46 – Bob Marley and the Wailers – Legend: The Best of Bob Marley and the Wailers (1984)

I 1981 døde reggaelegenden Bob Marley, og i 1984 udkom albummet ‘Legend: The Best of Bob Marley  and the Wailers’, der samlede en række af hans mest afholdte numre på tværs af den store karriere. Denne opsamling er stadig gigantisk den dag i dag – den optræder stadig ofte med en hæderlig position på Billboards ugentlige albumhitliste, og den er uden nærmere konkurrence det bedst sælgende reggaealbum nogensinde. Den er udkommet i mange udgaver gennem tiden, men jeg har valgt at kigge på 2002-udgaven ‘Legend Remastered’, hvor de i modsætning til den oprindelige 1984-udgave har gengivet alle sangene i deres fulde udgave – ja, faktisk var det kun fem af albummets 14 sange på vinyludgaven af 1984, der lyder ligesom de gjorde på albummet, de var taget fra. Det gør derfor. at 2002-albummet er omkring ti minutter længere end den originale udgave. Det er dog generelt ikke noget problem, for skaberne af denne opsamling har været ufatteligt præcise. Jeg har nogle få personlige favoritter, der ikke er kommet med på denne udgave, men på en times tid får vi rundet alle de vigtigste milepæle i Marleys stærke karriere, uden at vi har megen mærkbar slinger i valsen – det skulle lige være de to bonusnumre ‘Easy Skanking’ og ‘Punky Reggae Party’, som jeg vælger at ignorere, da de netop er bonusnumre.

De 14 numre, der ligeledes var på originalen, er dog alle eksemplariske udpluk fra Marleys diskografi. Hans sangskrivning er i alle tilfælde i toppen, og vi hører ham udforske både socialrealisme, kærlighed og spiritualitet med stor oprigtighed og indlevelse. Denne indlevelse skinner også flot igennem i vokalen, hvor det klart føles som om, Marley mener hvert eneste ord, han synger. Bandet, The Wailers, gør også deres del exceptionelt. Uanset om det er de disco-inspirerede grooves fra ‘Could You Be Loved’, den rå, sumpede charme på ‘Satisfy My Soul’ eller den revolutionære bidskhed fra ‘Exodus’, er der et stærkt samspil i bandet, og det står pragtfuldt overfor Marleys sangskrivning. Nu hvor vi netop er ved sangskrivningen, havde Marley et fantastisk øre for melodier. ‘Get Up, Stand Up’ er nok det mest fængende revolutions-anthem, jeg har hørt, og det samme kan siges om hvordan ‘Buffalo Soldier’ behandler historien om en afrikansk mand, der bliver transporteret til USA for at skulle være krigsslave. Han formår også meget flot at sørger for, at disse fængende melodier altid forstærker det tekstunivers, han præsenterer, rettere end at distrahere derfra. Jeg føler vægten af fortællerens angst helt ned i maven, blot jeg nynner ‘I Shot the Sheriff’.

Jeg har vist fokuseret ret meget på opsamlingens mere vrede eller ængstelige dele, men sandheden er, at jeg langt hen af vejen kommer i rigtig godt humør af at høre ‘Legend’. Ikke alene får jeg ofte et smil på læben af bandets stærke instrumentation og Marleys overbevisende levering – jeg bliver også bare glad, fordi mange af sangene på albummet er så fulde af håb, selv dem, der på overfladen er triste eller arrige. Sange som ‘Is This Love’, ‘Three Little Birds’, ‘Stir It Up’ og ‘One Love/People Get Ready’ er dog mere utvetydigt lykkelige, og deres stemning er den, der manifesterer sig over albummet som helhed. Min største anke omkring denne opsamlings kvalitet er nok dens manglende følelse af sammenhæng. Rækkefølgen føles ret gennemtænkt, men der er nogle stunder, hvor albummets flow går godt og grundigt i baglås, mest mærkbart mod slutningen. Hvis ét nummer skulle have været forkortet ligesom på originaludgaven af ‘Legend’, så er det nok ‘Exodus’. Når den næsten otte minutter lange udgave er albummets næstsidste sang, føles det som om, slutningen bare bliver trukket ud, og jeg får svært ved at værdsætte hvor stærkt et nummer, det egentlig er. Og så er ‘Jamming’ ingenlunde et oplagt afslutningsnummer – ‘No Woman, No Cry’ og ‘Get Up, Stand Up’ ville begge klare jobbet bedre i mine øjne. ‘Legend’ er dog stadig en glimrende opsamling. Den er så propfyldt med god musik, at dens succes ikke er svær at forstå.

