Jeg elsker virkelig de første par Elvis Costello-albums fra sen-70’erne og start-80’erne. Der er noget rigtig fedt ved hans punkede pop-rock, der er så indsmurt i britiske traditioner og pubkultur, at man ikke kan andet end at elske det. Og det overrakser mig derfor slet ikke, når andre har en lignende lyd på et næsten plagierende niveau. Hvis vi kigger på manden, der var Elvis Costello før Elvis Costello selv formåede at være det, så kigger vi på Graham Parker. De to mænd lyder forbløffende meget som hinanden, men Parker startede et år tidligere, og Parker gjorde det også virkelig godt. Hans albums er ikke nær så kendte, men de er blevet rost til skyerne af anmeldere, og et af de mest roste albums, han har udgivet er Squeezing Out Sparks fra 1979. På det album ser vi en af Parkers største forcer for fuld udblæsning, nemlig hans evne til at finde på fængende rockmelodier. Man kan rigtig hurtigt synge let med på de fleste af disse sange. Melodierne er tit ret poppede, men de har rigtig meget at byde på, og Parker lægger tonsvis af følelser i det.

Jeg elsker virkelig også parkers ordvalg. Han får sine sange til at lyde virkelig eventyrlystne og spændende, og der er noget definitivt ved hans udråb. Han er faktisk generelt en rigtig dygtig lyriker, og denne færdighed fremviser han især på nummeret You Can’t Be Too Strong. Det var en ret kontroversiel sang i sin samtid, for den handler om abort, og visse har endda beskrevet den som en anti-abort-sang. Så vidt ville jeg ikke gå, men sangen er fortalt fra synspunktet af en mand, hvis kæreste får foretaget en abort, og det er manden selv modstander af. Det er en meget rørende sang, og hovedpersonen gør sig nogle ret dybe tanker. Mange af sangene har omkvæd, der gentager den samme linje adskillige gange, og det er nok pladens største problem. Det er fint nok, hvis et par få sange gør det, og ikke én individuel sang på pladen er dårlig, men når man får sang efter sang, hvor strukturen er sådan, så bliver det en smule trættende. Jeg kan dog ikke sige, at melodierne bliver mindre sjove af den årsag. Heldigvis er albummet heller ikke så langt igen, så det ender ikke med at påvirke albummet så meget, som det kunne gøre.

Det væsentligste instrument på Squeezing Out Sparks er nok guitaren. Der er næsten altid fut i den, og der er rigtig mange vidunderlige riffs på den. Det er dem, der virkelig holder pladen dynamisk, for Parkers stemme bliver sjældent stille, og den hører vi næsten hele tiden. Et andet instrument, der tilføjer ret meget er keyboardet. Det giver Parker lidt mere karakter, det sørger for, at det ikke lyder så meget af seriøs rockmusik. For Graham Parker er sjældent den mest alvorlige musiker, den eneste seriøst betonede sang på Squeezing Out Sparks er You Can’t Be Too Strong. Graham Parker er en rigtig dygtig musiker. Han skriver fængende, sjove, spøjse melodier, hans tekster er virkelig noget for sig, sangene bliver spillet rigtig flot, og han kan konstruere en forholdsvis helstøbt albumoplevelse. Der er ganske lidt, der ikke går rigtig godt på Squeezing Out Sparks. Hvis du kan lide musikere som Nick Lowe eller Elvis Costello, så burde du virkelig lytte til noget af Graham Parker, og Squeezing Out Sparks er en af hans bedste plader.