Tag-arkiv: Pop-punk

33 – Ramones – Ramones (1976)

Udgivet den af
1

Jeg tror, jeg har sagt det før, men det legendariske punkband Ramones var ikke just de helt store tekniske virtuoser. At de i dag huskes som nogle af de helt store i genren kan meget vel have noget at gøre med, at de var på det rette sted på det rette tidspunkt. Alle sangene på deres eponyme debutalbum fra 1976 er ufatteligt simple i struktur, de drejer sig om få, meget ensartede riffs, og forsanger Joey Ramone befinder sig ofte et sted mellem at mumle og rent faktisk at synge – dog stadig uden en tone i livet. Det er ikke en stilart, der er svær at genskabe, og mange har da også forsøgt gennem tiden, ofte med lidt ekstra tilsatte ingredienser. Sammenlignet med de over 40 år, punken sidenhen har udviklet sig, kan det første Ramones-album derfor smage lidt af hvidt brød uden pålæg. Genren er skåret ned til benet. De har ikke meget at arbejde med, og med det taget i betragtning, er det egentlig en overraskende solid skæring. Først og fremmest starter albummet jo med en af gruppens stærkeste sange: ‘Blitzkrieg Bop’. Det er et energisk track, hvor de viser, at de kan lave inficerende melodier, markante hooks og endda et par øjeblikke, der viser, at de ikke er helt blinde for sonisk dynamik.

Sangskrivningen er tit inspireret af 60’er-musik, og trods gruppens skramlede lyd, drejer det sig ikke om tidens garagerock. Derimod er der klare referencer til radiovenlige popgrupper som The Beach Boys og Herman’s Hermits. Dette høres både i mange motiver i vokalmelodien, visse direkte lyriske referencer og mest forunderligt i diverse forsøg på at gengive deres inspirationskilders flotte vokalharmonier – spektakulært nok uden, at der rent faktisk harmoniseres. Ramones var tydeligt bevidste om, at de ikke var verdens mest komplekse band, så heldigvis er de virkelig gode til at stoppe mens legen er god. Den længste sang på albummet er knap tre minutter, og de fleste sange befinder sig enten lidt over eller under de to minutter. Det er et godt artistisk valg, for deres simple sange kan ikke holde til meget mere. Ligeledes er deres stil ikke særlig varieret, så heldigvis holder albummet sig til blot 29 minutter samlet. På den måde ender de rent faktisk med at holde deres charme ved lige, også selv om man skal i gennem 14 sange af ret varieret kvalitet. Med det sagt, så er det en ret monoton oplevelse, og tit har jeg svært ved at skælne det ene riff fra det andet.

Der er dog helt klart nogle tracks, der stikker ud. Joey Ramones faux-britiske snak-sang på ‘Beat on the Brat’ er ganske fornøjelig, og instrumentalt er den i den mere diskrete ende af pladen. ‘Judy Is A Punk’ er en af de stærkere af de simple melodier, og dens håndklap er også en nydelig detalje i et ellers hovedsageligt unuanceret lydbillede. ‘I Wanna Be Your Boyfriend’ er noget så simpelt som en oprigtig kærlighedssang, og den er en af de langsommere sange på albummet – den er lidt kikset, men den har karisma, og det ville være forfriskende med flere sange af dens støbning. Den fandenivoldske ‘Now I Wanna Sniff Some Glue’ er også virkelig underholdende, og de gør endda noget så vovet som at lade Joey synge et par linjer, hvor den eneste instrumentation er hi-hatten. Alle disse sange er på første halvdel af albummet, og desværre er anden halvdel en mere mudret oplevelse. De bedste øjeblikke er de tidspunkter, hvor jeg tydeligst kan mærke deres 60’er-inspiration, da det til stadighed adskiller dem fra mange af deres efterfølgere – såsom deres cover af Chris Montez’ ‘Let’s Dance’ eller falsetten på ‘I Don’t Wanna Walk Around With You’. Dampen siver dog desværre ud af albummet, og det er synd, for på sine bedste punkter er ‘Ramones’ faktisk en glimrende punkplade. De mere middelmådige numre ender bare med at fylde en tand for meget.