123 – Bob Marley and the Wailers – Catch a Fire (1973)

Jeg vil på ingen måde kalde mig selv en reggae-ekspert på nogen måde, men jeg kan dog godt lide genren som helhed. Især undergenren roots-reggae er jeg begejstret for, hvor vi gennem grupper som The Congos, Burning Spear og Black Uhuru udforsker genrens mere politiske og spirituelle aspekter. Genrens store mester er dog nok utvivlsomt Bob Marley med hans gruppe The Wailers. Deres gennembrudsalbum, Catch a Fire fra 1973 er stadig i dag en milepæl i genren. Åbningsnummeret, Concrete Jungle, sætter også tonen klart: det jamaicanske gadeliv er en vildmark. Dette bliver udtrykt gennem flotte poetiske metaforer i lyrikken, men ligeledes er det formidlet gennem sangens dystre, dystopiske lydbillede og den skærende guitarsolo mod slutningen. For ikke at snakke om Marleys både flotte og passionerede vokal, der også er til stede på andet nummer, Slave Driver. Her drager teksten paralleller mellem livet som slave og livet som fattig jamaicaner. Linjen “Today they say that we are free; only to be chained in poverty” er stærk, og så er sangen også fængende som pokker. 400 Years er ligeledes en politisk sang, der sammenligner nutiden med fortiden. Der er dog masser af forskelle mellem denne og Slave Driver. Dels er den sunget af Peter Tosh i stedet for Marley, og derudover lyder det funky groove bare ekstremt godt.

Stop That Train har også Tosh som forsanger, og mens det er en fin sang, blegner den lidt i sammenligning med de andre. Dens lyriske motiver er ikke særlig klare, i hvert fald ikke for mig, og omkvædet bliver lidt trættende i længden, selvom det ville være glimrende i mindre doser. Versmelodien er ikke noget at skrive hjem om, men Tosh giver den hele armen på vokal, så det kan sagtens tilgives. Baby We’ve Got a Date (Rock It Baby) er heller ikke en af mine yndlingssange, især da vi allerede på denne plade har set, at Marley og co. kan præstere meget vigtigere værker end simple kærlighedssange. Det er dog ret befriende med noget lidt mere lystig musik end før, og det er en oprigtigt sød og lykkelig sang, hvor man kan mærke al glæden tydeligt. Derudover er følelserne bare større på næste sang, Stir it Up, der ligeledes handler om kærlighed. Det er et cover af en Johnny Nash-sang, men den er fyldt med meget mere sjæl end Nashs original. Derudover lægger scenariet bare også op til større følelser end Baby We’ve Got a Date (Rock It Baby). Hvor sangen før handlede om at se frem til en date, handler Stir It Up om selve mødet og kærligheden, og sangen føles bare varmere.

Et andet godt eksempel på en mere positiv sang er Kinky Reggae. Her synger Bob om nogle af livets små glæder, som han oplever rundt omkring i byen. Musikken rammer den lidt lumre men alligevel lokkende downtown-stemning helt eminent. Dette gør også, at man får en helt anden lyd end på de to foregående numre, selvom teksten i alle tre tilfælde har været positivt ladet. No More Trouble er ikke rigtig et nummer, hvor teksten er i fokus. Den går an, og dens meddelelse er ganske klar, men den er ikke særlig omfangsrig. Detaljerigdommen er dog muligvis større her end på noget andet nummer, og jeg elsker hver eneste lille tone her. De impulsive guitar-fills, de skægge call-response-sekvenser, de små omend kraftige breakdowns før omkvædene – det hele er pivlækkert. Min favorit på hele pladen er dog nok afslutningsnummeret, Midnight Ravers, hvor koret ytrer de dramatiske ord “You can’t tell the woman from the man, cause they’re dressed in the same pollution”. Hele nummerets stemning er bittersød, og det føles meget flydende idet de tre bestanddele af nummeret ikke rigtig kan inddeles i vers eller omkvæd, selvom de dog har helt unikke identiteter. Det er en solid afslutning, der musikalsk udtrykker en evigt undertrykt skæbne. Catch a Fire er et stjernegodt album, enhver reggaefan bør høre.

