33 – Ramones – Ramones (1976)

Jeg tror, jeg har sagt det før, men det legendariske punkband Ramones var ikke just de helt store tekniske virtuoser. At de i dag huskes som nogle af de helt store i genren kan meget vel have noget at gøre med, at de var på det rette sted på det rette tidspunkt. Alle sangene på deres eponyme debutalbum fra 1976 er ufatteligt simple i struktur, de drejer sig om få, meget ensartede riffs, og forsanger Joey Ramone befinder sig ofte et sted mellem at mumle og rent faktisk at synge – dog stadig uden en tone i livet. Det er ikke en stilart, der er svær at genskabe, og mange har da også forsøgt gennem tiden, ofte med lidt ekstra tilsatte ingredienser. Sammenlignet med de over 40 år, punken sidenhen har udviklet sig, kan det første Ramones-album derfor smage lidt af hvidt brød uden pålæg. Genren er skåret ned til benet. De har ikke meget at arbejde med, og med det taget i betragtning, er det egentlig en overraskende solid skæring. Først og fremmest starter albummet jo med en af gruppens stærkeste sange: ‘Blitzkrieg Bop’. Det er et energisk track, hvor de viser, at de kan lave inficerende melodier, markante hooks og endda et par øjeblikke, der viser, at de ikke er helt blinde for sonisk dynamik.

Sangskrivningen er tit inspireret af 60’er-musik, og trods gruppens skramlede lyd, drejer det sig ikke om tidens garagerock. Derimod er der klare referencer til radiovenlige popgrupper som The Beach Boys og Herman’s Hermits. Dette høres både i mange motiver i vokalmelodien, visse direkte lyriske referencer og mest forunderligt i diverse forsøg på at gengive deres inspirationskilders flotte vokalharmonier – spektakulært nok uden, at der rent faktisk harmoniseres. Ramones var tydeligt bevidste om, at de ikke var verdens mest komplekse band, så heldigvis er de virkelig gode til at stoppe mens legen er god. Den længste sang på albummet er knap tre minutter, og de fleste sange befinder sig enten lidt over eller under de to minutter. Det er et godt artistisk valg, for deres simple sange kan ikke holde til meget mere. Ligeledes er deres stil ikke særlig varieret, så heldigvis holder albummet sig til blot 29 minutter samlet. På den måde ender de rent faktisk med at holde deres charme ved lige, også selv om man skal i gennem 14 sange af ret varieret kvalitet. Med det sagt, så er det en ret monoton oplevelse, og tit har jeg svært ved at skælne det ene riff fra det andet.

Der er dog helt klart nogle tracks, der stikker ud. Joey Ramones faux-britiske snak-sang på ‘Beat on the Brat’ er ganske fornøjelig, og instrumentalt er den i den mere diskrete ende af pladen. ‘Judy Is A Punk’ er en af de stærkere af de simple melodier, og dens håndklap er også en nydelig detalje i et ellers hovedsageligt unuanceret lydbillede. ‘I Wanna Be Your Boyfriend’ er noget så simpelt som en oprigtig kærlighedssang, og den er en af de langsommere sange på albummet – den er lidt kikset, men den har karisma, og det ville være forfriskende med flere sange af dens støbning. Den fandenivoldske ‘Now I Wanna Sniff Some Glue’ er også virkelig underholdende, og de gør endda noget så vovet som at lade Joey synge et par linjer, hvor den eneste instrumentation er hi-hatten. Alle disse sange er på første halvdel af albummet, og desværre er anden halvdel en mere mudret oplevelse. De bedste øjeblikke er de tidspunkter, hvor jeg tydeligst kan mærke deres 60’er-inspiration, da det til stadighed adskiller dem fra mange af deres efterfølgere – såsom deres cover af Chris Montez’ ‘Let’s Dance’ eller falsetten på ‘I Don’t Wanna Walk Around With You’. Dampen siver dog desværre ud af albummet, og det er synd, for på sine bedste punkter er ‘Ramones’ faktisk en glimrende punkplade. De mere middelmådige numre ender bare med at fylde en tand for meget.

