Tag-arkiv: 1972

90 – Stevie Wonder – Talking Book (1972)

Udgivet den af
Svar

Stevie Wonder har helt fra barndommen været en superstjerne, ja hans kunstnernavn er sågar et forsøg på at markedsføre ham som et vidunderbarn, da han gik under navnet Little Stevie Wonder. I modsætning til langt de fleste barnestjerner, fortsatte succesen dog hele livet, og hans kunstneriske udtryk blev kun rigere, da han blev voksen, og i midten af 70’erne udgav han på stribevis succesrige, anmelderroste albums. Man kan sige, at denne successtribe startede med den fantastiske ‘Music of My Mind’ fra 1972, og mens denne står rigtig højt for mig såvel som mange andre fans, havde den ikke samme kommercielle gennemslagskraft som efterfølgeren, ‘Talking Book’ fra senere samme år. Dette har især noget at gøre med de to super-populære singler, der flot viser hver sin side af pladen: den bløde, romantiske pop-soul fra ‘You Are the Sunshine of My Life’ og den sarkastiske, diskret samfundskritiske funk-eksplosion fra ‘Superstition’. Det er to sange, der er så gode, at det er svært for mig at påstå, at pladen nogensinde overgår dem, men det betyder jo ikke nødvendigvis, at pladen ikke har noget at byde på. For det har den.

De individuelle sange er bl.a. alle mindeværdige og byder på nogle forskellige musikalske idéer. Hvert nummer har sin individuelle lyd, men dog altid indenfor en funk/soul-ramme. I den helt vilde ende er nok ‘Superstition’, der med talrige lag af blæsere og en rytmesektion, der siger spar to, giver den godt med gas med nogle af de mest funky grooves, der nogensinde er skrevet. I den modsatte ende er den stille, lidt jazzede klaverballade ‘You and I’, der foruden en svag synthesizer i baggrunden udelukkende er båret af Wonders sjælfulde stemme og organiske klaverspil. De er begge blandt mine favoritter, selvom jeg nok synes at synthlyden på sidstnævnte er lidt malplaceret. Wonder skal have stor ære for at være en af de første popmusikere til at bruge synthesizeren i så vidt omfang, men det er ikke kun her, den lyder lidt fjollet. ‘You’ve Got It Bad Girl’ er også skyldig, navnlig på omkvædet hvor den følger vokalmelodien lidt for nøje. Med det sagt bruger han den også ofte ganske genialt, bl.a. bruges selvsamme synthesizer som på disse to numre flot til at løfte ‘Blame it on the Sun’, og det er jo nærmest ikke til at fatte, at den ikoniske basgang på ‘Superstition’ kommer fra en synth-bas.

Et nummer, jeg især føler er interessant at fremhæve, er politiske sang ‘Big Brother, der lyrisk er bitter og frustreret, mens den musikalsk er lystig og solskinsfyldt. Det er en sjov kontrast, og den fremviser som sådan flot, at den beskrevne politiske situation er fortællerens hverdag, hvilket leder til et lettere apatisk lydbillede. Den er som næsten alle numre på pladen skrevet af Wonder selv. I løbet af pladen arbejder han af og til sammen om sangskrivningen med sin daværende kone, Syreeta Wright, og hendes søster, Yvonne, og sidsnævnte er endda enlig sangskriver på ét nummer. De er som sådan dygtige sangskrivere, men det er tydeligt for mig, at det bedste materiale er det, Stevie har været alene om. Disse er hovedsageligt placeret nær starten af pladen, så slutningen er ikke nær så stærk som starten. Man kunne nok have struktureret pladen bedre i forhold til dette, men på den anden side er der fin dynamisk og stilmæssig variation i pladen. Det er ikke sådan, at man nogensinde mærker, at pladen bevæger sig i nogen bestemt retning i løbet af progressionen, men både åbnings- og afslutningsnummeret klarer deres job fint. ‘Talking Book’ er i sidste ende et vældig solidt album. Der er nogle få albums i Wonders diskografi, jeg vil anbefale før denne, men den kan stadig sagtens overleve nogle gennemlytninger.

119 – Diverse Kunstnere – The Harder They Come (1972)

Udgivet den af
Svar

Filmen The Harder They Come fra 1972 var vigtig for reggaemusikken. Det var den første jamaicanske film til at få markant succes internationalt, især i USA, hvor den hurtigt blev et kulthit. En årsag til dette er det spændende plot om en ung mand fra landet, der flytter til Kingston i håbet om at blive berømt sanger, men ender med at blive berygtet kriminel. Denne mand, Ivanhoe Martin, bliver spillet af Jimmy Cliff, der både før og siden har haft mange reggae-hits, og plottet lægger selvfølgelig op til, at der er masser af disse numre på soundtracket. Man får 4 af Jimmy Cliffs egne numre, samt 6 øvrige reggae-numre på soundtrackpladen. Noget, der også er en af filmens klare forcer er netop brugen af musik. Med anden musik, ville filmen nok være en lidt middelmådig og forglemmelig fornøjelse, men sangene er indsat på de helt rette tidspunkter. Sange som Many Rivers to Cross og Sitting In Limbo bliver brugt smukt, og de øger absolut stemningen. Når man lytter til soundtrack-pladen får man derfor helt klare associationer til bestemte scener i filmen, selvom det eneste nummer, der blev skrevet specifikt til filmen var The Harder They Come af Jimmy Cliff.