105 – Ramones – Rocket to Russia (1977)

Udgivet den af
1

Da punkmusikken opstod i slutningen af 70’erne var der et navn, der markerede sig som det allervigtigste på den amerikanske scene, nemlig Ramones. I modsætning til deres britiske kolleger fra The Clash og Sex Pistols var Ramones’ tekster ikke særlig politiske, og de væsentligste musikalske inspirationer kom fra pop-rock fra 60’erne, såsom The Beach Boys og The Ronettes. Det har dog nok netop været noget af det tiltalende ved Ramones at de ikke tog sig selv for seriøst. De lavede korte, sjove, underholdende plader, der bestod af korte, sjove, underholdende sange. Et eksempel på sådan en plade er deres tredje, Rocket to Russia fra 1977, hvor de med 14 sange næsten formår at ramme 32 minutter. Dette var endda dengang både deres længste plade og pladen, hvor sangene i gennemsnit var længst. Sangene er meget simpelt konstrueret, ganske hurtige i tempoet, og kun i de mest ekstreme tilfælde har en sang mere end tre akkorder. Ramones modsætter sig også tidens britiske punkbands ved at bruge en mere henlagt, doven vokal frem for den arrige skrigen, der gjorde Joe Strummer og Johnny Rotten så populære. Rocket to Russia er som sådan stort set så simpel, som rockmusik kan blive, og alligevel har pladen i dag en ikonisk status. Hvordan hænger det sammen?

Man kan jo fremhæve, at den simple lyd er relaterbar. Når man har at gøre med musik, der er så ummidelbar, rammer det lytteren direkte. Teksterne er endvidere også bygget op omkring det relaterbare. De handler om kærlighed, angst, stoffer og familieforhold. Musikken ramte derfor helt naturligt 70’ernes ungdoms-modkultur lige i hjertet. Derudover er Ramones faktisk ret gode til at skabe variation i løbet af et album. Der er sange som den mørke, The Stooges-inspirerede I Don’t Care, den lystige Rockaway Beach, den ængstelige I Wanna Be Well og deres helt og aldeles fjollede, skønne cover af Surfin’ Bird af The Trashmen. Der er også god dynamik mellem det hurtige og det langsomme, det højlydte og det stille, så pladen formår at være underholdende fra start til slut. Til trods for de tunge temaer på visse af sangene, fx Teenage Lobotomy og Why Is It Always This Way, formår det at forblive letfordøjelig underholdning, mens temaerne dog stadig bliver behandlet respektfuldt. Når det forholder sig sådan, er det egentlig en kende ligegyldigt, at vi ikke har at gøre med særligt teknisk dygtige musikere eller komponister.

Og dog. Jeg har efterhånden hørt denne plade over et dusin gange. Det er ikke første gang, jeg hører en plade så mange gange, men det er sjældent, at en plades underholdningsværdi falder så meget for mig efter de gentagne gennemlytninger. Når man først har hørt musikken, er der ikke særlig meget at vende tilbage til. Den musikalske dybde har nok alle dage været det største problem for Ramones. Det mest opfindsomme, de nogensinde gør, er at isolere rytmegruppen under visse sekvenser og at bruge nogle højt-pitchede backingvokaler på I Don’t Care. Samt lige guitarriffet fra denne sang, det skaber en skidefed, mørk lyd. Deres cover af Do You Wanna Dance gør ikke meget forskelligt fra tidligere udgaver udover at spille den hurtigere, med mere distortion og markant mere sløset vokal. Det er dog stadig et fedt cover, og det leder mig hen til det, der nok er det bedste ved Ramones, nemlig deres personlighed. Det er det, der virkelig sælger deres musik, for de er så underligt charmerende i deres sjuskede inkompetence. Det kan lyde som en fornærmelse, men jeg mener det, for de færreste ville kunne lave så simpel musik, der stadig er så karismatisk. Pladen er ikke uden problemer, men Rocket to Russia er et klasseeksempel på Ramones, når de er bedst.

193 – Green Day – Dookie (1994)

Udgivet den af
1

Man siger, at alternativ rock for alvor slog igennem i 1994, og ingen gruppe markerede sig nær så kraftigt det år som Green Day. De havde lavet plader siden 80’erne, men med Dookie i 1994 blev de til et af verdens største rockbands, og de sørgede også for at gøre punkrock populær igen. Ovenpå at Pixies, Nirvana og R.E.M. havde vendt og drejet genren til ugenkendelighed, lavede Green Day noget, der næsten lige så godt kunne være lavet af Ramones. Sangene er lidt længere, og produktionen er noget mere poleret, men essensen er der stadig, og denne simple tilgang til musikken gjorde, at grupper som Blink-182, The Offspring og Fall Out Boy fik mulighed for at slå igennem. Green Days lyd ville blive en af de dominerende stilarter i rockmusik i de næste ca. 10 år. Men når du lytter til Dookie kan man godt undre sig lidt over det. Der er ikke verdens største følelser på spil, instrumenterne er bare bas, trommer og guitar. Det er lidt grimt, men ikke på samme niveau som Sex Pistols eller The Clash var over 15 år tidligere. Så er Green Day ikke som sådan bare en lidt vattet udgave af den oprindelige punkbølge?

