56 – Stevie Wonder – Songs in the Key of Life (1976)

Soulsangeren Stevie Wonder regnes med god grund for at være en af de største, mest banebrydende musikere nogensinde, og især i midten af 70’erne kunne han prale af at udgive det ene store album efter det andet. Man snakker tit om de fem helt store Stevie Wonder-plader, der udkom lige i rap fra 1972 til 1976. Den sidste af disse var den allerlængste, “Songs in the Key of Life” fra 1976. Her leverede Wonder et tætpakket dobbeltalbum, der, som titlen antyder, forsøger at skildre livet i dets mange facetter. Han rører ved barndom, musik, religion, fødsel, forbrugerisme, racisme, ja, der er næsten ikke noget, der ikke bliver behandlet i lyrikken på “Songs in the Key of Life”. De musikalske ambitioner er også tårnhøje. Selvom man ofte tænker på ham som en popmusiker, vover han på “Songs in the Key of Life” at strække mange sange ganske længe. Der er ikke langt mellem sangene, der får lov til at vare over 6 minutter, og en god del af dem kommer endvidere op over 7 eller endda 8 minutter. Lyden varierer i hovedreglen mellem Wonders velkendte soul og funk, men der er også elementer af jazz, prog-rock, gospel, barok-pop og tidlig elektronisk musik.

Wonder leverer nogle af sine mest gennemførte, livsbekræftende kompositioner i løbet af “Songs in the Key of Life”. Foruden klassikere som “I Wish”, “Sir Duke”, “Isn’t She Lovely” og “As”, der jo altid kan få gang i fællesskrål, er jeg selv ganske glad for “Love’s in Need of Love Today” og “Another Star”. Disse to får henholdsvis lov til at starte og afslutte pladen, og de sørger derfor for, at pladen kommer til at stå som en rigtig positiv oplevelse. De mere skjulte skatte på pladen er dog nok de lidt mørkere af slagsen. “Pastime Paradise”, “Black Man” og “Have a Talk With God” stikker for mig ud som nogle af de flotteste eksempler på Wonders lidt mere dystre side. Og netop grundet pladens koncept om det virkelige liv føles mørket også så reelt. Han får gennem konceptet også kontrasten mellem de mørkere og mere optimistiske numre til at være en decideret fordel. Overgangene mellem numrene er også knivskarp i løbet af hele pladen. Trods længden har vi at gøre med en ganske strømlinet oplevelse, hvor man blidt holdes i hånden fra start til slut.

Der er rigtig meget godt at sige om “Songs in the Key of Life”, og noget af det mest positive ved pladen læner sig som sagt op af titlen, idet den overordnede tematik om livets mangfoldighed eksekveres exceptionelt godt. Det største problem læner sig dog også op af titlen, nemlig ordet “songs”. Mens pladen byder på sammenhæng, prøver de fleste sange også at fungere i deres egen ret, og her er der altså nogle ridser i lakken. Vi har ikke at gøre med noget altafgørende, de fleste sange er rigtig gode og mindeværdige, og som sagt findes noget af Wonders allerstærkeste sangskrivning på denne plade. Jeg føler dog, at hans kærlighedssange generelt ikke er nær så gode som på “Talking Book” eller “Music of My Mind”. Især “Joy Inside My Tears” er ret corny, og mens det minimale akkompagnement på “If It’s Magic” bringer fed dynamik i pladen, er den meget svær for mig at få nogen følelsesmæssig tilslutning til. Det er dog imponerende, at får et mindre forhold til størstedelen af sangene på pladen. Selv bonus-EP’en, der blev udgivet med deluxe-udgaven af det oprindelig album, har nogle stærke sange, omend man kan forstå, hvorfor de blev fjernet. Det er et bundsolidt dobbeltalbum, der absolut fortjener sin status som soulklassiker.

