46 – Bob Marley and the Wailers – Legend: The Best of Bob Marley and the Wailers (1984)

I 1981 døde reggaelegenden Bob Marley, og i 1984 udkom albummet ‘Legend: The Best of Bob Marley  and the Wailers’, der samlede en række af hans mest afholdte numre på tværs af den store karriere. Denne opsamling er stadig gigantisk den dag i dag – den optræder stadig ofte med en hæderlig position på Billboards ugentlige albumhitliste, og den er uden nærmere konkurrence det bedst sælgende reggaealbum nogensinde. Den er udkommet i mange udgaver gennem tiden, men jeg har valgt at kigge på 2002-udgaven ‘Legend Remastered’, hvor de i modsætning til den oprindelige 1984-udgave har gengivet alle sangene i deres fulde udgave – ja, faktisk var det kun fem af albummets 14 sange på vinyludgaven af 1984, der lyder ligesom de gjorde på albummet, de var taget fra. Det gør derfor. at 2002-albummet er omkring ti minutter længere end den originale udgave. Det er dog generelt ikke noget problem, for skaberne af denne opsamling har været ufatteligt præcise. Jeg har nogle få personlige favoritter, der ikke er kommet med på denne udgave, men på en times tid får vi rundet alle de vigtigste milepæle i Marleys stærke karriere, uden at vi har megen mærkbar slinger i valsen – det skulle lige være de to bonusnumre ‘Easy Skanking’ og ‘Punky Reggae Party’, som jeg vælger at ignorere, da de netop er bonusnumre.

De 14 numre, der ligeledes var på originalen, er dog alle eksemplariske udpluk fra Marleys diskografi. Hans sangskrivning er i alle tilfælde i toppen, og vi hører ham udforske både socialrealisme, kærlighed og spiritualitet med stor oprigtighed og indlevelse. Denne indlevelse skinner også flot igennem i vokalen, hvor det klart føles som om, Marley mener hvert eneste ord, han synger. Bandet, The Wailers, gør også deres del exceptionelt. Uanset om det er de disco-inspirerede grooves fra ‘Could You Be Loved’, den rå, sumpede charme på ‘Satisfy My Soul’ eller den revolutionære bidskhed fra ‘Exodus’, er der et stærkt samspil i bandet, og det står pragtfuldt overfor Marleys sangskrivning. Nu hvor vi netop er ved sangskrivningen, havde Marley et fantastisk øre for melodier. ‘Get Up, Stand Up’ er nok det mest fængende revolutions-anthem, jeg har hørt, og det samme kan siges om hvordan ‘Buffalo Soldier’ behandler historien om en afrikansk mand, der bliver transporteret til USA for at skulle være krigsslave. Han formår også meget flot at sørger for, at disse fængende melodier altid forstærker det tekstunivers, han præsenterer, rettere end at distrahere derfra. Jeg føler vægten af fortællerens angst helt ned i maven, blot jeg nynner ‘I Shot the Sheriff’.

Jeg har vist fokuseret ret meget på opsamlingens mere vrede eller ængstelige dele, men sandheden er, at jeg langt hen af vejen kommer i rigtig godt humør af at høre ‘Legend’. Ikke alene får jeg ofte et smil på læben af bandets stærke instrumentation og Marleys overbevisende levering – jeg bliver også bare glad, fordi mange af sangene på albummet er så fulde af håb, selv dem, der på overfladen er triste eller arrige. Sange som ‘Is This Love’, ‘Three Little Birds’, ‘Stir It Up’ og ‘One Love/People Get Ready’ er dog mere utvetydigt lykkelige, og deres stemning er den, der manifesterer sig over albummet som helhed. Min største anke omkring denne opsamlings kvalitet er nok dens manglende følelse af sammenhæng. Rækkefølgen føles ret gennemtænkt, men der er nogle stunder, hvor albummets flow går godt og grundigt i baglås, mest mærkbart mod slutningen. Hvis ét nummer skulle have været forkortet ligesom på originaludgaven af ‘Legend’, så er det nok ‘Exodus’. Når den næsten otte minutter lange udgave er albummets næstsidste sang, føles det som om, slutningen bare bliver trukket ud, og jeg får svært ved at værdsætte hvor stærkt et nummer, det egentlig er. Og så er ‘Jamming’ ingenlunde et oplagt afslutningsnummer – ‘No Woman, No Cry’ og ‘Get Up, Stand Up’ ville begge klare jobbet bedre i mine øjne. ‘Legend’ er dog stadig en glimrende opsamling. Den er så propfyldt med god musik, at dens succes ikke er svær at forstå.