41 – Sex Pistols – Never Mind the Bollocks Here’s the Sex Pistols (1977)

Punkrockerne i Sex Pistols var meget provokerende, da de i 1977 udgav deres første og eneste album, ‘Never Mind the Bollocks, Here’s The Sex Pistols’. Sangene var uhyre simple på et teknisk plan, musikken blev ufatteligt nok alligevel spillet rimelig sløset, og samtidig var lyden arrig på en måde som få andre bands var samtidig. Teksterne var også ganske ufiltrerede. ‘Bodies’ handler om aborter, ‘God Save the Queen’ går til angreb på kongehuset, og titlen til ‘Anarchy in the UK’ taler vist for sig selv. De var så uanstændige, at pladeselskabet EMI annullerede deres kontrakt med gruppen efter få måneder grundet dårlig opførsel, blot for at afslutningsnummeret på bandets debutalbum skulle blive en langefinger til EMI i form af sangen ‘EMI’. Det her var alt sammen tilbage i 1976-1977. Sidenhen har verden fået musik fra langt mere provokerende kunstnere, såsom G.G. Allin, N.W.A., Eminem, Burzum og Death Grips. Når folk kigger tilbage på Sex Pistols i dag er de mest provokerede over, at forsanger Johnny Rotten har vist sig at være en stokkonservativ Trump-supporter. I mangt en punkentusiasts øjne har det bekræftet en mistanke, de har haft længe: Sex Pistols var aldrig interesserede i at lave god musik, de var kun interesserede i at provokere.

Er det virkelig en retfærdig dom? Det synes jeg ikke. Musikken har absolut ikke den kant, den havde tilbage i 1977. I punkkredse svandt den kant hurtigt, da der trods alt ikke gik længe inden Dead Kennedys, Minor Threat og Big Black udgav langt mere grovkornet materiale. Albummet kan ikke falde tilbage på chokfaktor længere, den kan kun falde tilbage på musikken, spillet af et band, der var så talentløst, at deres officielle bassist endte med kun at spille bas på ét af albummets tolv sange – og selv her blev han senere overdubbet. Der er dog mindst én person i bandet, der har et uforligneligt øre for hooks. Selv om vi har at gøre med simple sange, er de ofte proppet til med fede, mindeværdige fraser, især fra vokalen. Når Johnny Rotten synger »for anybody else, except for myself« på ‘No Feelings’ eller bevidst går efter at synge ‘Pretty Vacant’, så det lyder som om, han siger »va-cunt« er det faktisk rigtig charmerende, og backingvokalerne på ‘Holidays in the Sun’ er ligefrem uimodståelige. Der er også mange fede guitarpassager. Det er ikke det mest komplicerede i verden, men guitaren formår alligevel at stikke ud både på ‘Holidays in the Sun’, ‘God Save The Queen’, ‘Anarchy in the UK’ og ‘Submission’.

Sex Pistols havde nærmest intet at arbejde med, men de fik det bedste ud af det. Ja, stort set alle sangene lyder enormt meget som hinanden, både i lyd og melodi, men de formår lige akkurat at være forskellige nok, til at albummet ikke lyder som en mudret optagelse fra et øvelokale. Selv med det sagt, så føles albummet dog ret ustruktureret. De følte sikkert, at det var fedt at afslutte albummet med ‘EMI’. Pladeselskabet, det handler om, findes ikke engang længere. Enten skulle man have været der, eller også skulle man grave godt og grundigt i bandets historie på forhånd, hvis man skulle synes, at det er det mest effektive nummer, man kunne slutte med. Andre af sangene handler direkte om deres manager. I 2018 føles selv de bedst strukturerede af disse sange ret vægtløse. Omvendt, selv om de ikke just får folk til at tabe monoklen længere, er visse sange, mest mærkbart ‘Anarchy in the UK’ og ‘God Save the Queen’ stadig følelsesmæssigt vedkommende vredesudbrud. ‘Never Mind the Bollocks, Here’s The Sex Pistols’ er ikke punkrockens hellige gral, men det er heller ikke det latterlige makværk, som det i visse kredse skeptisk er blevet udnævnt til. Det er en solid punkplade, der faktisk byder på noget glimrende sangskrivning – og viser at alle kan lave et godt eller endda banebrydende album.

77 – The Clash – The Clash (1977)

Jeg holder meget af punk, ja i bølger har jeg nok endda erklæret det min yndlingsgenre. Noget af det fede ved genren er simpliciteten i udtryksformen, men denne kan omvendt også ende med at begrænse sangskrivningen, og derfor er det efterhånden sjældent, at musikpressen i dag giver opmærksomhed til “rå” punk-rock frem for afarter som pop-punk, post-punk eller hardcore. Egentlig, hvis man ser på det musikhistorisk, var det kun i genrens allerspædeste år, at vi finder markante plader, der er så simplistiske, som vores fordomme ellers dikterer, at punk bør være. En af disse ganske simple plader er den selvbetitlede debutplade fra britiske The Clash, der da senere blev yderligere berømte for at tage punkmusikken i nye retninger med plader som ‘London Calling’ og ‘Sandinista!’. På debuten har vi dog generelt at gøre med korte, simple kompositioner, der råber og skriger fyldt med politisk, ungdommelig vrede. Der er noget dejligt umiddelbart og fandenivoldsk over denne tilgang, især når vi har at gøre med et band som The Clash, der på tværs af instrumenterne formår at kommunikere en tydelig oprigtighed. Lyden er grim, men den bliver aldrig påtaget, soloerne er simple, men de er sjælfulde, og Joe Strummers spytgurglende skrålen er på en gang charmerende og overbevisende arrig.