323 – David Bowie – Station to Station (1976)

David Bowie er en af de musikere, der har lavet allerflest kvalitetsalbums. Selv navne som The Beatles, The Rolling Stones eller Bruce Springsteen har svært ved at matche antallet af imponerende plader i mandens diskografi. Efter den mere end ellers artistiske Diamond Dogs og den meget soul-prægede Young Americans gik Bowie i en retning, der kombinerede lidt af begge albums. Hans tiende studiealbum endte da med at hedde Station to Station, og det lægger ud med et hele ti minutter langt titelnummer. Det starter rigtig stille ud med noget sonisk eksperimenterende atmosfærisk lyd. Som nummeret bevæger sig fremad bliver det mere og mere intenst, og flere instrumenter kommer på. Det er faktisk ikke meget ulig progressiv rock som man kan se det hos en gruppe som Jethro Tull. Det er en meget usædvanlig opbygning, og mens den måske ikke er den mest fængende sang nogensinde, føles den altid frisk, og den varmer rigtig godt op mod albummet, også selvom det tager sin tid.

Bowie bliver meget funky på nummeret Golden Years, der nok er den mest kendte sang på Station to Station. Den minder i sin lyd meget om noget, man kunne finde på Young Americans, og melodien er virkelig sjov og dansevenlig, men mest af alt er den varieret som bare pokker. Den blev med god grund et hit, og den er også dejlig varieret fra åbningsnummeret. Word on a Wing virker måske ikke i starten som den bedst skrevne sang på pladen, men den udvikler sig enormt meget, og den har masser af sjæl. Dens hook er virkelig fængende, og det til trods for, at vi faktisk ikke hører den specielt ofte på nummeret. Dens instrumentation er også en stor del af dens charme. Især klaveret er rigtig lækkert. Det er generelt en meget langsom sang, så at få den hurtige, sjove TVC15 bagefter er rigtig dejligt. Det er en ret genial lille sang, og jeg elsker virkelig alting ved den. Den er bygget op af rigtig sjove portioner, og intet kan reelt kaldes vers eller omkvæd herpå, men alle delene er bare skønne og sjove at lytte på.

Bowie vender tilbage til disko-funken med Stay, der virkelig får gang i danseskoene. Den har nogle vidunderlig guitarsoloer, og den afrikansk inspirerede rytme er bare ikke til at stå for. Den minder måske ret meget om John I’m Only Dancing i sin melodi, men det her er en mere funky drejning på sangen, og den passer alligevel godt ind på albummet. Det er ret sjovt, for samtidig med Young Americans optog han en mere direkte disko-fortolkning af nummeret, nemlig John I’m Only Dancing (Again), som han dog først udgav i 1979. Det er meget interessant, at de to sange minder så lidt om hinanden, også selvom de tager udgangspunkt i samme nummer. Selve strukturen er blevet til den samme på begge numre, men ellers er de vidt forskellige. Afslutningsnummeret hedder Wild is the Wind, og det er et cover af titelsangen fra filmen af samme navn, der på dansk fik navnet Vild er Vinden. Det er en langsom, sentimental og følelsesrig sang, som Bowie måske overdramatiserer en smule, men hey, han er Bowie. Det er det, Bowie gør bedst. Bowies liste over fantastiske albums er lang, og Station to Station er i hvert fald at finde derpå.

381 – The Modern Lovers – The Modern Lovers (1976)

Jonathan Richman var en helt enorm fan af the Velvet Underground. Han var faktisk så stor fan, at han flyttede fra Boston til New York for at lære dem bedre at kende. Han endte med at blive ret god ven med gruppen, og da han efter 9 måneder flyttede tilbage til Boston, dannede han bandet the Modern Lovers, og John Cale fra the Velvet Underground skulle producere deres debutplade. Dennes optagelser blev færdiggjort i 1972, men først i 1976 blev pladen efter meget besvær udgivet. Den kom simpelt nok også til at hedde The Modern Lovers, og den findes i mange forskellige udgaver, med mange forskellige tracklister, og ingen af dem afspejler nok Richmans vision fuldstændig, så jeg har valgt at lade mig nøje med originaludgaven fra 1976. Åbningsnummeret er gruppens mest kendte, Roadrunner. Den bygger kraftigt over den 17 minutter lange Velvet Underground-sang Sister Ray, men Roadrunner er dog kun 4 minutter lang. Den er meget sjov og fængende, og mens Richman lystigt synger om at køre rundt i Massachusetts om aftenen med bilradioen skruet godt op, får man meget lyst til at gøre det samme.