Hvis spørgsmålet gjaldt stort set ethvert band, der kom i Green Days fodspor, ville jeg nok sige ja, men Green Day har dog noget at trække på, og det er deres evner som sangskrivere. De har et enormt godt øre for melodier, og den energiske punk-guitar giver alligevel nummeret noget kant. Ingen af numrene er særlig lange, og dette gør, at man bare konstant får noget nyt at gumle på. Derudover skriver de på Dookie aldrig den samme sang to gange, og selvom stilarten er den samme som i punkens spæde start, så har sangene generelt virkelig meget karakter. Albummet er generelt også ret flot opbygget. Jeg synes rigtig godt om, at Burnout efter ganske få, meget hurtige trommeslag får lov til at åbne pladen for fuldt knald, med alle tre instrumenter i gang med det samme. Og ikke et splitsekund går heller før Billie Joe Armstrong begynder at skråle derudaf med sin falske britiske accent. På samme måde stopper afslutningsnummeret, F.O.D., forholdsvis brat. Der er lige noget feedback, og nummeret er heldigvis et af dem med allermest energi på, men pointen er stadigvæk, at der ingen selviscenesættelse er at finde på hele pladen. De er bare tre drenge fra East Bay i Californien, og det skammer de sig ikke over. End ikke den britiske accent føles påtaget.

Men hvis man lige vender den på halen igen, så er det ikke en plade med synderligt meget dybde. Den holder til mange gennemlytninger, men man kan tit bare gå fra den og undre sig over, hvad man i det hele taget nød ved pladen. Man kan selvfølgelig komme frem til, at det er sjovt, og at det er dejligt, at det ikke tager sig selv for seriøst. Men hovedessensen ligger bare i den store energirus, der går løs i løbet af hele albummet. Det vigtige ved pladen er, at hvert nummer bare arbejder sammen om at gøre oplevelsen konstant begivenhedsrig. Og det virker som sådan. Jeg keder mig aldrig. Det er en virkelig sjov plade, og effekten den har på lytteren minder som sådan mere om en rigtig god new wave-plade end de store punkklassikere. Dookie føles lidt lille, især sammenlignet med visse af gruppens senere værker, men den kan godt anbefales, hvis du ikke behøver et særlig højt ambitionsniveau i din musik. Det gør jeg ikke nødvendigvis selv, og derfor nyder jeg ganske tit denne lille finurlighed.

297 – Weezer – Weezer (1994)

Udgivet den af
Svar

Jeg kigger på coveret til Weezers debutplade fra 1994, og jeg ser fire nørder i så hverdagsagtigt tøj, man kunne forestille sig, stå på en blå baggrund, der ser mindre naturlig ud end greenscreen-effekter fra musikvideoer fra 80’erne. Jeg sætter cd’en, der simpelt nok hedder Weezer, i afspilleren, og jeg bliver smaskforelsket i bandet og pladen lige fra første nummer, My Name Is Jonas. De er virkelig akavede og spøjse, og forsanger Rivers Cuomo hverken lyder eller skriver tekster som om han var med i et hårdtslående rockband. Men det sjove er, at Weezer som sådan laver ret hård musik. Det er ikke metal eller punk eller noget, men det er hårdere end så meget andet, der normalt bliver betegnet som hård rock. Cuomos tekster er så usikre og nørdede, at jeg simpelthen bare ikke kan andet end at elske dem, og de er også lette at relatere til. Der er en hel sang ved navn In the Garage, der bare handler om det Kiss-merchandise og Dungeons and Dragons-udstyr, han har i sin garage sammen med sin guitar og sine sang-kladder. Det er helt vidunderligt at høre, hvordan han føler, at han er i sit eget lille univers, som ingen kan sige noget til.

Weezers humor er en væsentlig del af deres charme. Jeg kan ikke undgå at smile, når jeg hører de syrede omkvæd til Undone (The Sweater Song) og Surf Wax America. Deres melodier tillader også virkelig at Cuomo overdriver godt og grundigt med sin vokal, og det lyder fedt, for guitarerne er også meget højlydte, når han gør det. Tro dog ikke, at Weezer bare er skæg og ballade. De er mere end bare morsomme, de har også virkelig gode melodier i sig. Der er 10 sange på denne plade, og alle er meget fængende og mindeværdige. Selvom instrumentationen er meget ens i løbet af hele pladen med guitar, bas, trommer og, hvis vi skal være meget vovede, en mundharpe. Men disse instrumenter bliver sammensat og behandlet på mange forskellige måder. Du får aldrig noget helt vildt teknisk imponerende på nogen af instrumenterne, men selvom det er simpelt, så lyder det godt. Der er noget punket over det, men så kigger jeg på coveret igen. De her gutter er mindre punkede end noget andet band. De har dog sikkert lyttet til meget punkmusik, og dette har haft stor indflydelse på deres musik.