Okay, selvom der ikke just er nogen sange, der har et tocifret antal akkorder, og selvom Joe Strummer ikke ligefrem lyder som om, han kunne vinde over en tilfældig sangskole-elev i et spil SingStar, så giver The Clash på debuten stadig indtryk af at være mere end et talentløst rakkerpak, der tilfældigvis fik sammensat et klassisk album, fordi de var det rigtige sted på det rigtige tidspunkt. Rent dynamisk er sangene ret godt opbygget. De forstår musikalsk at sætte fokus på de rigtige steder, og i modsætning til mange andre tidlige punkplader, er ‘The Clash’ ingenlunde en udmattende gennemlytning. Der optræder fine detaljer her og der, bl.a. gennem optrædener af mundharmonika og backingvokaler. Guitarsoloerne – simple som de er – viser også, at gruppen har en forståelse for klassisk rock and roll, og der er endda et reggae-inspireret nummer mod slutningen. Dette nummer hedder ‘Police and Thieves’ og er hele 6 minutter langt, hvilket er ret langt for et tidligt punk-nummer, og det er da netop også et cover af en lettere obskur reggae-sang. Det fungerer lidt som et setup for hvorhen The Clash senere ville udvikle sig, og sonisk er det da uden tvivl noget af det mest spændende på pladen.

I politisk musik er teksterne naturligvis vigtige, og mens jeg ikke tror, at The Clash havde ambitioner om poetisk samfundskritik a la Kendrick Lamar, Bob Dylan eller Marvin Gaye, så er de stadig meget overbevisende. De går efter en lidt mere direkte konfrontation af problemerne, såsom på ‘Career Opportunities’, der brutalt kritiserer arbejderklassens forhold i samtiden. ‘White Riot’ er en anden af mine favoritter, her finder vi en benhård satire over de hvide nationalist-bevægelser, der var begyndt at opstå dengang. Foruden hvor bidende teksten er, har den også øget relevans i dag, og derfor holder den måske bedre end noget andet nummer. Derudover er den skidesjov at synge med på, og dens lyd står helt perfekt til teksten med sit høje tempo og vilde attitude. Af og til bliver de måske lige lovlig simplistiske – jeg har svært ved at få meget ud af ’48 Hours’ og ‘Protex Blue’, men de lyder stadig ret godt, og de varer alligevel under to minutter hver. Sammenlignet med tidligt output fra grupper som Sex Pistols og Ramones, holder ‘The Clash’ faktisk virkelig, virkelig godt. Hvis man vil høre punk i sin mest uforfinede form, er der nok egentlig ikke mange bedre steder at starte.

98 – Elvis Costello – This Year’s Model (1978)

Elvis Costellos debutplade, My Aim Is True, er e skidegod plade. En kende simpel til tider, jovist, men altid rig på personlighed og charme, og på de bedste tidspunkter var sangskrivningen i top. Det var især på det mere nedtonede nummer Alison, hvor man for alvor opdagede hvor skarp hans pen var, og at man for alvor fik noget kant i sin pop-rock. På sit andet album, This Year’s Model, var der tilsyneladende et konstant højt tempo, der især manifesterede sig i singler som Pump It Up(I Don’t Want to Go to) Chelsea og Radio Radio. Når man er færdig med pladen føles det også som om, man har siddet igennem en nonstop energibombe. Det har man egentlig ikke, men det viser elegancen i Elvis Costello som albumkunstner. Numre som Little Triggers og Night Rally er faktisk ret langsomme, men de er konstrueret med en fænomenal forståelse for lytterengagement. Hans sangstemme virker altid meget nær, og på de langsommere numre er der stadig et rigtig interessant, eventyrlystent lydbillede – på Night Rally ender vi endda nærmest i en “Wall of Sound”. Derudover er der god variation i numrenes stil, så man altid føler, at albummet gradvist bevæger sig hen mod noget nyt.

Og dog – albummet starter stort set på samme måde som det starter, både i tempo, i stemning og endda til en vis grad i opbygningen af nummeret. Afslutningsnummeret Radio, Radio* har dog en markant anderledes instrumentation end åbningsnummeret No Action, men lige efter hinanden ville de stadig virke alt for ens, og deres delte høje tempo ville muligvis også ende med at virke udmattende på lytteren. Jeg har dog aldrig oplevet at blive den mindste smule træt af This Year’s Model – jeg kan bare lytte til den igen og igen. Udover albummets opbygning og den generelt geniale sangskrivning, ligger dette også meget i instrumentationen. Den er enormt vel-timet, og man kan mærke en rigtig god fælles musikforståelse i bandet, så der er også plads til at tilføje masser af finurlige detaljer på tværs af instrumenterne. Der er ikke noget instrument, der ikke er spændende og fyldt med overraskelser. Det hænger nok også sammen med, at Costello her fik samlet sit faste band, The Attractions, for første gang. Kemien i bandet er åbenlys, og den smitter rigtig godt af, når man hører hvor tight og gennemført de spiller.