Den reggae, der er til stede på pladen er generelt af den mere poppede art, især Cliffs egne numre. På hans numre er der kun meget svag accent, og teksterne er meget brede og uspecifikke, fyldt med universelle metaforer rettere end snak om Jah, Zion og dread, udtryk, der ikke siger den almene amerikaner eller europæer særlig meget. Det var nok en faktor i pladens internationale popularitet, ligesom sangene kun ganske sjældent bliver lige så voldelige, som filmen bliver. Der er dog nogle sange, der afspejler filmens voldelige karakter, såsom Johnny Too Bad af The Slickers og Shanty Town af Desmond Dekker, men de skjuler begge en mørk tekst bag en mere simpel facade, og det gør i mine øjne sangene værd at høre mange gange. Da denne plade tager sange fra mange forskellige kunstnere, er der dog nogle markante problemer i forhold til lyden. De lyder tit som om, de ikke bør høre hjemme på samme pladen, da produktionen på Cliffs numre er meget ren, mens den er mere rå på numrene fra Scotty og Toots and the Maytals. Der er også problemer i forhold til stereo-mixingen på Johnny Too Bad, og det bliver i længden meget tydeligt, at de fleste af disse sange aldrig var tiltænkt den samme plade.

Pladen slutter af med at spille to marginalt anderledes udgaver af to sange, der optrådte tidligere på pladen. You Can Get It If You Really Want og The Harder They Come, begge af Jimmy Cliff. Det er i mine øjne et lidt billigt move, og personligt ville jeg have foretrukket, hvis vi ikke fik dem igen. Sitting In Limbo, der ellers ville have afsluttet pladen, ville også have været et glimrende afslutningsnummer. Jeg kan godt se, hvis skaberne af pladen ønskede noget mere fokus på Jimmy Cliff, da han jo også spiller hovedrollen i filmen, men så ville jeg nærmest have foretrukket, hvis de havde givet os nogle Cliff-numre, der slet ikke optrådte i filmen. Uanset hvad, er alle numrene på soundtracket faktisk ganske solide, mindeværdige sange. Jeg har naturligvis mine favoritter, men det er svært at pege på et lavpunkt. Strukturen er desværre ret ringe, og jeg har nok i sidste ende lettere ved at anbefale de individuelle numre end pladen som helhed. Men hvis du har set filmen, så er pladen en god måde at få genoplevet mange af filmens mindeværdige øjeblikke.

173 – Todd Rundgren – Something/Anything? (1972)

Udgivet den af
Svar

Det bedste førstehåndsindtryk, en plade kan give mig, er at den er ambitiøs. Og med en titel som Something/Anything? og et pladecover, der viser nogle abstrakte blomster, så forventer man da et vist ambitionsniveau, dette i endnu højere grad, når man tager i betragtning, at dette er et dobbelt-album. Når man finder ud af at ca. 3/4 af pladen består af sange, der er opført udelukkende af Todd Rundgren selv, mens den resterende fjerdedel er ubearbejdede studieoptagelser, bliver man endnu mere interesseret. Og efter at have hørt det, så vil jeg ikke engang sige, at det kan høres på sidstnævnte, mest af alt fordi de spiller så godt – selvom lyden naturligvis er mere rå og flere forskellige musikeres stilarter er blevet afspejlet. Numre som Hello It’s Me og Slut er fænomenale popsange, men samtidig er numre som Piss Aaron og Some Folks Is Even Whiter Than Me ret bizarre men af samme årsag samtidig virkelig interessante numre. Rundgren er uden tvivl en dygtig musiker og sangskriver, men han har af og til nogle problemer i sin lyrik. Den er ikke altid lige bemærkelsesværdig. Jeg elsker, når den på visse numre understøtter instrumentationen, men han laver altså tit nogle maybe-baby-rim i banale kærlighedssange, hvilket ikke stemmer overens med det, jeg ved, han kan.

