Tag-arkiv: Pub-rock

168 – Elvis Costello – My Aim Is True (1977)

Udgivet den af
Svar

Elvis Costello var i sin guldalder en af de dygtigste sangskrivere i verden. Han havde en ret særegen lyd, der måske på overfladen minder lidt om Graham Parker, men Costello var især i de tidlige år meget mere påvirket af punk-rock. Men noget af det smukke ved Costellos musik er, at det er svært at sætte en smallere mærkat på, end at det er “rock”. Og dette gør sig gældende lige fra debutpladen My Aim Is True, hvis titel selvfølgelig kommer fra en af Costellos største sange Alison, der også står frem som et af de bedste numre på hele pladen. Ligeledes er denne langsomme, bitre ballade meget ulig noget andet på albummet. Generelt er det lidt punket powerpop med lidt præg af gammeldags rock ‘n roll, og dette gør virkelig Alison bemærkelsesværdig. Uanset om man har hørt det udødelige nummer før eller ej, så vil man uden tvivl huske denne bedst, da den virkelig skiller sig ud. Costello er dog rigtig god til at få de individuelle sange til at udmærke sig. Selv de allerkorteste sange, der altså går under 2 minutter, er ligeså mindeværdige som de allerlængste – ikke at det dog nogensinde bliver særlig langt, da han forstår at begrænse sig.

Costello er en virkelig skarp lyriker med en flot, meget diskret sarkastisk tone. Selv med så grove linjer som “Sometimes I wish that I could stop you from talking when I hear the silly things that you say” synes mange faktisk, at Alison er en meget romantisk sang, og jeg er ellevild med omkvædet til Blame it on Cain, der går “It’s nobody’s fault, but we need somebody to burn”. Det er jo som sådan virkelig barnligt sagt, men det er virkelig modent fortalt. Costello er virkelig fuld af sådanne små finurligheder i sin lyrik, og det er især smukt, når det leger med musikken på smukkeste vis. Der er mange dobbeltheder, f.eks. i Alison, men også i I’m Not Angry, der ironisk nok lyder vredere end nogen anden sang på pladen. Han leger tit med lytterens forventninger, bl.a. på åbningsnummeret, Welcome to the Working Week, der har en storladen intro, som så blot leder til en kort, poppet punksang med et flot rock and roll-flair. På modsat vis leder Mystery Dance op til, at vi bare får en simpel rock and roll-sang, men overgangene fra omkvæd og tilbage til vers er ikke som man ville forvente. For at lave et dobbelt-twist starter denne rock and roll-sang oven i købet med en Shakespeare-reference.

Man kan se mange vink til 50’ernes og 60’ernes amerikanske rock and roll-scene, som Costello nok har været mere inspireret af end de britiske musikere fra hans samtid. Mystery Dance er i melodi ikke ulig Jailhouse Rock, Welcome to the Working Week indeholder mange af Buddy Hollys kendetræk, No Dancing inkorporerer trommerne fra Be My Baby, og Blame It on Cain starter med bluesguitar. Altså manden vælger at iføre sig Buddy Holly-briller og kalde sig Elvis, det er jo klart, at de har haft noget indflydelse. Den er ikke svær at få øje på, men det interessante er, at hans musik stadig lyder så moderne sammenlignet med hans inspirationskilder. Og de var tidsmæssigt tættere på ham dengang, end My Aim Is True‘s udgivelse er på os i dag. Og det er fordi Costello ikke blot kigger på hans elskede klassikere – han ser også på, om han kan tilføje noget. Noget, der gør det til hans eget, noget, der gør det mere nutidigt, men mest af alt om han kan tilføje noget, han selv føler, gør musikken bedre. Han er nostalgisk, men han er ikke forgabt. My Aim Is True er en formidabel plade fra start til slut, og den favner så bredt, at den kan anbefales til stort set alle.

335 – Graham Parker – Squeezing Out Sparks (1979)

Udgivet den af
Svar

Jeg elsker virkelig de første par Elvis Costello-albums fra sen-70’erne og start-80’erne. Der er noget rigtig fedt ved hans punkede pop-rock, der er så indsmurt i britiske traditioner og pubkultur, at man ikke kan andet end at elske det. Og det overrakser mig derfor slet ikke, når andre har en lignende lyd på et næsten plagierende niveau. Hvis vi kigger på manden, der var Elvis Costello før Elvis Costello selv formåede at være det, så kigger vi på Graham Parker. De to mænd lyder forbløffende meget som hinanden, men Parker startede et år tidligere, og Parker gjorde det også virkelig godt. Hans albums er ikke nær så kendte, men de er blevet rost til skyerne af anmeldere, og et af de mest roste albums, han har udgivet er Squeezing Out Sparks fra 1979. På det album ser vi en af Parkers største forcer for fuld udblæsning, nemlig hans evne til at finde på fængende rockmelodier. Man kan rigtig hurtigt synge let med på de fleste af disse sange. Melodierne er tit ret poppede, men de har rigtig meget at byde på, og Parker lægger tonsvis af følelser i det.

Jeg elsker virkelig også parkers ordvalg. Han får sine sange til at lyde virkelig eventyrlystne og spændende, og der er noget definitivt ved hans udråb. Han er faktisk generelt en rigtig dygtig lyriker, og denne færdighed fremviser han især på nummeret You Can’t Be Too Strong. Det var en ret kontroversiel sang i sin samtid, for den handler om abort, og visse har endda beskrevet den som en anti-abort-sang. Så vidt ville jeg ikke gå, men sangen er fortalt fra synspunktet af en mand, hvis kæreste får foretaget en abort, og det er manden selv modstander af. Det er en meget rørende sang, og hovedpersonen gør sig nogle ret dybe tanker. Mange af sangene har omkvæd, der gentager den samme linje adskillige gange, og det er nok pladens største problem. Det er fint nok, hvis et par få sange gør det, og ikke én individuel sang på pladen er dårlig, men når man får sang efter sang, hvor strukturen er sådan, så bliver det en smule trættende. Jeg kan dog ikke sige, at melodierne bliver mindre sjove af den årsag. Heldigvis er albummet heller ikke så langt igen, så det ender ikke med at påvirke albummet så meget, som det kunne gøre.

Det væsentligste instrument på Squeezing Out Sparks er nok guitaren. Der er næsten altid fut i den, og der er rigtig mange vidunderlige riffs på den. Det er dem, der virkelig holder pladen dynamisk, for Parkers stemme bliver sjældent stille, og den hører vi næsten hele tiden. Et andet instrument, der tilføjer ret meget er keyboardet. Det giver Parker lidt mere karakter, det sørger for, at det ikke lyder så meget af seriøs rockmusik. For Graham Parker er sjældent den mest alvorlige musiker, den eneste seriøst betonede sang på Squeezing Out Sparks er You Can’t Be Too Strong. Graham Parker er en rigtig dygtig musiker. Han skriver fængende, sjove, spøjse melodier, hans tekster er virkelig noget for sig, sangene bliver spillet rigtig flot, og han kan konstruere en forholdsvis helstøbt albumoplevelse. Der er ganske lidt, der ikke går rigtig godt på Squeezing Out Sparks. Hvis du kan lide musikere som Nick Lowe eller Elvis Costello, så burde du virkelig lytte til noget af Graham Parker, og Squeezing Out Sparks er en af hans bedste plader.