Selvom Costellos musik dybest set tager udgangspunkt i den skramlede genre kendt som punkrock, er Elvis forfinet, detaljeret og præcis i sin sangskrivning. Melodierne er tit ørehængere af bedste skuffe, og hans tekster er skarpe, sarkastiske og kyniske, nærmest til en grad hvor man ville kunne sammenligne hans tekstunivers med Father John Mistys. Man sider smilende og lytter med, når han kommer med det underholdende sprogbrug, man finder på numre som  This Year’s GirlLip Service og Night Rally. Som just nævnt er melodierne også fantastiske, og de gør musikken tilpas let og fordøjelig, mens man stadig kan mærke den underlæggende dybde. Centrale lyriske motiver på pladen er forgængelighed og forfængelighed – deraf navnet This Year’s Model. Tekster om hvor overfladiske vi kan være som mennesker, sange om hvor hurtigt tiderne skifter, og hvor hurtigt vi som kultur går fra det ene hippe kulturfænomen til det andet. Til trods for sine almene postmoderne observationer, står This Year’s Girl som værk i kontrast til disse; albummet er nemlig absolut ikke glemt i moderne tid. Det bliver stadig hyldet som et af Costellos bedste, og Costello bliver stadig opfattet som en fantastisk musiker. Og med det in mente er det hele nu ikke så skidt alligevel.

*Radio, Radio optrådte ikke på den oprindelige udgave af pladen, og jeg prøver ellers at anmelde originaludgaverne så ofte som muligt – jeg kan dog ikke modsige, at Radio, Radio fungerer afsindig godt som afslutningsnummer, så derfor anmelder jeg pladen i den nyeste udgave, hvor Radio, Radio da heller ikke står anført som et bonusnummer.

155 – Pretenders – Pretenders (1980)

Det er måske svært at forstå, men den eponyme debut af rockbandet Pretenders tog mig et par gennemlytninger, før jeg forstod, hvorfor den var så afholdt. Man skulle jo tro, at den let tilgængelige, ofte ret punkede pop-rock, de laver, ville være let at sætte pris på. Men det tog mig for alvor noget tid, før jeg forstod, at jeg lyttede til noget ganske unikt. Forsanger Chrissie Hynde er nemlig en eminent sangskriver. På et nummer som The Phone Call gør hun punk-rock til noget større og mere ambitiøst, end man til at starte med ville forvente, og på Private Life blander hun et sumpet, diskret Marley-groove med personlig intimitet og skrøbelighed. Selv på sange som Brass in Pocket er virkelig dybfølte og kreative. Ud over blæsere på et par få numre afviger de ikke fra det standard guitar/bas/trommer/keyboard-setup, men sangene har stadig meget forskellige udtryk. Hynde har en stor forståelse for hvordan hun kan få så mange forskellige lyde ud af instrumenterne som muligt, så selv når hun ikke er forfatteren bag et nummer, kan man mærke hendes kreativitet skinne igennem.

Produceren på Pretenders er ingen ringere end Chris Thomas, der nok er bedst kendt for at producere Never Mind the Bollocks, Here’s the Sex Pistols, en plade, der er kendetegnet af sin hårde, grimme lyd, hvor instrumenterne nærmest går i et med hinanden. På Pretenders er jeg faktisk imponeret over det præcis modsatte. Der bliver arbejdet med så mange forskellige lyde fra instrumenterne, men alligevel lyder det altid pænt og klart på samtlige instrumenter. Selv meget punkede sange som Precious og Tattooed Love Boys hjælper denne rene lyd med at skabe mere fokus på de mest markante instrumenter, her især guitar og bas. Noget af det, der gjorde, at det tog mig et stykke tid at få øjnene op for Pretenders, var, at de ikke følger nogen trends. Tænk lige over det, i 80’erne var stort set alle, selv undergrundsgrupperne, en del af en større trend. Pretenders leverer dog deres helt egen ambitiøse punk-rock, der på den ene side nok er for råt til mange i pop-publikummet, men samtidig er for kompliceret til mange punkere. Eller, det ville måske have været opfattelsen, hvis Hynde ikke skrev så gode sange.

