Jeg tror, alle, der har udforsket Bob Marleys katalog uden for de store hits, har stødt på nogle nye sange, de virkelig er blevet glade for. Og mange af hans albums er også meget gode i deres helhed. Alle har vist deres egne favoritter, men min er Exodus fra 1977, udgivet lige mellem hans gennembrud og hans alt for tidlige død. Bob Marley kan skrive musik i et væld af stemninger, og han leverer guld i alle mulige former på Exodus. De mest kendte numre fra pladen er de mest positivistiske: Three Little Birds og One Love/People Get Ready. Og de føles virkelig oprigtigt optimistiske og fremadrettet lykkelige. De føles ikke som tyggegummipop, der skal få os til at have det bedre ved at ignorere alt det negative i vores liv. Det føles som Bob Marley, der giver os det kram, vi alle har brug for af og til. Og dette til trods for at omkvædet i Three Little Birds ganske naivt går “Don’t worry about a thing, ‘caue every little thing gonna be alright”. Og jeg indrømmer da gerne, at Three Little Birds ikke just var min yndlingssang af Marley, før jeg lyttede til Exodus, men det er her, god albumstruktur kommer i spil.

Disse to numre er nemlig til sidst i pladen, lige efter den romantiske Turn Your Lights Down Low. Ellers følger disse tre ret lystige numre lige efter en lang stribe af knap så glade numre. De er mørke, funky og tit ret truende, især når Marley synger vendinger som “Many more will have to suffer, many more will have to die”. De har tit en meget flot religiøs vinkel, der virkelig gør dem gribende, selv hvis man ikke skulle kende til forholdene på Jamaica dengang, hvilket jeg i øvrigt slet ikke gør. Men han bruger også mange meget vage omend stadig stærke eksempler, der giver sangene en vis holdbarhed. Linjer som “These are the big fish who always try to eat out the small fish”. Hans sprog er så simpelt, at alle kan forstå det, men det er samtidig så stærkt, at alle kan føle det. Det er langt de færreste lyrikere, der på den måde bare kan ramme plet så ofte. Og musikken understøtter ham fuldkommen perfekt. Denne plade er mørkere end nogen anden Marley- eller Wailers-plade, jeg nogensinde har hørt, og det er uanset om man snakker lyd eller lyrik.

Hvad angår den generelle lyd på pladen, så er der ikke noget nummer, der skildrer den bedre end Exodus. Det er et næsten 8 minutter langt nummer, der kalder op til et “Movement of the People”, som sangen selv kalder det. Det bliver vildere og vildere, som sangen skrider fremad, og vendingen “Exodus; Movement of the People” bliver til sidst bare gentaget så mange gange, at det ender med at være virkelig effektivt og nærmest kommanderende. Det giver god mening, at pladen hedder Exodus, for det er på mange måder sangen, pladen drejer sig om. Oven på en så grum plade, så er de tre sidste numre virkelig forløsende. Men ikke alene er pladen enormt følelsesrig, den er faktisk også sjov og dansevenlig. Jeg elsker at hoppe og danse og synge med på de simple omkvæd, det er bare virkelig skægt. Især sidste halvdel af pladen, der også er lidt mere poppet end første halvdel. Og det er som sådan også fint, for så føles det virkelig som om, at der bliver bygget op til det, der er mest fængende og lettest at huske. Jeg kan virkelig ikke finde på en årsag til, at man ikke burde lytte til Exodus, med mindre man virkelig ikke kan udholde Bob Marley. Og hvem kan helt oprigtigt ikke lide Bob Marley?