119 – Diverse Kunstnere – The Harder They Come (1972)

Filmen The Harder They Come fra 1972 var vigtig for reggaemusikken. Det var den første jamaicanske film til at få markant succes internationalt, især i USA, hvor den hurtigt blev et kulthit. En årsag til dette er det spændende plot om en ung mand fra landet, der flytter til Kingston i håbet om at blive berømt sanger, men ender med at blive berygtet kriminel. Denne mand, Ivanhoe Martin, bliver spillet af Jimmy Cliff, der både før og siden har haft mange reggae-hits, og plottet lægger selvfølgelig op til, at der er masser af disse numre på soundtracket. Man får 4 af Jimmy Cliffs egne numre, samt 6 øvrige reggae-numre på soundtrackpladen. Noget, der også er en af filmens klare forcer er netop brugen af musik. Med anden musik, ville filmen nok være en lidt middelmådig og forglemmelig fornøjelse, men sangene er indsat på de helt rette tidspunkter. Sange som Many Rivers to Cross og Sitting In Limbo bliver brugt smukt, og de øger absolut stemningen. Når man lytter til soundtrack-pladen får man derfor helt klare associationer til bestemte scener i filmen, selvom det eneste nummer, der blev skrevet specifikt til filmen var The Harder They Come af Jimmy Cliff.

Den reggae, der er til stede på pladen er generelt af den mere poppede art, især Cliffs egne numre. På hans numre er der kun meget svag accent, og teksterne er meget brede og uspecifikke, fyldt med universelle metaforer rettere end snak om Jah, Zion og dread, udtryk, der ikke siger den almene amerikaner eller europæer særlig meget. Det var nok en faktor i pladens internationale popularitet, ligesom sangene kun ganske sjældent bliver lige så voldelige, som filmen bliver. Der er dog nogle sange, der afspejler filmens voldelige karakter, såsom Johnny Too Bad af The Slickers og Shanty Town af Desmond Dekker, men de skjuler begge en mørk tekst bag en mere simpel facade, og det gør i mine øjne sangene værd at høre mange gange. Da denne plade tager sange fra mange forskellige kunstnere, er der dog nogle markante problemer i forhold til lyden. De lyder tit som om, de ikke bør høre hjemme på samme pladen, da produktionen på Cliffs numre er meget ren, mens den er mere rå på numrene fra Scotty og Toots and the Maytals. Der er også problemer i forhold til stereo-mixingen på Johnny Too Bad, og det bliver i længden meget tydeligt, at de fleste af disse sange aldrig var tiltænkt den samme plade.

Pladen slutter af med at spille to marginalt anderledes udgaver af to sange, der optrådte tidligere på pladen. You Can Get It If You Really Want og The Harder They Come, begge af Jimmy Cliff. Det er i mine øjne et lidt billigt move, og personligt ville jeg have foretrukket, hvis vi ikke fik dem igen. Sitting In Limbo, der ellers ville have afsluttet pladen, ville også have været et glimrende afslutningsnummer. Jeg kan godt se, hvis skaberne af pladen ønskede noget mere fokus på Jimmy Cliff, da han jo også spiller hovedrollen i filmen, men så ville jeg nærmest have foretrukket, hvis de havde givet os nogle Cliff-numre, der slet ikke optrådte i filmen. Uanset hvad, er alle numrene på soundtracket faktisk ganske solide, mindeværdige sange. Jeg har naturligvis mine favoritter, men det er svært at pege på et lavpunkt. Strukturen er desværre ret ringe, og jeg har nok i sidste ende lettere ved at anbefale de individuelle numre end pladen som helhed. Men hvis du har set filmen, så er pladen en god måde at få genoplevet mange af filmens mindeværdige øjeblikke.