Hyndes sangskrivning er vitterligt det, der får hele pladen til at hænge sammen, men derfor kan det netop gå galt, når Hynde ikke er involveret. Gruppen opfører et cover af The Kinks’ Stop Your Sobbing, og det er helt fint, måske lidt for tæt op ad originalen, men det er bare tydeligt, at det ikke er skrevet af de samme mennesker som de øvrige sange, og det er ret distraherende. Det er uden tvivl det svageste nummer på pladen, hvis du spørger mig, for selvom lyden er fin, føles det ikke spor inspireret. Den eneste øvrige sang, hun ikke var med til at skrive er den instrumentale Space Invader. Det er igen ikke min yndlingssang på pladen, men den passer langt bedre ind, og der er da i det mindste nogle kreative tiltag, f.eks. at inkorporere lyde fra spillet Space Invaders. Det går bare lidt langsomt med at udvikle sig, det føles faktisk som om, der burde have været vokal på. Noget dejligt ved pladen er, at den starter med en meget rå punklyd og efterhånden udvikler sig til noget mere poppet. Det skaber større sammenhæng mellem nogle ellers meget forskellige numre. Disse forskellige numre er generelt virkelig gode, og pladen er som helhed også bare bundsolid, så jeg kunne sagtens finde på at lytte til Pretenders igen en anden gang.

168 – Elvis Costello – My Aim Is True (1977)

Elvis Costello var i sin guldalder en af de dygtigste sangskrivere i verden. Han havde en ret særegen lyd, der måske på overfladen minder lidt om Graham Parker, men Costello var især i de tidlige år meget mere påvirket af punk-rock. Men noget af det smukke ved Costellos musik er, at det er svært at sætte en smallere mærkat på, end at det er “rock”. Og dette gør sig gældende lige fra debutpladen My Aim Is True, hvis titel selvfølgelig kommer fra en af Costellos største sange Alison, der også står frem som et af de bedste numre på hele pladen. Ligeledes er denne langsomme, bitre ballade meget ulig noget andet på albummet. Generelt er det lidt punket powerpop med lidt præg af gammeldags rock ‘n roll, og dette gør virkelig Alison bemærkelsesværdig. Uanset om man har hørt det udødelige nummer før eller ej, så vil man uden tvivl huske denne bedst, da den virkelig skiller sig ud. Costello er dog rigtig god til at få de individuelle sange til at udmærke sig. Selv de allerkorteste sange, der altså går under 2 minutter, er ligeså mindeværdige som de allerlængste – ikke at det dog nogensinde bliver særlig langt, da han forstår at begrænse sig.

Costello er en virkelig skarp lyriker med en flot, meget diskret sarkastisk tone. Selv med så grove linjer som “Sometimes I wish that I could stop you from talking when I hear the silly things that you say” synes mange faktisk, at Alison er en meget romantisk sang, og jeg er ellevild med omkvædet til Blame it on Cain, der går “It’s nobody’s fault, but we need somebody to burn”. Det er jo som sådan virkelig barnligt sagt, men det er virkelig modent fortalt. Costello er virkelig fuld af sådanne små finurligheder i sin lyrik, og det er især smukt, når det leger med musikken på smukkeste vis. Der er mange dobbeltheder, f.eks. i Alison, men også i I’m Not Angry, der ironisk nok lyder vredere end nogen anden sang på pladen. Han leger tit med lytterens forventninger, bl.a. på åbningsnummeret, Welcome to the Working Week, der har en storladen intro, som så blot leder til en kort, poppet punksang med et flot rock and roll-flair. På modsat vis leder Mystery Dance op til, at vi bare får en simpel rock and roll-sang, men overgangene fra omkvæd og tilbage til vers er ikke som man ville forvente. For at lave et dobbelt-twist starter denne rock and roll-sang oven i købet med en Shakespeare-reference.

Man kan se mange vink til 50’ernes og 60’ernes amerikanske rock and roll-scene, som Costello nok har været mere inspireret af end de britiske musikere fra hans samtid. Mystery Dance er i melodi ikke ulig Jailhouse RockWelcome to the Working Week indeholder mange af Buddy Hollys kendetræk, No Dancing inkorporerer trommerne fra Be My Baby, og Blame It on Cain starter med bluesguitar. Altså manden vælger at iføre sig Buddy Holly-briller og kalde sig Elvis, det er jo klart, at de har haft noget indflydelse. Den er ikke svær at få øje på, men det interessante er, at hans musik stadig lyder så moderne sammenlignet med hans inspirationskilder. Og de var tidsmæssigt tættere på ham dengang, end My Aim Is True‘s udgivelse er på os i dag. Og det er fordi Costello ikke blot kigger på hans elskede klassikere – han ser også på, om han kan tilføje noget. Noget, der gør det til hans eget, noget, der gør det mere nutidigt, men mest af alt om han kan tilføje noget, han selv føler, gør musikken bedre. Han er nostalgisk, men han er ikke forgabt. My Aim Is True er en formidabel plade fra start til slut, og den favner så bredt, at den kan anbefales til stort set alle.

