock, så er Jackson Browne sikkert noget for dig, og Late for the Sky er nok det bedste sted at starte.

391 – Jackson Browne – The Pretender (1976)

The Pretender er navnet på Jackson Brownes fjerde studiealbum. Jackson Browne er en afsindigt dygtig lyriker rigtig ofte, men hans musik minder tit lidt for meget om hinanden, hvis du spørger mig. På The Pretender bliver vi til gengæld præsenteret for en mere dynamisk Browne på åbningsnummeret, The Fuse. Overgangene mellem forskellige tempoer og akkompagnementer går virkelig godt, og man kan faktisk i visse stykker mærke en vis funk-inspiration, og selvom det er langt fra det typiske soft-rock, han normalt laver, lyder det stadig fedt. Your Bright Baby Blues er et lidt mere traditionelt Browne-nummer. Det er med sine 6 minutter pladens længste sang, men melodien såvel som teksten er så gribende og følelsesrig, at man ikke rigtig lægger mærke til længden. På Linda Paloma er det væsentligste instrument en mexicansk inspireret harpe. Jeg skal være helt ærlig, jeg ved ikke hvorfor der skulle være en harpe her. Det virker lidt forfriskende i starten, men efter kort tid bliver harpen vammel. Og som sangen skrider fremad, bliver den også i sig selv ganske vammel, især mod slutningen.

Here Come Those Tears Again er nok pladens største hit. Det er dynamisk, og det er heller ikke nær så langsomt som resten af pladen. Det er virkelig sjovt at lytte på, også selvom lyrikken ikke er så lykkelig som teksten. Så de har ikke det bedste samspil, men de er hver især ret gode. The Only Child er så til gengæld et ret kedeligt nummer. Teksten er som altid rigtig god, men melodien er alt for triviel og ensartet. Som et af de få numre på pladen, får man virkelig let det her på hjernen, og det bliver faktisk en smule irriterende. Strygerne derpå fortjener til gengæld virkelig stor ros, de gør, at sangen i det mindste er en smule musikalsk interessant. Daddy’s Tune er en lidt forvirrende sang. Den kører i første halvdel som et ganske traditionelt soft-rock-nummer, og pludselig kommer nogle horn ind, sangen bliver virkelig lystig, og det lyder mest af alt af et latterligt Broadway-nummer, og jeg begynder at forestille mig dansere med sjove hatte, hvilket bare virker forkert. Det er en af pladens gladeste tekster, men den virker stadig alt for personlig, til at den kan lyde så latterlig.

Det næstsidste nummer hedder Sleep’s Dark and Silent Gate. Vi kommer tilbage til noget af den soft-rock der netop gjorde manden så populær i første omgang. Og mens lyden ikke er så speciel igen, er melodien virkelig god. Man kan rigtig let mærke følelserne, og teksten er virkelig utrolig. Måske er det endda pladens bedste. Linjer som “I don’t know what love has got to do with happiness” og “But the times when we were happy were the times we never tried” er virkelig værd at tænke over. En anden af pladens bedste sange er titelnummeret, der afslutter pladen. Melodien er faktisk fængende, mens han har rigtig meget at sige om livet i en forstad. Individuelle linjer er ret så gribende, mens sangen som en helhed er nærmest malerisk. Og den er også i lyden ganske varieret. The Pretender er en lidt blandet landhandel. Når den er bedst, finder vi nogle af Brownes allerbedste værker. Når den er værst, er det let forglemmelige melodier, der ikke arbejder specielt godt sammen med teksterne, der dog næsten altid er af rigtig høj kvalitet. Der er heller ikke stor fokus på hvordan de individuelle sange arbejder sammen, så lytteoplevelsen kan virke trættende. Der er dog nogle virkelig gode numre indimellem.

457 – Jackson Browne – For Everyman (1973)

Jackson Browne debuterede i 1972 med et eponymt album, og det blev rost til skyerne af anmeldere verden over, og salget gik heller ikke halvskidt. At følge op på sådan et album er svært, men Browne gjorde det nok engang. Hans opfølger, For Everyman, som den kom til at hedde, havde meget af den samme soft-rock-suppedas, han også fokuserede på i løbet af meget af debuten, men han sørgede for at oppe sig hvad angik skrivning af melodi såvel som tekst. Albummet åbner med et cover af Eagles-sangen Take It Easy. Den afviger ikke forfærdelig meget fra originalen, men det skyldes nok i stor grad, at Browne var med til at skrive den i første omgang. Derudover passer den også godt ind i albummet, da den rigtig flydende går over i Our Lady of the Well, der er et rigtig godt eksempel på den lidt sørgeligere Jackson Browne, både hvad angår melodi og tekst. Især teksten er rigtig stærk. Browne har et helt utroligt billedsprog, som kun få kan matche. Melodien har dog altid været Brownes svagere side. Jovist, den har altid stor effekt, så længe man hører på den, men kun enkelte numre bliver i hovedet, når man er færdig med at lytte til dem.

Colors of the Sun er dog netop en af undtagelserne. Den er rigtig rolig og drømmende, der er endda et rigtig svagt psykedelisk element i melodien. Sådanne minimale ting er Browne ekspert i – han er i sandhed en detaljernes mand. Mens det dog kræver opmærksomhed at finde ud af, lige præcis hvorfor hans sange virker, er det nok åbenlyst for enhver, at de nu engang gør det. På I Thought I Was A Child synger han om overgangen mellem barn og voksen, og mens historien er fuldstændig perfekt fortalt, bliver det efterhånden tydeligt at Browne ikke har en specielt stor stemme. Han formår da at komme med albummets måske bedste nummer. På These Days fortryder han store dele af sit liv, og hvis Brownes sørgelige lyd ikke virkede for dig på de andre numre, så burde dette nummer nok kunne overvinde dig med sin helt enorme styrke. Det er ret trist, så efter det, har man nok brug for noget lidt mere opmuntrende. Derfor er det så dejligt, at den energiske Redneck Friend, som selveste Elton John spiller klaver til, kommer. Det er et pragtfuldt nummer, som også hjælper albummet rent dynamisk

Selvom den lystigere Jackson Browne er dejlig at møde, så bliver det desværre til et kort bekendtskab. Browne fortsætter i den sørgelige grøft, som måske er ved at blive en smule tør. På egen hånd er The Times You’ve Come en rigtig rørende, velspillet sang, men den ender med at være i en kedelig suppedas, hvor den bliver kraftigt overskygget af lignende numre som These Days eller det efterfølgende nummer, Ready or Not, der handler om, at fortælleren skal tage stilling til, hvorvidt han er klar til at blive far efter et one night stand. Det er en tekst, der virkelig er værd at tænke over. Da kommer Sing My Songs To Me, og den er desværre en kende banal, men den er i det mindste lystig, hvilket er på sin plads efter et så alvorligt nummer. Men han har bevist før, at han sagtens kan lave bedre sange, når han skal være i godt humør. Præcis som med de to åbningsnumre, bliver der her spillet direkte over i afslutningsnummeret, der ligeledes er et titelnummer. Det er meget mere ambitiøst i såvel melodi og tekst, og mens det ikke er noget fantastisk, fungerer det godt til at runde albummet af. Det er et album med fejl og mangler, men der er ligeledes rigtig meget godt på det, så hvis du er til soft-rock, bør du nok kigge lidt til For Everyman af Jackson Browne.