Astral Plane er en meget sjov kærlighedssang, og Jerry Harrisons orgel herpå øger stemningen meget kraftigt, så man meget let kan mærke Richmans længsel og ensomhed, der ender med at virke vanvittig i en overdreven grad mod slutningen. Old World fænger mig ikke rigtig. Melodien er ikke rigtig noget specielt, og selvom jeg rigtig godt kan lide emnet om social akavethed, så bliver det fortalt ret kluntet. Dog fortjener orgelet som sædvanlig rigtig mange point. Til gengæld elsker jeg virkelig nummeret Pablo Picasso, der handler om hvor stor en casanova, Picasso var. Det lyder måske ikke så vanvittigt interessant igen, men en hel del af sangens charme handler også om, hvor sært det er fortalt, og instrumentationen er virkelig også noget for sig. Det er grimt og beskidt, og det lyder som noget, der ville være skrevet mindst 5 år senere. She Cracked lyder meget som en rendyrket punksang, og det er endda en rigtig god en af slagsen. Der er masser af energi og charme, og lidt over to minutter inde kommer det mest vidunderligt brutale mellemstykke.

Hospital er et af pladens bedste numre. Det meste af tiden er det ret stille, men på bestemte punkter bliver det virkelig intenst, og tempoet skifter fuldstændig. Det lyder som om, Richman prøver at lukke af for sine følelser, og af og til kan han bare ikke klare det mere. Det lyder rigtig godt, og nummeret sørger også for variation på andre måder. Someone I Care About er en rigtig fed, oprigtigt længelsfuld sang om ensomhed og kærlighed. Den er vældig charmerende, og melodien er også virkelig god. Girlfriend er knap så imponerende. Udover hvordan Richman ikke kan stave til titlen, så føles melodien ganske banal, og sangen føles bare ret fjollet. Afslutningsnummeret hedder Modern World, og det er et vildt rock and roll-nummer af den bedste slags. Det er vældig dynamisk, og omkvædet er let at synge med på, og det får man også lyst til. The Modern Lovers har selvfølgelige problemer i dynamikken uanset hvilken udgave man lytter til, navnlig fordi den “sande” udgave er svær at definere. Albummet føles uanset hvad ikke færdiggjort, og alle sange er faktisk også teknisk set demoer. Men selv hvis man ikke forholder sig til disse fakta, så er det faktisk et knaldgodt album, og hvis du kan lide the Velvet Underground, så er dette nok også noget for dig.

391 – Jackson Browne – The Pretender (1976)

The Pretender er navnet på Jackson Brownes fjerde studiealbum. Jackson Browne er en afsindigt dygtig lyriker rigtig ofte, men hans musik minder tit lidt for meget om hinanden, hvis du spørger mig. På The Pretender bliver vi til gengæld præsenteret for en mere dynamisk Browne på åbningsnummeret, The Fuse. Overgangene mellem forskellige tempoer og akkompagnementer går virkelig godt, og man kan faktisk i visse stykker mærke en vis funk-inspiration, og selvom det er langt fra det typiske soft-rock, han normalt laver, lyder det stadig fedt. Your Bright Baby Blues er et lidt mere traditionelt Browne-nummer. Det er med sine 6 minutter pladens længste sang, men melodien såvel som teksten er så gribende og følelsesrig, at man ikke rigtig lægger mærke til længden. På Linda Paloma er det væsentligste instrument en mexicansk inspireret harpe. Jeg skal være helt ærlig, jeg ved ikke hvorfor der skulle være en harpe her. Det virker lidt forfriskende i starten, men efter kort tid bliver harpen vammel. Og som sangen skrider fremad, bliver den også i sig selv ganske vammel, især mod slutningen.