Instrumentationen og lyrikken arbejder som sagt flot sammen på visse numre, heriblandt It Takes Two to Tango (This Is for the Girls), hvor der bruges kastanjetter, der især markerer sig i løbet af et break i slutningen af omkvædet. Et andet eksempel er The Night the Carousel Burned Down, hvis instrumentation er meget lig karrusel-muzak, navnligt i et instrumentalt stykke omkring midten. Dette giver nummeret en meget særpræget lyd, og mod slutningen kan høre denne muzak gå fra hinanden, præcis som karrusellen i titlen. Rundgren er meget bevidst omkring lyd, og han er fuldkommen bevidst omkring problemerne ved vinyl. Nummeret Intro er da også bare at han taler om forskellige problemer, der kan opstå, når produktionen ikke går helt som det skal. Han opfordrer lytteren til at lege en leg, hvor man leder efter sådanne fejl på diverse plader. Han påstår, at man også kan lege legen med denne plade. Ud over sange, hvor det tydeligvis er meningen, at sådanne fejl opstår, er det stort set umuligt at spotte dem. Han har været fuldkommen mesterlig i produktionen, og lyden er på alle måder enormt lækker. Hvert eneste instrument lyder klart som diamand.

Rundgren valgte at gøre Something/Anything? til et dobbeltalbum, og når et album varer 1½ time, så vil man jo helst ikke føle, at man spilder sin tid, så man kan spørge sig selv, om numrene alle er værd at lytte til? Jo, de er uden tvivl produkter af deres tid. Det er nogenlunde samme genre som Electric Light Orchestra og Supertramp. Fælles for alle disse kunstnere er, at de var både meget progressive og poppede, og deres interessante ideer kan godt lyde lidt fjollede nu til dags, hvor de er blevet efterprøvet mere, især i forhold til synthesizere. Og lyden er måske også lidt trættende i længden, selvom det er svært at pege på numre, der ikke lever op til pladens høje standard. Men der er en defineret vision med hele pladen, og hvis man splittede den op i to, ville de føles meget udefinerede. Rundgren er en latterligt dygtig musiker, og mens Something/Anything måske viser sin alder og ikke altid er mesterlig rent lyrisk, så er der så mange detaljer, så mange gode ideer og så mange gennemarbejdede sange opført af en musikalsk perfektionist, at pladen er svær ikke at være imponeret af.

194 – Lou Reed – Transformer (1972)

Udgivet den af
Svar

I 1972 transformerede Lou Reed sig fra den syrede heroin-junkie fra The Velvet Underground til en i bund og grund stadig meget syret heroin-junkie, der bare nu skrev sine sange, så de var mere tilgængelige. Det skete med albummet Transformer, og hvis man ignorerer Lou Reeds image og lyrik, så har vi at at gøre med popmusik. På den måde fik Transformer et par store hits, alle virkelig velskrevne popsange, som skruer sig direkte ind på trommehinden og nægter at forlade stedet. Det kan man i grunden sige om det meste af pladen, og det er jo slet ikke det, man ville forvente fra manden, hvis man har hørt plader som White Light/White Heat eller The Velvet Underground & Nico. Men god, velsammensat popmusik plejer jeg sjældent at klage meget over, og det kan Reed virkelig finde ud af at skrive. Transformer åbner med en sang ved navn Vicious, der går hårdt og brutalt i gang med et enormt fængende guitarriff. Det er en rigtig god måde at starte albummet på, for selvom det næppe er den sang, der bedst viser hans store evner, så fungerer den i al sin simplicitet virkelig godt. Og den forlader aldrig dit hoved igen, når du først har hørt den.

Men så begynder Andy’s Chest, en blanding af doo-wop og en mere spinkel, usikker udgave af Neil Diamond. Det er så langt fra åbningsnummeret som det kan komme, men Lou Reeds stærke personlighed, spøjse lyrik og i grunden meget svage stemme sørger for at binde det hele sammen. Og i løbet af hele pladen får man hele tiden smidt noget nyt i hovedet. Og der er godt med variation. Der er ikke på noget tidspunkt et nummer, der bare føles som en gentagelse af en stil vi allerede har hørt tidligere. På den måde giver Transformer dig altid noget anderledes, der holder din interesse for albummet oppe. Det kan høres at David Bowie og hans guitarist Mick Ronson har produceret dette album. Bowie bliver jo også tit kaldt for en musikalsk kamæleon, netop fordi han kan tilpasse sig så mange forskellige stilarter, og denne evne har han projekteret flot over på Lou Reed. Reed har skrevet alle sange på Transformer, men virkelig meget af variationen ligger i den flotte produktion og de kreative arrangementer. Tit kan de være meget spøjse, f.eks. på Make Up og Goodnight Ladies, begge numre, hvor tuba er i fokus.