193 – Green Day – Dookie (1994)

Man siger, at alternativ rock for alvor slog igennem i 1994, og ingen gruppe markerede sig nær så kraftigt det år som Green Day. De havde lavet plader siden 80’erne, men med Dookie i 1994 blev de til et af verdens største rockbands, og de sørgede også for at gøre punkrock populær igen. Ovenpå at Pixies, Nirvana og R.E.M. havde vendt og drejet genren til ugenkendelighed, lavede Green Day noget, der næsten lige så godt kunne være lavet af Ramones. Sangene er lidt længere, og produktionen er noget mere poleret, men essensen er der stadig, og denne simple tilgang til musikken gjorde, at grupper som Blink-182, The Offspring og Fall Out Boy fik mulighed for at slå igennem. Green Days lyd ville blive en af de dominerende stilarter i rockmusik i de næste ca. 10 år. Men når du lytter til Dookie kan man godt undre sig lidt over det. Der er ikke verdens største følelser på spil, instrumenterne er bare bas, trommer og guitar. Det er lidt grimt, men ikke på samme niveau som Sex Pistols eller The Clash var over 15 år tidligere. Så er Green Day ikke som sådan bare en lidt vattet udgave af den oprindelige punkbølge?

Hvis spørgsmålet gjaldt stort set ethvert band, der kom i Green Days fodspor, ville jeg nok sige ja, men Green Day har dog noget at trække på, og det er deres evner som sangskrivere. De har et enormt godt øre for melodier, og den energiske punk-guitar giver alligevel nummeret noget kant. Ingen af numrene er særlig lange, og dette gør, at man bare konstant får noget nyt at gumle på. Derudover skriver de på Dookie aldrig den samme sang to gange, og selvom stilarten er den samme som i punkens spæde start, så har sangene generelt virkelig meget karakter. Albummet er generelt også ret flot opbygget. Jeg synes rigtig godt om, at Burnout efter ganske få, meget hurtige trommeslag får lov til at åbne pladen for fuldt knald, med alle tre instrumenter i gang med det samme. Og ikke et splitsekund går heller før Billie Joe Armstrong begynder at skråle derudaf med sin falske britiske accent. På samme måde stopper afslutningsnummeret, F.O.D., forholdsvis brat. Der er lige noget feedback, og nummeret er heldigvis et af dem med allermest energi på, men pointen er stadigvæk, at der ingen selviscenesættelse er at finde på hele pladen. De er bare tre drenge fra East Bay i Californien, og det skammer de sig ikke over. End ikke den britiske accent føles påtaget.

Men hvis man lige vender den på halen igen, så er det ikke en plade med synderligt meget dybde. Den holder til mange gennemlytninger, men man kan tit bare gå fra den og undre sig over, hvad man i det hele taget nød ved pladen. Man kan selvfølgelig komme frem til, at det er sjovt, og at det er dejligt, at det ikke tager sig selv for seriøst. Men hovedessensen ligger bare i den store energirus, der går løs i løbet af hele albummet. Det vigtige ved pladen er, at hvert nummer bare arbejder sammen om at gøre oplevelsen konstant begivenhedsrig. Og det virker som sådan. Jeg keder mig aldrig. Det er en virkelig sjov plade, og effekten den har på lytteren minder som sådan mere om en rigtig god new wave-plade end de store punkklassikere. Dookie føles lidt lille, især sammenlignet med visse af gruppens senere værker, men den kan godt anbefales, hvis du ikke behøver et særlig højt ambitionsniveau i din musik. Det gør jeg ikke nødvendigvis selv, og derfor nyder jeg ganske tit denne lille finurlighed.

239 – The Replacements – Let It Be (1984)

Let It Be er titlen på to store albumklassikere. Den mest kendte er selvfølgelig den sidste plade, The Beatles udgav, og den anden er af et lidt mindre kendt band, der dog stadig har opnået enormt imponerende status hos indie-publikummet, nemlig The Replacements. The Replacements lavede i 80’erne en virkelig flot blanding af punk og powerpop. Let It Be var gruppens helt store gennembrud, og det var da også den sidste plade de udgav på et uafhængigt selskab. I løbet af albummet benytter de mange forskellige teknikker til deres sangskrivning. På åbningsnummeret, I Will Dare, arbejder en virkelig lystig guitar og en ganske sjov bas sammen med en sprød, hæs og som sådan ikke særlig køn sangstemme fra forsanger Paul Westerberg om at lave en særdeles oprigtig kærlighedsærklæring. Andre gange går de helt simpelt til værks, f.eks. på den stille Androgynous. Her er instrumentationen blot et klaver og meget svag percussion. Af og til er der en backingvokalist, men det er stadig uden tvivl pladens simpleste sang. Det er også en meget livsbekræftende sang, som man kan føle på et meget nært niveau grundet den simple instrumentation men også bare den gode, varme melodi.