Here Come Those Tears Again er nok pladens største hit. Det er dynamisk, og det er heller ikke nær så langsomt som resten af pladen. Det er virkelig sjovt at lytte på, også selvom lyrikken ikke er så lykkelig som teksten. Så de har ikke det bedste samspil, men de er hver især ret gode. The Only Child er så til gengæld et ret kedeligt nummer. Teksten er som altid rigtig god, men melodien er alt for triviel og ensartet. Som et af de få numre på pladen, får man virkelig let det her på hjernen, og det bliver faktisk en smule irriterende. Strygerne derpå fortjener til gengæld virkelig stor ros, de gør, at sangen i det mindste er en smule musikalsk interessant. Daddy’s Tune er en lidt forvirrende sang. Den kører i første halvdel som et ganske traditionelt soft-rock-nummer, og pludselig kommer nogle horn ind, sangen bliver virkelig lystig, og det lyder mest af alt af et latterligt Broadway-nummer, og jeg begynder at forestille mig dansere med sjove hatte, hvilket bare virker forkert. Det er en af pladens gladeste tekster, men den virker stadig alt for personlig, til at den kan lyde så latterlig.

Det næstsidste nummer hedder Sleep’s Dark and Silent Gate. Vi kommer tilbage til noget af den soft-rock der netop gjorde manden så populær i første omgang. Og mens lyden ikke er så speciel igen, er melodien virkelig god. Man kan rigtig let mærke følelserne, og teksten er virkelig utrolig. Måske er det endda pladens bedste. Linjer som “I don’t know what love has got to do with happiness” og “But the times when we were happy were the times we never tried” er virkelig værd at tænke over. En anden af pladens bedste sange er titelnummeret, der afslutter pladen. Melodien er faktisk fængende, mens han har rigtig meget at sige om livet i en forstad. Individuelle linjer er ret så gribende, mens sangen som en helhed er nærmest malerisk. Og den er også i lyden ganske varieret. The Pretender er en lidt blandet landhandel. Når den er bedst, finder vi nogle af Brownes allerbedste værker. Når den er værst, er det let forglemmelige melodier, der ikke arbejder specielt godt sammen med teksterne, der dog næsten altid er af rigtig høj kvalitet. Der er heller ikke stor fokus på hvordan de individuelle sange arbejder sammen, så lytteoplevelsen kan virke trættende. Der er dog nogle virkelig gode numre indimellem.

425 – David Bowie – ChangesOneBowie (1976)

David Bowie var et af de allerstørste musikalske ikoner i 70’erne. Hans præstationer i musikverdenen er intet mindre end mageløse, og han har lavet så mange fantastiske sange, at en David Bowie-opsamling virker som noget fuldkommen umuligt at sammensætte. Ikke desto mindre er det blevet gjort masser af gange, bl.a. i 1976 med ChangesOneBowie. Denne opsamling er opstillet kronologisk, og sådan noget har jeg udtrykt mine problemer med tidligere, men jeg synes, at det er helt fint, når vi snakker Bowie i 1976. Man kommer til at høre hans musikalske udvikling rigtig tydeligt. Det eneste fra før 1971 er desværre Space Oddity, men det er jo begrænset, hvor meget man kunne have på en enkelt vinylplade, og Bowie lavede så mange store numre i 70’erne, at folkene bag pladen virkelig blev nødt til at begrænse sig. Der er i alt 11 numre på pladen, og hver og et er en sand klassiker.

David Bowie var mester i at lave sange, der både kunne blive smilet af og danset til, mens man kunne lave meget dybe analyser af disse. Og i det mere intellektuelt udfordrende felt er der en del af mine absolutte favoritter blandt Bowies mange mesterværker, der desværre ikke er på ChangesOneBowie, enten fordi de var som 1984Panic In Detroit og The Man Who Sold the World desværre ikke er blandt Bowies største hits, eller fordi de som Be My Wife, Sound and Vision, Breaking Glass“Heroes” og Ashes to Ashes bare decideret ikke var udgivet endnu, da denne plade kom. Det kan man selvfølgelig ikke rigtig bebrejde den for, men i dag har vi mange andre Bowie-opsamlinger, der giver et mere tilfredsstillende billede af hans karriere – her kan nævnes bl.a. The Best of Bowie fra 1980, Best of Bowie fra 2002 og The Platinum Collection fra 2005. Der er dog stadig et ret godt udvalg på ChangesOneBowie, man skal bare være klar på, at man ikke får alle klassikerne.

