450 – Steve Miller Band – Fly Like an Eagle (1976)

Steve Miller Bands album Fly Like an Eagle er en dejlig blanding af alle mulige forskellige slags musik. Der er psykedelisk rock, country, blues og masser af andet guf samlet på 38 dejlige minutter. Den åbner i den psykedeliske afdeling, først med en kort intro ved navn Space Intro, der virkelig sætter stemningen fast. Den første “rigtige” sang kommer da i form af titelnummeret, der er meget drømmende og forførende, og de psykedeliske lyde er også rigtig kraftige her, bl.a. på grund af et rigtig stemningsrigt orgel og en meget afslappende melodi. Det bliver dog for alvor psykedelisk på Wild Mountain Honey. Steve Miller lyder endnu mere euforiset og afslappet end på første nummer, og den lyder kraftigt inspireret af George Harrison, hvorfor der da også er en sitar involveret. Der afviges da fra det psykedeliske på den dramatiske Serenade. Melodien er til trods for sin simplicitet meget truende, og det ville være et perfekt nummer, hvis omkvædet bare bestod af lidt mere end et langt “åh”, hvilket gør det langt mindre interessant at lytte til. Eller i det mindste kunne “åh”et have været kortere.

Miller lyder en smule inspireret af country-musik på Dance, Dance, Dance. Det er ikke albummets stærkeste melodi, og den er som sådan lidt for intetsigende og corny sammenlignet med resten af albummet. Heldigvis varierer det dog lyden, og det gør det næste nummer, Mercury Blues, også. Det er et cover af en gammel blues-sang af K.C. Douglas, og den virker igen ret latterlig i sammenligning med starten af albummet, men de får virkelig gjort det til en fed udgave af sangen. Den har rigtig meget attitude, og sangen er også fuld af sine egne små pudsigheder, så den klarer meget bedre at få sat sig på plads på albummet. Efter den kommer to sande klassikere: Take the Money and Run og Rock’n’me er sjove og vilde, og der er virkelig gang i den. De er også ret så fængende. De er i albummets mere poppede afdeling, og man kan faktisk også ane visse inspirationer fra country her. Der gås da over i et cover af soullegenden Sam Cookes You Send Me. Coveret lyder en kende doo wop-inspireret, og det lyder en smule kluntet i starten at høre Steve Miller synge på den måde. Men man vænner sig hurtigt til det, og jeg kan ret godt lide sangen, som den når vejs ende.

De går over i det lidt mere psykedeliske på albummets sidste tre numre. Først med et kort interludium ved navn Blue Odyssey. Den bliver fulgt op på med Sweet Maree, der ligeledes virker rigtig psykedelisk, især på grund af det meget barokke riff og hvordan sangen virkelig transformerer sig i løbet af den sidste halvdel. Den er dog ikke rigtig et rocknummer. Det er faktisk rettere et bluesnummer, og psykedelisk blues er ikke helt så almindeligt, så det er interessant at lytte til. Albummet rundes af med The Window, der er opført meget i samme stil som titelnummeret, og stemningen bliver ramt lige så godt. Det eneste, som titelnummeret virkelig gør bedre, er at have en mere fængende melodi. Hele vejen igennem har Fly Like an Eagle rigtig gode sange, der spreder sig over et bredt spektrum. Desværre er albumstrukturen ikke noget at prale af. Starten og slutningen er rigtig godt arrangeret, men alt derimellem er bare noget rod. Det er lidt som en bombet slikbutik. Det hele smager meget godt, men det er ikke til at finde hoved og hale i det. Heldigvis er hver eneste sang rigtig, rigtig god, men de er nærmest bedst hver for sig.