Man siger, at alternativ rock for alvor slog igennem i 1994, og ingen gruppe markerede sig nær så kraftigt det år som Green Day. De havde lavet plader siden 80’erne, men med Dookie i 1994 blev de til et af verdens største rockbands, og de sørgede også for at gøre punkrock populær igen. Ovenpå at Pixies, Nirvana og R.E.M. havde vendt og drejet genren til ugenkendelighed, lavede Green Day noget, der næsten lige så godt kunne være lavet af Ramones. Sangene er lidt længere, og produktionen er noget mere poleret, men essensen er der stadig, og denne simple tilgang til musikken gjorde, at grupper som Blink-182, The Offspring og Fall Out Boy fik mulighed for at slå igennem. Green Days lyd ville blive en af de dominerende stilarter i rockmusik i de næste ca. 10 år. Men når du lytter til Dookie kan man godt undre sig lidt over det. Der er ikke verdens største følelser på spil, instrumenterne er bare bas, trommer og guitar. Det er lidt grimt, men ikke på samme niveau som Sex Pistols eller The Clash var over 15 år tidligere. Så er Green Day ikke som sådan bare en lidt vattet udgave af den oprindelige punkbølge?

Hvis spørgsmålet gjaldt stort set ethvert band, der kom i Green Days fodspor, ville jeg nok sige ja, men Green Day har dog noget at trække på, og det er deres evner som sangskrivere. De har et enormt godt øre for melodier, og den energiske punk-guitar giver alligevel nummeret noget kant. Ingen af numrene er særlig lange, og dette gør, at man bare konstant får noget nyt at gumle på. Derudover skriver de på Dookie aldrig den samme sang to gange, og selvom stilarten er den samme som i punkens spæde start, så har sangene generelt virkelig meget karakter. Albummet er generelt også ret flot opbygget. Jeg synes rigtig godt om, at Burnout efter ganske få, meget hurtige trommeslag får lov til at åbne pladen for fuldt knald, med alle tre instrumenter i gang med det samme. Og ikke et splitsekund går heller før Billie Joe Armstrong begynder at skråle derudaf med sin falske britiske accent. På samme måde stopper afslutningsnummeret, F.O.D., forholdsvis brat. Der er lige noget feedback, og nummeret er heldigvis et af dem med allermest energi på, men pointen er stadigvæk, at der ingen selviscenesættelse er at finde på hele pladen. De er bare tre drenge fra East Bay i Californien, og det skammer de sig ikke over. End ikke den britiske accent føles påtaget.

Men hvis man lige vender den på halen igen, så er det ikke en plade med synderligt meget dybde. Den holder til mange gennemlytninger, men man kan tit bare gå fra den og undre sig over, hvad man i det hele taget nød ved pladen. Man kan selvfølgelig komme frem til, at det er sjovt, og at det er dejligt, at det ikke tager sig selv for seriøst. Men hovedessensen ligger bare i den store energirus, der går løs i løbet af hele albummet. Det vigtige ved pladen er, at hvert nummer bare arbejder sammen om at gøre oplevelsen konstant begivenhedsrig. Og det virker som sådan. Jeg keder mig aldrig. Det er en virkelig sjov plade, og effekten den har på lytteren minder som sådan mere om en rigtig god new wave-plade end de store punkklassikere. Dookie føles lidt lille, især sammenlignet med visse af gruppens senere værker, men den kan godt anbefales, hvis du ikke behøver et særlig højt ambitionsniveau i din musik. Det gør jeg ikke nødvendigvis selv, og derfor nyder jeg ganske tit denne lille finurlighed.