Som hver gang, man kritiserer en greatest hits-plade, kan man lidt komme til at lyde som om, man bare er mopset over, at der er nogle, der foretrækker nogle andre numre, end man selv gør. Jeg vil dog stadig sige, at der er noget meget vigtigt, der mangler, hvis man efter sangens udgivelse lavede en greatest hits-plade med Bowie uden Life On Mars?ChangesOneBowie var – som titlen antyder – oprindeligt anset som begyndelsen til en serie af opsamlinger, som der skulle udkomme nye af med et par års mellemrum. Der udkom dog kun denne og den ret sære ChangesTwoBowie fra 1981 der både indeholdt store hits fra efter etterens udgivelse og mindre kendte sange fra før dette – og underligt nok stadig ingen Life on Mars?ChangesOneBowie er ikke en dårlig opsamling – på ingen måde. Der er bare mange bedre Bowie-opsamlinger derude, så hvis du vil høre Bowie-hits på stribe, er ChangesOneBowie ikke den optimale løsning, og det er heller ikke en, der er specielt let at anskaffe sig. I forhold til sin tid er den dog slet ikke ringe.

450 – Steve Miller Band – Fly Like an Eagle (1976)

Steve Miller Bands album Fly Like an Eagle er en dejlig blanding af alle mulige forskellige slags musik. Der er psykedelisk rock, country, blues og masser af andet guf samlet på 38 dejlige minutter. Den åbner i den psykedeliske afdeling, først med en kort intro ved navn Space Intro, der virkelig sætter stemningen fast. Den første “rigtige” sang kommer da i form af titelnummeret, der er meget drømmende og forførende, og de psykedeliske lyde er også rigtig kraftige her, bl.a. på grund af et rigtig stemningsrigt orgel og en meget afslappende melodi. Det bliver dog for alvor psykedelisk på Wild Mountain Honey. Steve Miller lyder endnu mere euforiset og afslappet end på første nummer, og den lyder kraftigt inspireret af George Harrison, hvorfor der da også er en sitar involveret. Der afviges da fra det psykedeliske på den dramatiske Serenade. Melodien er til trods for sin simplicitet meget truende, og det ville være et perfekt nummer, hvis omkvædet bare bestod af lidt mere end et langt “åh”, hvilket gør det langt mindre interessant at lytte til. Eller i det mindste kunne “åh”et have været kortere.

Miller lyder en smule inspireret af country-musik på Dance, Dance, Dance. Det er ikke albummets stærkeste melodi, og den er som sådan lidt for intetsigende og corny sammenlignet med resten af albummet. Heldigvis varierer det dog lyden, og det gør det næste nummer, Mercury Blues, også. Det er et cover af en gammel blues-sang af K.C. Douglas, og den virker igen ret latterlig i sammenligning med starten af albummet, men de får virkelig gjort det til en fed udgave af sangen. Den har rigtig meget attitude, og sangen er også fuld af sine egne små pudsigheder, så den klarer meget bedre at få sat sig på plads på albummet. Efter den kommer to sande klassikere: Take the Money and Run og Rock’n’me er sjove og vilde, og der er virkelig gang i den. De er også ret så fængende. De er i albummets mere poppede afdeling, og man kan faktisk også ane visse inspirationer fra country her. Der gås da over i et cover af soullegenden Sam Cookes You Send Me. Coveret lyder en kende doo wop-inspireret, og det lyder en smule kluntet i starten at høre Steve Miller synge på den måde. Men man vænner sig hurtigt til det, og jeg kan ret godt lide sangen, som den når vejs ende.