Sangene er meget forskellige, og de komplimenterer hinanden rigtig godt. Der er både vrede, triste, glade, kærlige og i grunden temmelig intetsigende sange, men de får alle meget karakter af Weezers humor, så selv det, der ellers ikke betød noget, bliver til noget mindeværdigt. En af mine yndlingssange, Undone (The Sweater Song) handler ikke om noget, og den gør sig virkelig umage for at vise så lidt følelse som muligt, men bandet overdriver det til sådan et grotesk niveau, at man får svært ved, ikke at holde bare en lille smule af den. Man føler sig altid så tilpas, når man lytter til denne dejlige blå plade. Jeg kan sidde og læse nogle forfærdeligt racistiske facebook-kommentarer, som jeg helt unødigt hidser mig alt for meget op over, men så hører jeg Rivers Cuomo sammenligne sig selv med Buddy Holly eller synge om hvor dejlig en ferie han skal på, og så er jeg glad igen. Jeg har lyttet til deres musik længe, men på det sidste har jeg virkelig lært at elske denne plade højt. Hvis der er noget nørdet i dig, og hvis du føler at hård rock ikke behøver at komme fra hårde typer, så kan jeg på det allervarmeste anbefale Weezers eponyme debutplade.

358 – Buzzcocks – Singles Going Steady (1979)

Udgivet den af
Svar

Punk har altid været en genre, der har afveget meget fra poplandskabet. Især i 70’erne var det svært at forestille sig en blanding mellem de to genrer. Ikke desto mindre skete det rent faktisk med gruppen Buzzcocks, der lavede nogle sjove, generelt radiovenlige pop-punk-sange i 70’erne. Mange af deres bedste numre blev kun udgivet som singler, og i 1979 blev alle deres hidtidige singler og B-sider samlet på albummet Singles Going Steady. Første halvdel af pladen består af A-siderne, anden halvdel består af B-siderne, hver især opstillet kronologisk. Den kronologiske opstilling bidrager ikke rigtig noget til albummet, da man ikke bemærker en vanvittig udvikling gennem de sølle 2 år, opsamlingen dækker over. Denne korte tidslomme gør til gengæld albummet rigtig konsekvent. Man kan slet ikke høre, at alle disse numre ikke var lavet til samme album, og af derfor er denne opsamling faktisk generelt opfattet som gruppens hovedværk. En anden faktor for dette er nok, at singlerne er konsekvent fængende, sjove og følelsesrige.

Et gennemgående problem ved opsamlinger, der opstiller A- og B-sider fuldstændig separeret, er at B-siderne bare hober sig op som en stor bunke andenklassesmateriale. Det er dog slet ikke tilfældet her. Jovist, A-siderne er stadig generelt bedst, men B-siderne er også rigtig gode. Whatever Happened To?, Oh Shit!, Noise Annoys og Why Can’t I Touch It? er alle rigtig stærke sange. De er generelt ikke nær så poppede som A-siderne, men de har masser af attitude og energi. Men som sagt er A-siderne endnu bedre, og det kræver ellers en del. Jeg elsker virkelig numre som Orgasm Addict, Love You More, Ever Fallen In Love? og Everybody’s Happy Nowadays, da melodierne er tidløse, og spilleglæden er enorm. Sangene er alle rigtig simple, men til gengæld er de fleste er rigtig korte. Kun 3 af de 16 sange på pladen er over 3½ minut, og disse tre er alle b-sider. De korte længder gør, at albummet konstant føles friskt, men alle sange er dog lange nok til at efterlade et indtryk.

Hvis man har svært ved at komme ind i punkverdenen, så er Singles Going Steady uden tvivl sammen med debuten af Ramones og Dookie af Green Day en af de letteste plader at anbefale at starte med. Alle sangene er virkelig stærke, men de minder dog også alle om forholdsvis traditionelle popsange. Der er dog selvfølgelig variation i opbygningen, men intet her er progressiv rock, og intet her er skrålen om anarki. En hel del af sangene handler faktisk om kærlighed, et emne punkmusik hidtil havde undgået ret flot. Man kan med sange som Everybody’s Happy Nowadays, Whatever Happened To og Why Can’t I Touch It? høre en hel del af det, der ville blive til moderne indie-rock. Bands som The Strokes, Franz Ferdinand, The Libertines, Arctic Monkeys og Yeah Yeah Yeahs har nok uden tvivl lyttet til denne plade rigtig meget.Singles Going Steady er en af de helt store punkplader. Hvis du elsker genren, så er det virkelig et must-listen, og hvis du ikke kender så meget til den, er det et godt sted at starte.