Live at Leeds af The Who er en af den slags plader, hvor man virkelig er nødt til at specificere hvilken udgave, man lytter til, før man anmelder den. I 1970 spillede The Who en ganske lang koncert på University Refectory, et spillested lige midt i Leeds Universitet i England. Et godt stykke inde i koncerten begynder en komplet gennemspilning af albummet Tommy, der var spritnyt dengang, og efter dette spiller de lidt flere gamle numre. Senere samme år udkom denne koncert på vinyl, men dog kun med 6 af de oprindelige 33 numre. I 1995 udkom en cd-udgave med alle tracks undtagen Tommy-numrene, igen lige med undtagelse af Amazing Journey og Sparks, som stadig var på cd’en af en eller anden årsag. I 2001 kom en 2 disc-udgave med diverse numre på disc 1 og hele Tommy på disc 2. Det er ikke den korrekte rækkefølge, og noget af snakken og endda visse af numrene er der skåret lidt i, men det er nok stadig udgaven, jeg foretrækker, da Tommy-gennemgangen efter min mening nydes bedst uden de andre numre. Derudover kan man næsten ikke høre, at der er blevet klippet. Hvis man endelig er en stor The Who-entusiast, udgav de i 2014 en digital udgave, hvor alt var i den oprindelige rækkefølge med væsentligt mindre skåret fra.

Jeg har valgt at anmelde udgaven, hvor Tommy og de øvrige sange er separeret, og desuden vil jeg undgå at kommentere for meget på numrene fra Tommy, dels fordi det er svært at bedømme uden at snakke om hvordan albummet i første omgang fungerer, og det er altså en plade, hvor der ikke er så lidt at snakke om. Dels også fordi jeg alligevel skal anmelde den oprindelige Tommy-plade senere, så det går nok. Men så er der alle de 13 omkringliggende numre altså på første disc, og de er opført med en meget højlydt arenarock-lyd, som bandet var meget glade for på den tid i forhold til koncerter. Selv Tommy-numrene er opført i den stil, og det klæder dem overraskende godt. Med de koncerter, The Who gav på denne tid, var de med til at danne grundlaget for Heavy Metal. De har valgt meget forskellige sange til at opføre i denne stil, og i alle tilfælde synes jeg, det virker rigtig godt. Uanset om det er den dengang spritnye og animalsk vilde Heaven and Hell eller gamle rock and roll-klassikere som Eddie Cochrans Summertime Blues, så fungerer det rigtig godt. Summertime Blues er nok netop den definitive sang fra denne plade, og den er så unik i The Whos udgave, at man helt glemmer, at det er en lystig rockabilly-sang.

Jeg er meget begejstret for, at de selv nu, hvor de er mere højlydte end nogensinde før, har en god sans for dynamik. Dette gøres især flot på de to kortere numre Substitute og Happy Jack, der går mellem forskellige lydniveauer så elegant, at man knap nok bemærker det. Et andet nummer, der virkelig gør dette godt i sagens natur, er mini-rockoperaen A Quick One, While He’s Away. Dette er et af mine absolutte yndlingssange med The Who, og den kan meget godt ses som en forløber til Tommy, hvorfor den da passer særlig godt ind. Tommy binder på sin vis stadig alle numrene sammen, også selvom man vælger slet ikke at høre Tommy-opførslen. De nævner pladen et par gange mellem numrene, og numre som Tatoo og Magic Bus er blevet mere operatiske og storladne. Dog er der ét nummer, der for alvor sætter sig fast som en mesterlig nyfortolkning, nemlig den 15 minutter lange udgave af My Generation. Den er mere intens end den nogensinde har været før, og den inkorporerer visse stykker fra Tommy, hvilket måske har større effekt, hvis man hører hele koncerten i den oprindelige rækkefølge, men den lange solo til sidst er noget af det mest vilde og progressive, du nogensinde kommer til at høre The Who opføre. Alle, der kan lide god rockmusik, bør få lyttet til Live at Leeds!