Ugens playlist #2: Morgenstemning

Jeg er typen, der måske ikke har enormt meget situationsfornemmelse, når det gælder musik. Jeg ved godt, hvornår andre nok ville foretrække en bestemt type musik, men jeg kan sagtens starte min morgen af med black metal, sætte 60’er-folk på under drukfest, lytte til gangsta-rap når jeg er trist, etc. Jeg bruger mere min musik til at skabe en stemning end jeg bruger stemningen til at bestemme hvilken slags musik, jeg skal lytte til. Dog må jeg anerkende, at jeg ikke bor alene, og hvis resten af min familie skal kunne holde mig ud, må jeg af og til anerkende, at noget musik fungerer bedre søndag morgen end andet. Derfor skabte jeg playlisten Morgenstemning.

På denne playlist finder man et relativt varieret udbud af genrer. Man finder nok hverken dødsmetal, fusionsjazz eller acid-house, men man finder alle mulige forskellige slags musikalske afslapningsmetoder. Folk-rock fra Simon & Garfunkel, indie-pop fra Mac DeMarco, klaverballader fra Broken Twin, reggae fra Bob Marley, soul fra Marvin Gaye, hippie-rock fra Small Faces, god gammeldags soft-rock fra Billy Joel – det hele kan findes på Morgenstemning. Playlisten er faktisk blevet et så stort hit herhjemme, at den sættes på ofte uanset tidspunktet på døgnet. Personligt vil jeg dog nok anbefale den til morgener, især morgener, hvor man har lidt flere tømmermænd end forventet. Jeg anbefaler som med de fleste andre af mine playlister, at man har shuffle slået til, når man afspiller den. Med sine over 200 sange går der lang tid, før den bliver trættende.

Jeg vil desuden gerne atter minde alle om, at jeg er nomineret til Blogprisen 2016 under kategorien “Bedste blog om musik”. Man kan stemme på mig her.

169 – Bob Marley & the Wailers – Exodus (1977)

Jeg tror, alle, der har udforsket Bob Marleys katalog uden for de store hits, har stødt på nogle nye sange, de virkelig er blevet glade for. Og mange af hans albums er også meget gode i deres helhed. Alle har vist deres egne favoritter, men min er Exodus fra 1977, udgivet lige mellem hans gennembrud og hans alt for tidlige død. Bob Marley kan skrive musik i et væld af stemninger, og han leverer guld i alle mulige former på Exodus. De mest kendte numre fra pladen er de mest positivistiske: Three Little Birds og One Love/People Get Ready. Og de føles virkelig oprigtigt optimistiske og fremadrettet lykkelige. De føles ikke som tyggegummipop, der skal få os til at have det bedre ved at ignorere alt det negative i vores liv. Det føles som Bob Marley, der giver os det kram, vi alle har brug for af og til. Og dette til trods for at omkvædet i Three Little Birds ganske naivt går “Don’t worry about a thing, ‘caue every little thing gonna be alright”. Og jeg indrømmer da gerne, at Three Little Birds ikke just var min yndlingssang af Marley, før jeg lyttede til Exodus, men det er her, god albumstruktur kommer i spil.

Disse to numre er nemlig til sidst i pladen, lige efter den romantiske Turn Your Lights Down Low. Ellers følger disse tre ret lystige numre lige efter en lang stribe af knap så glade numre. De er mørke, funky og tit ret truende, især når Marley synger vendinger som “Many more will have to suffer, many more will have to die”. De har tit en meget flot religiøs vinkel, der virkelig gør dem gribende, selv hvis man ikke skulle kende til forholdene på Jamaica dengang, hvilket jeg i øvrigt slet ikke gør. Men han bruger også mange meget vage omend stadig stærke eksempler, der giver sangene en vis holdbarhed. Linjer som “These are the big fish who always try to eat out the small fish”. Hans sprog er så simpelt, at alle kan forstå det, men det er samtidig så stærkt, at alle kan føle det. Det er langt de færreste lyrikere, der på den måde bare kan ramme plet så ofte. Og musikken understøtter ham fuldkommen perfekt. Denne plade er mørkere end nogen anden Marley- eller Wailers-plade, jeg nogensinde har hørt, og det er uanset om man snakker lyd eller lyrik.

