Jeg vil på ingen måde kalde mig selv en reggae-ekspert på nogen måde, men jeg kan dog godt lide genren som helhed. Især undergenren roots-reggae er jeg begejstret for, hvor vi gennem grupper som The Congos, Burning Spear og Black Uhuru udforsker genrens mere politiske og spirituelle aspekter. Genrens store mester er dog nok utvivlsomt Bob Marley med hans gruppe The Wailers. Deres gennembrudsalbum, Catch a Fire fra 1973 er stadig i dag en milepæl i genren. Åbningsnummeret, Concrete Jungle, sætter også tonen klart: det jamaicanske gadeliv er en vildmark. Dette bliver udtrykt gennem flotte poetiske metaforer i lyrikken, men ligeledes er det formidlet gennem sangens dystre, dystopiske lydbillede og den skærende guitarsolo mod slutningen. For ikke at snakke om Marleys både flotte og passionerede vokal, der også er til stede på andet nummer, Slave Driver. Her drager teksten paralleller mellem livet som slave og livet som fattig jamaicaner. Linjen “Today they say that we are free; only to be chained in poverty” er stærk, og så er sangen også fængende som pokker. 400 Years er ligeledes en politisk sang, der sammenligner nutiden med fortiden. Der er dog masser af forskelle mellem denne og Slave Driver. Dels er den sunget af Peter Tosh i stedet for Marley, og derudover lyder det funky groove bare ekstremt godt.

Stop That Train har også Tosh som forsanger, og mens det er en fin sang, blegner den lidt i sammenligning med de andre. Dens lyriske motiver er ikke særlig klare, i hvert fald ikke for mig, og omkvædet bliver lidt trættende i længden, selvom det ville være glimrende i mindre doser. Versmelodien er ikke noget at skrive hjem om, men Tosh giver den hele armen på vokal, så det kan sagtens tilgives. Baby We’ve Got a Date (Rock It Baby) er heller ikke en af mine yndlingssange, især da vi allerede på denne plade har set, at Marley og co. kan præstere meget vigtigere værker end simple kærlighedssange. Det er dog ret befriende med noget lidt mere lystig musik end før, og det er en oprigtigt sød og lykkelig sang, hvor man kan mærke al glæden tydeligt. Derudover er følelserne bare større på næste sang, Stir it Up, der ligeledes handler om kærlighed. Det er et cover af en Johnny Nash-sang, men den er fyldt med meget mere sjæl end Nashs original. Derudover lægger scenariet bare også op til større følelser end Baby We’ve Got a Date (Rock It Baby). Hvor sangen før handlede om at se frem til en date, handler Stir It Up om selve mødet og kærligheden, og sangen føles bare varmere.

Et andet godt eksempel på en mere positiv sang er Kinky Reggae. Her synger Bob om nogle af livets små glæder, som han oplever rundt omkring i byen. Musikken rammer den lidt lumre men alligevel lokkende downtown-stemning helt eminent. Dette gør også, at man får en helt anden lyd end på de to foregående numre, selvom teksten i alle tre tilfælde har været positivt ladet. No More Trouble er ikke rigtig et nummer, hvor teksten er i fokus. Den går an, og dens meddelelse er ganske klar, men den er ikke særlig omfangsrig. Detaljerigdommen er dog muligvis større her end på noget andet nummer, og jeg elsker hver eneste lille tone her. De impulsive guitar-fills, de skægge call-response-sekvenser, de små omend kraftige breakdowns før omkvædene – det hele er pivlækkert. Min favorit på hele pladen er dog nok afslutningsnummeret, Midnight Ravers, hvor koret ytrer de dramatiske ord “You can’t tell the woman from the man, cause they’re dressed in the same pollution”. Hele nummerets stemning er bittersød, og det føles meget flydende idet de tre bestanddele af nummeret ikke rigtig kan inddeles i vers eller omkvæd, selvom de dog har helt unikke identiteter. Det er en solid afslutning, der musikalsk udtrykker en evigt undertrykt skæbne. Catch a Fire er et stjernegodt album, enhver reggaefan bør høre.