123 – Bob Marley and the Wailers – Catch a Fire (1973)

Jeg vil på ingen måde kalde mig selv en reggae-ekspert på nogen måde, men jeg kan dog godt lide genren som helhed. Især undergenren roots-reggae er jeg begejstret for, hvor vi gennem grupper som The Congos, Burning Spear og Black Uhuru udforsker genrens mere politiske og spirituelle aspekter. Genrens store mester er dog nok utvivlsomt Bob Marley med hans gruppe The Wailers. Deres gennembrudsalbum, Catch a Fire fra 1973 er stadig i dag en milepæl i genren. Åbningsnummeret, Concrete Jungle, sætter også tonen klart: det jamaicanske gadeliv er en vildmark. Dette bliver udtrykt gennem flotte poetiske metaforer i lyrikken, men ligeledes er det formidlet gennem sangens dystre, dystopiske lydbillede og den skærende guitarsolo mod slutningen. For ikke at snakke om Marleys både flotte og passionerede vokal, der også er til stede på andet nummer, Slave Driver. Her drager teksten paralleller mellem livet som slave og livet som fattig jamaicaner. Linjen “Today they say that we are free; only to be chained in poverty” er stærk, og så er sangen også fængende som pokker. 400 Years er ligeledes en politisk sang, der sammenligner nutiden med fortiden. Der er dog masser af forskelle mellem denne og Slave Driver. Dels er den sunget af Peter Tosh i stedet for Marley, og derudover lyder det funky groove bare ekstremt godt.

Stop That Train har også Tosh som forsanger, og mens det er en fin sang, blegner den lidt i sammenligning med de andre. Dens lyriske motiver er ikke særlig klare, i hvert fald ikke for mig, og omkvædet bliver lidt trættende i længden, selvom det ville være glimrende i mindre doser. Versmelodien er ikke noget at skrive hjem om, men Tosh giver den hele armen på vokal, så det kan sagtens tilgives. Baby We’ve Got a Date (Rock It Baby) er heller ikke en af mine yndlingssange, især da vi allerede på denne plade har set, at Marley og co. kan præstere meget vigtigere værker end simple kærlighedssange. Det er dog ret befriende med noget lidt mere lystig musik end før, og det er en oprigtigt sød og lykkelig sang, hvor man kan mærke al glæden tydeligt. Derudover er følelserne bare større på næste sang, Stir it Up, der ligeledes handler om kærlighed. Det er et cover af en Johnny Nash-sang, men den er fyldt med meget mere sjæl end Nashs original. Derudover lægger scenariet bare også op til større følelser end Baby We’ve Got a Date (Rock It Baby). Hvor sangen før handlede om at se frem til en date, handler Stir It Up om selve mødet og kærligheden, og sangen føles bare varmere.

Et andet godt eksempel på en mere positiv sang er Kinky Reggae. Her synger Bob om nogle af livets små glæder, som han oplever rundt omkring i byen. Musikken rammer den lidt lumre men alligevel lokkende downtown-stemning helt eminent. Dette gør også, at man får en helt anden lyd end på de to foregående numre, selvom teksten i alle tre tilfælde har været positivt ladet. No More Trouble er ikke rigtig et nummer, hvor teksten er i fokus. Den går an, og dens meddelelse er ganske klar, men den er ikke særlig omfangsrig. Detaljerigdommen er dog muligvis større her end på noget andet nummer, og jeg elsker hver eneste lille tone her. De impulsive guitar-fills, de skægge call-response-sekvenser, de små omend kraftige breakdowns før omkvædene – det hele er pivlækkert. Min favorit på hele pladen er dog nok afslutningsnummeret, Midnight Ravers, hvor koret ytrer de dramatiske ord “You can’t tell the woman from the man, cause they’re dressed in the same pollution”. Hele nummerets stemning er bittersød, og det føles meget flydende idet de tre bestanddele af nummeret ikke rigtig kan inddeles i vers eller omkvæd, selvom de dog har helt unikke identiteter. Det er en solid afslutning, der musikalsk udtrykker en evigt undertrykt skæbne. Catch a Fire er et stjernegodt album, enhver reggaefan bør høre.