Hvad angår den generelle lyd på pladen, så er der ikke noget nummer, der skildrer den bedre end Exodus. Det er et næsten 8 minutter langt nummer, der kalder op til et “Movement of the People”, som sangen selv kalder det. Det bliver vildere og vildere, som sangen skrider fremad, og vendingen “Exodus; Movement of the People” bliver til sidst bare gentaget så mange gange, at det ender med at være virkelig effektivt og nærmest kommanderende. Det giver god mening, at pladen hedder Exodus, for det er på mange måder sangen, pladen drejer sig om. Oven på en så grum plade, så er de tre sidste numre virkelig forløsende. Men ikke alene er pladen enormt følelsesrig, den er faktisk også sjov og dansevenlig. Jeg elsker at hoppe og danse og synge med på de simple omkvæd, det er bare virkelig skægt. Især sidste halvdel af pladen, der også er lidt mere poppet end første halvdel. Og det er som sådan også fint, for så føles det virkelig som om, at der bliver bygget op til det, der er mest fængende og lettest at huske. Jeg kan virkelig ikke finde på en årsag til, at man ikke burde lytte til Exodus, med mindre man virkelig ikke kan udholde Bob Marley. Og hvem kan helt oprigtigt ikke lide Bob Marley?

182 – Bob Marley & The Wailers – Natty Dread (1974)

Efter Eric Claptons cover af reggae-gruppen The Wailers’ I Shot the Sheriff fik de en vis uventet berømmelse, og sanger Bob Marley blev i høj grad til stjernen, da de to andre sangere, Peter Tosh og Bunny Wailer, forlod bandet. Efter dette skiftede de navn til Bob Marley & The Wailers, og de udgav deres første album under dette nye navn i 1974. Pladen hed Natty Dread, og den starter med nummeret Lively Up Yourself. Denne sang er virkelig sjov og løs, og Marley er dejligt charmerende herpå. Der er en interessant bluesguitar, der giver nummeret noget kant, og ellers er det bare et af de bedste eksempler på, hvor godt Marleys positivistisme kan fungere. Andet nummer er No Woman, No Cry, der især blev berømt af live-udgaven fra året efter. Live-udgaven er nok også min favorit, især grundet Marleys meget stærkere vokal derpå og guitarsoloens vigtighed. Ikke at originalen ikke er glimrende, den er et af Marleys hovedværker som lyriker og sangskriver. Melodien er fængende og rørende på en og samme tid, og spirituelt er den opløftende. Them Belly Full (But We Hungry) viser derimod den vrede rebel-Marley på sit højeste. Denne sang er nok min favorit på hele pladen. Han er så vred, så hævngerrig, og musikken bagved støtter dette flot.

Pladen fortsætter i rebel-retningen med Rebel Music (3 O’Clock Roadblock). Denne er også aggressiv på en enormt cool måde. Hvert ord er leveret med enorm spydighed. Når man hører den første gang minder den nok lidt om I Shot The Sheriff, men den udvikler sig virkelig til at være en sang, der står helt for sig selv. Hvis man skulle pege på et væsentligt problem ved Natty Dread, ville det være, at de bedste numre findes i starten. Dette skal ikke forstås som, at numrene bliver dårligere derefter, men det er helt klart de første par stykker, man husker bedst. So Jah Seh er f.eks. også en flot, mørk, rebelsk sang, og den er faktisk meget kreativt arrangeret. Den skiller sig også meget ud ved ikke at følge en formel, der ellers desværre ender med at være ret gennemgående for pladen. Først omkvæd, så vers, så omkvæd, så vers, og til sidst en masse svedig reggae-jam. Denne formel følger titelnummeret, Natty Dread, i så høj grad, at jeg aldrig kan huske meget andet end omkvædet, der er lidt ensformigt. Det er ellers en ret god sang, mens den er der, den efterlader bare ikke et mærke på niveau med resten.