De laver endda et cover, og det er igen et eksempel på, hvorfor de er så fantastiske. Lignende bands ville sikkert fortolke Wire, The Stooges eller The Velvet Underground, for de er jo cool og havde stor indflydelse på undergrunden. Nej, The Replacements fortolker en sang af en af de største, mest latterlige mainstream rockgrupper nogensinde, nemlig Kiss. Men man kan jo ikke bebredje dem, for Black Diamond er en fantastisk sang, og den lyder endnu bedre med The Replacements bag roret, selvom Kiss-essensen stadig er tydelig. Der er dog også mange almindelige, rå, beskidte punkede sange – med titler som Gary’s Got a Boner og Tommy Gets His Tonsils Out ved man godt, hvad man skal forvente, og den væsentligste appel ved disse numre er da også deres grimhed. Hele pladen er meget grim, og det er nok det mest konsekvente. Selv de stille sange er som sådan grimme. Unsatisfied handler jo netop om depression, og Androgynous handler om socialt udstødte individer, der finder tryghed hos hinanden. Og Sixteen Blue handler om at føle sig udenfor.

Man behøver ikke at vide specielt meget om The Replacements for at kunne værdsætte Let It Be. Man skal faktisk blot kigge på det fantastiske cover. Der ser man nogle punkere, der sidder udenfor et hus, og de sidder bare der. De kigger lidt på hinanden, og den ene tørrer en tåre væk. Og samtidig siger en lille tekst under dem “Let It Be”. Og man kan stort set høre Paul Westerberg bede dig om at lade det være, når man læser det. The Replacements gav punkmusikken følelser. Dybe, store og oprigtige følelser. Og det er nok derfor, at beskrivelser som punk, post-punk, new wave, indie og alternativ aldrig helt har virket for mig. Let It Be har mange forskellige former for sange på sig, og de er spredt, så det føles som om, man hele tiden får noget nyt at tygge i. Det er god albumopbygning, og det sørger ikke blot for, at albummet føles meget varieret, men man lægger også i sidste ende mere mærke til de individuelle sange, for de stikker meget ud blandt det, der er omkring dem. Let It Be er et mesterværk, og jeg vil oven i det vove at påstå, at den er bedre end Beatles-pladen af samme navn.

286 – X – Los Angeles (1980)

Jeg er en enorm fan af punkmusik. Der er ingen anden genre, hvor jeg nær så sikkert kan nævne indflydelserne, de vigtigste navne, historien og hvordan den har påvirket senere musik. Og mange mener, at punk slet ikke handler om musikken, men rettere om udtrykket og livsstilen, og jeg vil ikke sige, at det er usandt, når man snakker de store grupper som Ramones og Sex Pistols, men med et mindre band som X, så er det noget lidt andet. Musikken er det allervigtigste på deres debutplade, Los Angeles fra 1980. Den åbner med hurtige trommer og et energisk guitarriff på Your Phone’s Off the Hook, But You’re Not, hvorefter den meget højlydte kvindelige forsanger Exene Cervenka, og før man ved af det kommer en mandlig backingvokal også på i form af bassist John Doe. Det er punk i ganske rå form, og det er for vildt. Johnny Hit And run Pauline har John Doe som forsanger, og den har en meget Chuck Berry-inspireret intro og guitarsolo. Den er en meget mørkere sang end åbningsnummeret, og det er en af Does bedste vokaloptrædender.

De fremfører også en næsten ugenkendelig udgave af Doors-sangen Soul Kitchen, og Los Angeles var da pudsigt nok også produceret af Ray Manzarek, der spillede orgel i The Doors. Det føles som en helt anden sang, men det føles stadig gennemtænkt og velopført, og det klassiske orgelriff bliver nu spillet energisk på guitar. Ray Manzarek spiller orgel på den næste sang, Nausea, der virkelig fremviser, at X kan mere end bare de hurtige energibomber. Det er en ret langsom sang, og tempoet ændres virkelig smukt mellem vers og omkvæd. Og orgelet er selvfølgelig virkelig godt spillet. De fortsætter den rigtig stærke sangskrivning på Sugarlight, hvor en virkelig sjov guitarsolo bliver et af højdepunkterne. Det er nok en af de mindre mindeværdige sange på pladen, men det beviser blot, at niveauet her er usandsynligt højt. Især er det højt på titelnummeret, Los Angeles. John Doe og Exene Cervenkas stemmer går virkelig godt i spænd her, og det er med god grund en af gruppens mest populære sange. Den er virkelig godt skrevet, og der sker hele tiden noget nyt.