De går over i det lidt mere psykedeliske på albummets sidste tre numre. Først med et kort interludium ved navn Blue Odyssey. Den bliver fulgt op på med Sweet Maree, der ligeledes virker rigtig psykedelisk, især på grund af det meget barokke riff og hvordan sangen virkelig transformerer sig i løbet af den sidste halvdel. Den er dog ikke rigtig et rocknummer. Det er faktisk rettere et bluesnummer, og psykedelisk blues er ikke helt så almindeligt, så det er interessant at lytte til. Albummet rundes af med The Window, der er opført meget i samme stil som titelnummeret, og stemningen bliver ramt lige så godt. Det eneste, som titelnummeret virkelig gør bedre, er at have en mere fængende melodi. Hele vejen igennem har Fly Like an Eagle rigtig gode sange, der spreder sig over et bredt spektrum. Desværre er albumstrukturen ikke noget at prale af. Starten og slutningen er rigtig godt arrangeret, men alt derimellem er bare noget rod. Det er lidt som en bombet slikbutik. Det hele smager meget godt, men det er ikke til at finde hoved og hale i det. Heldigvis er hver eneste sang rigtig, rigtig god, men de er nærmest bedst hver for sig.

496 – Kiss – Destroyer (1976)

Kiss var en af de grundlæggende grupper, når man snakker inspirationen for hair metal, som blev til en utrolig stor genre i 80’erne med bands som Van Halen, Def Leppard og Bon Jovi, og et af deres bedste albums er Destroyer fra 1976. Kiss lavede noget af tidens lettest tilgængelige heavy metal, og de gjorde sig bemærkelsesværdige ved hjælp af deres teatralske optrædener. Det her er så ikke et live-album, men det har stadig en meget bombastisk lyd. Kiss’ musik er delvist designet til at være fuldkommen latterlig, og selvom 80’ernes hair metal gentog denne idé utrolig mange gange i løbet af et årti, holder Kiss’ tåbelighed meget bedre. De forkastede ikke teksterne, bare fordi de lavede “tåbelig musik”. Nej, de forsøgte på at gøre teksterne så latterlige som muligt. Åbningsnummeret, Detroit Rock City, handler om, at vores fortæller kører i sin bil om aftenen, og da han når til Detroit, bliver hans yndlingssang spillet i radioen. Han bliver da vild af bare lykke og begynder at køre som en galning. Dette latterlige koncept er svært ikke at holde af.

Kiss har mange af deres bedste melodier på denne plade, og efter meget kort tid, kan man synge med på næsten hvert eneste omkvæd. Detroit Rock City, God of Thunder, Flaming Youth og Shout it Out Loud kommer nok til at sidde fast i hovedet, de kan til hver en tid fyres af til en fest, og der bliver lagt enorm energi i dem. Ingen overmelankolske dramatiseringer, for Kiss indså noget, som de fleste efter dem ikke formåede. At være latterligt melankolsk er sjældent morsomt – det er bare trættende at høre på. Derfor holder de energien næsten konstant i gang i løbet af de første 7 numre. Det bliver dog måske lidt for meget, men heldigvis foretager det ottende nummer, Beth, en total ændring. Det fungerer rigtig godt at fjerne de tunge elektriske guitarer for en stund og bare synge en smuk lille kærlighedssang, der faktisk lyder oprigtig. Bløde strygere og klaver kører under teksten, og trommeslager Peter Criss synger for på dette nummer. Han nærmest græder sig igennem teksten, og overraskende nok, lyder han ikke tumpet, når han gør det.

Før det er der dog et andet nummer, der kører på strygere. Great Expectations har en nærmest Queen-agtig lyd med enorme opera-inspirerede kor. Den er en af de mest latterlige sange på pladen, og uden tvivl også en af de bedste. Det nummer eskalerer meget, og som sangen når tæt på slutningen, bliver omkvædet enormt højlydt. Ace Frehley spiller for på guitaren på de fleste numre, og han er en knaldhamrende dygtig guitarist. Selvom sangene er sjove og dumme, så bliver der lagt enormt meget arbejde i al instrumentationen – især Frehleys guitarsoloer. De får guitaristen Dick Wagner fra Alice Cooper til at spille to guitarsoloer på bandet, og det passer perfekt sammen med Kiss, for Kiss var i deres udtryk meget inspireret af Alice Cooper og New York Dolls. Disse to bands var meget glamourøse og hårdtslående, og Kiss formåede at fordoble begge faktorer. Hvis du har lyst til noget sjov, letsindig hård rock, så er Kiss lige din boldgade. Det store problem ligger bare i, at der ikke er meget at komme efter, hvis du vil have noget lidt mere dybsindigt.