Bend Down Low er stort set bare reggae-jam fra start til slut, men det er ret fedt, og teksten er spirituel og sensuel. Ca. halvvejs inde interpolerer de på ganske kreativ vis Keep-A-Knockin’ af Little Richard. Det er en ganske sjov sang, og der er mange skægge detaljer, der gør nummeret værd at spille flere gange. Talkin’ Blues er ironisk nok ikke en talking blues-sang. Men den fortsætter pænt det spirituelle – eller her nærmest religiøse – tema. Talkin’ Blues har en ret mærkbar tekst med linjer som “‘Cause I feel like bombin’ a church, now that you know that the preacher is lyin'”. Afslutningsnummeret hedder Revolution, og det sætter flot punktum til pladen. Det opsamler pointerne, der er blevet lavet i løbet af pladen, og guitaren derpå er ret så latin-præget. Hvert eneste instrument på dette nummer er flot arrangeret. Det afslutter med at fade, det er jeg ikke verdens største fan af, når afslutningsnumre gør, men det er derudover en yderst tilfredsstillende afslutning. Hvis du er stor fan af reggae, så har du nok allerede lyttet til en hel del Bob Marley, sikkert også denne plade, men du behøver blot at have det mindste til overs for genren, så er denne plade værd at lytte til.

319 – The Wailers – Burnin’ (1973)

Bob Marley er uden tvivl det største navn reggae-musik nogensinde har haft, og det vil højst sandsynligt blive ved på den måde i mange år endnu. Han var dog en del af et band, og dette faktum bliver ofte overset. På de tidlige plader var Marley end ikke den eneste forsanger, og i stedet for at hedde Bob Marley & the Wailers dengang, så hed de blot the Wailers. Det sidste album de udgav under dette navn hed Burnin’, og på det finder man to af gruppens mest kendte numre, nemlig Get Up, Stand Up og I Shot the SheriffGet Up, Stand Up starter pladen med, så det er en formidabel start, og I Shot the Sheriff er det tredje nummer. Det er ret tidligt at spille de høje kort, selvom de selvfølgelig ikke dengang kunne vide, hvor store disse sange ville blive. Men på resten af pladen er der også masser af andre rigtig gode sange. En anden rigtig god sang er Hallelujah Time. Rent tematisk følger den emnerne om spirituel frihed fra Get Up, Stand Up, men den er mere stille, så derfor fungerer den godt mellem det højlydte åbningsnummer og den proklamerende I Shot the Sheriff.

Mange af sangene er genoptagelser af sange, the Wailers tidligere havde lavet. Originalerne er på ingen måde nær så kendte, men det forklarer at sange som Small Axe og især Duppy Conqueror kan virke lidt gammeldags i dag i forhold til resten, men stilistisk passer de stadig fint ind. Melodierne holder også stadig, navnlig på Small Axe. Dynamikken på Duppy Conqueror er også meget flot, men jeg bliver altid ret irriteret på en bestemt lyd derpå; der er en af sangerne, der laver en meget irriterende helikopter-lignende lyd med læberne i baggrunden, og det er meget distraherende. Da Bob Marley ikke står fuldstændig i front, så må man også døje med de to andre sangere. De optræder ikke særlig ofte som andet end backingvokalister, men når de står forrest, så gør de ikke noget, Marley ikke kunne have gjort bedre. Marley er en fantastisk sanger, og lyden ville både have været bedre og mere konsekvent hvis Marley var forrest på et nummer som One Foundation.

Når jeg lytter til et album, så værdsætter jeg virkelig en god afslutning på albummet, der virkelig runder det hele af. Det gør den traditionelle jamaicanske sang Rasta Man Chant ikke for mig. Den giver mig ikke rigtig noget rent musikalsk. Den er meget ensartet, og selvom rytmen derpå er rigtig fed og vokalharmonierne er imponerende, så bygger den ikke op mod noget, den er ikke fængende, den kører bare i 4 minutter hvor start og slut lyder præcis som hinanden. Med det sagt, så er alle andre sange på Burnin’ rigtig godt skrevet. De kører fedt over genrens let genkendelige rytmer, og man mærker masser af følelser strømme ud gennem dem. De kører ganske gnidningsfrit, og man kan mærke at kærlighed blev lagt i dem, da de blev lavet. Jeg mangler dog selv et personligt forhold til mange af dem. Jeg tror dette har noget at gøre med, at jeg ikke lytter til specielt meget reggae, hvis jeg ikke skal anmelde det, så derfor er mine forventninger og parametre nok lidt forskruede. Jeg vil dog sige, at hvis du er en stor Reggae-fan, så er Burnin’ bundsolidt håndværk, som stadig holder i dag.