Tag-arkiv: Yacht-rock

374 – Eagles – Eagles (1972)

Udgivet den af
Svar

I 1972 debuterede en rockgruppe, der sidenhen ville ende med at blive en af de mest populære bands nogensinde med en lille, landlig, countryinspireret plade. Bandet hed Eagles, og det hed pladen simpelt nok også. Dette åbner med et af gruppens mest populære numre, Take It Easy, som er skrevet i samarbejde med Jackson Browne, og det er rigtig tydeligt. Den lyder virkelig meget af hans stil, og han har skam også lavet et ganske fint cover af den, men originalen, sunget af Glenn Frey, er nok min favorit. Meget af dette har noget at gøre med Bernie Leadons sjove banjo, der giver sangen lidt ekstra kant og ekstra charme. Ligeledes er Witchy Woman et virkelig godt nummer. Dette er sunget af Don Henley, der med sin cool, sprøde stemme giver sangen virkelig meget drama. Den er meget hårdere end åbningsnummeret, og man kan også fornemme en del blues-inspiration her. Det er ganske fortræffeligt. Chug All Night er igen sunget og skrevet af Glen Frey. Det er en sjov sang om druk og sex, og den har igen elementer af hård rock, mens man dog sagtens kan høre country-indflydelsen. Det er en vældig sjov sang.

Most of Us Are Sad er helt nede på det basale niveau, og da dette også er skrevet af Frey, viser det flot hans diversitet. Den er sunget af Randy Meisner, der på sentimental vis synger om sin tristhed. Teknisk er det ikke det mest imponerende, gruppen har lavet, men det prøver det heller ikke på at være. Det er bare et førsteklasses soft-rock-nummer. Hvis Take It Easy ikke lød af Jackson Browne, så gør Nightingale det i hvert fald. Denne er skrevet udelukkende af Browne, men den er dog sunget af Don Henley, der efter min mening har en mere interessant stemme end Browne. Det er vild, sjov rock and roll, som det er bedst. Det er faktisk nok et af de bedste numre, Browne har skrevet. Den Leadon-sungne Train Leaves Here This Morning er et af de mest rendyrkede country-numre, bandet har lavet. Derfor er det nok ingen overraskelse at jeg, der ikke ligefrem er stor fan af country, ikke er så glad for dette nummer. Den er oven i købet skrevet i samarbejde med Gene Clark fra the Byrds, hvis ældre materiale jeg er rigtig glad for, men jeg er ikke just den største fan af deres country-rock-periode.

Det har nogle flotte harmonier, men er som helhed en ret kønsløs, kedelig sang. Jeg kan til gengæld ret godt lide den dramatiske Take the Devil, som er sunget og skrevet af Randy Meisner. Den lyder meget af den håbløshed, som man kender fra sange som Hotel California. Earlybird er sunget af Leadon, og den er et af de fedeste numre på pladen. Igen spiller Leadon også smukt banjo, og sangen har masser af attitude. Der er en sær fløjtelyd, som for nogle nok kunne være irriterende, men for mig gør den bare sangen sjovere. Peaceful Easy Feeling er ikke skrevet af noget medlem men af Jack Tempchin. Det er en fremragende sang, og den fortjener at være blandt gruppens mest kendte, men jeg føler ikke helt, at den passer blandt de andre. Det er nok fordi, de ellers har så meget personlighed i deres melodier, og derfor føles denne sang så anderledes fra resten, selvom pladen ellers har et ret bredt omfang. Det Meisner-sungne og -skrevne afslutningsnummer Tryin’ er sjov rock and roll af fedeste skuffe, og det fungerer godt som albummets klimaks. Eagles er en rigtig god debut. Der er lidt problemer i kanterne, men albummet fungerer stadig meget godt.

457 – Jackson Browne – For Everyman (1973)

Udgivet den af
Svar

Jackson Browne debuterede i 1972 med et eponymt album, og det blev rost til skyerne af anmeldere verden over, og salget gik heller ikke halvskidt. At følge op på sådan et album er svært, men Browne gjorde det nok engang. Hans opfølger, For Everyman, som den kom til at hedde, havde meget af den samme soft-rock-suppedas, han også fokuserede på i løbet af meget af debuten, men han sørgede for at oppe sig hvad angik skrivning af melodi såvel som tekst. Albummet åbner med et cover af Eagles-sangen Take It Easy. Den afviger ikke forfærdelig meget fra originalen, men det skyldes nok i stor grad, at Browne var med til at skrive den i første omgang. Derudover passer den også godt ind i albummet, da den rigtig flydende går over i Our Lady of the Well, der er et rigtig godt eksempel på den lidt sørgeligere Jackson Browne, både hvad angår melodi og tekst. Især teksten er rigtig stærk. Browne har et helt utroligt billedsprog, som kun få kan matche. Melodien har dog altid været Brownes svagere side. Jovist, den har altid stor effekt, så længe man hører på den, men kun enkelte numre bliver i hovedet, når man er færdig med at lytte til dem.

Colors of the Sun er dog netop en af undtagelserne. Den er rigtig rolig og drømmende, der er endda et rigtig svagt psykedelisk element i melodien. Sådanne minimale ting er Browne ekspert i – han er i sandhed en detaljernes mand. Mens det dog kræver opmærksomhed at finde ud af, lige præcis hvorfor hans sange virker, er det nok åbenlyst for enhver, at de nu engang gør det. På I Thought I Was A Child synger han om overgangen mellem barn og voksen, og mens historien er fuldstændig perfekt fortalt, bliver det efterhånden tydeligt at Browne ikke har en specielt stor stemme. Han formår da at komme med albummets måske bedste nummer. På These Days fortryder han store dele af sit liv, og hvis Brownes sørgelige lyd ikke virkede for dig på de andre numre, så burde dette nummer nok kunne overvinde dig med sin helt enorme styrke. Det er ret trist, så efter det, har man nok brug for noget lidt mere opmuntrende. Derfor er det så dejligt, at den energiske Redneck Friend, som selveste Elton John spiller klaver til, kommer. Det er et pragtfuldt nummer, som også hjælper albummet rent dynamisk

Selvom den lystigere Jackson Browne er dejlig at møde, så bliver det desværre til et kort bekendtskab. Browne fortsætter i den sørgelige grøft, som måske er ved at blive en smule tør. På egen hånd er The Times You’ve Come en rigtig rørende, velspillet sang, men den ender med at være i en kedelig suppedas, hvor den bliver kraftigt overskygget af lignende numre som These Days eller det efterfølgende nummer, Ready or Not, der handler om, at fortælleren skal tage stilling til, hvorvidt han er klar til at blive far efter et one night stand. Det er en tekst, der virkelig er værd at tænke over. Da kommer Sing My Songs To Me, og den er desværre en kende banal, men den er i det mindste lystig, hvilket er på sin plads efter et så alvorligt nummer. Men han har bevist før, at han sagtens kan lave bedre sange, når han skal være i godt humør. Præcis som med de to åbningsnumre, bliver der her spillet direkte over i afslutningsnummeret, der ligeledes er et titelnummer. Det er meget mere ambitiøst i såvel melodi og tekst, og mens det ikke er noget fantastisk, fungerer det godt til at runde albummet af. Det er et album med fejl og mangler, men der er ligeledes rigtig meget godt på det, så hvis du er til soft-rock, bør du nok kigge lidt til For Everyman af Jackson Browne.