På det sidste har jeg også fået et nært forhold til Sex and Dying in High Society, der med sit simple omkvæd, konstant høje energi og maniske koklokke slet ikke er til at stå for. Koklokken følger vist ikke engang rytmen, men den fremhæver bare gruppens fandenivoldskhed. Albummets længste sang er også den langsomste, og den hedder The Unheard Music. Den er mindre tilgængelig end de andre sange på pladen, da den godt kan virke lidt monotom til tider, hvilket den som sådan nok også er. Med tiden har jeg dog lært at værdsætte dens atypiske dynamik, og det, den giver til albummet som helhed, er meget forfriskende. Udenfor albummets kontekst kunne den sikkert virke ligegyldig, men som pladens næstsidste nummer virker den godt, især på guitarsoloen, der afslutter nummeret. Pladens sidste sang er en ganske lystig lille en: The World’s a Mess; It’s in My Kiss. Den er så anderledes fra resten af pladen, da den bare føles så glad, mens de dog synger om, at intet går som det skal. Los Angeles er en punkplade som få andre, og det kunne meget vel være den bedste plade, X har optaget.

334 – X – Wild Gift (1981)

Punkbandet med det virkelig simple navn X debuterede i 1980 med albummet Los Angeles, og det er en af de bedste debutplader nogensinde. Den er kort, hurtig, aggressiv, forvirret, og på alle måder skøn. Det var punk på en meget simpel måde, men det virkede rigtig godt. Året efter udgav de opfølgeren Wild Gift, og ikke meget har ændret sig. Der er lidt inspiration fra reggae på Adult Books, og man kan høre inspiration fra tidlige post-punk-grupper på White Girl, og selv rockabilly har nogle indspark på Beyond and Back. Det er dog ikke noget, der fylder så meget i musikken. Los Angeles var en meget kort plade, den var under en halv time lang, og med Wild Gift er det ikke meget anderledes. Man får 13 generelt meget korte sange på blot 33 minutter. I et nærmest ekstremt tilfælde varer et enkelt nummer lidt mere end 4 minutter, nemlig Universal Corner. Det er også en af de få knap så hurtige sange på albummet, men det er nu ikke fordi den ikke er fuld af energi alligevel. Albummet som helhed oser bare af energi.

X bestod dengang af fire medlemmer, forrest stod gifte par John Doe og Exene Cervenka, der i dag er skilt, men de er stadig begge med i bandet. Disse to har skrevet samtlige sange på Wild Gift, og de synger også dem alle. John Doe har en forholdsvis dyb stemme, og Exene Cervenka har en meget høj, frembrydende vokal, der virkelig skærer igennem, lidt som Kim Gordon fra Sonic Youth eller Kim Deal fra Pixies. I det hele taget har alternativ rock virkelig taget Exene Cervenkas stemme til sig, for hendes lyd sætter sit præg overalt hos kvindelige rocksangere. Sammen har John Doe og Exene Cervenka skrevet nogle rigtig fede punksange. The Once Over TwiceWe’re DesperateAdult Books, I’m Coming OverSome Other TimeWhite Girl og When Our Love Passed Out on the Couch er klare højdepunkter, som er umulige at få ud af hovedet. Adult Books havde jeg endda engang siddende fast i hovedet i månedsvis, uden at jeg kunne huske eller finde ud af, hvem der havde lavet den. Så der er jeg rigtig taknemmelig for at skulle vende tilbage til denne plade for at anmelde den.

Noget af det bedste ved X i forhold til så mange andre punkbands, er at de beholder al den gammeldags punk-lyd og -atitude, som man kan finde hos de tidligste udfoldelser i genren, men samtidig føles de rigtig sjældent vrede. De føles til gengæld forvirrede, og det har selvfølgelig noget med de skarpe melodier og tekster at gøre, men meget af det kommer også fra samspillet mellem John Doe og Exene Cervenka som sangere. Når de er hver for sig, lyder det rettere vredt, men sammen skaber de et helt enormt virvar af følelser, meget som post-punk-grupper som Wire, Minutemen eller Gang of Four normalt gør. Deres musik er måske lidt svær at sætte sig ind i for nogle, men giv dem gerne et par chancer. Hvis du vil forsøge dig med et af deres albums, er alle de tidligste albums fænomenale, men Wild Gift er i skarp konkurrence med Los Angeles om at være deres allerbedste. Det er punkmusik af allerhøjeste kaliber, både hvad angår sangskrivning, dynamik, lyd, men mest af alt angående albummet som helhed.