319 – The Wailers – Burnin’ (1973)

Bob Marley er uden tvivl det største navn reggae-musik nogensinde har haft, og det vil højst sandsynligt blive ved på den måde i mange år endnu. Han var dog en del af et band, og dette faktum bliver ofte overset. På de tidlige plader var Marley end ikke den eneste forsanger, og i stedet for at hedde Bob Marley & the Wailers dengang, så hed de blot the Wailers. Det sidste album de udgav under dette navn hed Burnin’, og på det finder man to af gruppens mest kendte numre, nemlig Get Up, Stand Up og I Shot the SheriffGet Up, Stand Up starter pladen med, så det er en formidabel start, og I Shot the Sheriff er det tredje nummer. Det er ret tidligt at spille de høje kort, selvom de selvfølgelig ikke dengang kunne vide, hvor store disse sange ville blive. Men på resten af pladen er der også masser af andre rigtig gode sange. En anden rigtig god sang er Hallelujah Time. Rent tematisk følger den emnerne om spirituel frihed fra Get Up, Stand Up, men den er mere stille, så derfor fungerer den godt mellem det højlydte åbningsnummer og den proklamerende I Shot the Sheriff.

Mange af sangene er genoptagelser af sange, the Wailers tidligere havde lavet. Originalerne er på ingen måde nær så kendte, men det forklarer at sange som Small Axe og især Duppy Conqueror kan virke lidt gammeldags i dag i forhold til resten, men stilistisk passer de stadig fint ind. Melodierne holder også stadig, navnlig på Small Axe. Dynamikken på Duppy Conqueror er også meget flot, men jeg bliver altid ret irriteret på en bestemt lyd derpå; der er en af sangerne, der laver en meget irriterende helikopter-lignende lyd med læberne i baggrunden, og det er meget distraherende. Da Bob Marley ikke står fuldstændig i front, så må man også døje med de to andre sangere. De optræder ikke særlig ofte som andet end backingvokalister, men når de står forrest, så gør de ikke noget, Marley ikke kunne have gjort bedre. Marley er en fantastisk sanger, og lyden ville både have været bedre og mere konsekvent hvis Marley var forrest på et nummer som One Foundation.

Når jeg lytter til et album, så værdsætter jeg virkelig en god afslutning på albummet, der virkelig runder det hele af. Det gør den traditionelle jamaicanske sang Rasta Man Chant ikke for mig. Den giver mig ikke rigtig noget rent musikalsk. Den er meget ensartet, og selvom rytmen derpå er rigtig fed og vokalharmonierne er imponerende, så bygger den ikke op mod noget, den er ikke fængende, den kører bare i 4 minutter hvor start og slut lyder præcis som hinanden. Med det sagt, så er alle andre sange på Burnin’ rigtig godt skrevet. De kører fedt over genrens let genkendelige rytmer, og man mærker masser af følelser strømme ud gennem dem. De kører ganske gnidningsfrit, og man kan mærke at kærlighed blev lagt i dem, da de blev lavet. Jeg mangler dog selv et personligt forhold til mange af dem. Jeg tror dette har noget at gøre med, at jeg ikke lytter til specielt meget reggae, hvis jeg ikke skal anmelde det, så derfor er mine forventninger og parametre nok lidt forskruede. Jeg vil dog sige, at hvis du er en stor Reggae-fan, så er Burnin’ bundsolidt håndværk, som stadig holder i dag.