Janis Joplin gjorde det ualmindeligt godt som  sanger i bandet Big Brother and the Holding Company, og hun var absolut bandets glødende stjerne. Dog var der efter min mening ikke rigtig nok fokus på hende, men så er det jo heldigt at hun efter sin tid i gruppen fik en solokarierre, der jo som bekendt desværre måtte slutte alt for tidligt. Ja, hun nåede faktisk kun at udgive én soloplade i sin levetid, men hun var allerede færdig med den næste, Pearl, som derfor var klar til udgivelse få måneder efter hendes død. Folkene bag pladen sørgede for, at bevare den så tæt på hendes veldokumenterede vision som muligt, og de undlod at udgive nogen optagelser, Joplin ikke var tilfreds med. Plader udgivet efter kunstnerens død har et ret ringe ry, og jeg kan sjældent lide selv dem med et bedre omdømme, såsom The Notorious B.I.G.’s Life After Death og Otis Reddings The Dock of the Bay. Pearl er dog en glimrende skive, der på ingen måde føles som et halvfærdigt projekt eller et cash-in. Lyden er fx fremragende. Paul Rothchild har gjort et fantastisk stykke arbejde for at få gjort lyden så ren og lækker som mulig. Hver eneste streng er fuldkommen tydelig, og Janis’ stemme føles utrolig nærværende.

Pearl gør det også rigtig godt i forhold til sangskrivning. Der har været mange forskellige sangskrivere inde over, men der er stadig et samlet lydbillede, og det overraskede mig virkelig at finde ud af, at det hele ikke er Joplins værk. Ja, faktisk har hun kun skrevet to af sangene, men det er da også to af de bedste: den energiske åbningssang Move Over, og den desperate, smukke Mercedes Benz. Hendes mangel på tilstedeværelse i sangskrivningen er endnu mere overraskende idet mange af sangene føles meget personlige, og hun synger dem så man kan mærke det helt inde i sjælen. Hendes cover af Roger Millers Me and Bobby McGee er en fuldkommen hjerteskærende sang, som kan vække langt større følelser end originalen hos mig. Var det ikke for Joplins version, havde jeg måske næppe opdaget, hvor velskrevet sangen faktisk er. Ligeledes er Trust Me, Cry Baby og My Baby så naturligt opført, at man har svært ved at forstå, at hendes pen ikke lægger til grund for dem. Joplins stemme er fremragende på et rent teknisk plan, men den har også masser af karakter, og hun forstår om noget at sælge sangene, hun synger.

En anden årsag til, at denne plade føles så personlig til trods for, at Joplin ikke har skrevet mere end to sange, er de flotte arrangementer. Joplin har selv arrangeret sangene herpå, og hun er virkelig god til at iscenesætte sin egen stemme. Selv det instrumentale nummer Buried Alive in the Blues lyder umiskendeligt af Joplin. Dette er en af de mere blues-inspirerede sange. Men andre sange indeholder klar inspiration fra gospel, soul, garage-rock, country og folk. Alligevel har pladen en unik identitet. Her mener jeg netop at det skyldes Joplins evner som arrangør, men det handler også om hendes faste band, Full Tilt Boogie Band. Disse musikere har virkelig meget stil, og de sørger for, at man på pladen som helhed mere rammer en Janis Joplin-lyd end lyden af en bestemt genre. Det bliver meget stilfuldt sammensat i en naturlig blanding af de forskellige inspirationskilder. Der er rigtig meget godt at komme efter på Pearl, og hvis Joplin havde været i live til at sætte de sidste par hænder på de ufærdige dele, kunne den nok have været endnu bedre. Hvis man vil opdage, hvorfor Janis Joplin er så stor en kunstner, er der næppe nogen bedre plade at lytte til.