Reed formår ikke blot at tilpasse sin sangskrivning til mange forskellige stilarter, han formår faktisk også virkelig smukt at variere måderne hvorpå han skriver sangene. Nogle, f.eks. Vicious eller for den sags skyld megahittet Walk on the Wild Side har virkelig simple melodier. Derimod sker der rigtig meget forskelligt på Satellite of Love, og Goodnight Ladies er også et smukt arrangeret nummer, især under den instrumentale blæsersektion. Hvis du kan lide skæve, interessante tekster, så kan det også virkelig anbefales at dykke ned i Reeds lyriske univers. Han synger om emner som transvestitter, sex, heroin og diverse andre stoffer – i et par sange, f.eks. Wagon Wheel og Hangin’ Round. På Transformer får man altså 11 tracks af utrolig høj kvalitet, alle fængende og mange også musikalsk eller lyrisk udfordrende, og den store variation sørger virkelig for at man kan lytte til pladen igen og igen, mens Reeds stærke personlighed sørger for at holde sammen på pladen. At lave noget, der kan kaldes et mesterværk oven på det latterligt høje niveau, han selv satte med The Velvet Undergrounds plader, det er svært. Men han gjorde det, for Lou Reed kunne vitterligt finde ud af alt, når det kom til musik.

196 – Diverse Kunstnere – Nuggets: Original Artyfacts from the First Psychedelic Era, 1965–1968 (1972)

Udgivet den af
Svar

Jeg elsker punk i alle mulige afskygninger, og jeg elsker ligeledes musikhistorie. Helt naturligt nyder jeg da også at kigge lidt i punkens rødder, nemlig garagerocken, der var virkelig populær i 60’ernes USA. 27 forskellige af disse sange blev i 1972 samlet på opsamlingen Nuggets: Original Artyfacts from the First Psychedelic Era, 1965–1968, en opsamling, der ville være til stor inspiration for senere punkgrupper. Dette dobbeltalbum indeholdt både relativt store hits og mindre kendte numre, men de fleste af dem er meget ukendte i dag. I 1998 udkom tre ekstra cd’er, der har lidt flere kendte navne på sig, heriblandt The Kingsmen, The Sonics, Love, Paul Revere & the Raiders og endda The Turtles. Disse bonus-cd’er er vældig sjove bekendskaber, men de er ikke nær så fokuserede som originalen, og jeg vil ikke dvæle meget længere ved de nyere tilføjelser. Noget rigtig rart ved sangene på Nuggets er, at de lyder meget ens. Det kunne lyde som noget negativt, men i forhold til, at de er lavet af så mange bands, så er lyden meget konsekvent. De fleste af disse sange kunne sagtens alle være lavet til én og samme plade af et og samme band.

Lyden er meget rå det meste af tiden, og selvom der står Psychedelic på coveret skal man ikke forvente Jimi Hendrix eller The Doors. Det er mere noget energisk poprock tilsat noget støj og tit også et markant orgel. Der er af og til noget østlig musikinspiration, f.eks. på åbningsnummeret I Had Too Much to Dream (Last Night), men selvom tekst og instrumentation er særpræget, så er sangene sjældent skrevet efter særlig komplicerede formularer. Der er sikkert en del af disse grupper, der ikke gør særlig meget andet end den formular, de bruger på deres specifikke nummer på denne opsamling, men så er det jo heldigt, at vi kun får én sang per gruppe. Selvom lyden er meget konsekvent, så er der stadig en hel del variation. Det er også enormt vigtigt, for pladen er jo et dobbeltalbum, og dermed varer den hele 76 minutter, hvilket er en hel del, men den holder skam det meste af vejen. Der er en tendens til, at de kortere numre (dem på ca. 2 minutter) er meget simple rocksange med lidt garageflair over sig, så er de længste sange meget mere eksperimenterende og dynamiske.

Der er ikke mange længere sange, og så lange er de ikke igen, men når de kommer, er de forfriskende. Desværre er de to længste sange placeret klods op ad hinanden. Det er i sidste halvdel af pladen, og derfor føles denne del meget mere overkommelig og fyldig end den første. Udvalget af sange er heller ikke helt perfekt, hvis du spørger mig. De fleste efterlader et ret stort indtryk, men det gælder ikke dem alle. Oh Yeah af The Shadows of Knight er f.eks. bare en ret uoriginal udgave af en af Bo Diddleys efter min mening mindre interessante sange, og Lies af The Knickerbockers føles bare som en lidt tam Beatles-efterligning. Men de fleste numre er virkelig solide, og det er overraskende, når de jo blev både indspillet og udvalgt for så mange år siden. For en musiknørd som mig er der selvfølgelig meget at grave ned i, men jeg føler, at man ikke har brug for et særlig stort kendskab til rytmisk musikhistorie for at kunne nyde Nuggets. Det kræver bare lidt smag for god garagerock, og mere skal der egentlig ikke til. Så Nuggets kan anbefales til langt de fleste, og hvis du kan lide denne anbefales det også at lytte til volume 2-4.